Baggrund
Læsetid: 16 min.

Det er fejlene, der gør os menneskelige. Så hvorfor stræber vi efter det perfekte?

Det er igennem vores fejl, at vi udvikler os, forbedrer os og flytter os. Alligevel har mennesket til alle tider stræbt efter at minimere eller endda helt at udrydde sine fejl. Og med teknologiens hjælp kan det måske en dag blive muligt. Men vil vi så stadig være mennesker?
Udfærdigelsen af et kunstværk bestående af mere og mere brændte toastbrød skulle vise et hverdagseksempel på en menneskelig fejl. Men i processen med at lave de brændte brød, skete der en uplanlagt fejl. Efter at have toastet dagens arbejde, gik kunstnerne hjem. Næste dag, da de mødte op, var brødene væk, fordi rengøringen havde smidt dem ud. De troede simpelthen, at de forkullede brød var en fejl.

Udfærdigelsen af et kunstværk bestående af mere og mere brændte toastbrød skulle vise et hverdagseksempel på en menneskelig fejl. Men i processen med at lave de brændte brød, skete der en uplanlagt fejl. Efter at have toastet dagens arbejde, gik kunstnerne hjem. Næste dag, da de mødte op, var brødene væk, fordi rengøringen havde smidt dem ud. De troede simpelthen, at de forkullede brød var en fejl.

Sara Galbiati/Microsoft

Kultur
21. juni 2019

For to måneder siden stod jeg foran en hæveautomat i JFK-lufthavnen i New York og kunne pludselig ikke huske min dankortkode. Jeg havde aldrig tænkt på den som en viden, jeg kunne miste. De fire cifre har altid siddet dér for enden af mine fingre som en slags naturlig forlængelse af kroppen –men nu var koden pludselig væk.

Jeg var alene i New York, og jeg havde ingen kontanter, så der var god grund til at gå i panik. Men jeg beroligede mig selv med tanken om, at det nok bare var en lille lapsus, en midlertidig nedsmeltning i mine kognitive systemer, der ville rette sig selv, så snart hovedet fik ro. Og i dén overbevisning gik jeg ud i den friske luft for at praje en taxa. 

På vej ind mod byen forsøgte jeg at hjælpe min hukommelse lidt på vej.

Et par måneder forinden havde jeg fået et af de dér nye, kontaktløse dankort, så det var efterhånden længe siden, jeg sidst havde haft koden i fingrene. Nu fandt jeg min telefon frem og googlede ’dankortterminaler’ i et forsøg på at stimulere min visuelle hukommelse. Til sidst skrev jeg tre bud ned. Ét af dem måtte være det rigtige, mente jeg.

Da taxaen nåede frem, tastede jeg den første talkombination ind. Afvist. Så den anden. Afvist igen. Og endelig den tredje. Afvist endnu en gang, kort spærret, nu kunne jeg mærke panikken. For hvad stiller man egentlig op dér på bagsædet af en taxa i New York klokken 23.30 om aftenen uden penge på lommen og med et taxameter på 70 dollars?

Det eneste, jeg kunne komme i tanke om, var at ringe til min udlejer, en ældre gråhåret kvinde, der tilfældigvis boede i nabobygningen, og som heldigvis viste sig at være både hjemme og vågen omend ikke synderligt begejstret for mit uventede opkald. Men hun lod sig overtale til at trisse ud i mørket og stikke en 100 dollarseddel ind gennem sideruden til chaufføren, mens jeg selv sad omme på bagsædet og smilede fåret.

Næste morgen var problemet løst: pinkoden var vendt tilbage, lige så pludseligt som den var forsvundet. Men hvorfor havde min hjerne fejlet, da jeg havde allermest brug for den? Hvorfor begår vi mennesker overhovedet fejl? Og bør vi forsøge at bekæmpe dem eller omfavne dem?

En bunke af sand på gulvet

Netop de spørgsmål bærer jeg med mig i baghovedet, da jeg en torsdag eftermiddag træder ind på Galleri Avlskarl i Bredgade i København. Jeg er inviteret til fernisering på ’Because We Are Only Human’ – en udstilling, der gennem en serie kunstværker fortolker nogle af de fejl, vi som mennesker konstant begår, selv om vi bestræber os på at undgå dem.

Et af værkerne består af en bunke sand og en lille seddel med et tilhørende telefonnummer, som man kan ringe til, hvorefter sandbunken sættes i bevægelse. ’Phone lost at the Beach’, hedder værket.

I sandbunken gemmer sig en telefon, som man kan ringe til - værket hedder ’Phone lost at the Beach’.

I sandbunken gemmer sig en telefon, som man kan ringe til - værket hedder ’Phone lost at the Beach’.

Sara Galbiati/Microsoft

Et andet værk består af spredte porcelænsskår fra en ituslået vase, og et tredje af 15 skiver toastbrød, der er brændt på i graduerede nuancer fra mørkebrunt til kulsort. 

På væggene tematiseres det uperfekte paradoksalt nok igennem perfekt æstetiserede modefotografier: en sweater, der er krympet i vask, en papirbunke, der er blevet glemt på et biltag, og hår, der er raget uklar med et glattejern. Fejl i alle variationer og afskygninger.

Om det er god eller dårlig kunst, må andre vurdere. Jeg er her ikke for at anmelde udstillingens kunstneriske værdi; jeg er her, fordi jeg er interesseret i fejlen som koncept og som menneskelig tilbøjelighed. Derfor bliver jeg også underligt glad, da jeg ser, at en uforudset fejl har sneget sig ind i dagens trykte invitation, hvor to talere er programsat oven i hinanden.

Det må, tænker jeg, enten forstås som en subtil metakommentar til udstillingens motivkreds eller – hvad der nok er mere sandsynligt – som en ubevidst understregning af emnets eviggyldige relevans: Mennesker begår fejl. Små og ubetydelige fejl. Men også store og katastrofale.

Faktisk skyldes nogle af verdenshistoriens største tragedier netop menneskelige forsømmelser og forglemmelser: Havde det ikke været for sjusk med sikkerheden, ville der ikke have været nogen Tjernobyl-katastrofe. Havde det ikke været for risikabelt overmod, ville der ikke have været noget Titanic-forlis. Havde det ikke været for fatal fejlkommunikation, ville der ikke have været nogen Challenger-eksplosion. Og man tør slet ikke tænke på, hvilken menneskelig brøler der satte Notre Dame-kirken og 800 års uerstattelig kulturhistorie i brand tidligere i år.

På den anden side, kan det dårligt være anderledes. For som allerede den romerske politiker Cicero formulerede det 43 år fvt.:

»Errare humanum est«.

Men hvorfor er det egentlig menneskeligt at fejle?

Hovedet under armen

»Jeg har taget en model af hjernen med,« siger Troels W. Kjær. Han er hjerneforsker og har indtaget gulvet på Galleri Avlskarl for at udforske netop dét spørgsmål.

Nu står han som en anden Hamlet med sin lyserøde plastikhjerne i den flade hånd, mens han kigger ud over de godt 40 til 50 gæster, som har indtaget galleriet. Ifølge Troels W. Kjær er der især to typer fejl, vi mennesker bliver ved med at begå: opmærksomhedsfejl og hukommelsesfejl.

Opmærksomhedsfejl opstår, når vi går fra det bevidste til det ubevidste, fortæller han. I et uopmærksomt øjeblik glemmer vi at holde et bevidst fokus på det, vi laver – og så opstår fejlen: vi sætter kommaet foran den forkerte decimal, eller bytter rundt på tidspunkterne i vores programplan.

Hukommelsesfejl, derimod, opstår, når vi går fra det ubevidste til det bevidste: Vi bliver opmærksomme på vigtigheden i at huske det, vi allerede kan – og så kan vi pludselig ikke. Med ét glipper navnet på en gammel bekendt, eller vi sveder pinkoden til vores dankort ud.

Begge typer fejl finder sted i storhjernen. Særligt i de yderste fem til otte millimeter, man kalder for hjernebarken, og som er dem, vi bruger til at lære og huske med. Det er også dem, vi bruger til at forbedre os med – og netop derfor er fejl ikke kun af det onde, fortæller Troels W. Kjær.

»Faktisk er de små fejl gode fejl. For hver gang vi begår fejl og formår at lære af dem, så vokser de yderste dele af storhjernen, « siger han og fortsætter:

»Lad os kaste et blik på kunsten her i rummet. Vi kan tage udgangspunkt i kvinden, der har brændt sit hår med et glattejern. Det er en fejl, som skyldes, at hendes opmærksomhed har været rettet et andet sted hen...« siger han, inden han i samme øjeblik afbrydes af en kvinde, der vælter et glas i baren: »Kliiirrr«.

»Det var en af svipserne!« siger Troels W. Kjær og høster en velfortjent lille latter.

Selv glider han gennem sit oplæg uden synlige fejltrin, men hvad publikum ikke kan se, er, at han skjult i baglommen har en lille seddel med udførlige noter til, hvad han skal sige. Det afslører han, da jeg efter talen opsøger ham for en uddybende forklaring på min egen kognitive nedsmeltning i JFK-lufthavnen i New York tidligere i år.

»Din bevidsthed er som en lygte om natten,« begynder han, da vi har fundet et roligt hjørne i gården i sikker afstand fra den støjende småsnak og musikken indenfor:

»Du retter i løbet af døgnet din bevidsthed alle mulige steder hen, men aldrig mod din dankortkode. Den husker du automatisk, uden at du behøver at tænke over det. Men når du så pludselig står dér alene i en lufthavn i et fremmed land og er bevidst om konsekvenserne, hvis du ikke husker den – så bliver din hjernes automatiske netværk pludselig hæmmet. Og hvis du ikke har skrevet koden ned, så er du på spanden. Derfor skriver jeg altid mine taler ned,« siger han og fisker den føromtalte lap papir op fra baglommen:

»Jeg bruger den aldrig, men den er her, hvis jeg får brug for den – og derfor har jeg meget sjældent brug for den.«

Opgør med nulfejlskulturen

Menneskets udviklingshistorie kan beskrives som én lang bestræbelse på at eliminere vores egne fejl.

Darwins naturlige selektion har drevet evolutionen frem, men også i det mere jordnære, daglige træk, skinner bestræbelsen igennem. Måske fordi det ikke kun er menneskeligt at fejle. Det er også menneskeligt at stræbe efter det fuldendte, jagte det uopnåelige, opsøge det sublime og hige efter det perfekte.

Kunsten at fejle

Historisk har kunstscenen været et sted fejl er blevet udtrykt – bevidst eller ubevidst – vi fortæller her om nogle af de mest centrale fejlbarlige værker.

1863: Salon des Refusés

I midten af 1800-tallet var Le Salon det førende udstillingssted i Paris og et nåleøje, som alle nye, lovende kunstnere måtte igennem, hvis de ville blive til noget. I 1863 blev hele 3.000 kunstværker afvist, da de ikke faldt i smag hos ’Akademiet for de skønne kunsters’.

Blandt de afviste kunstnere var navne som Courbet, Manet og Pissaro. Afslagene vakte røre i kunstverdenen og resulterede samme år i en alternativ udstilling, Salon des Refusés, hvor flere af de – i Akademiets øjne – ’fejlslagne’ kunstværker blev vist. Herunder Édouard Manets Déjeuner sur l’herbe.

Samtidens kritikere gjorde grin med udstillingen, men den kom til at markere begyndelsen til den modernistiske avantgarde i malerkunsten.

1953: Erased de Kooning Drawing

Normalt tænker vi på kunst, som noget en kunstner bringer ind i verden. Ikke som noget, han fjerner fra verden.

Men i 1953 besluttede Robert Rauschenberg sig for at ændre dén forestilling og gøre udslettelsen af et kunstværk til selve kunstværket. Han foreslog den hollandsk-amerikanske maler Willem de Kooning at donere en tegning, som Rauschenberg herefter selv udviskede. Erased de Kooning Drawing hænger i dag på SFMOMA.

Netop dén menneskelige tilbøjelighed er temaet i den franske forfatter Honoré de Balzacs Det Ukendte Mesterværk fra 1831. Her skildrer han en ældre, rasende ambitiøs maler ved navn Frenhofer, der i årevis har arbejdet utrætteligt på et portræt af sin tidligere elsker.

Hans intention er at gengive virkeligheden på en så realistisk måde, at ingen vil kunne kende forskel på fiktion og virkelighed. Men maleriet må være perfekt, før han kan vise det frem. Derfor arbejder han dag og nat på sit værk, mens han tilføjer stadig nye lag og nuancer til lærredet.

I ti år står hans arbejde på, indtil det endelig en dag er klar til den store afsløring. Og hvordan ser det så ud, værket? Som »en mur af maling«, skriver Balzac. Frenhofers ambitioner er druknet i farvelade. Kun en enkelt lille perfekt fod træder frem i bunden af maleriet – resten er dækket af en sø af sjask.

I stedet forsøger Frenhofer nu at overbevise offentligheden om, at værket snarere udtrykker en kunstnerisk stemning end et egentligt vellignende maleri – men han kan ikke engang overbevise sig selv: Maleriet er en fiasko. Frenhofer har fejlet som kunstner, og han ender med at destruere både sig selv og sit værk.

Balzacs historie kan læses som en advarsel imod den jagt på det fejlfrie ideal, som risikerer at føre til konstant revision og evig udsættelse.

Nogenlunde samme budskab fremførte den tidligere uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V), da han tidligere i år lancerede et opgør med »perfekthedskulturen« og adresserede idealet om ’nul fejl’ som et sygdomstegn, der risikerer at føre til såvel angstfulde teenagere som frygtsomme entreprenører: 

»Det er kun, hvis vi er parate til at fejle, at vi kan skabe noget nyt og lære noget nyt,« sagde han til TV 2, mens han under hashtagget ’Del dine fejl’ fik en række kendte danskere – herunder kokken Claus Meyer og astronauten Andreas Mogensen – til at fortælle, hvad de har lært af deres egne personlige fiaskoer.

I dag slår strygejern automatisk fra. Derfor måtte kunstnerne finde et strygejern af ældre dato, da de skulle brændemærke sengetøjet til udstillingen.

I dag slår strygejern automatisk fra. Derfor måtte kunstnerne finde et strygejern af ældre dato, da de skulle brændemærke sengetøjet til udstillingen.

Sara Galbiati/Microsoft

Forestillingen om den produktive fejl er ingen ny tanke; den er blandt andet udtrykt hos den britiske forfatter Samuel Beckett, som i et ofte gengivet citat, giver håb og oprejsning til dén, der har prøvet og snublet i forsøget:

»Ever tried. Ever failed. No matter. Try Again. Fail again. Fail better,« lyder rådet. 

Det er en opbyggelig tanke, at fejlen ikke behøver at være en endestation, men kan blive en trædesten til den næste succes. Men hvad med den fejl, der ikke umiddelbart fører noget godt med sig – er der stadig plads til den? 

I årene op til finansmarkedernes sammenbrud i 2008 var kunsten ved at kvæles i sin egen succes. Udsigten til at tjene hurtige penge på det boomende kunstmarked førte til færre modige eksperimenter og mindre risikovillighed blandt tidens kunstnere. Markedet dikterede, og markedet var mainstream. Men så kom finanskrakket. 

I antologien Failure – Documents of Contemporary Art fra 2010 beskriver den britiske kurator og kunstkender Lisa Le Feuvre, hvordan den efterfølgende økonomiske krise har givet plads til en ny tendens inden for samtidskunsten:

»Midt i den globale usikkerhed, som præger vores tid, er fejlen blevet et centralt emne for kunsten af undersøge,« skriver hun. 

»Her opfattes succes som overvurderet, tvivlen omfavnes, eksperimentet tilskyndes og risiko betragtes som en levedygtig strategi.«

Hun peger for eksempel på den britiske kunstner Michael Landy, der i 2010 byggede en gigantisk gennemsigtig ’skraldespand’ på South London Gallery med en tilhørende opfordring til andre kunstnere om at smide deres såkaldte fejlværker ud i den fælles affaldskasse.

Ideen med Art bin, som værket hed, var at sætte fokus på fejlen som en kunstnerisk kraft ved simpelthen at udstille malerier, skulpturer og installationer af kunstnere, som ikke selv mente, at deres værker var værdige til at blive udstillet. Landy kaldte sit projekt for »et monument over kreativ fiasko«.

De uønskede fejl

Men én ting er, hvad der sker i kunstverdenen, noget andet er udviklingen i resten af samfundet. For har Tommy Ahlers ret? Lever vi vitterligt i en nulfejlskultur med stadig mindre plads til at træde ved siden af?

Det mener hjerneforsker Troels W. Kjær, at vi gør. Da han var dreng, så matematikopgaverne i folkeskolen for eksempel anderledes ud, fortæller han tilbage på gulvet i Galleri Avlskarl. Dengang i 1970’erne var opgaverne lagt sådan til rette, at elever i gennemsnit skulle svare rigtigt på to tredjedele af regnestykkerne for at have løst opgaven tilfredsstillende. Den sidste tredjedel skulle give dem mulighed for at forbedre sig. Sådan er det ikke i dag.

»Hvordan tror I nu, opgaverne ser ud?« siger han og kigger spørgende ud over forsamlingen. En kvinde blandt publikum rækker hånden op, og Professor Kjær tildeler hende ordet.

»De skal være fejlfri,« foreslår hun.

Det er ikke helt rigtigt. Men det er heller ikke helt forkert. I dag skal den gennemsnitlige elev typisk kunne svare rigtigt på 80 til 90 procent, fortæller han. For hvis den generelle fejlprocent bliver meget højere, mister eleverne motivationen for at lære nyt. Har de kun 60 procent rigtige anspores de ikke til at forbedre sig, de bliver blot fortvivlede over at have fejlet. Hvilket er en bekymrende udvikling, mener Troels W. Kjær.

»For det er som sagt fejlene, vi lærer af.«

Kunsten at fejle

Historisk har kunstscenen været et sted, fejl er blevet udtrykt – bevidst eller ubevidst – vi fortæller her om nogle af de mest centrale fejlbarlige værker.

1991: (Untitled) Perfect Lovers

Den cubansk-amerikanske kunstner Felix Gonzalez-Torres udstillede i 1991 et kunstværk med titlen (Untitled) Perfect Lovers.

Det bestod af to ens industriure, der hang side om side på museumsvæggen som et smukt par, der var perfekt synkroniseret. Men efterhånden som tiden gik, og batterierne sløvedes, faldt urene ud af takt og begyndte at gå i hver deres tempo – som en symbolsk påmindelse om, at fejlen altid er en iboende faktor, og at det perfekte aldrig er en varig tilstand.

2010: Art Bin

Den britiske kunstner Michael Landy byggede i 2010 en gigantisk gennemsigtig ’skraldespand’ på South London Gallery med en tilhørende opfordring til andre kunstnere om at smide deres såkaldte fejlværker ud i den fælles affaldskasse.

Ideen med Art bin, som værket hed, var at sætte fokus på fejlen som kunstnerisk kraft – ved simpelthen at udstille malerier, skulpturer og installationer af kunstnere, som ikke mente, at deres værker var udstillingsværdige.

Blandt de bidragsydende kunstnere var navne som Damien Hirst, Gillian Wearing og Tracey Emin. Landy kaldte selv sit projekt for »et monument over kreativ fiasko«.

Dengang Troels W. Kjær var ung, var det mere acceptabelt at begå fejl, husker han.

»Ikke fordi jeg ikke også gerne ville have gode karakterer. Men fordi samfundet som helhed var mere indstillet på, at der blev begået fejl. Vi vidste, at når vi læste en bog, så ville der være typografiske fejl i den. I dag forventer vi nærmest, at den er fejlfri.«

At fejlen generelt er et uønsket koncept, stod stadig mere klart for kunstneren Gry Strange Echwald undervejs i hendes arbejde med den aktuelle udstilling. Ikke mindst voldte værket Bread Slices Burnt by Toaster, problemer.

Sammen med sine kunstnerkolleger brugte hun timer på at brænde toastbrødet på, så de 15 brødskiver kunne lægges i forlængelse af hinanden i en farveskala fra brunt til sort. Men da hun dagen efter mødte op i værkstedet igen, var brødet væk.

»Det viste sig, at rengøringen havde smidt skiverne ud, fordi de lignede jo en fejl. Hvilket de i en vis forstand også var,« siger Gry Ewald Strange.

Et andet problem opstod, da kunstnerne forsøgte at brænde hul i et silkelagen med et strygejern, men undervejs fandt ud af, at strygejern i dag slår automatisk fra. 

»Så vi endte med at måtte fremskaffe et gammeldags strygejern for overhovedet at kunne brænde hul i sengetøjet,« siger hun.

Fejl på hjernen

Hele tiden udvikler vi nye teknologiske løsninger, der kan reducere antallet af menneskelige fejlkilder: selvkørende metrotog, automatiske sikkerhedssystemer til fly, ansigtsgenkendelse i mobiltelefoner og stavekontrol til skriveprogrammer.

Og nå ja, så er der spørgsmålet om datasikkerhed: Udstillingen på Avlskarl er »muliggjort af Microsoft«, som formuleringen lyder, og hvis man undrer sig over, hvad en multinational softwarevirksomhed får ud af at sponsorere en kunstudstilling om fejl, kan man nøjes med at kaste et blik på en ny rapport fra konsulenthuset McKinsey.

Den viser nemlig, at menneskelige fejl – som at klikke på links fra dubiøse afsendere – var årsag til halvdelen af alle de datalæk, der blev identificeret i Danmark mellem 2012 og 2017.

Men med de rette løsninger – og det vil i den her sammenhæng sjovt nok sige Microsofts løsninger – kan fejlene »helt undgås«. Sådan lyder i hvert fald det glade budskab fra en specialkonsulent, der præsenteres som »Peter«, og som har fået to minutter ved dagens fernisering til at lave en lettere anstrengt overgang fra kunst til cybersikkerhed.

»Ligesom man har fundet på at lave intelligente strygejern i den fysiske verden, så har vi også i den digitale verden nogle assistenter, der forsøger at udbedre de fejl, vi begår på nettet,« siger han og får på den måde samtidig slået fast, at udstillingen ikke så meget er en hyldest til fejlen, som den er en – måske uforvarende – illustration af vores kroniske bestræbelse på at udrydde den.

Ifølge hjerneforsker Troels W. Kjær er der især to typer fejl, vi mennesker bliver ved med at begå: opmærksomhedsfejl og hukommelsesfejl.

Ifølge hjerneforsker Troels W. Kjær er der især to typer fejl, vi mennesker bliver ved med at begå: opmærksomhedsfejl og hukommelsesfejl.

Sara Galbiati/Microsoft

Det er en bestræbelse, som Troels W. Kjær kan sige en hel del mere om. Noget af det, han for tiden arbejder intenst med i sin forskning, er fænomenet Brain-Computer Interfaces. Det er en teknik, der kort fortalt går ud på at operere elektroniske chips ind i hjernen på folk, så det bliver muligt både at læse, hvad hjernen tænker, og at sende elektriske signaler den anden vej for at påvirke hjernens aktiviteter.

I første omgang skal teknologien hjælpe folk, hvis hjerner ikke fungerer optimalt – det gælder for eksempel epilepsiramte. Men på et tidspunkt vil teknologien være så fremskreden, at computer og hjerne kan begynde at smelte sammen og dermed gøre det muligt at reducere – eller måske ligefrem helt eliminere? – menneskelige fejl.

»Vi er der ikke endnu, men på den lange bane vil teknologien være der. Og så kan det blive sådan, at børn kan få en chip indopereret, der kan lave matematik for dem og læse for dem. Mens de så selv kan stå for det, vi mennesker er unikt gode til, nemlig at have empati, være kreative og så videre.«

– Men hvis det skulle blive en realitet, og mand og maskine en dag smelter sammen, hvad vil konsekvensen så være for mennesket?

»Det, man må spørge sig selv om, er: Hvis vi opererer fejlene ud af mennesket, er vi så stadig mennesker? Eller bliver vi snarere sådan en slags biologisk implementering af en computer? Mennesker er jo biologi – og biologi er fejl. Så hvad sker der, hvis det fejlbarlige erstattes af noget fejlfrit? Det er det, man kalder gode spørgsmål.«

Spørgsmålene flyder stadig rundt i min fejlbarlige hjerne, da jeg en times tid senere forlader Galleri Avlskarl og begiver mig hjemad gennem byen på cykel.

Jeg tænker på min tur til New York, og på hvordan en implanteret hukommelseschip måske kunne have sparet mig for et pinligt telefonopkald. Men den ville samtidig have snydt mig for det næste, der skete.

For efter at have betalt min chauffør, foreslog Laura, som min udlejer og redningskvinde hed, at hun da lige så godt kunne vise mig lejligheden, nu hvor hun alligevel var oppe. Så det gjorde hun. Og så faldt vi i snak. 

Hun fortalte om sig selv og dengang hun som ung havde rejst rundt i USA med sin daværende kæreste. De havde krydset 37 stater på ni måneder og havde taget arbejde i flere byer undervejs for at tjene penge til resten af turen, og i dag 30 år senere stod oplevelsen stadig tilbage som »one of the highlights of my life,« som hun formulerede det.

Jeg sagde, at jeg også måtte se at finde en kæreste, som jeg kunne rejse igennem 37 stater med, og hun svarede, at det ikke skulle være så svært, for der var »lots of women looking here«. 

Med dét opløftende budskab gav vi hinanden et kram og gik hver til sit i visheden om, at det ikke alene er menneskeligt at fejle. Det kan også være en grund til at mødes.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

At prøve sig frem og fejle er en metode, som f.eks. netop kunsten har held med; men også når man skal lære noget, er det at begå fejl og blive præsenteret for det rigtige en meget effektiv måde til at lære det korrekte.

Henrik Brøndum

Verdens bedste basketballspiller nogensinde, milliardæren Michael Jordan:

"I've missed more than 9,000 shots in my career. I've lost almost 300 games. Twenty-six times, I've been trusted to take the game winning shot and missed. I've failed over and over and over again in my life. And that is why I succeed."

jan henrik wegener

OK. Så begynder da mange af de kunstige genstande,"smarte"genstande og programmer der er til for at "hjælpe" at virke endda meget menneskelige!

Thomas T. Jensen

"Det er fejlene, der gør os menneskelige. Så hvorfor stræber vi efter det perfekte?"

Fordi vi ønsker at skabe noget guddommeligt.
(Muslimsk kunsthåndværk har ofte indlagt fejl med vilje for ikke at krænke Allah, som er den eneste gud.)

jan henrik wegener

Hvis det at begå fejl gør os menneskelige, hvordan mon da vores folketing vil score på menneskelighed? Måske slet ikke så lavt?

Randi Christiansen

Det er selvfølgelig en smart formulering, men begreberne blandes.

Når man stræber efter perfektion på det praktiske, det ydre plan, er det fordi, man ønsker et velfungerende resultat.

At søge 'det perfekte' på de indre vidder er en agtværdig stræben, som, hvis man mener det alvorligt, kan afklare kronikørens spørgsmål.

Peter Høivang

“Perfectionism is a self destructive and addictive belief system that fuels this primary thought: If I look perfect, and do everything perfectly, I can avoid or minimise the painful feelings of shame, judgment, and blame.”

Brene Brown

Rikke Nielsen

Det er da i vores stræben efter perfektion, at vi lærer af vores fejl.

Steffen Gliese

Vejen frem imod perfektion er lang og brydsom og kræver mange forsøg og fejltagelser - og nås alligevel aldrig. Undervejs resignerer man også og bliver bedre til at vurdere, hvad der er et tilstrækkeligt niveau for det mere end acceptable.

Nille Torsen, Erik Fuglsang, Lise Lotte Rahbek og Peter Høivang anbefalede denne kommentar
Peter Høivang

@ Rikke

Det kommer jo an på hvordan man definerer perfektionisme, men efter at have læst bøger af Brene Brown, anerkendt forsker og forfatter indenfor: skam, helhjertethed, tilhørsforhold og engagement, så er jeg sikker på at det korte svar på din betragtning må være: nej.

Det længere svar er: perfektionisme er en facade/skjold vi tager op for, at imødegå skam over ikke at være god nok.

Et forsøg på, at gøre sig fortjent til anerkendelse. Det er noget der hæmmer vores præstationer.
Noget der medfører handlingslammelse, depression, angst og afhængighed/misbrug.

Frygten for, at begå fejl, blive kritiseret eller ikke at leve op til andres forventninger og det holder os væk fra den sunde stræben.

Nille Torsen, Dennis Jørgensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Jeg har hørt, at kroppen rådner op, allerede omkring 30 producerer kroppen færre celler. Så i stedet for, at følge tankens anmodning om perfektion, så er en anden mulighed og lave modal rav i den. Er man logisk intelligent, så er det nok bedre med perfektionens vej.

Randi Christiansen

Fra ordnet : "OPRINDELSE fra latin perfectus 'fuldendt, gennemført', af per- og afledning af facere 'gøre'"

At søge det perfekte i alle måder er ædel gerning, og skabelsens under vil åbenbares. At kunne rumme det uperfekte uden at miste modet kræver også en vis grad af perfektion.

Else Marie Arevad

En sjov historie med de forkullede toastbrød. Kunne rengøringsfolkene virkelig ikke se, at det var kunst???

Flemming Berger, Randi Christiansen, Henrik Brøndum, Niels Duus Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Jeg ved ikke om kunst er en god målestok for, at opregne på fejl. Jovist vi søger mod det ypperlige, og kunne man tænke sig eksperimentende kunst uden den var fejlbehæftet? Og jovist, at fejle indgår også i vores læring..

Men fejl opgøres også pr. konsekvens. Det gør fanden til forskel om hvorvidt, at man glemte at sætte haspen på vinduet betød en lejlighed der var ryddet da vi kom hjem eller ej. I det ene tilfælde kan vi tørre sveden af panden og i det andet ikke.

Det er i høj grad på konsekvenserne af vores fejl, at vi lærer; og det gælder også i sociale sammenhænge ( og kærlighed)- Af skade bliver man klog med andre ord

Hvorvidt man kan lære noget af rene forglemmelser er derimod tvivlsomt (We are only human)

Også selv om det har konsekvenser, at glemme pinkoden til betalingskortet midt i New York.

Fejl fører til at vi drager erfaringer, men vi skal også kunne agerer rationelt på dem, og perfektion det når vi aldrig.

Niels Duus Nielsen

Da jeg arbejdede i showbiz havde vi sceneteknikere et motto: "Det skal ikke være kunst, det skal være færdigt".

Et værk er aldrig fuldendt, der er altid detaljer, der kan forfines, men hvis værket skal kunne nydes af andre mennesker, må man på et tidspunkt sige "Nok er nok". Perfektion er et praktisk problem, ikke et filosofisk.

Henning Kjær, Erik Fuglsang og Henrik Brøndum anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Ahr niels, du ved jo godt, når den sidder lige i skabet ikke?

Randi Christiansen

Og det, giver man de bedste muligheder for, kan ske, når man har gjort sit forarbejde så godt, man kan. Det ved kunstnere, som godt ved, at kunstnerisk arbejde betyder at glemme sit ego og give plads til 'værket', til det mirakuløse øjeblik, når et værk er fuldendt og står selv. Og i ærefrygt må indse, at man har stillet sig til rådighed for en større bevidsthed end sin egen daglige normalbevidsthed.

Jeg har selv leget en del med blyant. papir, form og farve og opdagede i min tidlige ungdom, at et ansigt, jeg havde tegnet, så tilbage på mig med næsten sin egen bevidsthed. Og nej, jeg er ikke skizofren men har nærstuderet skabelsen siden barndommen. Min mulighed for kreativ fordybelse gaves der.

Niels Duus Nielsen

I den arabiske kulturkreds er kun Gud perfekt, så for en sikkerheds skyld undlader man bevidst at lægge den sidste sten, når man bygger et hus. Altså hvis man skal tro 1001 nats eventyr.

Jagten på perfektion er futil (og blasfemisk, hvis man er til religion). Når vi siger, at noget "sidder i skabet" er det jo ikke fordi, det er perfekt, men fordi det indfanger den stemning, som vi tilstræber.

En stemning kan måske siges at være perfekt, så længe den varer, men den varer ikke så længe, for sådan er det jo med stemninger. Ligesom det fænomen, der kaldes "flow": Jeg oplever det næsten hver dag, når jeg fordyber mig i et eller andet: Jeg glemmer mig selv og mine omgivelser og bliver et med det, jeg laver - men det forsvinder så altid igen. Hvilket er okay, man skal ikke kimse af kontrastvirkningen; hvis alting altid var perfekt, ville det hurtigt blive kedeligt.

Det er det uperfekte, der tirrer sanserne, og ansporer os til at "gøre det lidt bedre", som en socialdemokratisk statsminister en gang opfordrede os til.

Niels Duus Nielsen

*kimse ad - tror jeg, det hedder, ikke "kimse af" - hvilke af de to forholdsord er det korrekte? Jeg tilstræber faktisk at skrive perfekt dansk, men der går altid lidt skuddermudder i den, for jeg er desværre ikke perfekt.

Randi Christiansen

Jo niels, du er faktisk osse perfekt men, som du skriver, ikke hele tiden. Ville det nu også 'hurtigt blive kedeligt, hvis alting var perfekt'? Egentlig en selvmodsigelse, for hvis det var kedeligt, var det jo ikke perfekt. Eller var det? Fordi, som du skriver, det uperfekte ansporer os til handling. Altså en perfekt motor til at drive skabelsens hjul. Skabelsens tal er phi, 1,618, det gyldne snit - ikke den perfekte ligevægt, for i den ville der ingen bevægelse eller skabelse være.

Kan man forestille sig at uendelig perfektion er mulig? Ja, men hvordan den er skruet sammen, kan jeg kun gisne om. Og det bliver i retning af, at i det perfekte er indbygget det 'uperfekte' som motor for skabelsen.

Hvordan så frigøre sig fra den lidelse, som kan være forbundet med det uperfekte? Hvad i det scenario driver os mod 'forbedring' mod forandring? At 'livet er som en barneskjorte - kort og beskidt'?

Hvis man anlægger perspektivet - at man er bevidsthed med en krop, som man har midlertidigt og af omgivelserne begrænset råderum af, og ikke omvendt, at man er en krop, som har bevidsthed - så vil man måske kunne antage, at når denne krop er udtjent og har gjort sine erfaringer, så forsvinder bevidstheden vel ikke i nul og vil ligeså muligvis og, mener jeg, sandsynligvis på et tidspunkt operere ved hjælp af en ny krop.

Menneskehedens erfaringer lagres i dna strengen. Når vi derfor fødes, har vi en omfangsrig database at trække på. Og jo mere bevidst man er, jo mindre vil man være offer for illusoriske opfattelser og er dermed bedre rustet til at navigere i hajfyldt farvand.

Hvis man samtidig kan slippe frygten for at miste sit liv, vil man vinde det. Forstået som en erkendelse af eksistensens natur, af væren, af at vi er evige, uforgængelige væsener i et evigt, uforgængeligt men foranderligt univers i hvilket, vi er i færd med som individ og som kollektiv at lære at navigere med mindst mulig lidelse til følge.

Yeah

Niels Duus Nielsen

Randi, jeg tror faktisk godt, at man kan forestille sig uendelig perfektion - man kan fx forestille sig en cirkel. Jeg tror bare ikke, at det er muligt at overføre denne forestilling til den materielle verden, som aldrig vil blive perfekt. Alt er sorg, som buddhisterne siger, og sorg er ikke udtryk for en perfekt verden.

For tiden læser jeg Spinoza, som forsøger at overvinde den cartesianske dualisme mellem ånd og materie ved at hævde, at kroppen har en bevidsthed OG bevidstheden har en krop - både og, ikke enten eller. Det er denne identitet, der gør det muligt for os at vide noget om verden, ifølge Spinoza. Hvis bevidstheden var en lille mand m/k inde bag øjnene, således som Descartes påstod, ville vi altid være et skridt fjernet fra erkendelsen, som derfor aldrig ville kunne blive perfekt - men bevidstheden er ikke en lille mand der styrer et rumskib, men derimod en egenskab ved kroppen, som gør, at vi altid er ude ved virkeligheden, i direkte kontakt med virkeligheden. Ikke VIA kroppen, men MED kroppen, for krop er bevidsthed. Ergo er det muligt at opnå perfekt erkendelse.

Det er svært at vriste sig fri af dualismens lænker, men jeg håber stadig, at det kan lade sig gøre. Det betyder så, at man bliver tvunget til at se en lang række modsigelser i øjnene, men det gør vi jo allerede - kunsten er at acceptere modsigelserne og bygge en ny firestillingsverden, hvor ikke logikken, men dialektikken er styrende. Det er derfor, jeg betragter mig selv som metafysiker - i stedet for at bortforklare modsigelserne skal vi leve dem. Hvilket selvfølgelig er nemmere sagt end gjort.

Randi Christiansen

Niels@ - jeg læser andre filosoffer, pt bhagwan shree rajneesh, som i parentes bemærket er filosofiprofessor. Han siger noget andet om dualitet end descartes og spinoza, og taler om realiseringen af 'the wholeness of being', om at være i sin naturlige tilstand, hvor der ingen splittelse er, hvor der kun er enhed med væren.

Et interessant og usædvanligt citat fra 'the orange book - the meditation techniques of bhagwan shree rajneesh :

"Meditation is not meaningful for a buddha, for one who has attained the wholeness of his being. Meditation is a medicine; it has to be thrown. Unless you become capable of throwing your meditation, you are not healthy. So remember, meditation is not something to be carried for ever and ever. The day will come when the meditation has worked and it is no longer needed. Then, you can forget it."

Kenneth Krabat

"det perfekte" er "færdigt".

Problemet med perfektion er, når man går tilbage til det man har efterladt som færdigt, opdager at man siden er blevet bedre, mere kritisk, og derfor får trang til at udskamme sig selv for ikke at have været lige sådan i fortiden.

I så fald gør man godt i at huske, at det vitterlig VAR perfekt.

Marie Jensen

Det hedder kimse af, tror jeg.