Læsetid: 8 min.

Forfatterskolens nye rektor vender poesien ud mod verden

Ursula Andkjær Olsen er en af landets mest læste og anerkendte digtere, og hendes værker har haft stor betydning for en yngre digtergeneration, der i dag skriver mere politisk. Fra den 1. august skal hun være rektor for Forfatterskolen i København. Vi tegner et portræt
Ursula Andkjær Olsen forholder sig til mange aspekter af menneskelivet i sit eget forfatterskab: Det politiske, det musikalske, følelserne, forbruget.

Ursula Andkjær Olsen forholder sig til mange aspekter af menneskelivet i sit eget forfatterskab: Det politiske, det musikalske, følelserne, forbruget.

Sille Veilmark

22. juni 2019

Ursula Andkjær Olsen er en af Danmarks vigtigste nulevende digtere. Og fra den 1. august indtager hun også den prestigiøse plads som rektor på Forfatterskolen i København. Her studerede hun fra 1997-99, hun har undervist der siden 2016, og siden oktober 2018 blev hun konstitueret rektor efter fyringen af den tidligere rektor Jeppe Brixvold. 

»Ursula er en af vores absolut bedste digtere overhovedet – hun er en mester,« siger Simon Pasternak, der har været redaktør for hele hendes forfatterskab. »Og jo bedre en forfatter du er, jo bedre er det jo for den danske litteratur, når du bliver rektor og skal inspirere nye forfattere.«

Men hvad er Ursula Andkjær Olsen så for en forfatter? 

Hun er cand. mag i filosofi og musikvidenskab fra Københavns Universitet og har løbende arbejdet som musikanmelder og klummeskribent på en række aviser og tidsskrifter. I 2000 debuterede hun med digtsamlingen Lulus sange og taler, der ud over at være et musikalsk og legende værk, beskæftigede sig med tematikker som samfund, køn og politik – ligesom forfatterskabets følgende bøger.

Blå bog

  • Ursula Andkjær Olsen er født den 28. november 1970 i København.
  • Uddannet fra Forfatterskolen, 1997-1999. Cand. mag. i musikvidenskab og filosofi, 2002.
  • Debuterede i 2000 med Lulus sange og taler.
  • Litteraturpriser: Dan Turèll prisen, 2006. Montanas Litteraturpris, 2013. Kritikerprisen, 2015. Statens Kunstfonds hædersydelse, 2017.
  • Hendes seneste udgivelse er romanen Krisehæfterne: Pandora Blue Box, Atlantis-syndrometfra 2017.

Kilde: forfatterweb.dk

Sammen med forfattere som Lars Skinnebach (f. 1973) og Mette Moestrup (f. 1969) blev Ursula Andkjær Olsen en vigtig del af en digtergeneration, der i starten af 00’erne begyndte at vende poesien mere ud mod verden.

»Ursulas første bog var et totalt nybrud i dansk poesi på det tidspunkt,« forklarer Simon Pasternak, der i dag er chef for dansk litteratur på forlaget Gyldendal, men som dengang arbejdede for Lindhardt og Ringhof. I et samarbejde med det avantgardistiske forlag Arena udgav de Ursula Andkjær Olsens første digtsamling. 

»Det her meget humørfulde, flerstemmige, kæmpestort orkestrerede værk var simpelthen for vildt, da det kom i år 2000,« siger han. »Det stod i kontrast til – i grove træk, selvfølgelig – en mere centrallyrisk tradition op igennem 90’erne. I hendes bøger var der pludselig en interesse for samfundet, for kapitalismen, for Irak-krigen.«

Fuld af kvindekroppe

I dag forekommer politisk og verdensvendt lyrik nok ikke som et overraskende koncept, men ved årtusindskiftet var Ursula Andkjær Olsen med sin debut med til at markere en vigtig overgang.

Forfatteren Lea Løppenthin (f. 1987) ser sig selv som beslægtet med Ursula Andkjær Olsens forfatterskab. For år tilbage skrev hun bacheloropgave på Litteraturvidenskab om digtsamlingen Havet er en scene fra 2008, og hun tilhører en yngre generation af digtere, der har kunnet læse Ursula Andkjær Olsens forfatterskab, siden de var teenagere.

Lea Løppenthin bider særligt mærke i Ursula Andkjær Olsens feministiske projekt. Det kommer bl.a. til udtryk ved, at hendes digtsamlinger er fulde af (kvinde)kroppe. Men også på et mere generelt plan er digtene feministiske – og ligefrem rituelle – fordi sproget bliver tænkt på som et levende materiale, der kan udvikle sig:

»Hun får sproget til at være en levende organisk instans, som har en magisk eller remseagtig form, som f.eks. Mette Moestrup og Olga Ravn også arbejder med. Hun er klar til at lade sproget modarbejde det, hun er i gang med at sige. Ikke på sådan en postmoderne måde, hvor sproget ikke er det, det peger på, men fordi hun betragter sproget som en energi i verden, ligesom et naturfænomen f.eks. er det,« forklarer Lea Løppenthin.

Lovprist af anmelderne

Siden debuten har Ursula Andkjær Olsen udgivet over 15 litterære værker – primært digtsamlinger, en række hybridværker og senest romanen Krisehæfterne i 2017. Undervejs har hun modtaget mange priser og honoreringer, senest Statens Kunstfunds livsvarige hædersydelse i 2017.

Hun er også blevet taget godt imod af de danske litteraturanmeldere. Tilbage i 2000 fik hun straks opmærksomhed for Lulus sange og taler. I denne avis ramte Erik Skyum-Nielsens lovprisende anmeldelse forsiden. Han skrev blandt andet:

»En righoldig bog, moden og klog, og akkurat indsigtsfuld nok til – ved siden af sin intellektualitet – at give masser af plads til overgiven munterhed og leg … En debut, der ikke alene vidner om stilsans og sjældent talent, men også om noget så elementært som indsigt i menneskelivet.«

Sille Veilmark

Anmeldelsen fremhævede også et aspekt, der har vist sig at være genkommende i forfatterskabet, nemlig arbejdet med sproget som musik. Især det flerstemmige og det systemiske er noget, mange læsere vil genkende i Ursula Andkjær Olsens digte.

Simon Pasternak sammenligner i den forbindelse forfatterskabet med systemdigterne Inger Christensen og Klaus Høeck:

»Hun har de her enorme systemiske kompositioner, som jo kommer fra hendes interesse i musik. Hun formår at spinde en hel masse stemmer, spor, humører og komponenter sammen. Det er gennemgående i alle hendes værker.«

Op igennem 00’erne udgav Ursula Andkjær Olsen seks digtsamlinger – heriblandt den meget læste Ægteskabet mellem vejen og udvejen fra 2005. Allerede i 2010 udkom murstensbogen SAMLET – poesi 2000-2010 med de første seks digtsamlinger samt en række nye tekster.

På Gyldendal valgte man at udgive et opsamlingsværk så tidligt, forklarer Simon Pasternak, fordi hendes digtsamlinger hurtigt var blevet bestsellere, og fordi det stod klart, at man havde med noget exceptionelt i dansk litteratur at gøre.

I dag er det tydeligt, hvordan Ursula Andkjær Olsen og hendes generation har haft betydning for en yngre digtergeneration, mener han.

Som eksempler på yngre digtere, der har fulgt i Ursula Andkjær Olsens verdensvendte fodspor nævner han Caspar Eric, Asta Olivia Nordenhof, Olga Ravn, Theis Ørntoft og Nanna Storr-Hansen.

»For Ursula Andkjær Olsen er litteraturen selvfølgelig en æstetisk aktivitet, men den er ikke verdensfjern. Hendes generation vendte poesien ud mod verden igen. Den vending skete omkring årtusindskiftet, og siden er det jo bare fortsat,« siger Simon Pasternak.

Vreden over følelser

For Lea Løppenthin er det især de seneste to digtsamlinger, Det 3. årtusinds hjerte fra 2013 og Udgående fartøj fra 2015, som har haft betydning. Både fordi forfatterskabets særlige feminisme er mere udpræget i disse værker, og fordi Ursula Andkjær Olsen her har en evne til at beskrive »vreden over at have følelser«, som Lea Løppenthin kalder det.

I den temperamentsfulde Udgående fartøj beskriver digterjeget eksempelvis, hvordan hun er skuffet over sin huds gennemtrængelighed. Hun havde forventet, at huden skulle »ligge som et beskyttende lag uden om det hele, sørge for at jeg følte mig vandtæt«. Men huden har ikke »udført sit arbejde«, og digtet ender med at konkludere, at huden er »et latterligt organ som burde udskiftes med f.eks. guld«.

Lea Løppenthin forklarer, hvordan hun læser ønsket om guld i stedet for hud som et ønske om at være uigennemtrængelig, uimodtagelig, uden følelser:

»Digtet er en reaktion på en verden, hvor man forventes at kunne passe på sig selv og være et helt, harmonisk menneske. Det fremstiller altså vreden over at have en følsomhed, en vrede der opstår, fordi man oplever at følelserne reducerer en til at være alene, afskåret fra de andre. Samfundet lærer os, at følelserne ikke er noget, vi har sammen,« forklarer Lea Løppenthin. Bøgerne lærer os det modsatte. »Det kan lyde banalt. Men det ikke er nogen nem erkendelse.«

Lea Løppenthin fremhæver også det både humoristiske og tidstypiske ved gulddigtet: digterjeget som den moderne forbruger, der på prinsesseagtig vis kræver et bedre materiale end hud. I dette både urimelige og dog forståelige krav ligger der en »penduleren mellem afmagt og almagt, der kendetegner store dele af forfatterskabet«, mener Lea Løppenthin.

Tværæstetisk arbejde

Ursula Andkjær Olsen forholder sig altså til mange aspekter af menneskelivet i sit forfatterskab: Det politiske, det musikalske, følelserne, forbruget. Men et gennemgående træk ved hendes kunstneriske virke er også sammensmeltningen af forskellige kunstarter og samarbejdet og mødet med andre kunstnere.

Eksempelvis udgav hun i 2010 sammen med søsteren Julie Andkjær Olsen broderi- og collagebogen Have og helvede. Og i 2016 skabte hun sammen med billedkunstneren Stense Andrea Lind-Valdan bogværket vi rus salve.

Titlen er en sammensætning af de tre første bogstaver i Ursula, initialerne i navnet Stense Andrea Lind-Valdan og et ’vi’, der gør titlen til et oxymoron: Virussalve.

Stense Andrea Lind-Valdan fortæller, at de to under arbejdet begge skabte både tekst og billeder. Arbejdet handlede om at hjælpe og komme tæt på hinanden, om at »at give hinanden en krop at tale igennem«, som hun siger.

»Vi hjalp hinanden med at sige og vise det, der skulle siges og vises. vi rus salve handler om at kunne være både helende og en virus for hinanden. Det er en radikal erfaring af at ville hinanden.«

Stense Andrea Lind-Valdan såvel som Simon Pasternak og Lea Løppenthin er alle begejstrede ved tanken om, at Ursula Andkjær Olsen nu bliver Forfatterskolens nye rektor. 

Da tidligere rektor Jeppe Brixvold blev fyret i forlængelse af et brev, der var underskrevet af 55 danske forfattere, og som opfordrede skolens bestyrelse til lave en undersøgelse af miljøet på skolen, udtalte Ffrmanden for Forfatterskolens bestyrelse Bodil Marie Stavning Thomsen til Jyllands-Posten, at der var behov for at »starte på en frisk« på Forfatterskolen.

Ny dialog på skolen

Bodil Marie Stavning Thomsen er meget tilfreds med den nye ansættelse. Hun forklarer til Information, at Ursula Andkjær Olsen både er en anerkendt og produktiv forfatter, samt at hun er god til at arbejde på tværs af kunstarterne. Hendes tid som konstitueret rektor har dog også haft stor betydning for bestyrelsens beslutning:

»Hun har vist sig som en glimrende leder i den tid, hun har været konstitueret rektor. Hun har været supergod til at skabe dialog på skolen og især til at få elevgruppen og undervisningen til at fungere rigtig godt. Og bare det at skabe god stemning på skolen her i foråret har været en præstation, vil jeg sige – oven på de lidt rå ting, der er sket,« siger hun og uddyber:

»En leder af Forfatterskolen skal jo både tegne skolen udadtil og respektere det indadtil. Det er meget at forlange af et enkelt menneske, men det er faktisk noget Ursula Andkjær Olsen som konstitueret rektor har vist, at hun kan.«

– Har det betydning, at det er en kvindelig rektor, I har ansat?

»Det ved jeg faktisk ikke. Det kunne det jo godt have, for vi har aldrig prøvet at have en kvindelig rektor på skolen før. Så det kan vi hverken sammenligne med noget eller vide.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

Det er mildest talt usagligt at bringe en præsentation af Forfatterskolens nye rektor og fokusere på, hvorfor vedkommende er en stor digter og ikke på, hvorfor vedkommende forventes at blive en god rektor for skolen.

Selvfølgelig skal vedkommende ikke blot være forfatter (som krævet), men anerkendt som forfatter. Det vil dog være en fejl at kæde betydningen af dette sammen med en romantisk kunstnermyte om skabelse og mene, at en stor kunstner som evt. forbillede også automatisk betyder stor som f.eks. leder, som pædagog, som mentor, som inspirator og som samlende figur.

Det må være væsentligt at lægge vægt på kvaliteter som modenhed og personlig integritet, almen og intellektuel dannelse, evnen til at give plads til mangfoldighed, at være god som underviser på netop en sådan skole, og på dette område at være en inspirator for sine kollegaer.

En forudsætning må også være, at vedkommende er en person, der vil være bred accept af og respekt om i forfatterkredse, og at vedkommende vil praktisere en kunst – og litteraturpolitisk samt en pædagogisk – organisatorisk linje på skolen, som der kan være opbakning til, ikke kun i forfatterkredse, men også bredere i det kulturelle miljø, der har betydning for Forfatterskolens fortsatte eksistens.

Det er det rigtige valg, bestyrelsen har truffet - for så vidt som Ursula Andkjær Olsen også helt og holdent kan stå inde for det i de kommende år, at det kan passes sammen med det i bredeste forstand at være forfatter.

Morten Hjerl-Hansen

Hvad nu hvis misundelse ikke er et enkelt begreb, men noget med, broderligt, at lægge lidt til og trække lidt fra. Hvad nu hvis gruppeudstødelse af mænd, og andre hyhy af os typer der taler lige ud af posen og tager det maskuline initiativ og byder Pernille, Svendborg igår, op til dans, nå nej, det var faktisk omvendt, tak for svingommen kære, kære Pernille, fordi vores dyriske lyst til hyldest og ære blev tilfredsstillet allerede i puberteten, hvor vi, jeg, høhø, lyste op i skolekomedier instrueret af vidunderlige Keld Zelmer, æret være hans minde, ikke er definitiv eller ondt ment.

Hvad nu hvis opdagelsen af talent og genialitet kun interesserer de forskruede, fordi talentets og genialitetens ophav er... du ved, deroppe.

Hvad nu hvis denne udstødelse, såvel som dens modsætning, inklusionen, i det hele taget er noget primitivt, dyrisk, markedsagtigt (Strunge: "Nigger 1 & 2", læs den ikke, den er dog noget gyseligt makværk hihi) og derfor menneskeligt uigennemtænkt i modsætning til viljen til med stor energi at opspore og indtage meningsfulde upopulære holdninger.

Hvad nu hvis meningsfulde upopulære holdninger bare er umulige at se direkte og forfølge som en helhed eller principielt insisterende i en praxis (Højholt) og dette giver os en kærkommen og tiltrængt anledning til at skrue ned for det ego og se hvad andre har behov for. Det slog mig, at jeg skulle tage at blive mere responsiv i forhold til min datter på fem år. Lægge mærke til hendes signaler. Hvad hun godt vil sige. Holde lidt igen med kælenavnene. Tage hyggelige initiativer.

Læs mere her: https://www.othernewspaper.com/da/2019/06/23/skrivegrupper-er-til-grin/

Morten Hjerl-Hansen

@alle andre end Peder Bahne

Et kommentarfelts indre logik forudsætter en reflekteret, forudgående bevidst stillingtagen til denne indre logik som bla. indebærer at denne verdens kommentarfelter, fx ovre på lorte reddit, bliver misbrugt til fx det Peder Bahne gør her, nemlig at nedgøre mine talrige argumenter for at lukke Forfatterskolen under anvendelse af en bøvet kold karklud. Jeg fastholder selvfølgelig min kritik og er tilmed stolt over at min kommentar ikke fik anbefalinger. Det bestyrker mig hyhy kun i min antagelse om at jeg har ramt en meningsfuld upopulær holdning, hvilket er det bedste et kommentarfelt kan bruges til fordi dialog på nettet alt for ofte går i haha fisk.

Morten Hjerl-Hansen

Skrivegrupper hader fantasi og leg og omfavner modefænomener blindt. Fantasi og leg har vi sandelig heller ikke tradition for i Danmark. En psykolog sagde engang til mig at danskere godt kan lide at følge regler. At dette med reglerne er den korteste beskrivelse af vores nationalkarakter. Jeg er uenig. Det er selvfølgelig både forenklet, kynisk og hihi dumt af psykologen.

Fantasi. Se engang på Peter Seebergs og Boje Katznelsons ubehjælpsomme og forvrøvlede artikel om fantasi i Den Store Danske:

http://denstoredanske.dk/Krop,_psyke_og_sundhed/Psykologi/Psykologiske_t...

Tænk at de to kluddermikler kommer hihi igennem deres artikel.

Jeg tror forklaringen på fantasiens lave status i dansk litteratur skal findes lidt længere tilbage i tiden. Lad os tage 68'ernes elendige måde at definere fantasi. De fik alt forærende. Ha. De fik ødelagt både ideen om fællesskab og fantasi med deres kollektiver hvor de fik buret hinanden inde med deres familieskræk og deres stoffer.

Fantasi er

1. At hengive sig passivt til positive, menneskekærlige, ensomhedsbetingede, overbærende, fragmenterede og eventuelt forkerte forklaringer på negative eller forenklede udtalelser, tendenser og personer

Læs mere:

https://www.othernewspaper.com/da/2019/06/26/min-definition-paa-fantasi/