Frederikke Aspöck: »Så snart der er mere end én person i et rum, foregår der en magtkamp«

Magt er en grundvaluta for os mennesker. Vi er sociale dyr og meget bevidste om, hvor vi befinder os i det samfundsmæssige hierarki.

»Er vi i yderkanten af gruppen og dermed i fare for at blive snuppet af løven, hvis den kommer forbi? Eller står vi inde i midten, så det er alle de andre, der bliver ædt først?« spørger forfatter og dramatiker Lars Husum, der har skrevet manuskript til instruktør Frederikke Aspöcks nye film, komediedramaet De frivillige.

Filmen, der er baseret på et teaterstykke, som Husum og Aspöck lavede sammen, handler om den økonomisk kriminelle forretningsmand Markus Føhns (Jacob Hauberg Lohmann), der bliver varetægtsfængslet, mens han venter på, at hans sag kommer for en dommer.

Den selvsikre alfahan finder dog hurtigt ud af, at han ikke har megen magt blandt fængslets stærke fanger og beder i stedet om at komme i frivillig isolation blandt de såkaldt svage fanger – voldtægtsmænd og pædofile, der også venter på en retssag.

I det selskab regner Markus med at kunne regere som en konge, men det viser sig, at Niels (Anders Matthesen), der er leder af fangekoret, vil bestemme i lige så høj grad som Markus, og så begynder en indædt magtkamp mellem de to mænd.

Manipulation og list

»Markus og Niels ved godt, hvor vigtig magt i sig selv er,« siger Lars Husum, da jeg møder ham og Frederikke Aspöck for at snakke om De frivillige.

»Niels vil på ingen måde miste den og er bekymret, da Markus dukker op med al sin flair. Derfor er Niels nødt til at skære ham ned og sætte ham på plads. Og Markus kan med det samme se, at Niels sidder på den magt, der er i fængslet, og den vil Markus have fat i. Lige meget hvor vi befinder os, er vi sociale dyr, der skal sørge for, at vi er i sikkerhed og vellidte. Det er i sig selv lig med magt.«

Frederikke Aspöck supplerer:

»Og man bruger, hvad man har, og Niels og Markus har ikke så meget andet end manipulation og list.«

Kriminelle rockstjerner

De frivillige begyndte tilværelsen som et teaterstykke. Lars Husum, der har flere bøger og stykker bag sig, kunne nemlig godt tænke sig at skrive et stykke om en økonomisk kriminel som f.eks. Stein Bagger, Kurt Thorsen eller Klaus Riskær Pedersen.

»De økonomisk kriminelle får en lang fængselsdom, og så kommer de ud. Og så får de endnu en lang fængselsdom. Og så inviterer vi dem til gallapremierer og klapper ad dem, når de stiller op til Folketinget,« siger han.

»Klaus Riskær vil jo sige, at han har begået en fejltagelse, men faktum er, at han er en forbryder. Selv efter at de har været i fængsel, er vi fascineret af de økonomisk kriminelle. De har rockstjernestatus. Hvor er Stein Baggers penge? Hvad render Stein Bagger nu rundt og laver?«

Frederikke Aspöck: »Vi køber deres bøger, så de bliver bestsellere.«

Lars Husum: »De eneste andre, vi har samme fascination af, er rockere. Men økonomisk kriminelle har ikke blod på hænderne, og hvis de har, er det ikke noget, vi kan se.«

Udsatte indsatte

Det var Frederikke Aspöcks idé, at De frivillige skulle foregå blandt fængslets svage fanger. De udsatte indsatte, som hun kalder dem.

Fængselsfortællinger, der handler om de stærke fanger, har vi set så mange gange før. Hun nævner danske R og franske Profeten som to moderne eksempler. Sammen med Lars Husum lavede Frederikke Aspöck research til filmen i Vestre Fængsel, og mødet med de frivilligt isolationsfængslede kom til at præge projektet.

»De var bare nogle fantastiske gutter, hvis man ser ud over deres forbrydelser – som man i øvrigt ikke talte om,« siger hun.

»Det eneste, der mindede os om, at vi var i et fængsel, var brødkniven, der sad fast i væggen i en lænke, og nogle tremmer for et vindue. Ellers var det bare en hyggestund med nogle gutter, der fortalte os om, hvordan de fik dagligdagen til at fungere med håndarbejde og gymnastikrutiner. Når man sidder isolationsfængslet, skal man have et eller andet, som giver livet mening og rutine, ellers sidder man bare venter og bliver bims.«

Sang og fællesskab

I De frivillige bliver fængselskoret og Niels en del af den hverdag og rutine, der hjælper de øvrige isolationsfanger med at klare fængselsopholdet. Koret var Lars Husums idé, og den var genial, siger Frederikke Aspöck.

»Der er en klar leder og nogle får, som følger hans taktstok. Dette meget tydelige hierarki ville vi gerne beskrive. Magtkampen mellem Niels og Markus eksisterer alle vegne i samfundet og hverdagslivet. Så snart der er mere end én person i et rum, foregår der en uudtalt magtkamp. I et fængsel bliver den blot mere udtalt.«

Umiddelbart virker Niels som en godhjertet korleder, der har samlet folk omkring sig, givet dem en hverdag og derigennem hjulpet dem til at få det bedre.

»Guderne skal vide, at sang og fællesskab kan gøre noget godt for alle mennesker, om man så er inden eller uden for murene,« siger Frederikke Aspöck.

»Men det viser sig, at der er lige så meget magtliderlighed i ham, i det øjeblik han bliver udfordret på sin plads på dirigentpodiet.«

Sidder i kroppen

For Frederikke Aspöck og Lars Husum er fængslet og koret i De frivillige en miniatureudgave af det omgivende samfund, og historien om magtkamp og økonomisk kriminalitet er kun blevet mere aktuel i den tid, der er gået siden premieren på teaterversionen.

»Der er forsvundet nogle penge fra skattekassen. Der er nogle penge, som er skjult i Panama. Der er foregået hvidvaskning af penge i bankerne. Man kan håbe, at det er en brydningstid nu, hvor man begynder at stille folk mere til ansvar end tidligere‚« siger Frederikke Aspöck.

»Christopher Læssø (spiller en af fangerne i filmen, red.) kalder mig en ’listepik’, fordi jeg sniger ting ind, som jeg synes er vigtige at snakke om. De frivillige er jo ikke bare en komedie. Det er en komedie blandet med en masse mørke. Lars og jeg elsker begge blandingen af dramatik og komik. I forhold til det, jeg tidligere har lavet, er filmen mere absurd komisk og brutal. Det er også en slags livsbetragtning. Jeg kan se komik i selv de værste situationer og bestemt også omvendt.«

Lars Husum: »Vi har haft en ambition om at lave en komedie, som sidder i kroppen, efter at lyset er tændt, og som man bagefter bruger tid på at tænke over.«

Ingen er entydigt gode

Derfor er personerne i De frivillige heller ikke helt så ligetil at gennemskue. Til at begynde med har man sympati for Markus, fordi han jo bare har været lidt kreativ med regnemaskinen, mens Niels og de øvrige frivilligt isolerede fanger har begået meget værre forbrydelser – eller i hvert fald er sigtet for det. Som Markus venter de på en retssag og er altså ikke dømt endnu.

»Ingen af karaktererne er entydigt gode, ingen af dem er entydigt dårlige. Det er det, man oftest ser i en rendyrket komedie,« siger Frederikke Aspöck.

»Jeg oplever, at folk, der har set filmen, er forvirrede over, hvem de skal holde med. Og det er vi glade for. Man kan både holde med dem, der har begået de værste forbrydelser, som samfundet bare helst vil gemme væk, og man kan sandelig også holde med vores hovedkarakter, der er iført dyrt jakkesæt og er charmerende.«

’De frivillige’ har premiere i dag.

Læs også

’De frivillige’ får os til at heppe på de speedsyngende perverses vanvid

Få overblik fra morgenstunden

Vi sender dig dagens vigtigste artikler fra Information. Et miks af nyheder, debat og det tunge stof.

E-mail *

Leave this field blank