Note
Læsetid: 3 min.

København får snublesten, og en kunstners nøgenbillede med baby udløser en shitstorm...

... og politianmeldelser. Disney-stjernen Bella Thorne laver en kombineret Radiohead/Emma Holten, mens København har fået sine tre første snublesten til minde om jødiske ofre under Anden Verdenskrig. På det efterhånden ret multikulturelle YouTube topper tysk-tyrkisk rap om ghettoliv og altings skrøbelighed, og en ny streamingtjeneste indvarsler fremtiden inden for streaming med en gyserserie, der kun kan ses efter solnedgang
På diskret men insisterende vis vil såkalde snublesten i danske fortove fremover minde os om Europas dystre fortid og om de enkeltindivider, der blev ofre for den – og som boede lige hér.

På diskret men insisterende vis vil såkalde snublesten i danske fortove fremover minde os om Europas dystre fortid og om de enkeltindivider, der blev ofre for den – og som boede lige hér.

Thomas Sjørup

Kultur
21. juni 2019

Hver uge samler Informations kulturredaktion et potpourri over kulturelle begivenheder og særligheder, som har optaget dem.

Vi kalder det Ugen på kulturgangen.

»Her boede Rosa Nachemsohn«

Merle Baeré

I indre København, lige foran synagogen, blev tre af de grå brosten i mandags skiftet ud med tre i messing. På en af dem er navnet »Rosa Nachemsohn« graveret i overfladen efterfulgt af hendes fødselsdato, dato for arrestation, deportation og død.

Rosa Nachemsohn, som blev 75 år, boede i Krystalgade og var en af de mange jøder, som blev ofre for nazismen. Derfor har hun nu fået en ’snublesten’, som den tyske kunstner Gunter Demnig står bag, og som Danmark er det 26. land i verden til at få lagt ned i vores gader og stræder.

På diskret, men insisterende vis, vil de fremover minde os om Europas dystre fortid og om de enkeltindivider, der blev ofre for den – og som boede lige hér.

Den krævende kvindekrop

Andrea Dragsdahl

Fotograf Ditte Haarløv Johnsens krop skal kunne meget. Det illustrerer hun i et selvportræt, der er en del af udstillingen Self-Stages på Teatermuseet i Hofteatret i København. På billedet ammer hun sit sultne barn og lægger samtidig skød til sin mands kys. På det debatlystne internet er anklagerne i fuld gang. »Misbrug«, »grænseløst klamt« og »omsorgssvigt«.

Med politianmeldelser bliver der stillet spørgsmål ved, om billedet illustrerer seksuelt samvær eller belyser den krævende kvindekrop gennem kunst. Hvad barnet måtte mene, må vi vente med at finde ud af, til det er gammelt nok til at formulere sig.

Selv siger fotografen, at billedet illustrerer det svære og til tider kaotiske liv som mor og kvinde. Kvinder skal kunne føde og fodre børn, men på (måske) samme tid være både modtager og giver af seksuel nydelse. Og måske siger det mere om de forargede end om fotografen, at billedet bliver anset for pornografi.

Kom hackeren i forkøbet

Simon Gregersen

Hvad gør du, hvis du er en 21-årig kvindelig model og Disney-stjerne, der hedder Bella Thorne, og en hacker truer dig med at dele nøgenbilleder af dig?

Svar: Du lader dig inspirere af Radiohead og Emma Holten, som tilsammen har været i nogenlunde samme situation som dig, og udgiver straks din egen version af det indhold, som nogen forsøger at tage magten over dig med, og genvinder på den måde kontrollen.

På sin Twitter-profil »BITCHIMBELLATHORNE« offentliggjorde Bella i lørdags de stjålne billeder med en følgetekst, hvori hun skriver, at hackeren har været efter flere kvindelige kendisser. Hun slutter af med en ildevarslende besked til den unge mandlige hacker »[W]atch. Your. Mother. Fucking. Back.«

Måske han skulle bruge sin tid på noget mere fornuftigt. Som for eksempel at hacke HBO og true med at udgive resten af tredje sæson af Handmaids Tale.

Tv efter mørkets frembrud

Lone Nikolajsen

Det nye inden for streaming af tv-serier er ifølge den kommende streamingtjeneste Quibi at begrænse det tidsrum, programmet kan ses i.

Steven Spielbergs kommende gyserserie til Quibi, Spielberg’s After Dark, kan for eksempel kun ses efter mørkets frembrud, det vil sige mellem solnedgang og solopgang. På The Guardian gør de sig lystige over, at det, der åbenbart er fremtiden for tv, nemlig udsendelser, der kun kan ses på et bestemt tidspunkt, minder så meget om flow-tv.

Tysk-tyrkisk rap har fået smuk, men vag stemme

Ralf Christensen

På den efterhånden ret så multikulturelle topti over mest sete YouTube-musikvideoer har tyrkisk immigrantkultur fået en stemme. Den tilhører den 18-årige, tyske rapstjerne Enes Meral alias Mero fra provinsbyen Rüsselsheim am Main.

Andengenerationsindvandreren hitter med »Olabilir« om nabolag i brand, om ghettoliv og om at alting kan gå itu.

Det sker i et klassisk mix af urbanitet og tradition. Et trap hiphop-klapperslange-beat bygget i computer og en hypnotisk melodisk rundgang spillet på strengeinstrumentet saz. Mero rappende på tyrkisk, men også lidt på tysk om livets realiteter i verset, og syngende en smuk messe for dets skrøbelighed i omkvædet. Enkelt og medrivende.

Videoen er mindre ophidsende. Den betoner kærligheden til Tyrkiet med shots fra Istanbul samt bagsiden af gangsterromantikken med shots fra et fængsel.

Men mens Mero er vag i sin tekst, så er der en lidt mere klar reference i videoen. I fængselscellen hænger et foto af Ahmet Kaya, en venstreorienteret kurdisk protestsanger, der måtte flygte fra Tyrkiet og døde i eksil.

Den tyske fodboldstjerne Mehmet Özil havde for et par uger siden Recep Erdogan som gæst ved sit bryllup. Den tyrkiske, kurdiskfjendtlige præsident skal nok ikke regne med en invitation fra Mero.

Serie

Ugen på kulturgangen

Hver uge samler Informations kulturredaktion et potpourri over kulturelle begivenheder og særligheder, som har optaget dem.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kim Folke Knudsen

Nie wieder Faschismus - Nie wieder Holocaust - Nie wieder Krieg.

Det er et fantastisk smukt og specielt minde med Snublestenene eller som de hedder på tysk Die Stolpersteine.

I DE bringes fortidens gru fra den helt enestående og grusomme forbrydelse op til erindring for nutidens befolkning på en god respektfuld og konstruktiv måde.

Den værste forbrydelse begået i Tysklands historie Holocaust det nationalsocialstiske massemord på en stor del af Tysklands befolkning: Jøderne, Sigøjnere, handicappde, homoseksuelle, politiske modstandere var kulminationen på et årti med forfølgelser, diskrimination, tvungen landflygtighed og alskens nedværdigelser overfor helt almindelige borgere, som var jøder fremfor kristne, katolikker, protestanter eller ateister.

Ethvert civiliseret menneske enhver kulturnation ville have forsvoret, at en forbrydelse så ufattelig som mordet på jøderne nogensinde ville kunne forekomme. MEN DET SKETE DESVÆRRE.

Fra at blive en tysk forbrydelse på tysk jord blev Holocaust til et europæisk mareridt efterhånden som det stortyske krigsvanvid bredte sig ud over Europas undertrykte befolkninger.

Snublestenene er det levende og tragiske minde, om vores naboer, som forsvandt i mørket, om familien som blev afhentet ved tidlig morgengry og forsvandt om alle medløberne der plyndrede de stakkels mennesker for al deres kære ejendele uden at skænke ordet medfølelse og empati en tanke. Alle dem som så bort og alligevel erindrede præcist, hvilken forbrydelse de var vidne til uden at kunne gribe ind, for sådan er et samfund, hvor mennesker ikke er frie men paralyseret af terror.

I Danmark kan vi glæde os over den enestående særstatus, som Danmark har takket være befolkningens aktive medvirken til at redde de danske jøder fra døden, og vi kan takke Sverige for, at de åbnede deres døre for familier og borgere på flugt fra et forfærdeligt regime.

Die Stolpersteine er som et kalejdoskop hver lille brik sin tragisk historie forbrydelsen bliver til individets tragiske endeligt til den personlige tragedie og ikke bare til et goldt nr i en endeløs række af ofre. For de af os, som har tyske familierødder breder spørgsmålet sig, hvor mange af vores familiemedlemmer står på de små Snublesten historiens store tragedie bliver med et personligt og ekstra grufuld.

LAD DET ALDRIG SKE IGEN.

Link til Die Stolpersteine Essen, Wikipedia DE.
https://de.wikipedia.org/wiki/Liste_der_Stolpersteine_in_Essen

Minna Rasmussen og Christel Gruner-Olesen anbefalede denne kommentar

Tak til Information's fem journalister,

For at bringe det mest vidunderlige billede af, hvad jeg forstår, som: "Den ideelle trekant"

Sådan holder en begavet kvinde sammen på familien.

Viggo Okholm, Hans Larsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Kan vi også få snublesten til minde om de mere end én million irakere og afghanere vi har været med til at dræbe sammen med vores “allierede”?

Eller er snublesten kun interessante når vi kan pege fingre af tyskerne og sige aldrig mere?

Niels Duus Nielsen, Erik Karlsen, Hans Larsen, Oluf Husted, Thomas Tanghus, Ture Nilsson og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
niels astrup

Stolpersteinene er en pissegod ide. Meget mere effektive end kæmpestore, postmodernistiske, betonsteler midt inde i byen. Jeg tror det var, når vi gik gennem byen, det gik op for mine børn, hvor morderisk nazismen var.

Til gengæld ærgrer det mig grænseløst at der - parallelt til stolperstenen - er blevet fjernet masser af mindeplader for anti-fascistiske kæmpere rund om i (Øst)Berlin. Da jeg fulgte mine unger i skole hang der sådan en plade på en husfacade i Wichertstrasse.

Den mindedes en ung tysk soldat, født i Berlin, som var deserteret til partisanerne i Ukraine, var gået ind i den 1. Ukrainske front, havde kæmpet sig vej gennem Polen til Berlin og faldt der, i Wicherstrasse. Dagen før kapitulationen.

Men den del af historien skal helst slettes af den kollektive erindring.

Niels Astrup du beskriver en heroisk ung mand men man må vel erkende at kampen mod fascismen, hvor god den end var på dagen for krigens afslutning, selv endte som en hyklerisk ideologi der blot fortsatte hvor nazisterne blev stoppet.

niels astrup

"kampen mod fascismen, hvor god den end var på dagen for krigens afslutning, selv endte som en hyklerisk ideologi der blot fortsatte hvor nazisterne blev stoppet."

Så BOPA, Holger Danske, Hvidsten-gruppen og Churchill-klubben var eksponenter for en "hyklerisk ideologi"?

Jeg taler om den ditto ondskabsfulde kommunisme.

niels astrup

Du sagde "kampen mod fascismen". Og det var vel det, du mente.

Det at kommunismen vandt ja

Kenneth Krabat

re: Tysk-tyrkisk rap har fået smuk, men vag stemme

Videon er stort set uden en eneste kvinde noget sted på gade og vej (jo, en i slør og fotograferet bagfra).