Læsetid: 9 min.

Filosofi- og grådhistoriker: Børn græder ikke over lykkelige slutninger, men det gør voksne. Fordi vi ved, vi skal dø

Der er tårer alle vegne. Mange af os slipper dem løs, når romantiske film ender lykkeligt, men ikke børn – for børn forstår ikke, at de skal dø. Den deprimerende forklaring på, at vi græder over sentimentale reklamer, rørende X Factor-optrædener og romantiske komediefilm er ifølge en af verdens førende følelsesforskere, at vi ved, at lykken er kort – og at livet ender med, at vi bliver gamle og dør
Xfactor-følelser.

Xfactor-følelser.

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

7. juni 2019

Her på kulturredaktionen har vi de seneste måneder sat os for at undersøge og forsøge at forstå grådens væsen.

Vi har talt med følelseshistorikere, litterater, filmhistorikere og mediepsykologer for at finde ud af, hvad der sker med os, når vi ser eller læser sørgelige og smukke scener i film og bøger – og græder. Vi har konsulteret en psykologiprofessor med speciale i gråd for at høre, hvorfor der findes mennesker, der ikke græder, og hvorfor vestlige kvinder græder mere end mænd, og vi har undersøgt fænomenet sadvertising og været med i maskinrummet bag rørende tv-reklamer med to instruktører. Medlemmer af redaktionen har afsløret, hvad deres personlige grådknap er, vi har set på grådens historie i dansk og amerikansk politik, og vi har interviewet en række kulturmennesker, der bruger gråden professionelt.

Og så har vi genbesøgt de største, vigtigste, smukkeste, sjoveste tudeture i film- og litteraturhistorien.

Vores grundlæggende spørgsmål har været: Hvorfor græder vi? Og hvorfor græder vi over noget så lidt sørgeligt som X Factor-optrædener, tv-reklamer og Hollywoodfilm, når verden er fyldt med virkelig sørgelig ting som klimakrise, krig og ulighed?

Det er der kommet en lang række forskellige svar og perspektiver ud af.

Som afslutning på artikelserien sender vi nu hovedspørgsmålet videre til filosofihistorikeren Thomas Dixon. Han er leder af Centre for the History of the Emotions på Queen Mary University of London, og så står han bag bogen Weeping Britannia fra 2015 om tårernes historie i Storbritannien.

Da jeg ringer til ham og spørger, hvor hans optagethed af gråd kommer fra, fortæller han, at han voksede op i 1970’ere og 1980’ernes Storbritannien.

»Jeg har altid selv været ret følsom, du ved, jeg er lidt af en føle-mand,« siger han i den anden ende.

»Og jeg har selvfølgelig altid vidst, at der var den her tradition for, at briter har en stiff upper lip. Godt nok var det allerede rimelig uddateret i 1970’erne, men mine forældre og bedsteforældre var meget reserverede og ukomfortable ved at udtrykke deres følelser. Det var jeg ikke, og den oplevelse har nok været en af de dybereliggende grunde til, at jeg altid har været interesseret i følelser og gråd,« siger han.

Interessen voksede langt ind i Thomas Dixons voksenliv, og han fandt snart ud af, at der overraskende nok ikke var forsket særlig meget i, hvor ideen om den stive overlæbe var kommet fra. Imens blomstrede den offentlige gråd op. Og især de seneste to årtier, siger han, har der været en helt masse gråd på tv, og det er, som om gråden har fået en offentlig revitalisering.

»I det 21. århundrede er der tårer alle vegne,« siger han.

Vi ved, det er usandt, men ...

Vores grundspørgsmål – hvorfor visse, på overfladen useriøse, ting bringer os til tårer, mens andre, umiddelbart meget seriøse, ikke gør – kalder han et »rigtigt godt spørgsmål«.

»For jeg har ikke det store forkromede svar. Og jeg ved ikke, om nogen har. Men lad mig alligevel gøre et forsøg på at svare,« indleder han:

»En af grundene til, at tårer er spændende, er, at de er så mystiske og svære at forstå. Selv efter hundreder af år, hvor videnskabsmænd som Darwin og psykologer som Freud har forsøgt at forklare dem, er de forblevet mystiske. Det er ikke sådan, at der er én letforståelig teori, som vi alle kan blive enige om at slutte op om.«

Men, siger han, vi græder i udgangspunktet over ting, der er glædelige. Når vi er til bryllup, og det unge par siger ja til, at de vil blive sammen for evigt. Når vi ser den lykkelige afslutning på den romantiske komedie, hvor kvinden omsider siger ja til mandens kejtede frieri. Eller når vi ser de stående ovationer i X Factor, hvor en deltager, som vi ved har haft et svært liv, overrasker os alle sammen med en flot optræden.

Den stakkels pige med den miserable familie viser sig at have en fantastisk stemme, og hele publikum jubler med hende. Dommerne græder, og så græder vi.

»Grundlæggende kan man sige, at den slags oplevelser hensætter os i en tilstand af følelsesmæssig ophidselse. Vores kroppe bliver følsomme, og der kommer tårer ud af øjnene. Som en lettelse, en slags frigørelse. Men det er jo ikke nogen tilfredsstillende forklaring på, hvorfor vi græder, for der er masser af andre ting, der genererer stærke følelser uden at producere tårer,« siger han.

Gråden har altså flere sider. Han nævner et psykologisk forskningsprojekt, der kom frem til, at vi producerer tårer, når vi udsættes for noget, der fremprovokerer modsatrettede følelser.

For eksempel X Factor:

»Det er meget sjældent bare en optræden, vi græder over. Hvis du ser en rørende X Factor-optræden uden kontekst – hvis du ser den på Youtube uden at have fulgt med i sæsonen – vil du næppe græde. Du har brug for at kende historien om deltageren, der står på scenen og laver sin optræden. Så ser du dommernes reaktion, og du ser publikums følelsesmæssige reaktion, og så reagerer du selv,« siger han og tilføjer, at den klassiske X Factor-historie er, at der er en klassisk baghistorie: Deltagerens mand er måske lige død af kræft, og hun kæmper med at få tilværelsen til at hænge sammen.

Klip til sangen. Kontrast mellem det det tragiske og det lykkelige. Gråd.

»Jeg tror, det er mere sandsynligt, at der er tale om en vekselvirkning mellem det bitre og det søde. Psykoanalytikeren Sandor Feldman har sagt, at hver gang vi reagerer med den her sentimentale bittersøde begejstring, som tårer er, så sker det, fordi der ligger en underbevidst erkendelse af, at det lykkelige øjeblik ikke kan vare ved. Livets glæde og begejstring er altid kortvarig. Og til sidst bliver alle gamle og dør. Alle relationer vil ende i adskillelse og sorg. Øjeblikket af intens begejstring er næsten altid uvirkelig. Det er fantasi. Og det, tror jeg, er det bedste svar. Når vi ser noget, der får os til at græde – et bryllup, en reklame, X Factor – ser vi på en fantasiverden af happyness.«

Også bryllupper?

»Ja, når folk bliver gift og siger, at de vil elske og ære hinanden og leve sammen i modgang og medgang, så håber vi, det er sandt – og så græder vi – fordi vi ved, det er en fantasi.«

– Men ved vi også, at det er usandt?

»Well. Vi vil rigtig gerne tro på, at det er sandt. Så vi græder over det faktum, at vi ønsker det så meget, og derfor tror vi sikkert også på det.«

Det er rimelig dystert …

»Ja, det er det da. Teorien er en anelse deprimerende. Men det er den bedste, vi har. En ting, der understøtter den, er, at børn ikke græder over lykkelige slutninger. Og grunden til det er, at de ikke forstår – og accepterer – døden. For dem er det bare happy. Happy, happy, happy

»Det hænger også sammen med, at grunden til, at vi sætter så stor pris på alle de her øjeblikke er, fordi de er flygtige og forbigående. Ved bryllupper græder vi, fordi vi føler fryd, men også fordi det er så flygtigt.«

– Så vi græder, fordi vi i sidste ende frygter døden?

»Ja. Hvis du ved, at intet kan vare evigt, så bliver du mere opmærksom på det forbigående. Det er i familie med den filosofiske idé om at livet er kort, og så dør man.«

Vi har følelser om følelser, men vi føler dem

At vi græder over, at det smukke blot er en fantasi, er altså ifølge Thomas Dixon den bedste forklaring på fænomenet. Vi ved, at det ikke er ægte, men vi er så desperate efter at tro på, at det er ægte, at vi græder over, at det ikke er det.

»Alt det her er vi selvfølgelig ikke bevidste om,« skynder han sig at sige. 

»Vi tror, at vi bare føler glæde og nyder et smukt øjeblik. Og nogle gange sker det, at vi bliver bevidste om den her forstilthed, og så bliver vi irriteret over os selv.«

Hvornår?

»Det sker for eksempel, når vi sidder og snøfter til en Hollywoodfilm og pludselig ser os selv udefra. ’Sikke en latterlig film, og her sidder jeg alligevel og tuder,’ siger vi til os selv. Vi skammer os.«

Forleden sad Thomas Dixon og så Da Harry mødte Sally og følte den enorme ømme glæde, mange nogle gange føler, når de ser romantiske film. Men fordi han vidste, at hans hustru sad ved siden af ham og kiggede på ham, følte han skam.

– Hvad fortæller det?

»Det illustrerer en interessant ting om vores følelser, som jeg også indledte med at sige, nemlig at de er så komplicerede. Vi har simpelthen følelser om vores følelser – mens vi føler dem.«

Men når vi ser en film og godt ved, at vi dybest set bare bliver manipuleret af dygtige filmskabere, så græder vi jo alligevel. Er de tårer lige så gode som andre tårer? Giver det overhovedet mening at tage dem seriøst?

»Ja da! Der er et citat, jeg elsker, af den engelske poet William Blakes, som lyder: ’Tårer er en intellektuel ting.’ Det, han egentlig mente, er ikke rigtig relevant her, men grunden til, at jeg kan lide citatet er, at ideer fostrer tårer. De fremkaldes i sidste ende af tanker og repræsentationer af verden – de er ikke bare ren følelse. Tårerne er intellektuelle, de handler om, hvordan vi forstår verden. En trist historie får os til at græde, fordi vi forstår den. Vi ved, hvad den repræsenterer om verden – det er ikke bare følelse.«

Dejligt med en god tuder

Thomas Dixon forstår godt, at nogle føler ubehag ved de tårer, som Hollywoodfilm eller X Factor-præstationer fremkalder hos dem, fordi de føler sig snydt. De kan ikke lide, at deres krop reagerer på noget forlorent eller falskt. Hvad skal de gøre ved den slags tanker?

»Som en, der selv græder over de her ting, foretrækker jeg at tænke, at gråden bare illustrerer, at jeg er et dejlig følsomt menneske. Jeg har tilpasset mig livets glæder og smerter, og selv om tårerne dukker op i en simpel og klicheagtig sammenhæng, udtrykker de jo bare, at mine følelser er afstemt med mine medmenneskers.«

Han understreger, at vi alle er forskellige, når det kommer til følelser. For den, som føler skam eller bliver pinligt berørt over tårer fremprovokeret af simpel populærkultur, vil de tårer nok altid virke uægte.

»Men når jeg græder over de her ting, tænker jeg bare: Det var dejligt med en god tuder – jeg kom i kontakt med nogle følelser, jeg er menneske.«

Al forskning viser, at gråd er indspunden i sociale koder og kultur – i køn, tid, sted. Og da alle er kulturelle såvel som biologiske væsener fra det øjeblik, de kommer til verden, kan vi i sagens natur ikke studere mennesker uden kultur.

Men vi kan undersøge de forskellige kulturer.

Charles Darwin tog en masse noter om sine børns udviklingstrin, og Thomas Dixon forsøger at følge i den store videnskabsmands fodspor og gøre det samme med sine børn.

»På en mindre videnskabelig måde end Darwin, dog, men fra allerførste stadie kan jeg se, at børnenes følelser er både fysisk og kulturelt betinget. De reagerer med vrede eller tårer eller smerte, men de ser også på mine reaktioner, og de kigger også nysgerrigt på repræsentationer i bøger og på tv og i film.«

Thomas Dixon og hans hustru udstikker eksplicitte regler for, hvordan børnene skal udtrykke deres følelser, siger han. »Det er ikke noget at græde over!« Eller: »Du skal ikke råbe ad mig!«

»Børnene får fra begyndelsen de her eksplicitte regler for, hvornår man skal græde, og hvornår man ikke skal. Samtidig er der de indirekte regler: De ser tv-programmer og læser bøger og lærer, hvordan man skal reagere, og hvad man skal græde over i vores kultur.«

Og det er her, at det kulturelle bliver afgørende.

»Normerne for, hvornår og af hvad man græder, varierer fra kultur til kultur rundt om i verden. I det 18. århundrede i Europa var det meget mere bredt acceptabelt at græde i Europa. Hvis man voksede op i den kultur, ville man have lært, at man skulle vise sin sensibilitet ved at læse store romaner og græde tårer over dem,« siger han.

»Men hvis man som dreng, der voksede op i Storbritannien i 1950 ... Så ville det være en absolut katastrofe, hvis man græd offentligt.«

Serie

Gråd er guld

Vores hverdag er fuld af grådfremkaldende videoklip, serier, film og kampagner. Eksperter taler om en ’emotionalisering’ af kulturen og reklamebranchen om ’sadvertisement’. Information er gået på opdagelse i tårernes lange kulturhistorie for at blive klogere på grådens formål og potentialer i vores nutid.

Seneste artikler

  • Opdragelse eller krænkelse? Vi har undersøgt, hvad der ligger bag begrebet ’childism’

    28. juni 2019
    Et nyt begreb indenfor måden, vi opfatter børn på, er blevet en del af den offentige debat: ’Childism’ eller på dansk ’børneisme’ retter en kritik mod forældres følelse af ejerskab over og ret til at kontrollere deres børn. I stedet skal børn mærke, at deres følelser er legitime, og at de har krav på inddragelse. Nu bliver begrebet brugt som hashtag i ophedede diskussioner på sociale medier
  • Ja, voksne får børn til at græde. Og det er ikke spor farligt

    14. juni 2019
    Information bragte i sidste uge en fotoserie med grædende børn. Det afstedkom voldsom kritik. Men hvorfor dog, tænkte jeg i pauserne mellem, at jeg pinte min egen søn til tårer i den proces, der kaldes forældreskab, skriver journalist Anna von Sperling i dette debatindlæg
  • Vi har taget noget fra børnene

    7. juni 2019
    Det er ikke tanken, at billederne af de grædende børn skal ses som en refleksion over verdens tilstand lige nu. Meeen...
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Jeg ved nøjagtigt, hvornår jeg græder - men jeg er heller ikke sentimetal: jeg græder, når noget forløses som kunstnerisk sandt, og jeg græder over forløste venskabelige relationer. Det er et rent værdispørgsmål, og som det ses, er det over det handlende fremfor det stillestående. Jeg falder i søvn over scenisk stilstand med for mange ord og i det hele taget, når nogen synes, de vil fortælle noget fremfor at reagere og bringe videre.
Men min erkendelse af dødelighed har det intet med at gøre.

olivier goulin, Anina Weber og Katrine Damm anbefalede denne kommentar