Læsetid: 3 min.

Homooprøret Stonewall Riots fylder 50, men der er stadig masser af arbejde forude

I dag er det 50 år siden, at en politiransagning på bøssebaren Stonewall Inn i New York udviklede sig til en opstand, der har defineret eftertidens homohistorie. Ikke nok med at den har dannet baggrund for den nuværende Pride, det var også en afgørende start på en ny vrede og på en aktivistisk organisering, som virkelig har gjort en forskel. Men ånden fra dengang er truet, og der er masser af arbejde forude
The Stonewall Rebellions er blevet homoikoner, men har aktivisterne glemt, at Pride ikke startede som en fest, men som et oprør efter den voldelige ransagning af homobaren i 1969?

The Stonewall Rebellions er blevet homoikoner, men har aktivisterne glemt, at Pride ikke startede som en fest, men som et oprør efter den voldelige ransagning af homobaren i 1969?

Drew Angerer

28. juni 2019

I dag er det 50 år siden, at Stonewall Riots begyndte. Hurra hurra hurra – for en skelsættende begivenhed i moderne homohistorie.

Den udspiller sig omkring klokken et om natten. Politiet er på besøg som så mange gange før i bøssebaren Stonewall Inn på homogaden Christopher Street i Greenwich Village, New York.

Denne gang vil de statuere et eksempel og går hårdhændet til værks. Gæsterne og en voksende folkemængde uden for Stonewall protesterer ikke kun mod denne aftens, men mod årevis af nedværdigende og brutal behandling.

Politiet må barrikadere sig inde i Stonewall Inn og tilkalde forstærkninger. Snart går homoseksuelle grupper gennem Greenwich Village og råber »come out!« – »spring ud!«. Der bliver leget kispus med politiet, og mønter, flasker og sten bliver kastet. Der er oprør over i alt fire dage – med en kort opblussen den 2. juli.

Stonewall Riots – eller Rebellions (oprørere), som homoaktivister ynder at kalde det – animerer til en offensiv homoaktivisme, der over de seneste 50 år har skubbet grænser og vundet rettigheder. Efter Stonewall beder de homoseksuelle ikke mere om rettigheder, de kræver dem.

En konfronterende, aktivistisk ånd og en offensiv stolthed bliver formet i månederne efter. Den aktivistiske organisation Gay Liberation Front dannes. De tænker intersektionelt og ser undertrykkelse af homoseksualitet som forbundet til kapitalisme, racisme, sexisme. Dernæst dannes den mere farverige og feststemte Gay Activist Alliance, der fokuserer på homorettigheder og ignorerer de mere komplekse problemer.

Pride fødes af Stonewall

Der var homoaktivisme, organisationer og opstande i USA før Stonewall.

I 1965 starter den årlige Annual Reminder-demonstration ved Independence Hall i Philadelphia. Den sidste Annual Reminder finder sted kort efter Stonewall. Derefter genopfinder man begivenheden til ære for opstanden og omdøber den til Christopher Street Liberation Day Parade, afholdt første gang i juni 1970 i L.A., San Francisco og New York. I dag har den spredt sig til hele kloden og kaldes Pride.

I Danmark synes sejren efter Stonewall at være i hus. Homoseksuelle er juridisk på lige fod med alle andre. Men mange kritiserer Pride-paraderne for her i den vestlige verden at have glemt den opsætsige ånd fra 1969 – og i stedet bare feste.

Og Pride kritiseres for at være blevet en amerikaniseret sponsorbegivenhed uden føling med andre fjernere nationers homohistorik. Hvor det ikke altid er en fest. I Tyrkiet har man for eksempel aflyst Pride-paraderne, og i andre mindre åbne lande kan der opstå uroligheder og vold omkring paraden.

Pride er god forretning

Her i Vesten er Pride blevet god forretning. Popstjernen Taylor Swift er således blevet anklaget for at gøre opportunistisk brug af queerikoner i videoen til sin nye sang »You Need To Calm Down«. Den præsenterer en række queerstjerner som RuPaul, Ellen DeGeneres og Laverne Cox, som står over for fejlernærede hillbillies med antihomobannere. Altså queer celebs mod homofobisk underklasse.

Det er en uheldig modstilling. Den homoseksuelle aktivisme var i høj grad venstreorienteret og anti-patriarkalsk i sit udgangspunkt, og den søgte at inkludere alle udstødte, også de lavere klasser. Nu koster et weekendpas til Pride-festen i Manchester 70,95 engelske pund, og så har vi vist tabt en del i svinget. Og i Sheffield erklærede man sidste år, at Pride er en fejring, ikke en protest.

Imens boomer rainbow capitalism med Pride-opbakning fra et væld af firmaer. En række af dem er først hoppet på LGBTQ-vognen, efter at det blev profitabelt. Der bliver kapitaliseret på en glamourøs queerness på et tidspunkt, hvor regnbuen har vist sig at have indbygget guldkrukke. Og for at det ikke skal være løgn, har Swift optrådt på Stonewall Inn.

Når det er sagt, så er det glædeligt, at der er plads til flere seksuelle former i mainstream, og at firmaer bakker op. Det er en hjælp.

Men hvordan bakker disse corporate-sponsorer op om LGBTQ-rettigheder resten af året, for eksempel internt? Hos lingerikoncernen Victoria’s Secret fejrer man Pride, men nægter at hyre transkønnede modeller.

Og hvad sker der den dag, det ikke er profitabelt og god PR længere?

Overordnet er der også et stykke vej endnu for Europa. En undersøgelse offentliggjort af OECD i marts viser, at homoseksuelle jobansøgere har 50 procent mindre chance for at blive inviteret til samtale. LGBTQ-personer har langt større risiko for at lide under mentale sygdomme. Og i Grækenland er tolerancen over for homoseksuelle i perioden 2001 til 2014 gået tilbage i forhold til 1981 til 2000.

Noget kan tyde på, at festligheder ikke er nok, at det er på tide at lufte oprørsånden og indignationen fra Stonewall igen. Måske til Pride?

James Baldwins kritik af et antændt og splittet USA bliver atter hørt. ’Giovannis værelse’, som vi nu får i nyoversættelse, udspiller sig blandt hvide mænd i Paris, men det handler stadig om minoriteters frygt og bitterhed
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • David Zennaro
Eva Schwanenflügel og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nike Forsander Lorentsen

Sidder her på månen og dingler med benen og skriver så. STORMÈ DELARVERIE den sorte lesbiske Artist og Drag King som blev arresteret og slået i hovedet med en politistav og råbte 'Do something',...det var startskuddet til oprøret efter flere år af chikane fra politiet.