Læsetid: 7 min.

Generation Tøsedreng læser Bret Easton Ellis: Sorry, jeg er nødt til at ødelægge ’den gode stemning’

Racismen og sexismen gennemsyrede også det amerikanske samfund i 70’erne. Den eneste forskel er, at Bret Easton Ellis nu hører om det på Twitter. Jeg er repræsentant for det, ’American Psycho’-forfatteren kalder Generation Tøsedreng, og for mig er viden om magt og ulighed det eneste, der giver mig mulighed for at handle
Bret Easton Ellis, manden bag ’American Psycho’, har de seneste år mærket en irritation komme snigende. Manden, der tidligere var ligeglad, er nu blevet indigneret: Han er træt af, at de unge ’millenials’ er oversensitive og hele tiden brokker sig. Mille Breyen Hauschildt er repræsentant for det, Ellis kalder Generation Tøsedreng, og for hende er viden om magt og ulighed det eneste, der giver hende mulighed for at handle.

Bret Easton Ellis, manden bag ’American Psycho’, har de seneste år mærket en irritation komme snigende. Manden, der tidligere var ligeglad, er nu blevet indigneret: Han er træt af, at de unge ’millenials’ er oversensitive og hele tiden brokker sig. Mille Breyen Hauschildt er repræsentant for det, Ellis kalder Generation Tøsedreng, og for hende er viden om magt og ulighed det eneste, der giver hende mulighed for at handle.

Mathias Christensen

7. juni 2019

»På et eller andet tidspunkt inden for de sidste par år – og jeg kan ikke sige helt præcist hvornår – begyndte en uklar dog næsten overvældende og irrationel irritation at nage mig, måske op til en halv snes gange om dagen.«

Sådan indleder Bret Easton Ellis sin nye bog WHITE.

Ellis er bl.a. forfatter til romanerne American Psycho og Less Than Zero. Den nye bog WHITE er hans første bog i ni år og hans første bog, som ikke er fiktion. Bret Easton Ellis er en provokatør. Han anses som værende repræsentant for Generation X, som karakteriseres ved at være doven, stofforbrugende og ligeglad med politik.

Men Ellis er ikke længere ligeglad. WHITE er en form for selvbiografi kombineret med kulturanalyser og kritik af det amerikanske samfund. Hans primære irritation er rettet mod de venstreorienterede unge millenials – dem som er født mellem begyndelsen af 80’erne og slutningen af 90’erne.

Ellis er selv kærester med en socialistisk millenial, Todd Schultz, som er 23 år yngre end ham selv, og derfor har han de unge tæt inde på livet. Ellis er irriteret på dem, »der gør alle til ofre« og på »identitetspolitik«. Han synes, millenials opfører sig som pattebørn, og han mener, de mangler at indse, at livet i sin essens er hårdt. Derfor har han givet dem sit eget navn: Generation tøsedreng.

Jeg er en sådan millenial. Jeg er født i 1991. Jeg har læst kønsstudier på KUA, jeg går til antifascistiske arrangementer, og jeg kunne aldrig drømme om at tage n-ordet i min mund. Jeg bestræber mig på at købe bøger og lytte til musik skabt af kvinder. Jeg mener, at et kønsneutralt pronomen burde være det mest naturlige, og jeg går ind for kønskvoter. Det er mig og mine ligesindede, der bekymrer Ellis.

Ellis er især bekymret for den »offerkultur«, som han mener er blevet alt for udbredt:

»At gøre sig selv til offer er som at tage stoffer – det føles så lækkert, du får så meget opmærksomhed fra folk [...] mens du viser dig frem med dine påståede sår, lige meget hvor små, så folk kan slikke dem. Smager de ikke bare så godt?«

Det foruroliger ham, at han ikke længere kan ytre sig provokerende og fortælle de samme vittigheder som i gamle dage, og at folk bliver ophidsede over meninger, som han »troede på og kunne lide«, eller som han mente var »helt harmløse«.

Krænkelsesparate kønsfascister fra KUA

Det er især #MeToo-bevægelsen og de kritiske reaktioner på Donalds Trumps indsættelse som præsident, der har gjort Ellis indigneret. Vi kender skytsene fra Danmark, hvor der med jævne mellemrum skældes ud på såkaldt offermentalitet, krænkelseskultur, svenske tilstande, identitetspolitik eller politisk korrekthed.

Men ligesom det er tilfældet i WHITE, så er det indimellem ganske svært at forstå, hvem det egentlig er, der vrænges ad.

I den danske debat er der blevet skabt et, mener jeg, imaginært monster af ‘krænkelsesparate kønsfascister fra KUA‘, som man kan skyde skylden på, hver gang man ikke gider at forholde sig til de problemer, som andre mennesker peger på i et samfund, der langt om længe har en vis lydhørhed over for de ulighedsskabende strukturer, der gennemsyrer vores kultur.

For hvem er disse kønsfascister fra KUA? Jeg aner faktisk ikke, hvem de er. Og jeg burde om nogen kende dem. Da jeg læste kønsstudier på KUA, mødte jeg nogle af de mest intelligente, nuancerede og empatiske unge mennesker, du kan møde i Danmark.

Hvad er ‘identitetspolitik‘ eller ‘politisk korrekthed‘ andet end skældsord, man kan bruge til at legitimere afvisningen af bestemte personers holdninger og erfaringer?

Fra jeg var 12-13 år gammel, begyndte jeg at blive råbt til (cat called) på de nordjyske gader, hvis jeg gik alene efter mørkets frembrud. Da jeg begyndte at feste og gå i byen, blev jeg konsekvent opsøgt af mænd, som bad mig om at smile noget mere. Jeg er blevet gramset på i bussen, fulgt efter i metroen og taget billeder af op under min kjole. Siden jeg var barn, er jeg blevet seksualiseret (eller rettere sagt, min krop er – man kan bare ikke adskille den krop fra sit jeg).

Hos mig udviklede det en kropsholdning, hvor jeg kiggede ned i jorden og passede meget på, hvem jeg smilede til eller virkede imødekommende over for. Og det selvsamme kropssprog blev så skældt ud, hver gang jeg var i en festlig sammenhæng: ’Slå dig løs’, ’Slap af og mor dig’ eller ’Smil til verden, så smiler den også til dig!’.

Da jeg i begyndelsen af mine tyvere fandt ud af, at der er noget, der hedder sexisme, oplevede jeg ikke erkendelsen af ulighed, som noget der låste mig fast; tværtimod så havde jeg aldrig følt mig friere. Det føltes som om, at en spændetrøje pludselig sprang op.

For Bret Easton Ellis er frihed, at man ikke er overvåget af voksne, og at man har frihed til at sige, lige hvad man har lyst til.

For mig er frihed at lære, hvordan magt og ulighed fungerer, fordi det er det eneste, der giver mig mulighed for at handle.

Forurettet over de forurettede – en verdensomspændende killjoy

Ellis forsøger med sin retorik at overbevise mig om, at de venstreorienterede unge er én stor dystopisk og fascistisk sammensværgelse, men det er ikke overbevisende. Faktisk langtfra.

Hvis WHITE var et stykke litteratur, og jeg en litteraturanalytiker, så ville den gennemgående litterære figur være selvmodsigelsen. Men WHITE er ikke et stykke litteratur. Og derfor er selvmodsigelsen ikke en interessant figur. Den er bare dårlig argumentation.

I WHITE ophøjer Ellis sig selv til et neutralt og objektivt vidne i verden og bebrejder millenials for at mene, at de altid har ret. Han understreger konstant, at han ikke interesserer sig for samfund, politik og Trump – men alligevel har han skrevet en hel bog om det.

Ifølge Ellis er samtidens største problem, at folk brokker sig for meget, mens han ikke selv gør andet fra første til sidste side i WHITE. Han forklarer, hvordan han skrev på Twitter, at Kathryn Bigelow aldrig ville have vundet en Oscar for bedste instruktion, hvis hun havde været en mand. Og i samme afsnit skriver han, at han aldrig går efter enkeltpersoner på Twitter og skælder desuden ud på folk, der bebrejder ham for at vurdere filmen på baggrund af instruktørens køn.

Han anklager millenials for at opføre sig som forkælede børn, mens han selv vil have lov til at ytre sig på Twitter uden at blive taget alvorligt.

Bret Easton Ellis er kort sagt forurettet over, at andre er forurettede. Efter hans mening er der ikke alvorlige problemer med sexisme, racisme, Trump og vold i USA – folk skal bare holde op med at brokke sig.

Følelsen af irritation som Ellis oplever, kan meget præcist beskrives med teoretikeren Sara Ahmeds begreb killjoy (glædesdræberen). Killjoy’en er den person, der ødelægger den gode stemning ved at pege på undertrykkelsen i et rum. Det kan f.eks. være at påpege en racistisk joke.

Karakteristisk for killjoy-figuren er, at den gode stemning allerede er ødelagt for nogle, mens racismen eller sexismen kan gå ubemærket hen for andre. Det er killjoy’ens opgave at pege på diskriminationen, og derfor sker der ofte det, at killjoy’en får skylden for at skabe de problemer, hun peger på.

Med #MeToo-bevægelsen og reaktionerne på Donald Trump kan man argumentere for, at der har fundet en form for verdensomspændende killjoy sted. Mange steder i verden peges der på den sexisme og racisme, der strukturerer vores samfund. Og når disse ting siges højt og får en vis gennemslagskraft i medierne, så betyder det, at dem der ikke selv er udsat for systematisk racisme og sexisme pludselig gøres opmærksomme på det. Og det kan være irriterende at blive konfronteret med.

Men den gode stemning har hele tiden været ødelagt, for hende der blev gramset på i metroen, eller for ham der altid tages ud til stikprøver, når han krydser landegrænser, eller for den person hvis identitet konstant er til forhandling og skal retfærdiggøres, fordi vedkommende ikke passer ind i de to rigide kønsroller, som samfundet tilbyder.

Der var også systematisk sexisme i Ellis’ nostalgiske 70’ere, og racismen gennemsyrede også dengang det amerikanske samfund; den eneste forskel er, at Bret Easton Ellis nu hører om det på Twitter.

At forstå hvordan ulighed og undertrykkelse ser ud, ruster mig til at handle og reagere i fremtidige situationer. Både når det angår mig selv og andre.

I stedet for at krympe mig sammen som det lille menneske, jeg føler mig som, når der råbes ad mig på gaden, så holder jeg hovedet højt og ved, at jeg også er noget værd som menneske.

Og ja, man er nødt til at tænke en ekstra gang over, hvad man siger. #MeToo har været et sundt wakeupcall. For sprog er magt, og sprog skaber virkelighed. Vi kan godt leve med, at vi skal tænke en ekstra gang over, om vores kommentar faktisk var ekstremt nedsættende over for kvinder, tykke eller transpersoner. Det er dét, der kan være med til at gøre, at andre mennesker overlever.

I Ellis’ 70’ere var der uretfærdigheder, som man ikke talte om. Vi millenials eller Generation tøsedreng eller feminister, eller hvad man vælger at kalde os, vi vil tale om det. Kun ved at forstå magten og pege på ulighederne, kan vi gøre alle mere frie.

1980’er-litteraturens enfant terrible er nu selvudnævnt revser af offermentalitet og skandale. Her taler han om sin første bog i et årti
Læs også
Den amerikanske forfatter Bret Easton Ellis er ikke længere cool, han er rasende – på de unge
Læs også

Sommerbøger 2019

Hvad skal du læse i sommerferien? Det giver Informations kritikere en masse gode bud på – og der er både nye bøger og klassikere på listen. Og som en service til landets nye statsminister giver vi et bud på, hvilke bøger der kan give et indblik i den køns- og identitetspolitiske debat, der deler Danmark – og hvilke bøger, der kan gøre statsministeren klog på den europæiske virkelighed.

Læs også interviews med den ungarske filosof Ágnes Heller, der advarer mod den nye europæiske nationalisme, med den eksil-iranske forfatter Shahrnush Parsipur, hvis roman ’Kvinder uden mænd’ nu endelig udkommer på dansk og med den svenske litteraturprofessor Ebba Witt-Brattström, der i sin nye bog viser, at litteraturhistorien er fuld af vidnesbyrd om seksuelle overgreb.

Andre artikler i dette tillæg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • June Beltoft
  • Niels Duus Nielsen
  • Steffen Gliese
June Beltoft, Niels Duus Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

Det er fint, at kritikeren vil angive sit udgangspunkt for tilgangen til det værk, som denne artikel drejer sig om, når nu værket også kritiseres på en række punkter. Problemet er blot, at jeg aldrig får noget mere præcist at vide om, hvad dette udgangspunkt er, bortset fra nogle holdninger og nogle generelle synspunkter om at gøre op med ulighed og undertrykkelse.

Da værket vel må betegnes som kulturkritisk, med fokus på en bestemt generation og nogle bestemte holdninger og værdier hos denne generation, savner jeg en viden om, hvor kritikeren kulturteoretisk og mere bredt intellektuelt befinder sig i sin kritiske tilgang? Ellers bliver det jo, sådan som jeg forstår kritikken af værket, kun noget med at to forskellige sæt af holdninger sættes over for hinanden, eller i praksis det, der kan betegnes som ”mudderkastning”?

Jeg er også tilhænger af at gøre op med ”de ulighedsskabende strukturer, der gennemsyrer vores kultur”, og på samme måde i forhold til, at frihed er ”at lære, hvordan magt og ulighed fungerer, fordi det er det eneste, der giver mig mulighed for at handle” og det at gøre op med ”ulighed og undertrykkelse”.

Til gengæld er jeg meget uenig i, at det er ”sexisme og racisme, der strukturerer vores samfund”, selv om jeg kan være enig i, at sexisme og racisme er væsentlige problemer, der skal gøre noget ved. Er det dem, der skal ses som de ”ulighedsskabende strukturer, der gennemsyrer vores samfund”? Det må det vel være set ud fra sammenhængen?

Hvad er det, der gør dem til strukturerende eller mere grundlæggende strukturerende end klasseforhold eller økonomisk forhold i f.eks. en marxistisk orienteret tilgang eller kapitalformer i en Bourdieu orienteret tilgang?

Hvilken historisk og samfundsteoretisk tilgang er forudsætningen for den kulturforståelse, der kan fremhæve sexisme og racisme som strukturerende for vores samfund?

Jeg er som nævnt enig i, at sexisme og racisme er væsentlige problemer i vores vestlige samfund, men skal man ikke tilhøre en bestemt samfundsklasse eller et særligt segment i samfundet for at mene, at de også er de strukturerende i vores samfund? Nærmere bestemt en gruppe af personer med høj kulturel kapital, i kraft af uddannelse og social baggrund?

Når Demokraterne og de etablerede medier i USA i den grad undervurderede Trumps muligheder for at vinde præsidentvalget, var det for mig at se udtryk for en manglende forståelse af eller nærmest ”kulturel blindhed” over for dominerende kulturelle tendenser i store dele af den amerikanske befolkning.

Eller som Pelle Dragsted formulerer det:
”Jeg tror, at en af hovedårsagerne til Donald Trumps sejr i USA er, at venstrefløjen var optaget af at tale om transseksuelles adgang til toiletter i stedet for at tale om fordelingspolitik”
https://www.altinget.dk/christiansborg/artikel/pelle-dragsted-goer-boet-...

Bjørn Pedersen, Martin Rønnow Klarlund, Bjarne Bisgaard Jensen, Niels Duus Nielsen, Mikael Velschow-Rasmussen, Henrik Günther, Mads Jakobsen, Katrine Damm, Trond Meiring, Torsten Jacobsen og Poul Erik Jacobsen anbefalede denne kommentar
Poul Erik Jacobsen

Sjældent har jeg fået så mig at vide om 'anmelderen' i anmeldelsen af et værk..

Måske #Metoo endegyldigt kan omdøbes til #OnlyMe..?

Som om det ikke lå i kortene hele vejen igennem..

Klavs Hansen, Trond Meiring og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

"Jeg bestræber mig på at købe bøger og lytte til musik skabt af kvinder. Jeg mener, at et kønsneutralt pronomen burde være det mest naturlige, og jeg går ind for kønskvoter"
Hvorfor ikke bestræbe sig på at læse og lytte til gode bøger og god musik? Og hvordan hænger kønsneutralitet sammen med kønskvoter og kun køb af kvindelig litteratur.

Klavs Hansen, Carl Chr Søndergård, Bjørn Pedersen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

@Poul Erik Jacobsen og Torsten Jacobsen:
Når artiklen til dels kan ses som et partsindlæg, snarere end som en egentlig anmeldelse, skyldes det nok den megen omtale af værket i andre artikler i Information, hvor især Rune Lykkebergs (typisk) både essayistiske og anmeldende tilgang til værket, i dens engelske udgave, er virkelig god.
https://www.information.dk/kultur/anmeldelse/2019/04/bret-easton-ellis-s...

Men hvorfor er der så ikke en medfølgende forklaring og en direkte reference til disse andre omtaler af værket inkluderet i ovenstående artikel?

Fra Rune Lykkebergs anmeldelse:
"Det, der engang var en kulturel venstrefløj, som gik ind for frigørelse og kæmpede for frihedsrettigheder, er ifølge Ellis blevet til en »autoritær moralsk overlegenhedsbevægelse.«".

Den æstetiske tilgang til kunstens forskellige former for værker er blevet erstattet af en etisk, hvor det ikke længere er værket, der er i fokus, men ophavspersonen til værket. Som man siger i fodboldsprog, så går man ikke længere "efter bolden men efter manden".

Med en reference til Aristoteles teleologiske tænkning og etik, så er den afgørende forudsætning for en positiv vurdering af værket, at ophavspersonen generelt har den rette etos (karakter) og dyd (livsførelse i praksis).

Torsten Jacobsen

Bjarne Toft Sørensen,

Det bekymrer i hvert fald mig, at man på Information nu rubricerer et så ensidigt partsindlæg som 'kultur-stof', og ikke under rubrikken 'Debat'.

Det synes åbenbart, at man på Informations redaktion i vid udstrækning bekender sig til den herskende konstruktivistiske kulturkritiks ortodoksi, men hidtil er man da mestendels lykkedes med nogenlunde at holde skæg og snot adskilt.

Forhåbentlig er der her blot tale om en enkelt smutter, og ikke et udtryk for en yderligere stramning af en i forvejen rigelig markant - læs: ensidig - redaktionel linje..?

Trond Meiring, Karsten Lundsby, Rasmus Knus, Mikael Velschow-Rasmussen og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Og det bekymrer mig, at det fortsat er så svært at forstå, at friheden begynder ved den enkeltes færden i samfundet, retten til selvdefinition, og at alt andet er afledt deraf. Uden dette grundlæggende princip, ingen klassekamp.

Bjarne Toft Sørensen

@Torsten Jacobsen:
Ud fra e - avisen fremgår det, set fra en redaktionel synsvinkel, at den artikel, jeg henviser til af Rune Lykkeberg, er en anmeldelse af værket, og at henholdsvis et interview med Ellis og ovenstående artikel (der betegnes som essay), tilsammen udgør et mini -tema om Brett Easton Ellis i denne weekends bogsektion.

Det gode ved Lykkebergs anmeldelse er den klare fremstilling af Ellis synspunkt:
"Hans anliggende er at hævde æstetik over moral og friheden til at mene og sige vanvittige ting over behovet for at blive beskyttet mod farlige holdninger og udtalelser, der kan opfattes som diskriminerende".

Desuden en fremstilling af en væsentlig mangel ved værket:
" ---- han har ingen forståelse for, at næste generation kan have behov for at rekonstruere en fælles etik og fælles normer, som beskytter de små mod de store. Han råber op om, hvordan de andre råber op på sociale medier, og han beder de andre om at tie stille på samme måde, som de beder ham om at tie stille".

En svaghed ved ovenstående artikel, som jeg herefter vil betragte som et essay, er at det citerede "råberi" fortsætter. Fremstillingen af Ellis synspunkter, som essayisten vil forholde sig til, får karakter af stråmand eller negativ stereotypi. Fremstillingen er simpelt hen ikke fair, og mit kvalificerede gæt er, at det skyldes "kulturel blindhed" over for en forståelse af den kritik, som Ellis kommer med. Essayisten er ude af stand til at forstå synet på sin egen særlige generation, som det fremstilles af Ellis.

En anden svaghed ved ovenstående essay er manglen på et teoretisk og intellektuelt tilfredsstillende modsvar på Ellis kritik. I stedet får vi en eksemplificerende fremstilling af begrebet om "killjoy" og nogle uklare og upræcise formuleringer om ulighed og undertrykkelse samt sexisme og racisme.

Hvis Lykkeberg har ret i sin antagelse, hvad går behovet for "at rekonstruere en fælles etik og fælles normer, som beskytter de små mod de store" så mere præcist ud på?

Rasmus Knus, Niels Duus Nielsen, Mads Jakobsen og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Bjarne Toft Sørensen,

Jeg er meget enig i dine betragtninger. Og tillad mig iøvrigt - helt uden ironi - at rose dig for din væsentlig mere tålmodige og afdæmpede tilgang til dette emne, end den som jeg som oftest kan præstere. Jeg er ikke blind for ironien i, at både jeg selv og nu for eksempel en Bret Easton Ellis primært blot bidrager til det dobbelte råbekor hen over afgrunden..

Min ikke videre konstruktive utålmodighed skal dog ses i lyset af, at jeg for min død ikke kan finde positive aspekter ved dette "behov for at rekonstruere en fælles etik og fælles normer, som beskytter de små mod de store". For det er efter min bedste overbevisning slet ikke, hvad der er tale om.

For mig at se, er der tale om et - uden tvivl dybfølt og ærligt behov - men et behov for hvad?

I Henrik Ibsens drama 'Vildanden' møder vi Gregers Werle, som er søn af egnens 'store mand', den på alle måder vederstyggelige Grosserer Werle. Gregers Werle diagnosticeres af stykkets ræsonnør, den alkoholiserede Dr. Relling, til at være ramt af 'retskaffenhedsfeber'. En lidelse, som ender med at føre til total ruin for både Gregers Werle selv og for familien Ekdal, stykkets med livsløgn befængte, tragikomiske omdrejningspunkt.

Gregers Werle bilder sig selv ind, at han handler til alle fælles bedste, i sit påtrængende og patologiske behov for at 'få 'sandheden' frem'. Men Henrik Ibsen lader os tydeligt forstå, i det mindste i min fortolkning af stykket, at Gregers Werle dybeste motivation er en afgrundsdyb selvforagt, som har sin rod i en følelse af skam og skyld over at være Grosserer Werles søn og dermed 'medskyldige'.

Er det ikke lidt af det samme, vi nu ser udspille sig? En ny generations eksistentielle kvalme over at tilhøre den måske mest privilegerede generation i verdenshistorien, mens den samtidig må se i øjnene, at der er tale om en - moralsk set - særdeles problematisk arv?

Måske er det ikke så overraskende, at man så pludselig finder sig besmittet med 'retskaffenhedsfeber'? At man føler trang til at gøre oprør mod 'den store faderfigur'?

Blot aner man så også omridset af 'Vildanden's tragedie på ny blive optegnet i sandet..

Trond Meiring, Niels Duus Nielsen og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"En ny generations eksistentielle kvalme over at tilhøre den måske mest privilegerede generation i verdenshistorien, mens den samtidig må se i øjnene, at der er tale om en - moralsk set - særdeles problematisk arv?

Der er nok til dels noget rigtigt i dette, hvis man ser det som en grundlæggende drivkraft hos mange i den gruppe, der kritiseres i værket. De har dog også i høj grad en tendens til at se sig som ofre på en selviscenesættende måde og samtidig opføre sig som en moralsk overlegenhedsbevægelse.

Ellis har fat i noget rigtigt ved også at nævne tendenserne til overbeskyttelse og opvækst i et miljø, som var pænt og velordnet, og hvor man (i hvert fald i princippet) ønskede at leve op til nogle høje moralske standarder, og hvor man kulturelt set var afskærmet fra miljøer, der ikke kunne leve op til dette. Det typiske miljø vil vel her være højere middelklasse med veluddannede forældre. I USA kernevælgere hos Demokraterne.

Store grupper i befolkningen ved, at ulighed, undertrykkelse, sexisme og racisme stadig er udbredt og kan være enige i, at man skal arbejde for at bekæmpe disse ting, men samtidig med overholdelse af retsstatslige principper.

Noget nyt er identitetspolitiske grupper på venstrefløjens krav om ophævelse af frihedsrettighederne, f.eks. ytrings -, forsamlings- og foreningsfrihed, forskningsfrihed og kunstnerisk frihed, når der udtrykkes bestemte moralske og politiske opfattelser og noget, som i det hele taget kan krænke nogen.

Kampen mod ulighed, undertrykkelse, sexisme og racisme er vigtigere end respekten for frihedsrettighederne. De samme tendenser ses dog også hos religiøse grupperinger, der sætter deres religions principper over demokratiske principper.

Man kan derfor sige, at de opfører sig som modstandere af demokratiet og de principper, det bygger på i de vestlige demokratier, helt tilbage fra oplysningstiden.

Jeg tror dog ikke, at det skyldes en bevidst vilje til at sætte demokratiet og dets principper over styr, men generelt en manglende forståelse af demokratiet i et historisk og samfundsmæssigt perspektiv.

Demokrati er ikke bare noget, der sådan er der, også selv om man uforvarende arbejder for at nedbryde det indefra. Man kan f.eks. ikke i praksis mene, at overholdelse af statsretlige og forvaltningsretlige principper er vigtige, uden samtidig at have en fundamentalt viden om, hvad de går ud på, og så selv så vidt muligt forsøge at overholde dem.

Torsten Jacobsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Ellis har irriteret mig længe. Han er måske relevant for et amerikansk publikum, men jeg tror ikke, at vi kan bruge Ellis' kritik af de unge til ret meget her i landet.

Identitetspolitiske grupper på venstrefløjen er et marginalt amerikansk fænomen, som ikke trives ret mange andre steder end på de amerikanske universiteter, og som er stort set ikke-eksisterende i Danmark. Den danske venstrefløj lider ikke af nævneværdige identitetspolitiske vrangforestillinger, og den "autoritære moralske overlegenhedsbevægelse", som Lykkeberg taler om, skal ikke findes på venstrefløjen, men derimod til højre for midten: Identitetspolitik er noget, vi her i landet lader højrefløjen om, og den er jo altid - og har altid været - leveringsdygtig i tilsvining af alle dem, som ikke entydigt kan identificeres som etnisk/religiøst/genetisk autoriserede stammemedlemmer, og som derfor er "udanske".

Man kan sågar blive medlem af en neoracistisk højreorienteret organisation, der kalder sig "Generation Identitær" - den slags identitetspolitisk galskab har vi heldigvis ikke noget af på den danske venstrefløj.

Og ved at kalde millenials for "forkælede børn" stiller Ellis sig på linje med Joe Biden, som jo nok er den blandt de mange demokratiske præsidentkandidater, som har mindst føling med, hvad der rører sig i den amerikanske ungdom.

Sure gamle mænd, der brokker sig over, at de unge brokker sig, har måske en funktion i det dysfunktionelle USA, men jeg tvivler. Den amerikanske studielånsforgældede ungdom har jo noget at have sit brok i, i modsætning til succesombruste middelklasseforfattermillionærer, der åbenbart helt har glemt, hvordan det er at være ung, og derfor er dobbelt ude af stand til at forstå den nuværende amerikanske ungdoms problemer: Ikke alene er Ellis en gammel selvtilfreds nar, der har glemt sin egen ungdom, det går oven i købet helt hen over hovedet på ham, at den nuværende amerikanske ungdom er langt hårdere ramt af den ældre generations udskejelser, end hans generation nogensinde har været.

Så selv om jeg stort set er enig i Bjarne Toft Sørensens og Torsten Jakobsens lærde kritik af kritikken, vil jeg alligevel give anmeldelsen - eller essayet - en anbefaling. Ikke så meget for det kunstneriske udtryk eller for det argumentatoriske indhold, men simpelthen fordi det altid glæder mig, når et ungt menneske kritiserer en sur gammel mand som Ellis, der sætter sig selv til dommer over noget, han tydeligvis forstår, i dette tilfælde ungdommen.

Det afgørende for mig at se er dog, at hele denne diskussion er irrelevant. Amerikansk kultur- og generationskritik kan ikke uden videre oversættes og gøres til dansk kultur- og generationskritik, da den danske ungdom ikke lider af de samme problemer, som den amerikanske ungdom må trækkes med. Til gengæld har den andre problemer, og så de fælles problemer med klimaet - så skulle man endelig kritisere den danske ungdom for noget, er det sgu da ikke, at de brokker sig for meget, men at de brokker sig for lidt.

Sagt en sur gammel mand, der stadig er 14 år gammel inde i hovedet.

Bjarne Toft Sørensen, Steffen Gliese, Torsten Jacobsen og Martin Rønnow Klarlund anbefalede denne kommentar
Mads Jakobsen

"...et behov for at undslippe værdidomme."

Det behov kan jo aldrig opfyldes. Blinde kan ikke blive piloter; fotomodeller kan ikke lide korte, fattige fyre fra Nakskov; homøopati virker bare ikke og blå blok tabte valget. Det er umuligt at undslippe værdivurderinger.

Karsten Lundsby og Carl Chr Søndergård anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Niels Nielsen,

Jeg frygter, at du undervurderer problemets omfang. Jeg finder i hvert fald din opstilling af kategorier lidt for 'søgt': De kan for mig at se ikke indfange problemet i al dets kompleksitet.

Måske kan man vitterligt ikke så nemt lære en gammel hund nye tricks, også selv om den i hundeår kun er '14 år gammel'? ;)

Jeg ville så gerne, hvis vi kunne lykkes med at bryde vaneforestillingen om, at den progressive identitetspolitiske tænkning kan placeres på 'venstrefløjen'. Ligesom det vel egentlig længe har været problematisk at anvende udtrykket 'højrefløj' om både konservative, liberalistiske og nationalistiske forestillinger: Opløsningen er simpelt hen ikke høj nok - som en vis sur, gammel Canadier ville sige - og vi risikerer at tale helt ved siden af de faktiske forhold i jernindustrien.

Her er en tanke, som heller ikke med nødvendighed er andet end dét - tankespind - men som forhåbentlig alligevel kan inspirere til dannelsen af andre, bedre tanker...lidt omtanke, måske ligefrem.. ;)

Er det i grunden ikke bemærkelsesværdigt, at Det Radikale Venstre og SF oplever en sådan fremgang, mens landets eneste for alvor socialistiske parti står i stampe, ja endda går lidt tilbage?
Fornemmer man i denne bevægelse ikke en vis tilfredshed med de forhåndeværende forhold? Er det helt urimeligt at hævde, at både SF og især Radikale Venstre kendetegnes ved en udpræget vilje til at tale til 'de progressives' sensibiliteter, men samtidig ved en udpræget mangel på vilje til i handling at gøre op med status quo? Er en sådan påstand helt uden klangbund i virkeligheden?

Jeg bliver meget bekymret, når man - også på danske universiteter, i danske aviser og i den danske, 'progressive intelligentsia' - i stadig højere grad insisterer på, at ord og handling er ét og det samme: At en ytring har samme betydning som en handling, simpelthen.

For gentager man en løgn ofte nok, så bliver den ganske rigtigt til sandhed. Så langt har vores progressive venner såmænd ret. Det er nemt at gøre sig til slave af sproget. Endda i en sådan grad, at man helt mister evnen til at skelne mellem fiktion og virkelighed.

Men der er såmænd en virkelighed derude, hinsides homunculus. Og det uanset hvad sprogekvilibristerne og en ny tids kulturlitterære teoretikere måtte mene om den sag. En virkelighed, der som sit helt store fortrin har den fordel, at den ikke lader sig rokke en tøddel ved ordets kraft. Hvad er ord for vinden, for bølgerne, for køllen mod ansigtet, for den tomme madskål? Absolut intet. Her tæller kun handling: At gøre, eller ikke at gøre..

Det må være sure, gamle mænds pligt at insistere på eksistensen af denne eneste fælles virkelighed - på handlingens betydning og konsekvens - i en tid, hvor 'ungdommen' forledes til at tro, at alt i sin essens er ord..

Flemming Berger, Bjarne Toft Sørensen, Niels Duus Nielsen og Mads Jakobsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Torsten Jakobsen, overdrivelse fremmer forståelsen, og jeg siger jo heller ikke, at der slet ikke findes venstreorienteret identitetspolitisk tænkning i Danmark - man skal jo bare læse Information for at finde eksempler på det modsatte. Så derfor kvalificerer jeg mine udsagn med udtryk som "stort set" og "næsten ikke".

Min pointe er, som du skriver, at hvis man virkelig vil kritisere identitetspolitikken, skal man rette blikket mod den nationalistiske højrefløj, hvis filosofiske grundlag altid har været identitetspolitisk.

Og så må jeg modstræbende give dig ret i, at der er en vis tendens også på venstrefløjen til at identificere ordene med virkeligheden, men efter min mening er denne tendens på retur: Derrida er stadig stor på fx litteraturstudiet, men han er ikke nær så stor, som han har været.

Dit vigtigste argument er efter min mening din overordnede konstatering: "Fornemmer man i denne bevægelse ikke en vis tilfredshed med de forhåndeværende forhold?" For jo, det fornemmer man; det synes, som om det efterhånden kun er rengøringsarbejdere som dig og kontanthjælpsmodtagere som mig, der stadig kan formulere en radikal kritik af status quo. For det er min fornemmelse, at denne tilfredshed er et middelklassefænomen.

De unge opholder sig i et økonomisk limbo på SU, hvor de har al mulig grund til at ønske forandring, men netop fordi de er unge, har de ikke det praktiske erfaringsgrundlag, som os gamle underhunde har. Og når de så er færdiguddannede, får de sig ofte et velbetalt job, hvorefter de pludselig tilhører middelklassen, og derfor ikke ser nogen objektiv grund til at rokke båden. De har jo både studiegæld og terminer at betale, og er derfor inklinerede i retning af at hylde maximen "Arbejde i dag, grød i morgen" - hvorefter de kan bruge resten af livet på at glæde sig til at nyde deres pensionsopsparing.

Denne valgkamp har blot bekræftet min politikerlede, men valgresultatet har forstærket min middelklasselede. Middelklassen er i flertal, så staten bliver kørt efter middelklasseprincipper. Det kan jeg så ærgre mig gul og grøn over. Hvad jeg også gør. Men ærgrelse flytter ikke noget, det bliver man blot kynisk af, så jeg vil fortsætte med at bruge ordene til det, som de faktisk kan: Langsomt ændre andre menneskers holdninger over tid, netop ved at påpege eksistensen af den eneste fælles virkelighed, og hårdnakket fastholde, at det faktisk er muligt at ændre denne virkelighed, og ikke nødvendigvis til det værre.

Brok, brok brok, sagde den lille hundehvalp, der var fanget i den gamle køters krop.

Carl Chr Søndergård

@Gert Hansen

-Præcis - lige ved den sætning - eller rettere - allerede dér hopper kæden af. En selvmodsigelse af rang!

Torsten Jacobsen

Niels Nielsen,

Meget kunne siges, men jeg er om lidt såmænd på vej ned for at vaske tog :D.

Så set i lyset af din ganske passende beskrivelse af de håbefulde, unge menneskers rejse fra idealismen til selvrealiseringen - i deres fortvivlende tro på, at man således kan tjene to herrer på én og samme tid - vil jeg blot igen pointere forskellen på ord og handling:

Nogle mennesker taler om at ændre verden, mens de handler i troskab mod det bestående.
Andre mennesker ændrer deres egen verden, ved at handle i troskab mod en bedre verden, selv om den måske aldrig indfinder sig.

Jeg skal ikke dømme om, hvilken strategi der har størst chance for succes. Men det burde være til at få øje på, hvem der i sidste ende løber den største risiko..?

Men prøv at fortælle det til for eksempel - et ganske tilfældigt nedslag ;) - de gode mennesker på Krogerup Højskole, mens de så modigt kaster sig ud i heksenatten, for at lodde virkelighedens dybder.. :)

Bjarne Toft Sørensen

@ Niels Duus Nielsen:
Jeg er til dels enig i, at amerikansk kultur- og generationskritik ikke uden videre kan videre oversættes og gøres til dansk kultur- og generationskritik, da den danske ungdom ikke lider af de samme problemer, som den amerikanske ungdom må trækkes med.

Det vil dog være forkert at affærdige ligheder i form af bestemte klare tendenser. Bemærk også, at baggrunden for essayet jo er, at der kan drages paralleller mellem amerikanske og danske forhold, og som sådan må man i sin kritik forsøge at afgrænse den til de tendenser, hvor der er klare ligheder.

Hvordan kan du mene, at identitetspolitiske grupper på amerikanske universiteter ikke er et problem, og at de stort set er ikke – eksisterende i Danmark? Hvis f.eks. bestemte humanistiske studier på mange amerikanske universiteter i høj grad er præget af identitetspolitisk tænkning, og der er en generel afsmittende holdningsmæssig påvirkning af resten af det akademiske miljø, også på andre universiteter, så er der selvfølgelig tale om et problem.

Tilsvarende har du nok ret i, at der er få ekstremt tænkende identitetspolitiske grupperinger på danske universiteter, men hvis den identitetspolitiske tænkning, også i dens mildere former, får bred anerkendelse på danske universiteter, kan det blive til et problem, både i forhold til undervisning og forskning.

Dele af den såkaldte danske venstrefløj lider, i modsætning til, hvad du mener, af "identitetspolitiske vrangforestiller", og den har også tendenser til at udvikle sig til en ”autoritær moralsk overlegenhedsbevægelse”.

Hvor kan man finde sådanne tendenser? Eks. Personer med tilknytning til kunst – og kulturstudier på universiteterne, såvel ansatte som studerende, tilsvarende ved de kunstneriske akademiuddannelser, samt i kunstnerkredse bredt og i forfatterkredse.

Jeg vil i forhold til universiteterne og bestemte forskningsområder henvise til udtalelser i en tidligere artikel i Information:

David Budtz Pedersen, professor i forsknings- og innovationspolitik på Aalborg Universitet:
»I dag er det desværre sådan, at dele af humaniora er blevet inficeret af politisk korrekthed og identitetspolitik. Det betyder, at visse tidsskrifter bliver politiske magasiner i stedet for udgivelseskanaler for robuste og pålidelige studier,« siger han”.

”I nogle forskerkredse opfatter forskerne genstandsfelter som køn, race eller magt som stærkt politiserede. Og de ser derfor udforskningen af deres områder som uadskillelige fra politiske aktioner.
På den anden side står en gruppe af forskere, som mener, at man bør slå koldt vand i blodet og anskue videnskaben mere nøgternt og undgå politisk indblanding eller interessevaretagelse. De er bange for, at forskningsverdenen bliver en arena for ren ideologi”.

Hilda Rømer Christensen, lektor i sociologi og leder af koordineringen af kønsforskning på Københavns Universitet:
” Grunden til hele den diskussion er ifølge lektoren, at kønsforskere bevæger sig i et »eksplorativt felt« – altså et område, som stadig er under udforskning modsat andre områder, som har både velkendte metoder og procedurer. Med andre ord findes der ikke en facitliste. Derfor kan det være sværere at kvalitetssikre den type forskning, også fordi meget af den bygger på fortolkning.

»Ofte er de nye og skjulte temaer kommet frem i tæt sammenhæng med politisk aktivisme; #MeToo-bevægelsen er her det sidste skud på stammen, og den vil garanteret også generere ny og eksplorativ forskning i de kommende år‚« siger hun”.

https://www.information.dk/moti/2018/10/omfattende-amerikansk-fupnummer-...

Niels Duus Nielsen

Bjarne Toft Sørensen, jeg anerkender, at det kan blive et problem, hvis venstrefløjen lader sig lokke af identitetspolitikkens sirenesang, blot mener jeg, at problemet indtil videre er marginalt. Visse studier er hårdere ramt end andre, men i det store og hele er problemet meget tæt på at være ikke-eksisterende uden for universitetsmiljøerne. Så jeg fastholder, at det venstreorienterede identitetspolitiske spøgelse først og fremmest er en stråmand, der er opfundet af højrefløjen til at fjerne fokus fra denne højrefløjs egen blatante identitetspolitiske bias.

Hvordan forestiller du dig i øvrigt, at man kan bedrive fx magtstudier, uden at tage politisk stilling til disse studiers resultater? Når sociologerne fx udpeger de 243 mennesker, der udgør den danske magtelite, er det jo ikke noget, der sker, fordi disse forskere er politisk "desinteresserede" eller "neutrale", men netop fordi de, allerede inden de påbegyndte deres forskning, havde en politisk dagsorden, som gjorde, at netop konkretiseringen af hvem, der udgør magteliten, bliver så interessant, at det er værd at forske i.

At forsøge altid at være "nøgtern", "robust" og "pålidelig" er i sig selv en ideologisk position, som meget nemt kan misbruges til at forsvare det bestående. Af og til ER forskningen jo uadskillelig fra politiske aktioner. Det er ikke hverken nøgternt, robust eller pålideligt fx at være specialist i klimaforandringer, hvis ikke man ønsker at omsætte den indhentede viden til politisk handling.

Martin Kristensen

Neger
NEEEGEEEER
Neger, med sombrero, på vej til indianerfest råber mit mest kontrærpubertære selv. Der er nu ikke noget som at få alle sine fordomme bekræftet til at komme ud af fjerene om morgenen.

Man skulle næsten ikke tro Mille Bremen Hauschildt fandtes som person; at hun var en karikatur af alle de ærketyper en privatansat, heteroseksuel, hvid mand bosat i Jylland foragter. Et amalgam af forskellige mennesker for at skabe en bevidst 2 dimensional karakter, præcis som dem Bret Easton Ellis har skabt sin karriere på at portrættere. En karakter, skabt af det det yderste højre, for at provokere mig til at stemme på Pernille Vermund eller det, der er værre.

Det er korrekt, at den identitetspolitiske bevægelse er meget stærkere i USA, end den er herhjemme, men historien viser desværre at det tit kun er et spørgsmål om tidsforskydning. Den offentlige debat bliver mere og mere fokuseret på HVEM der har sagt noget end på HVAD de har sagt. En simpel opfordring som "Tag dig sammen" bliver til en mikroaggression, for selvfølgelig vil (den humanistiske del af) generation de-andres-skyld ikke selv påtage sig ansvaret for deres liv og de slag der giver. Det er jo det, man har det store patriarkat til!

Så kan man købe kvindelitteratur - eller allerbedst queer litteratur - lytte til kvindemusik og bedrive samfundskritik via sprogpolitiet. Desværre kan man også stemme, og dermed bedrive overgreb på anderledes tænkende, hele tiden svøbt i retfærdighedens offerkappe, mens man undertrykker reel opposition til ens fastlåste synspunkt. Det er ikke, det feministiske, kulturradikale, synspunkt der har svært ved at blive hørt i dagens akademiske cirkler eller medievirkelighed, men ikke desto mindre er der disse mennesker, der insisterer på at begrænse debatten, udelukke diversitet gennemføre ensretning.

Så avler tryk modtryk i form af folk som Easton Ellis, og denne verdens Jordan Peterson'er. Så kan vi alle holde os til vores egne og ekskludere både ubehagelige sandheder og ligegyldige, højtråbende, "killjoys".

Jubiii….

Heldigvis for verden bliver den unge generation voksen, og selv om kønsstudier på KUA ikke ligefrem er den direkte vej til egenforsørgelse og ansvar for eget liv, så vil langt hovedparten af Milles jævnaldrende opdage, at der er vigtigere ting i livet end at deltage i offer-olympiaden og at det giver en lykkeligere tilværelse at tage hånd om disse ting end at lade sig støde af alting, livet igennem, som en bedre billiardball.

Klavs Hansen, Rasmus Knus, Bjarne Toft Sørensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Når det yderste højre er blevet mainstream, kan flertallet ikke længere se identitetspolitikken for bare træer. Derfor falder de få stemmer på venstrefløjen, der lider af den identitetspolitiske vrangforestilling, særligt i øjnene. Man har som bekendt svært ved at se bjælken i eget øje.

Bjarne Toft Sørensen

Niels Duus Nielsen, jeg er overvejende enig i det, du fremhæver, så du har nok ikke forstået, hvor jeg vil hen. Primært antager jeg, at vores erfaringsgrundlag er ret forskelligt.

Jeg er uenig i, at det venstreorienterede identitetspolitiske spøgelse først og fremmest er en stråmand, selv om overdrivelsen fremmer forståelsen i deres kritikeres fremstilling. Samtidig er den nationalt orienterede identitetspolitik på højrefløjen dog som tendens langt mere magtfuld og i sine politiske konsekvenser langt farligere.

Din kritiske fremstilling af min videnskabskritiske position er i den grad en stråmand. Jeg fremhæver blot, at forskningsmæssig politiseren på højrefløjen ikke giver legitimitet til politisk at gøre det samme med venstreorienteret fortegn. Jeg er ikke tilhænger af ”anything goes” og holistiske ”forvirringer”.

Forskning er som et internationalt ”spil”, og hvis det skal lykkes, er der nogle grundlæggende ”spilleregler”, der skal overholdes. Selvfølgelig er disse regler også undervejs løbende til forhandling. Hvis man er utilfreds med reglerne, kan man udfordre dem og søge at ændre dem, men der må være grænser, og undertiden er der så nogen, der politisk mener, at de kan slippe afsted med at bryde reglerne, og det skal selvfølgelig påtales og kritiseres.

Når jeg beskæftiger mig med tidens kunst, litteratur, filosofi og humanvidenskab, forventer jeg kvalitet, og det oplever jeg i mange tilfælde, men desværre ofte også det modsatte. Især ser jeg en stigende tendens til anti - teori, anti - intellektualisme og en fremhævelse af det folkelige på en måde, som jeg betragter som uforenelig med kvalitet. ”Mærkeligt nok” passer disse tendenser på en række områder fint sammen med kommercielle interesser og interesserne hos Statens Kunstfond, styret ovenfra af politiske ønsker.

Hvad hjælper det, hvis en forfatter f.eks. i detaljen kan formulere sig på et højt sprogæstetisk niveau, når værket i øvrigt er udtryk for mangel på erfaring, indsigt og et minimum af dannelse. Eller, som jeg hyppigt oplever det, er udtryk for narcissistisk selvoptagethed.

På samme måde ser jeg en øget tendens til, at det, der fremhæves som udtryk for høj kvalitet, i mange situationer ikke har det, og at det, der forveksles med kvalitet, er de rette holdninger og den rette ideologiske tendens. Det gælder ikke mindst på områder, der har med køn, seksualitet og etnicitet at gøre.

Forhold, der har med kunst, litteratur, filosofi og humanvidenskab at gøre, påvirkes som andre områder i høj grad af den nye mediesituation, ikke mindst de sociale medier, og det får betydning for den måde, som faglighed og kvalitet vurderes på. I langt overvejende grad i negativ retning, med vægt på det usaglige, holdningsprægede og det kommercielt fordelagtige.

Som tendens mener jeg, at #MeToo-bevægelsen på mange punkter er paradigmatisk. Hvad der startede som noget meget positivt og absolut berettiget, har udviklet sig til noget, der i værste fald kan sammenlignes med middelalderens hekseprocesser, ikke mindst på baggrund af medieudviklingen.

På mange punkter har medieudviklingen sat en stopper for, at personer, der institutionelt sad på magtfulde poster, i kraft af deres professionalisme og faglighed kunne styre, at forhold ikke udviklede sig til "uhyrligheder" på "gadens parlaments" præmisser.

I mange tilfælde forsøger disse personer nu i stedet blot at udnytte situationen til egen fordel, for de kunne jo risikere også selv at ende som "syndebukke". At tidligere tiders "lukkethed" også kunne bruges til at pleje egne interesser, er jeg slet ikke blind for.

Tendensen går mod, at de kræfter i "gadens parlament", der styres af en "pubertetsagtig narcissisme", vinder frem, godt hjulpet på vej af medieudviklingen.

Her er de identitetsorienterede bevægelser absolut på ”hjemmebane”.

Det er interessant, at Ellis politisk set har meget lidt til overs for såvel Republikanerne som Demokraterne, og at han aldrig kunne finde på at stemme på hverken Hillary Clinton eller Trump. Alligevel mener mange af hans unge kritikere, at når han nu kritiserer, ikke holdningen hos sin kæreste og holdningen i kritikken mod Trump, men den ”offeragtige” og ”religiøse” måde, holdningerne manifesterer sig på, så må han være Trump – tilhænger. Tænkningen i dikotomier og manglen på nuancer er utrolig stor.

Torsten Jacobsen, Niels Duus Nielsen og Rasmus Knus anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Som lidt perspektivering til diskussionen, vil jeg tillade mig at henlede opmærksomheden på K&K – Kultur og Klasse - et humanistisk, fagfællebedømt forskningstidsskrift..
https://tidsskrift.dk/kok/issue/archive

Der er et helt arkiv af - ofte sikkert ganske trættende - klassebevidst og kulturkritisk (selv)refleksion at kaste sig ud i. Selv har jeg indtil videre blot pluk-læst lidt, men mon ikke lidt dybdelæsning vil medføre en rimelig god fornemmelse for kvaliteten i den humanistiske kulturkritik, netop nu? ;)

Bjarne Toft Sørensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

@Torsten Jacobsen:
Til forsvar for K&K og lignende danske tidsskrifter vil jeg sige, at jeg ind imellem støder på artikler, som jeg finder inspirerende, f.eks. fordi de giver mig et overblik over et fagligt område, hvor jeg ser et nyt perspektiv på en problemstilling, som jeg så efterfølgende kan undersøge mere i dybden med brug af andre akademiske fremstillinger.

Ellers en lille anekdote, med forbindelse til det pligtskyldigt at bidrage med artikler til en bestemt type tidsskrifter:

På en fabrik i en pause, hvor jeg sad og diskuterede med andre studerende feriearbejdere, blev vi enige om, at det arbejde, vi udførte, til dels måtte være værdiløst for fabrikken, og at det kunne planlægges og udføres langt mere værdifuldt på andre måder.

Efter en del forslag blev vi dog enige om, at det ville blive alt for besværligt og farligt for os at gå videre med sagen over for ledelsen. Vi måtte være tilfredse med i det hele taget at have et arbejde, der kunne sikre os en løn til de videre studier, også selv om det virkede noget meningsløst, og at vi til dels oplevede os selv som aktører i en molbo - historie.

Niels Duus Nielsen og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Bjarne Toft Sørensen,

Det var såmænd ikke min mening at præsentere K&K i et negativt lys, omend jeg nu ved genlæsning af mit indlæg kan se, at den fortolkning tilbyder sig selv på fornem vis ;).

Nej, jeg sætter skam stor pris på, at der overhovedet eksisterer fora for kritisk (selv)refleksion. Og hvor jeg i disse diskussioner måske ofte fremstår som en næsten 'anti-intellektuel' plebejisk kritiker af fremherskende kulturteoretiske strømninger, så skylder jeg at indrømme, at jeg såmænd på meget lange stræk tilslutter mig den virkelighedsforståelse, som disse teorier har rod i.

Blot er jeg kontrær af natur, og jeg leder derfor alt for ofte efter fluen i suppen. Det falder mig med andre ord ikke lige for eller ind, sådan rigtigt at værdsætte den overordnede smagsoplevelse.

Med det sagt, så er jeg for tiden meget optaget af forskellen på teori og praksis; ord og handling; erfaring og forestilling. En optagethed, der udspringer af en større interesse for psykologi end for filosofi og sociologi.

Ganske urimeligt enkelt stillet op, kan man sige at psykologien interesserer sig for 'mennesket i verden', mens filosofien og sociologien interesserer sig for 'verden i mennesket'. Det er et spørgsmål om afsæt, hvor man tager sit udgangspunkt: I mennesket eller i verden. Bedst ville naturligvis være et både/og, men så skal vi til at sprænge kategorier i luften, og mange af dem er armeret med betontykke væge. Hærdet stål...

Din beskrivelse af en arbejdssituation matcher al min erhvervserfaring til punkt og prikke. Jeg er lidt usikker på, hvad du vil sige med din lille anekdote, men som en præcis beskrivelse af en af mange faldgruber i hierarkiske systemer, køber jeg den fuldt ud :)

Bjarne Toft Sørensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

"Blot er jeg kontrær af natur..." - skidegodt, bliv ved med det, Torsten. Jeg arbejdede på en stor arbejdsplads, hvor direktionen på et tidspunkt satte et program i værk med det formål at gøre op med "brokkekulturen" på gulvet. Sjovt nok for os brokkehoveder medførte det blot, at der kom meget mere kritik af ledelsen fra mange flere medarbejdere på de daglige "summemøder". Men vi havde så også en meget stærk fagforening, der effektivt kunne forhindre at folk blev fyret bare for at brokke sig.

Så jeg fastholder, at Ellis tager fejl: Folk - herunder de unge - brokker sig alt for lidt. Som jeg læser Bjarnes anekdote bedrev feriearbejderne selvcensur, fordi de qua deres stilling som vikarer ikke havde sikkerhed i ansættelsen, hvorfor de valgte at holde deres kæft. Den "forandringsparathed", som arbejdsgiverne efterspørger, gælder kun sjældent for ledelsen selv..

Torsten Jacobsen

Niels Nielsen,

Da jeg som ungspire for alvor blev indrulleret i arbejdsstyrken, lærte jeg såmænd også at betragte de 'vrangvilligt fastgroede' på bagerste række med en vis mistro. Hvorfor var de dog så vrantne, så tvært brokrøvsparate i mødet med enhver forandring?

Siden lærte jeg - på den hårde måde - at forstå og til dels at tage del i deres nihilisme: Det kræver såmænd ikke mere end to, måske tre runders 'omstillingsvillighed' - med forringede arbejdsvilkår til følge - at opbygge immunitet mod selv den mest behjertede mellemleders eller udefra tilkomne 'begejstrings-konsulents' besværgelser.

Men vi er tilbage ved ord kontra handling: Jeg arbejder ikke længere der, hvor jeg forbandede arbejdsvilkårene - omend jeg så sandelig blev hængende lidt for længe. Jeg skred, da det endelig gik op for mig, at jeg selv - på trods af al mit brok - udgjorde en del af problemet. Jeg var en del af maskinen, uanset..!

Så mere brok, jo tak. Men ikke blot i ord...

Og hvis krysterne undlader at handle, fordi de frygter en mere stenet vej fremad, jamen så må de jo forblive og være det..krystere..

Bjarne Toft Sørensen

@Torsten Jacobsen: "---men mon ikke lidt dybdelæsning vil medføre en rimelig god fornemmelse for kvaliteten i den humanistiske kulturkritik, netop nu? ;)"

Når der under beskrivelse af Litteraturvidenskab på KU bl.a. står: ” ----en inddragelse og videreudvikling af begreber fra andre fag (fx politisk teori, filosofi, kulturhistorie, sociologi, antropologi og psykoanalyse), der kan perspektivere og profilere de litterære teksters temaer, form og funktion”, så er det væsentligt at pointere, at forskere på Litteraturvidenskab, teoretisk og metodisk, beskæftiger sig med ”teksters temaer form og funktion” og IKKE teoretisk og metodisk med fagområderne ”politisk teori, filosofi, kulturhistorie, sociologi, antropologi og psykoanalyse”.

I praksis vil det selvfølgelig være svært helt klart at trække en streg mellem, hvornår man fagligt set gør det ene og det andet, men det retfærdiggør ikke vidtrækkende former for sammenblanding, hvor det bliver umuligt at afgøre, om litteraturforskere bedriver litteraturvidenskab eller videnskaber inden for en række andre områder, ofte alene med humanistiske metoder med vægt på fortolkning. F.eks. sociologi, hvor diskrepansen bliver tydelig, idet fortolkning, generelt set, ikke lever op til metodekravene i sociologi, ud over på et forstudieniveau.

Når det drejer sig om f.eks. specialer og ph.d. afhandlinger inden for Kunst og Kultur videnskaberne, er det min erfaring, at der i de fleste tilfælde vil være gjort anstrengelser i retning af at overholde ovennævnte princip. Dette er dog ikke i samme grad tilfældet ved artikler i en række tidsskrifter som f.eks. K&K – Kultur og Klasse.

Fra K&Ks hjemmeside: ”K&K – Kultur og Klasse er et humanistisk, fagfællebedømt forskningstidsskrift. Tidsskriftet bringer artikler om aktuelle teoretiske og analytiske problemstillinger indenfor alle områder af humaniora: Litteratur, billedkunst, teater, film, musik, medier og kulturstudier”.

Min erfaring er, at genren i tidsskriftets artikler ofte nærmer sig det essayistiske, hvor det fagligt teoretiske og metodiske fremstår meget uklart og upræcist.

Torsten Jacobsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Bjarne, jeg tror, at vi skal skelne mellem egentlig videnskabelige rapporter, og så de lidt mere "løse" essays. Fra et filosofisk synspunkt er begge genrer relevante, i det omfang de inspirerer til eftertanke. Ellis er i den forbindelse yderst relevant, da han jo har inspireret fx mig til at tænke over om han nu også har ret i sin kritik, hvorefter jeg valgte at kritisere ham offentligt. At det er et essay (en roman) uden metodisk stringens, som jeg kritiserer, gør så blot min kritik potentielt så meget stærkere.

Jeg læste i sin tid kunsthistorie netop fordi kunsthistorikere og kunstkritikere irriterede mig selvbestaltede kunstner. Efter min mening er langt de fleste kunstkritiske analyser blot subjektivistiske essays, der afspejler den pågældende kunsthistorikers personlige smag. Derfor læser jeg stadig kunst- og kulturkritik som litterære værker, der ingen fundering har i noget som helst, der kan kaldes videnskab, hverken hardcore scientisme eller softcore humaniora.

Eller sagt på en anden måde: Før jeg læste kunsthistorie, kunne jeg intuitivt skelne mellem god og dårlig kunst, og efter at jeg har læst kunsthistorie, kan jeg stadig intuitivt skelne mellem god og dårlig kunst. Det eneste, jeg har lært, er at belægge mine subjektive smagsdomme med en lang række pseudovidenskabelige termer. Så om en kunstkritik fremlægges i et essay eller i en eller anden selvbestaltet "videnskabelig'" form er for mig at se ret ligegyldigt. Det afgørende er og bliver, om kunsten - og kunstkritikken - opfordrer til eftertanke.

Torsten Jacobsen og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

Niels, jeg er enig i din skelnen mellem videnskabelige rapporter og essayistiske fremstillinger, og at begge genrer er relevante. Dog er jeg kritisk over for, at man i nogle kunstteoretiske kredse, også på universiteterne, har en tilbøjelighed til at kalde alt, hvad kunsthistorikere og litteraturvidenskabsfolk foretager sig, for videnskab, også selv om der er tale om kunstkritik og kunstfilosofiske overvejelser.

Begge dele hører dog også hjemme i et forskningstidsskrift som K&K, hvis det vel at mærke fremgår, hvad det mere præcist er, man har med at gøre.

Man kan godt kræve af kunstkritikere på de seriøse medier, at de går fagprofessionelt til værks, men selve vurderingen, om værket er godt eller dårligt, er i sidste ende ikke videnskabelig, heller ikke selv om kunstkritikeren anvender sine kunstfaglige værktøjer undervejs..

Jeg mener dog også, at man sagtens kan foretage kunsthistoriske og litteraturhistoriske undersøgelser, der kan leve op til kravene til videnskab, og dem har jeg også læst mange af.

Torsten Jacobsen

Bjarne Toft Sørensen,

Men så er der vel netop tale om videnskaben 'Historie'? Altså et studie af empiriske forhold?

Den eneste form for videregående uddannelse jeg selv har færdiggjort, er en bachelor i Dramaturgi. Altså et fagområde særdeles solidt forankret i 'menneskevidenskaberne', dvs. humaniora.

Og jeg skal da ellers lige love for, at vi på dramaturgi, på humaniora forstår værdien af den hermeneutiske tilgang til 'viden'. Og der er vitterligt 'viden' at finde. Værdifuld viden, esoterisk viden, følt viden.

På Dramaturgi talte vi især om tavs viden og så om rum. Og dermed også om potentialet i rummet, potentialet i at forstyrre - tør man sige disrupte? - og udfordre det forventelige, i en leg med betydninger, udtryk, form..

Der er vitterligt en kilde af ganske betydelig - uvurderlig - visdom at øse af, på humaniora.

Men vé de stakler, som bilder sig ind, at den form for visdom sådan kan bæres over i virkeligheden, i et 1:1 forhold..Fordømt er de, til evigt at rende panden blindt mod muren...

Niels Duus Nielsen og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne kommentar