Hvorfor skal man drikke gin af krumme agurker på Folkemødet?

Hver uge samler Informations kulturredaktion et potpourri over kulturelle begivenheder og særligheder, som har optaget dem.

Vi kalder det Ugen på kulturgangen.

Krumme agurker

Simon Gregersen

»Gin og Croquis« hedder Muskelsvindsfondens geniale koncept, der bliver afholdt igen i år på Folkemødet på Bornholm. Arrangementet er en hyldest og opfordring til mangfoldige kropsidealer. Og hvilken skønnere vej dertil end gennem croquis?

Billedkunsten har længe dyrket kroppe, der ikke passer ind i tidens skønhedsidealer. For det skæve og organiske har faktisk masser af skønhed, når det anskues med det rette blik. Rynker, fysiske udfordringer, aldringstegn, appelsinhud og deller. Alt det og mere vil være at finde på scenens nøgne (og modige) modellers unikke kroppe.

Til arrangementet serveres i øvrigt gin brygget på krumme agurker — dem, som butikkerne kasserer, fordi de er grimme.

Ytringsfrihed til salg

Andrea Dragsdahl

Det Kongelige Danske Musikkonservatorium fik et tilbud, de ikke kunne sige nej til. 3,7 millioner kroner i støtte fra den kinesiske regering i bytte for en klar præmis: Skolen skal overholde kinesisk lovgivning og respektere »kulturelle skikke«.

Det mærkede en studerende i 2012, da han fik en advarsel for at hænge »Free Tibet«-sedler op ved en udstilling om Kina, sagde han tirsdag til Radio24syv. Musikkonservatoriet har øjensynlig glemt, at skolen er en statslig uddannelsesinstitution i et land, der sædvanligvis værner om ytringsfrihed.

Spirituel leg med tid og rum

Christian Monggaard

For Lars von Trier var han Gud. Den japanske mesterinstruktør Akira Kurosawa elskede hans film og personlighed og mente, at hvert eneste klip fra hans film var et vidunderligt billede i sig selv. Ja, den russiske filmskaber Andrej Tarkovskij har sat sig betydelige spor i filmhistorien, og det forstår man godt, når man selv ser hans smukke, eftertænksomme og spirituelle film, der leger med tid og rum og har meget at sige om det at være menneske.

Hans film kan – og bør – købes på dvd og Blu-ray. Men hvis man for længst har lagt den slags fysiske medier bag sig, kan man også klikke sig ind på YouTube, hvor det statslige filmselskab Mosfilm, der producerede Tarkovskijs film, har gjort en række af dem tilgængelige: Andrej Rublev, Ivans barndom, Solaris, Spejlet og Stalker.

Det gjorde de faktisk for en del år siden, men linket til filmene går lige nu igen på omgang på de sociale medier, og det er der i dén grad grund til at fejre. Man kan passende begynde med at se eller gense science fiction-filmen Stalker, når man er færdig med at se tv-serien Chernobyl på HBO Nordic – der er et vist tematisk og visuelt slægtskab.

Instagrams algoritmer kender mig ikke, men er til gengæld virkelig sjove

Mille Breyen Hauschildt

1. Åbn Instagram, klik på ’indstillinger’, klik på ’sikkerhed’ og så på ’adgang til data’. Scroll ned i bunden, og vælg ’annonceinteresser’.

2. Grin af, hvor helt utroligt skæve resultaterne er.

Sådan skrev journalist Eric Ginsburg denne uge på Twitter. Vi tror, at algoritmer kender os ud og ind, men Instagrams virker indimellem intetsigende og helt tilfældige. I hvert fald når man kigger på listen af nøgleord, som Instagram baserer sine reklamer til dig på. Hos undertegnede sociale medie-bruger finder man f.eks. guldkorn som disse: ’liv’, ’fedt’, ’USA’s præsident’, ’verdensdel’, ’pleinairisme’ (hvad er det? Okay, google fortæller mig, at det er en »ret almindelig betegnelse for friluftsmaleri«), ’rock & roll’ eller ’skole’. 

En verden uden humor

Rasmus Elmelund

Dagen efter terrorangrebet på Charlie Hebdo i 2015 bragte The New York Times en karikatur af tegneren Patrick Chappatte. Desillusioneret og med en rose i hånden og en knækket blyant sagde han ordene: »Uden humor er vi alle døde.«

Nu er det slut med Chappattes streger i den ansete avis, som har besluttet at droppe politiske satiretegninger i sin internationale udgave.

I april bragte den en karikatur, der forestillede Trump som en blind mand med solbriller, og som havde Netanyahu som sin førerhund i snor og med davidsstjerne i halsbåndet.

Tegningen blev delt og skabte forargelse, især i Israel, og chefredaktionen måtte undskylde. Det var så åbenbart ikke nok. Desværre.  Beslutningen er en delegitimering af bladtegningens ædle kunst – og et skridt i retning mod en verden uden humor.

Erik McGregor

Lars Vilks-skulptur brændt – igen

Lone Nikolajsen

Da den svenske kunstner Lars Vilks tirsdag morgen fik at vide, at hans skulptur Waaaall – en høj klatrevenlig trækonstruktion, der tronede på en bakke i en skulpturpark – var brændt ned, fordøjede han nyheden med en vis rutine.

Politiet efterforsker branden som påsat. Ligesom de gjorde i 2016, da der blev sat ild til Vilks’ skulptur Nimis, der (nu i en genopbygget version) står i det fredede naturreservat Kullen. Og som de gjorde, da en træskulptur, der forestillede en hund og stod i en rundkørsel, blev brændt ned i 2007 – samme år som Vilks gjorde sig bemærket med en tegning af profeten Muhammed som hund.

Til SVT udtaler han, at har lært sig at bygge med ikke så letantændelige materialer, og at han håber at kunne genopbygge værket: »At mine værker bliver brændt, er jo blevet en del af arbejdet, kan man sige.«