Guide: Sådan lærer du din treårige, at kun Halfdan Rasmussen må sige neger

»Hvorfor er de hottentotter?« spørger treårige Scarlet og peger på tegningen i Halfdan Rasmussens børnerim.

Inden hendes mor, Wilhelmina Magallanes, når at svare, har storesøster Malaika på fire år brudt ind.

»Hvorfor sidder de og prutter?« fniser hun.

På børneværelset i Ringsted er gulvet dækket af klodser, bamser og balloner. På væggene forestiller tapetet birketræer, og hylderne bugner af børnebøger og puslespil. Wilhelmina Magallanes er lige blevet færdig med at læse digtet »Sikken et hus« af Halfdan Rasmussen om »fem hottentotter, der sidder og prutter«.

Pigernes børnefingre er overalt på tegningen af et skræmt barn, der er vågnet til fem sorte og tynde børn ved sin sengekant.

»Kan I huske, vi talte om, at nogen mennesker, hvor solen har skinnet rigtig meget, bliver sorte? Ligesom farfar. I dag kalder man dem afrikanere, men i gamle dage kaldte man dem hottentotter, fordi de havde krøller. Men dem fra Afrika synes ikke, det er rart, når man siger hottentot,« siger Wilhelmina Magallanes og gør dagens første forsøg på at tale om racisme med sine tre- og fireårige.

Pigerne har dog mere travlt med at lege med balloner end om at lære om forskellen på hottentot og afrikaner. De gentager ordet et par gange, griner og har hurtigt skiftet blikket fra bogen til noget legetøj på gulvet.

»En hottentot er en af mine sorte venner. Det her er en hottentot,« siger Malaika og tager sin plastikpony med glimmermanke op fra gulvet.

Lillesøster Scarlet kravler op i toppen af sine skumgummikasser og vil vise, at hun kan hoppe ned i puderne. Wilhelmina Magallanes prøver nu med et andet digt. Det handler om et lille barn, der sover i sin seng med en »gul kineserdreng« og en »lille negerdukke«. Digtet slutter med ordene: »Vi er en familie. Børn af samme jord. Sov, min sorte søster. Sov, min gule bror«. Pigerne har igen samlet sig om tegningerne i bogen, og Scarlet kravler op på skødet af sin mor.

»Selv om vi har forskellige farver, er vi de samme,« siger Wilhelmina til pigerne.

Digtene, som børnene får læst højt på værelset i Ringsted, er to af de otte, som Gyldendal har valgt at fjerne fra en ny udgave af Halfdan Rasmussens børnerim. Det er rim, hvor ord som »neger« og »hottentot« indgår. En beslutning, der gav anledning til forårets heftigste litterære debat og bragte Gyldendal ud i lidt af et stormvejr, selv om den originale udgave fortsat vil blive solgt.

»Digtene tilhører en tid, og så må forældrene tage en diskussion med deres børn, hvis de vil læse de digte op, og forklare, at på den tid var det ikke skældsord eller racistisk ment overhovedet. Det var faktisk det eneste ord, man havde, og så kan det måske blive en forståelse for børnene om, at sproget forandrer sig,« har Halfdan Rasmussens datter Iben Nagel Rasmussen sagt til Politiken.

Men i praksis kan det være en udfordring. Vi har bragt spørgsmålet videre til tre eksperter i børnelitteratur og bedt dem komme med deres råd til, hvordan man som forælder griber det an, hvis man ønsker at læse højt af litteratur og sange, der i dag kan anses som racistiske.

Kend dit publikum

Man skal se på sit barn og vurdere situationen ud fra dets alder og forudsætninger, siger Hanna El Gourfti. Hun er bibliotekar ved Center for Integration ved Det Kongelige Bibliotek.

»Det er ikke en snak, man kan tage efter en lang dag, hvor børnene er trætte, maden skal laves, og der kun er en halv time til at putte,« siger hun.

Hjemme hos familien Magallanes, hvor moren er fra Uruguay, og faren er fra Indien, må børnene gerne sige »neger« og »hottentot«. Men de må aldrig bruge ordene i en nedsættende kontekst, har de fået fortalt. Ifølge Hanna El Gourfti er det dog ikke sikkert, at børn kan forstå den skelnen.

»Børn kan ikke tage ansvar for at kunne vurdere, hvornår det er passende at bruge sådanne ord. Der må forældrene sikre, at børnene møder de ord i det omfang, de forstår betydningen af dem,« siger hun.

Hun sammenligner racistiske udtryk i børnelitteratur med fredagsslik. Selv om barnet har fået at vide, at der kun må spises slik om fredagen, kan det være svært at styre, hvis slikskuffen står åben. Netop derfor er det ifølge Philip Nel, der er en af USA’s førende forskere i børnelitteratur, vigtigt, at man tænker over barnets baggrund.

»Et barn af hvide forældre skal have alvoren forklaret på en anden måde end farvede børn. Der er ikke noget farvet barn, der ikke er vokset op med de her snakke. Derfor er det også vigtigt, at børn, der føler sig ramt af teksterne, ved, at det er i orden at blive vred på en bog eller en sang. Bare fordi det er en klassiker, skal man ikke kunne lide den,« siger Philip Nel, der også er forfatter til bogen Was the Cat in the Hat Black? om skjult racisme i børnelitteratur.

Når snakken skal tages, er det vigtigt at huske, at det kan være sværere for en forælder, der selv bærer på smerter over racisme, at tage en sådan snak med sit barn end for andre mere udefrakommende, siger Philip Nel.

Det er mobning

I et af Halfdan Rasmussens børnerim er barnet Rikke gået ud for at lege. Hun går ud som ren og pæn, men kommer hjem »som negerskorstensfejer«. Philip Nel siger, at netop sådan et digt kan være udgangspunkt for en samtale om, at brugen af ordet »neger« er mobning.

»Det er svært at oversætte for et hvidt barn, for der findes ikke noget n-ord for hvide. Men man kan fortælle barnet, at det svarer til at sige det allergrimmeste, de kan forestille sig, nogen ville kalde dem. Og så gange det op med hundrede,« siger Philip Nel.

Mens børn kan have svært ved at forstå den »smerte og historie, ordet bærer«, kan børn godt forstå konceptet omkring mobning, siger han. Derfor anbefaler han, at man som forælder prøver at minde barnet om nogen, de kender, som har en anden hudfarve, og som kan blive såret over racistiske og stereotypificerende udtryk.

Også bibliotekar Hanna El Gourfti peger på vigtigheden af at drage paralleller til børnenes hverdag. Et spørgsmål, der kan lede samtalen, kan være »Har du prøvet, at nogen drillede dig?«

»Tal med barnet i positive vendinger. Det skal ikke være skældud, men forsøg at få barnet til at forstå den følelse, ordet kan skabe hos andre. Omvendt er det for brune børn vigtigt, at de ikke er alene. De skal vide, at det ikke er underligt eller mærkeligt at se anderledes ud,« siger Hanna el Gourfti.

Større udbud

Det er vigtigt, når man vil læse for sine børn af tekster, hvor racistiske udtryk indgår, at man ikke ignorerer ordene eller undgår at tage snakken. Men inden man kaster sig ud i at forklare børn om fortidens racistiske udtryk, anbefaler Philip Nel, at man som forælder ser indad.

»Undlad at læse det, bare fordi det er et børnerim. En mulighed, forældre skal overveje, er, at det, de måtte have elsket som børn, kan skade og såre andre. Når nogen forsvarer det med, at det var et acceptabelt ord på daværende tidspunkt, får jeg altid lyst til at spørge: For hvem? N-ordet er og har altid været racistisk,« siger Philip Nel.

Hanna El Gourfti og Philip Nel er enige om vigtigheden af at tale med sine børn om alvoren af racisme og gerne også om den historiske kontekst. De efterspørger samtidig et større udbud af børnelitteratur, der viser diversitet og nedbryder stereotyper. Mens der i USA er flere prisvindende forfattere bag børnebøger med brune børn i hovedrollen, er det langt mindre udbredt i Danmark.

Og det er et problem, at en multikulturel hverdag, som mange børn lever i, ikke er afspejlet i deres bøger, siger Nadia Mansour. Hun forsker i multikulturel litteratur ved Aarhus Universitet og læreruddanelsen ved Via University College.

»Man skal tilbyde børn rigtig mange forskelligartede bøger. Børn skal ikke positioneres i en bestemt lukket forståelse, så man giver det brune barn bogen med en brun hovedperson. De skal have mulighed for at kigge bredt og finde deres helte og heltinder,« siger Nadia Mansour.

Hvis børnelitteraturen afspejler mere diversitet, kan børn nemmere nå til forståelse og accept af hinanden. Men det er vigtigt, at læsning af multikulturel litteratur ikke bliver til »årets eksotiske oplevelse«, men at det inkorporeres som en helt naturlig del af bogreolen.

»Fuck«, men aldrig »neger«

På børneværelset i Ringsted fortsætter højtlæsningen af Halfdan Rasmussen. Da pigerne opdager, at ordet »hottentot« går igen i rimene, begynder de at hoppe rundt på værelset, mens de også gentager ordet igen og igen.

For Wilhelmina Magallanes er det vigtigt ikke at forbyde ord, men i stedet at tage snakken med sine børn om det, de hører, når der bliver sunget eller læst højt. Hverken hun eller hendes mand har oplevet, at børnene nogensinde har omtalt andre som »neger« eller »hottentot«. Til gengæld er det ikke længe siden, at Malaika omtalte sin dukke som »den fucking baby«.

»Vi havde hørt Natasjas sang »Giv mig Danmark tilbage« i bilen, og der må hun have fået ordet fra. Så stod det på et par dage, og så gik det over,«.

– Er det ikke netop tegn på, at du som forælder ikke kan styre, hvad børn tager til sig af ord?

»Nej, hvis de lærer ordene i en uskyldig kontekst, som her i et børnerim, så lærer de det ikke på en nedsættende måde, som de ellers ville komme til senere under alle omstændigheder,« siger Wilhelmina Magallanes.