Læsetid: 10 min.

Kære statsminister, litteraturen kan vise dig vej i en ophedet kønspolitisk debat

Martin Bastkjær skriver essay om de skønlitterære bøger, statsministeren må læse for at forstå den danske kønsdebat
7. juni 2019

I disse år bliver køn ofte fremhævet som et markant tema i dansk litteratur. Men ligesom kønsdebatten alt for ofte reduceres til spørgsmål om, hvorvidt der er forskel på mænds og kvinders hjerner, eller tågede påstande om, at al flirt dør, hvis man ikke må befamle kvinder i det offentlige rum, så er det for simpelt at tale om køn som et tema i litteraturen. Hverken i bøgerne eller den verden, de fortolker, eksisterer køn uafhængigt af livets andre områder. Faktisk kan jeg ikke komme i tanke om en eneste bog fra de seneste år, der kun handler om køn. Til gengæld knytter forfattere fra alle samfundslag køn til økonomi, identitet og socialitet, forældreskab og familiestrukturer.

Når vi taler om køn, taler vi egentlig om, hvordan vi forholder os til os selv, hvordan vi er sammen med andre, og hvordan andre forventer, at vi er sammen med dem. Det handler – ligesom politik – om magt og relationer.

Litteraturen siger noget om, hvilke perspektiver, der har nemt og svært ved at komme til orde. Det er værd at holde øje med, hvis man vil være statsminister for de mange og ikke bare for de få. Et godt sted at starte er C.Y. Frostholms Træmuseet, en essayfortælling, der blander rejselitteratur, optegnelser, citater og fotografier. Den er en historie om, hvordan forholdet til naturen ændrer sig, hvis man begynder at forholde sig nysgerrigt til den i stedet for at tage den for givet. Frostholm fremskriver en alvorlig opmærksomhed og nænsomhed, der også omfatter identitet og køn. Som her, hvor fortællerens blik på et træ i Lissabon også rummer et par, der må skjule sig under det:

»På skyggesiden, inde under træet, sidder to yngre mænd og taler alvorligt sammen. Den, der lytter mest, rører den andens skulder med det yderste af fingerspidserne, henslængt som om han bare hvilede armen på bænken. Da de går, tager han den anden helt kort om halsen og stryger ganske let over hans ryg. Deres diskretion er ubærlig.«

Jeget i Frostholms bog møder sine omgivelser og medmennesker åbent og nysgerrigt, men bliver mødt med forventninger baseret på hans køn. »At jeg er en mand, er noget jeg ved, fordi man har fortalt mig det. Det er stadig sjældent, jeg har en følelse af at være det,« skriver han, og andres fordomme skubber ham konstant tilbage i roller, han forsøger at bryde ud af:

»Den person, jeg er, når nogen taler til mig og understreger, at jeg er en mand i modsætning til hende. Den person, jeg er, når nogen taler til mig og spiller på, at jeg er en mand ligesom ham. Når nogen indforstået tiltaler mig som heteroseksuel.«

Selv tror fortælleren på »friheden til at ændres i retning af det, vi inderst inde mærker, vi er. Muligheden for at hvile bedre i os selv, og ikke nødvendigvis som mænd eller kvinder, som andre definerer det, men som vi selv ønsker at definere os«.

Gennem min opvækst i Kalundborg er jeg ofte stødt på den form for indforstået maskulinitet, Frostholm skriver om. Andre mænds forventninger om, at jeg ville konkurrere med dem, eller at vi havde en fælles interesse i seksuelle erobringer. At vi tilhørte et urfællesskab af ild og motorcykler. Det er nødvendigt at udfordre de klassiske forestillinger om maskulinitet – ikke for at ødelægge dem, men for at udvide dem. Og selv om behovet for at bryde med traditionelle roller ofte bliver fremstillet som ’identitetspolitik’, en forkælet storbyelites undskyldning for at dyrke sig selv, vedrører det også minoritetsetniske unge, der kæmper mod negativ social kontrol, kvinder i traditionelle mandefag eller mænd, der kæmper for ligestilling på forældreområdet.

Kønsstereotype forestillinger knyttet til forældrerollen

En stor del af mine venner har fået børn i løbet af de seneste år, og mange af dem har det til fælles, at de ikke ved, hvilken slags far, de vil være. De ved bare, at de ikke vil være ligesom deres egne fædre. Den tomhed er både sårbar og sorgfuld. At stå der med sin far til den ene side og sit barn til den anden og række ud efter dem uden at kunne nå nogen af dem helt.

Når rammerne for, hvordan mænd kan være, er så snævre, som de stadig er, fører det, der skulle være et fællesskab, i virkeligheden til fremmedgørelse. Ikke kun hos storbyakademikere, men i høj grad også ude i landet og hos den arbejderklasse, jeg selv kommer fra.

Det skildrer Malte Tellerup lydhørt og fint i romanen Markløs. Som forberedelse til en fødselsdagsfest hjælper fortælleren Malte sin far Mikael med at bygge en mur til terrassen. Deres arbejdsfællesskab er ordløst og effektivt; de finder ind i en rytme, hvor de både hjælper og presser hinanden til at arbejde hårdere og mere præcist. Et par dage senere får Mikael besøg af nogle venner, der indvier terrassen ved at drikke øl og fortælle anekdoter. Da Malte slutter sig til dem, konstaterer hans far, at det nok var sundt for sådan en akademikerdreng at komme på landet og få noget fra hånden. Herefter giver vennerne sig til at fortælle mere sjofle anekdoter, en af dem rejser sig sågar op og brøler, mens han laver gorillabevægelser. Malte smider sin øl fra sig og går, han »får kvalme af al den mandighed«.

Senere taler Malte med sin bror Emil om deres forhold til faderen:

»Vi taler videre med en lidt diffus sorg over følelsen af afstand til ham. Vi underspiller, hvor meget vi egentlig har investeret. Hvor vrede vi kan blive over hans velmenende forsøg på at nærme sig. Hvor uretfærdigt det føles, at vi ikke er tættere på hinanden.«

Også andre værker fra de seneste år handler om sønners og døtres forhold til deres fædre. Der er ambivalente og vrede opgør i Molly Balsbys Ponyprivilegiet eller Liv Nimand Duvås Vi er vel helte, men også kærlige skildringer af savn og tab som i Lars Bukdahls Korshøjen eller Harald Voetmanns Amduat. Sigende nok er skønlitterære fremstillinger af livet som far stadig ikke synderligt udbredte. I Rolf Sparre Johanssons digtsamling Søvn går en nybagt far rundt med sin skrigende datter på armen og bander i et trøstende tonefald, men bogen handler mere om, hvor svært det at være forælder end om de specifikke udfordringer ved at være far.

At moderrollen også er under forandring, kan ses i Katrine Grünfelds Stormskader eller Kamilla Hega Holsts Rud, men især i Maja Lucas’ Mor, som handler om en kvinde, der ikke kan finde sig til rette i sin nye rolle. På den ene side føler hun sig fri i den skematiske pasning af spædbarnet, på den anden side kan hun ikke holde ud at være reduceret til »et moderdyr«. Hun bliver rasende og har »fantasier om at slå pigen, om at slynge den lille krop mod sengegærdet«.

Lucas’ roman beskriver flere af de kønsstereotype forestillinger, der er knyttet til forældrerollen:

»Faren har tit misundt moren hendes bryster, at hun altid kan give pigen mad og trøst. Moren har tit misundt ham ikke at have dem. Hans smerte er at kunne undværes. Hendes er at være uundværlig.«

Men den skildrer også nogle erfaringer, som sjældent forlader privatsfæren. På et tidspunkt skifter kvinden barnet og bliver irriteret over hendes kønsdele, fordi der er »så mange folder, der kan være afføring i […] Hun føler nedvurderingen omfatte sig selv; et blik der gør kvindekroppen mindre værd, så snart der kommer udsondringer fra den«.

En aften bliver hun så vred, da datteren skal puttes, at hun stormer ud på gaden, hvor hun opdager, at hun pludselig forstår »de mænd, som går i byen for at opsøge et slagsmål«. Og mod slutningen sker der en bemærkelsesværdig sammenkædning af kvindens relation til barnet og hendes relationer til mænd: »Hun ender med at være pigens modstander, fordi hun begynder med at underlægge sig hende. Den mekanisme kender hun til hudløshed fra andre områder, især med mænd.«

Karaktererne i romanen omtales udelukkende som moren, faren og pigen. De er reduceret til funktioner, deres identitet er at være det, de er for hinanden. Men noget af det, der er så fint ved Mor er, at den viser, at magtforholdet mellem dem er helt anderledes flydende, end vi ellers er vant til at se. At hierarkiet mellem kvinde og mand, mellem voksen og barn, er uforudsigeligt og afhængigt af situationen.

Et overbevisende opgør med forestillingen om det stabile jeg

Endnu mere flydende er der i Hanne Højgaard Viemoses forfatterskab, både i overført og konkret forstand. I debutromanen Hannah veksler fortælleren mellem at hedde Anne, Hanne og Hannah. Indtil hun får bryster, går hun også under navnet Hans, og det er et stort tab for hende, at muligheden for at være en dreng forsvinder.

Hannah foregår på en bananplantage i Australien, mens Viemoses anden bog, Mado, både udspiller sig i Danmark, New Zealand og Island. Hovedpersonen i Mado er hele tiden liderlig og bliver ofte gravid, hendes krop nægter at være afgrænset fra omgivelserne, men går konstant i forbindelse med dem gennem det, den udskiller, og det, den tager ind. Blandt andet derfor flyder romanen med modermælk, sæd, tis, gråd og blod.

I kommentarsporene på de sociale medier ser jeg ofte modstandere af identitetspolitik hævde, at det at sige, at identitet og køn er til forhandling, er det samme som at sige, at jeg kan blive til en kat bare ved at proklamere, at jeg identificerer mig som kat. Hanne Højgaard Viemoses forfatterskab er et så overbevisende opgør med forestillingen om det stabile jeg, at alle med ovenstående synspunkt burde læse det.

Navneskiftene, den åbne krop, rejserne og sågar bøgernes modvilje mod at samle sig i en bestemt form peger på en legesyg og voldsom lyst til verden. Til at elske og slås med den. Viemose bruger det personlige afsæt til at formulere en omfattende modvilje mod at lade sig af- og begrænse: »Jeg hadede [...] at føle mit liv skulle presses ind i nogle snævre baner, som andre havde lagt for mig, det var den ufrihed, jeg rejste fra dengang, jeg rejste væk fra Danmark i første omgang«, som der står i Mado.

En af de største udfordringer i ligestillingsdebatten er at få folk med forskellige baggrunde og fra forskellige samfundslag til bedre at kunne forstå hinanden. Det er ikke så mærkeligt, hvis en midaldrende murer, der har arbejdet sig op fra lærling og nedslidt sin krop, ryster på hovedet, når en ung kvinde, der har fået SU i 5 år for at læse kønsstudier, fortæller ham, at han er privilegeret.

Et første skridt på vejen mod at få dem til at forstå hinanden, kunne være at læse Jakob Mathiassens skildring af et mandligt arbejdsfællesskab, som både er fysisk og psykisk hårdt. Hans autofiktive fortælling Beton handler om en hverdag på byggepladsen, der er presset af dårlige forhold og billig udenlandsk arbejdskraft. Mathiassen beskriver en ekstremt hierarkisk kultur, hvor arbejderne ofte vender sig mod hinanden, fordi ingen tør gå i rette med formanden, og hvor fastlåsthed og uretfærdighed er en del af jobbet:

»De gamle ved, at det ikke nytter noget at sætte sig op imod tingenes orden; dét får man bare flere problemer af. I stedet for at gå og tude over det har de affundet sig med det og gjort det til deres eget. Med deres fugede ansigter, senede kroppe og store muskuløse hænder ligner de menneskelige ambolte; foreslåede, men hårde.«

Og følelsen af at være nederst i hakkeordenen gør sig ikke gældende på byggepladsen: »De danske betonarbejdere er altovervejende Hvide Mænd, men i modsætning til så mange andre hvide mænd i dette samfund, så er vi betonnere ikke særlig magtfulde.«

Identitetspolitik handler om, hvem der er inde og ude. Det er enkelt at sige, at ethvert fællesskab er baseret på andres eksklusion. Men det er en politisk opgave at udvide rammerne for, hvem der må være med, og hvordan vi skal behandle dem, der ikke må. Hvem, der får lov at blive set og hørt, og hvem, der bliver gjort tavse og usynlige.

Samtidslitteraturen afspejler en mangfoldig virkelighed, som ikke er til at få øje på i den sort-hvide politiske debat. I bøgerne findes en facetteret fortælling om, hvad det også vil sige at være dansk. Her findes både centrale og marginaliserede stemmer, og her kan man få indblik i de alternativer, der vokser frem hos befolkningen, til forældede forestillinger om, hvad det vil sige at være mand eller mor.

Det er sin sag at følge med i den identitetspolitiske debat. Ikke kun fordi den er omfattende og under konstant forandring, men også fordi den hurtigt bliver ophedet og unuanceret. Nuancerne findes i litteraturen, og derfor er den uundværlig, hvis man vil følge med i samfundets udvikling og forstå kønsdebattens mange facetter – uanset om man er statsminister eller ej.

Sommerbøger 2019

Hvad skal du læse i sommerferien? Det giver Informations kritikere en masse gode bud på – og der er både nye bøger og klassikere på listen. Og som en service til landets nye statsminister giver vi et bud på, hvilke bøger der kan give et indblik i den køns- og identitetspolitiske debat, der deler Danmark – og hvilke bøger, der kan gøre statsministeren klog på den europæiske virkelighed.

Læs også interviews med den ungarske filosof Ágnes Heller, der advarer mod den nye europæiske nationalisme, med den eksil-iranske forfatter Shahrnush Parsipur, hvis roman ’Kvinder uden mænd’ nu endelig udkommer på dansk og med den svenske litteraturprofessor Ebba Witt-Brattström, der i sin nye bog viser, at litteraturhistorien er fuld af vidnesbyrd om seksuelle overgreb.

Andre artikler i dette tillæg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu