Feature
Læsetid: 8 min.

Fatoumata Diawara angriber omsorgssvigt og omskæring med sin indtagende ørkenvindsvokal

Den maliske singersongwriter Fatoumata Diawara springer omkring som en ustyrlig dansetrold, når hun optræder med sin farverige afrofolk. Hvert af hendes numre er en prosaisk feministisk opsang inspireret af egne traumer og den lokale wassouloumusik, som hun er blevet en slags global fanebærer for. Information portrætterer her den bemærkelsesværdige sanger og guitarist, der spiller på årets Roskilde Festival
Fatoumata Diawara fra Mali kan opleves på dette års Roskilde Festival.

Fatoumata Diawara fra Mali kan opleves på dette års Roskilde Festival.

Edmond Sadaka/ Ritzau Scanpix

Kultur
25. juni 2019

Vildt og ekstatisk drejer hun om sig selv, så de hvide skaller for enden af hendes korte sorte dreadlocks svinger til alle sider. De farvestrålende skørter står om hende. De kan knap nok følge med de livlige benryst, vrikkende hofter og flagrende fødder.

Hun stamper barfodet og hårdt i scenegulvet, for selvfølgelig har hun ikke sko på, når hun optræder. Hun er jo afrikaner, som hun siger. Hun elsker Afrika. Hun elsker Mali, råber hun til sit publikum, selv om den smerte og ensomhed, der har gjort hende til den karismatiske og kampvillige verdensmusikant, hun er, i høj grad skyldes hjemlandets patriarkalske traditioner og kvindeundertrykkende normer.

Fatoumata Diawara har altid været anderledes, og i dag agiterer hun åbenhjertigt for alles – særligt børns – ret til at skille sig ud. Selv når hun spiller til Grammy-uddelingen eller på festivaler rundt omkring i verden, synger hun primært til det Afrika, hun stammer fra. Til alle de små piger, hun kan genkende sig selv i, og som hun inderligt ønsker vil få en friere og mindre smertefuld opvækst, end den hun selv har haft. For hendes egen barndom var ikke for småbørn.

At synge sorgen ud

Hun er født af maliske forældre i Elfenbenskysten i 1982 og opvokset i den lille landsby Ouelessebougou i Mali som en ud af 11 søskende, hvoraf de seks døde som små. Hun var et livligt barn med en sær energi, der medførte, at folk i landsbyen gav hendes skylden for de mange dødsfald. Hun havde spist sine søskende, lød en traumatiserende anklage. I et interview med The Financial Times fortæller hun:

»Min søster døde, da jeg var otte, og hun var ti. Da hun døde … kunne jeg ikke fordøje følelsen. Det var for tungt for mig, og min sorg var for tung for mine forældre. En dag begyndte jeg at synge. At græde var som at spørge: ’Hvor er du?’ At synge var min søster og Gud, der svarede med håb: ’Her!’« Sangen gav hende fred, og det ændrede alt.

Også som lille kunne hun danse som en besat til grænsen af bevidstløshed. Det skræmte hendes mor, der, da hun var 11 år gammel, sendte hende til hovedstaden Bamako, hvor hun skulle bo hos sin tante, der var skuespiller. I stedet for at gå i skole, skulle Fatoumata passe tantens børn.

Det var en tid, hun beskriver som svær, ensom og meget, meget voldsom.

Men heldet ville, at hun som 14-årig gennem tanten fik en rolle i en film med den passende titel The Power of Women. Det blev starten på hendes skuespilkarriere (hun har spillet med i et dusin film siden, red.) og gav hende modet til at søge væk.

Hun forlod Mali, da hun som 19-årig ikke ønskede, at hendes familie skulle vælge, hvem hun skulle giftes med. Hun ville ikke giftes med sin fætter, som de havde arrangeret, og følte sig truet. Og selv om hun anerkender, at der kan være noget godt i en tradition, hvor den enkelte må ofre sig for sin familie, og hun respekterer dem, hvis liv har fulgt et sådant spor, har hun gjort det til sit mål at kæmpe for, at de kommende generationers unge kvinder ikke skal stå i samme situation.

En arrogant pige

Hun valgte at flytte til Paris, Frankrig. Og den person, hun er i dag, er i høj grad et resultat af de refleksioner og konfrontationer med ensomheden, som emigrationen medførte.

I Paris blev hun optaget i den respekterede gadeteatertrup Royale de Luxe, som hun rejste verden rundt med i nogle år. Og så opdagede hun et instrument, hun ikke før havde spillet: guitaren. Hun lærte sig selv at spille, og siden har guitaren været hendes faste følgesvend. Hendes soulmate, som hun siger.

Det høres tydeligt på hendes debutalbum Fatou, der udkom i 2011. Hendes sikre akustiske guitarspil er gennemgående på de 12 vestafrikanske viser. De har en afdæmpet vemodighed over sig, der piftes op af Diawaras dynamiske leadguitarsoloer. Hendes vokal er sprød og støvet. Som kæmpede hendes stemmebånd med kastevinde, holder hun de lange, luftige toner over en svirpende percussion.

På den triste ballade »Wililé« er hendes stemme næsten ved at knække over, mens et flamencointensivt guitarspil i sit temperament matcher sangtekstens kvindelige protagonist: en arrogant pige. Prosaisk, enkelt og med mange gentagelser opbygger Diawara historien om en pige, der nægter at følge familiens forskrifter og indgå i det ægteskab, de har arrangeret mod hendes vilje. På bryllupsdagen fornærmer hun både gom og den nye svigerfamilie. Og det er først da, at hendes egen mor begynder at bekymre sig for hende.

Med sig på Fatou har hun den erfarne koraspiller Toumani Diabaté, Led Zeppelins bassist John Paul Jones og den nu 78-årige nigerianske jazztrommeslager Tony Allen, der med albummet Afro Beat i 1970 skabte fundamentet for den populære genre af samme navn (historien går, at da Allen brød med kultmultiinstrumentalist Fela Kuti, krævede det hele fire trommeslagere for at erstatte Allens rytmiske format).

Wassoulou

Tvangsægteskaber, traditionsbundne kønsroller og kvinders manglende magt over eget liv er nogle af de tematikker, Diawara adresserer på Fatou. Men det forstår man kun, hvis man taler det vestafrikanske sprog wassoulou. For Diawara synger helst på sit modersmål. Wassoulou er både sproget og det geografiske område omkring floddalen af samme navn på grænsen mellem Mali, Elfenbenskysten og Guniea. Og det er samtidig en musikstil, der traditionelt fremføres af kvinder.

Ved bryllupper og andre ceremonier synger områdets kvinder i en slags call and response. Genrens største ambassadør er den populære sangerinde Oumou Sangaré, hvis navn er uløseligt forbundet til den moderne wassouloumusik. Hun er Diawaras mentor og gode ven, og de to har sunget sammen ved flere lejligheder.

Wassoulou er kernen i Diawaras sangskrivning, men hun supplerer de tradtionelle toner og rytmer med elementer fra jazz, reggae, funk og blues. Hendes indfølte sangteknik er funderet i hendes kultur. Hun intonerer og gestikulerer som sin mor og mormor og oldemor har gjort det før hende. Hun er en syngende historiefortæller, en såkaldt griot.

Selv om hendes primære instrument er den elektriske guitar, integrerer hun også bevidst nogle af de instrumenter, hendes folk historisk har spillet: Koraen, der er en mellemting mellem en harpe og en lut. Balafonen, en marimba med kegleformede græskar monteret under tangenterne. Og ikke mindst n’gonien, der er et af de ældste maliske musikinstrumenter. Det lille strengeinstrument har en krop af træ og en hud af tørret gedeskind. Og man mener, at banjoen er udviklet fra den. I dag er det populært blandt særligt yngre musikere at sætte strøm til deres n’gonier, med alt hvad det inkluderer af forstærkere, pedaler og jacksticks.

Mali Blues

I dokumentarfilmen Mali Blues følger man Diawara, da hun vender tilbage til Bamako, efter et militærkup i 2012 åbnede op for, at radikale islamister besatte og indførte sharialovgivning i flere områder i det nordlige Mali. Det betød bl.a. at musik blev forbudt, og Diawara fortæller med sorg i stemmen, hvordan det påvirkede hende. Hun sammenligner musikkens betydning med et hospital. Hun behøver den for at kunne overleve.

Hun har sorte dreads bundet op i farvestrålende tørklæder og en diskret spydpiercing i kløften mellem næse og overlæbe. Man ser hende tage bussen til sin families landsby, hvor hun danser med indbyggerne, der møder hende med sang. Foran et publikum af kvinder i alle aldre fremfører hun »Boloko« fra Fatou, der er en hård kritik af omskæringsritualet.

»Mama!
They told me they do it with a knife
They told me they do it with a piece of iron. God!
They told me they do it early in the morning. God!
They do it with a piece of iron, with a knife
Illness is on the knife
Death is on the knife
,« lyder første vers i engelsk oversættelse.

Kvinderne roser Diawara for hendes mod. En sang er intet uden dens betydning, siger en, og en anden mener, at »Boloko« er et udtryk for sandheden. For de ældre kvinder i landsbyen kan bekræfte, at det at være omskåret kun gør seksuelt samkvem og børnefødsler ubærligt smertefulde.

Da hun spørger dem, hvorfor denne praksis fortsætter i Mali, når man andre steder i verden forlængst er holdt op, svarer de, at det handler om respekt og ry inden for det polygamiske ægteskab. Hvis én kone ikke omskærer sit barn, kan en anden bruge det mod hende. Omskæring og flerkoneri er altså uløseligt forbundet, hvilket får Diawara til at tage sig til hovedet.

At se de mindste af landsbyens piger med store mørke øjne suge alle disse ord i sig er filmens højdepunkt. Man forstår, at Diawara ikke bare er på et familiært visit i sin hjemby. Hun er på et prisværdigt oplysningsarbejde, hvor hun gennem sine sange, sin muntre, tillidsvækkende personlighed og respektindgydende seriøsitet spreder viden, bryder tabuer og indleder dialoger om de strukturer, der fastholder afrikanske pigebørn i slavelignende forhold.

Religionen kan ikke bruges som undskyldning, for der står intet sted i Koranen, at kvinder skal have molesteret deres kønsorganer fra spæd. Og når jihadistiske terrorgrupper ønsker at forbyde hendes folks naturlige drift til at udleve deres følelser gennem sang, dans og musik, er det for Diawara som at skære hovedpulsåren over. Hun lever og ånder gennem musikken, som hun gang på gang beskriver i en metaforik hentet fra sundhedsvæsnet. Den er hendes hospital, hendes medicin, hendes livseliksir.

Blodigt ørkensand

Førstesinglen »Nterini« fra hendes dejlige danselystne andet album Fenfo, der udkom sidste år, er en kommentar til verdenssamfundets håndtering af mennesker på flugt. Den æstetisk underfundige musikvideo, som Aïda Muluned har instrueret til nummeret, åbner med følgende statement: »In a world of 7 billion people there are 1 billion migrants. This a story of one man’s journey.« Mens Diawara udfolder denne mands personlige flugthistorie, danser hun på en blodig rød løber, der bugter sig som en flod gennem det tørre ørkensand.

Fatoumata Diawara har samarbejdet og optrådt med kendte navne som jazzpianist Herbie Hancock, sir Paul McCartney og den britiske elektroduo Disclosure. Og når hun i år optræder på Roskilde Festival, er det ikke første gang. I 2015 var hun med på Afrika-ekspressen; en international organisation stiftet af bl.a. Damon Albarn for at skabe opmærksomhed om det sprudlende afrikanske musikliv i Vesten. Men Diawara kan nu sagtens på egen hånd.

Hun har 37 års erfarring med at klare sig selv. Med sin feministiske afrofolk, sin ørkenstemme og funky soloer er hun en beundringsværdig, storsmilende frontkæmper i kampen mod ulighed, diskriminering og kvindeundertrykkelse – globalt såvel som syd for Sahara.

Fatoumata Diawara har udgivet de to studiealbums ’Fatou’ (World Circuit) og ’Fenfo’ (Shanachie Records). Torsdag den 4. juli kl. 21:00 spiller hun på Avalon-scenen på årets Roskilde Festival.

Kilder: The Financial Times, The Guardian, CNN og Flashmag.

Serie

Roskilde Festival 2019

Musikken er lige så tilbage- og fremadskuende som altid. Hedonismen har fået nye stoffer og teknologier plus rosévin, men fællesskaberne er stadig i centrum. Informations udsendte medarbejdere gennemtrawler med reportager og kritik Dyrskuepladsen for den vigtigste musik og for festivalkulturer i evig forandring.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jan Damskier

ikke omskæring - men seksuel lemlæstelse

Estermarie Mandelquist og ingemaje lange anbefalede denne kommentar