Læsetid: 11 min.

Litteraturhistorien er fuld af vidnesbyrd om seksuelle overgreb

Ebba Witt-Brattström har i ’Historiens metoo-vrål’ (2019) hentet vidnesbyrd i skønlitteraturen helt tilbage fra antikken for at påvise, at overgrebsberetningerne ikke er noget nyt. Men hun mener, at #MeToo er et vendepunkt i historien, hvor vi begynder at få øjnene op for de grundlæggende strukturer – og for at vi alle har et ansvar for at lære af det
Ebba Witt-Brattström har i ’Historiens metoo-vrål’ (2019) hentet vidnesbyrd i skønlitteraturen helt tilbage fra antikken for at påvise, at overgrebsberetningerne ikke er noget nyt. Men hun mener, at #MeToo er et vendepunkt i historien, hvor vi begynder at få øjnene op for de grundlæggende strukturer – og for at vi alle har et ansvar for at lære af det

Malene Anthony Nielsen

7. juni 2019

Da kvinder verden over begyndte at skildre deres oplevelser med overgreb og seksuel vold ved #MeToo-bevægelsens start, begyndte århundreders litterære eksempler at dukke frem i Ebba Witt-Brattströms bevidsthed. Alle de mange vidnesbyrd, der er gengivet i litteraturen. Alle de mange beretninger, både fra mandlige og kvindelige perspektiver. 

»#MeToo gav et helt andet blik,« fortæller hun, da jeg møder hende i Göteborg. Efter en længere pause tilføjer hun:

»Og det er jeg vældig glad for.«

Ebba Witt-Brattström er litteraturprofessor og har været aktiv feministist siden 70’erne. Hun er elsket af nogle, hadet af andre. Hun har været gift med den tidligere sekretær i Det Svenske Akademi, Horace Engdahl, og læseren kender hende måske fra den svenske dokumentar Sexskandale i Nobel-akademiet, der blev vist på DR i begyndelsen af året, hvor hun blandt andet fortæller om sin egen rolle omkring akademiet. 

I hendes seneste bog, Historiens metoo-vrål (2019), granskes litteraturhistorien for #MeToo-udsagn og vidnesbyrd – og i den forbindelse kan det tørt konstateres, at seksuel vold ikke er noget nyt.

»Våldtäkter, pedofila övergrepp, incestuøs våld, sexuella trakasserier. Från Antikan och frem till i dag,« skriver hun indledningsvis.

Ebba Witt-Brattströms læderbukser er noget af det første, jeg lægger mærke til, da vi mødes for at tale sammen. Og selv om det ikke skal handle om, hvad kvinder er iført, så er det bemærkelsesværdigt, hvordan hendes udtryk lander lige midt imellem noget maskulint hårdtslående og feminint imødekommende. Læderoutfittet er komplementeret af en flæsebluse, klassiske røde negle og lidt rødt på læberne.

Ligesådan er bogen: Den rummer en lydhørhed over for de mange ofre, men den er samtidig et slag i bolledejen, og Ebba Witt-Brattström lægger ikke fingrene imellem. Bogen er fyldt med tung, tung alvor og kommer omkring mange svære emner som vold, mishandling og litterær pædofili. Drys lidt tør ironi og humor over, for det findes også.

Et strukturelt fænomen

Hvad der til gengæld er nyt, er, at vi som samfund er ved at få øjnene op for, at det ødelægger mennesker. Og nyt er det, at vi som samfund begynder at forstå, at der er tale om et strukturelt fænomen.

»Så længe vi taler om det som seksuelle overgreb alene, så tilhører det en speciel kategori og ikke en hel ideologi,« forklarer hun. 

»Og inden for rammerne af den kan man argumentere for, at kvinderne selv deltager, og at de ikke ved, hvilke signaler de eksempelvis udsender.«

Når man ser det i et historisk perspektiv, så forstår man, at det handler om menneskeværd. At respektere pigers og kvinders menneskeværd. Det er deres grænser, det er deres krop, deres væren i verden

»Det er hele den her diskussion om, hvis fejl det er. Forkert påklædning og i den dur,« fortæller hun.

Og det er det, hun vil gøre op med.

»Når man ser det i et historisk perspektiv, så forstår man, at det handler om menneskeværd,« fortæller Ebba Witt-Brattström. 

De mange vidnesbyrd taler for sig selv, men er i den her sammenhæng væsentlige, fordi de bidrager til samme underliggende udsagn: Det handler om menneskers værd i andres og egne øjne.

»At respektere pigers og kvinders menneskeværd. Det er deres grænser, det er deres krop, deres væren i verden.«

Tre eksempler fra Ebba Witt-Brattströms gennemgang af litteraturhistoriens vidnesbyrd

Fra Vigdis Hjorths roman ’Arv og miljø’ (2016)

Fra Vigdis Hjorths roman Arv og miljø (2016), hvor den fem-syv år gamle Bergljot bliver udsat for seksuelle overgreb af sin far, der hele livet igennem benægter, at de har fundet sted. Bergljot finder først ud af, at overgrebet har fundet sted, og i hvilket omfang det har haft konsekvenser for hende, i en sen alder, og Vigdis Hjorth bruger den litterære fortælling til at vise læseren, hvordan det ødelægger hende, at der sås tvivl om hendes dømmekraft.

»Jag var söt på den tiden, eller så var pappa en inspirerad fotograf. Det liknade ju kärlek. Jag tog det för kärlek. Pappa kunde inte motstå mig. När vi var ensamma tillsammans, blev pappa helt annorlunda, kunde pappa inte behärska sig, bara åsynen av min nakna kropp förvred huvudet på pappa. Redan som barn hade jag en föreställning om att män kunde bli galna i mig, om att jag kunde förvride huvudet på män, var kom den förestallningen ifrån?«

Under overskriften #ärjagintemänniska spørger Ebba Witt-Brattström derfor på vegne af de mange mennesker, men altså især kvinder, der krænkes på deres menneskeværd. Det kan ske på mange måder, men seksuel grænseoverskridende adfærd, voldtægt og mord er gode eksempler på, hvilke konsekvenser ideologien har. Det, litteraturen kan vise os, er, at hvis vi hæver os lidt over vidnesbyrdene, teksterne og de forskellige tidsånder, så er der tale om samme ideologiske grundtræk, forklarer hun.

Afgørende vidnesbyrd

Nu er spørgsmålet, hvordan vi gør op med det.

Den synlighed, som #MeToo-bevægelsen har skabt, er ifølge Ebba Witt-Brattström historisk unik:

»Vidnesbyrdene publiceredes både på nettet og på papir, det vil sige i de traditionelle medier,« fortæller hun. 

»Det betød, at for første gang i verdenshistorien, så har mænd, som har bladret i avisen eller set nyheder på sin tablet, set det.« 

»De har sagt ’what, hvad er det?’«

Ebba Witt-Brattström fortæller, hvordan mænd tidligere har kunnet gå uden om disse vidnesbyrd ved at henvise til den slags litteratur som kvindelitteratur, eller kategorisere det som fiktion. Som om kvinder vidner for kvinder. 

»Men skulle mænd eje den empati, det kræver at sætte sig ind i det her, så ville det ophøre, tænker jeg.«

I bogens indledning karakteriserer hun det blandt andet sådan her:

»Den riktiga litteraturen ansågs och anses ännu handla om mäns värld, skildrad ur mäns perspektiv. Där är kvinnor bare staffage. (Jämför Nobelpriset i litteratur: 100 män och 14 kvinnor).«

Når litteraturen er så vigtigt et medie at vidne i, hænger det sammen med, at litteraturen kan noget andet, når vi gestalter, forklarer Ebba Witt-Brattström. Den fortæller dig ikke, hvad du skal synes, og du kan læse med forskellige udgangspunkter og kan tage forskellige protagonisters perspektiv. 

Litteraturen som smertebærer

Litteraturen kan på den måde både skildre selve overgrebene, men den er også god til at vise den smerte, som offeret oftest skal leve med hele livet. 

»Derudover er litteraturen god til at beskrive udøveren og udøverens psykologi,« siger hun.

Nogle af de eksempler, hvor vi ser det fra udøverens side, er Karl Ove Knausgårds Ude af verden (1998) og klassikeren Nabokovs Lolita (1958). De er begge æstetiserede fortællinger om pædofile relationer. Eller når forfatteren Shikibu beskriver, hvordan Genji bliver besat af den lille pige Murasaki:

»Den lilla flickan blev först mycket rädd. Hon visste inte vad han tänkte göra med henne och darrade häftigt. Enbart beröringen med hans fina svala kind när han drog henne til sig fick henne att rysa. Han såg det men började ändå att sakta och varligt klä av henne och lägga henne till sängs.«

Men Ebba Witt-Brattström påpeger, at der findes mænd, som også har bemærket den her struktur og konsekvenserne af den.

Selv om Det Gamle Testamente flyder over med kvindehad, så er voldtægten i Gibea i Dommerbogen 19 et eksempel på en skildring af voldtægtens konsekvenser. Derudover låner Ovidius i Epistulae Heroidum sin stemme til kvinder, der fortæller om deres mænds svig. Et tredje eksempel er Stieg Larsson, der i Mænd, som hader kvinder (2005), der lader os få indblik i Lisbeth Salanders smerte.

Meddelagtighed

En af Ebba Witt-Brattströms væsentligste iagttagelser er, at der er tale om en struktur, som både mænd og kvinder bidrager til. Der er en patriarkalsk meddelagtiggørelse for kvindernes vedkommende, der er en del af selve socialiseringen til at blive kvinde.

Hun taler om at være »patriarkalsk meddelagtig« og bruger især Magaret Atwoods dystopiske værk Tjenerindens fortælling (1985) som eksempel. I kønsdiktaturet Gilead findes to markante kvindetyper, tanterne og hustruerne, der begge er indflydelsesrige kvindepositioner. Indflydelsen rækker dog ikke længere end til at opretholde patriarkatets undertrykkelse af alle kvinder. Her gælder det, at kvinde er kvinde værst. 

Og som Madeleine Albright i begyndelsen af kapitlet citeres for: 

»There is a special place in hell for women who don't help other women.«

Det her er et menneskeretligt problem, som vi alle må tager ansvar for

Den indsigt har også affødt et selvopgør hos Ebba Witt-Brattström:

»Jag kan bli så förbannad på mig själv. Feminist, javisst, men nog har jeg varit patriarkalt medberoende. Det finns ingen ursäkt, inge förmildrande omständighedter. #metoo har fått mig at se sanningen i vitögat. Nu önskar jag att vi ska tala klarspråk om det här, dra i nödbromsen så att kvinnoförnedringenståget stannar,« skriver hun.

Tre eksempler fra Ebba Witt-Brattströms gennemgang af litteraturhistoriens vidnesbyrd

Fra Tora Dahls deburoman ’Generalsgatan 8‘ (1935)

Et eksempel fra Tora Dahls deburoman Generalsgatan 8 (1935), hvor mænds bevidste ignorering af kvinders virkelighed er et emne.

»De var så tvärsäkra på sig. Allt som de inte kunde se, för att deras ögon var sådana, at en hel del såg de inte, om allt sådant sa de att det fanns inte, eller att det var utan intresse.«

Det er et generelt problem i kvinders litteratur, at store dele af deres virkelighed bliver ignoreret af mænd, skriver Ebba Witt-Brattström. Hun viser, at ny forskning underbygger Tora Dahls observationer. Mens kvindelige forfattere skriver næsten lige meget »han« som »hun«, dominerer det personlig pronomen »han« stort hos mandlige forfattere, skriver hun.

Som hun også bekender i dokumentaren om Det Svenske Akademi, så har hun nydt godt af de privilegier, der fulgte med den usunde kultur og patriarkalske struktur.

Menneskeværd

Noget af det, der undrer Ebba Witt-Brattström er, at det er så svært at komme ud med det samlede budskab, der handler om menneskeværd. Altså budskabet om, at alle har ret til deres eget menneskelige værd, uanset om de er i en kvindes eller en mands krop.

»Det her er et menneskeretligt problem, som vi alle må tager ansvar for,« siger hun. 

Her skal det nævnes, at Ebba Witt-Brattström gerne vil back to basics. Det betyder ikke, at hun ikke anerkender LGBT, men at strukturen langt hen af vejen drejer som et hegemonisk forhold, som alle er en del af. Det er alles menneskeværd, der skal respekteres. 

Men sandheden er, at kvinder går rundt i verden og er mindre værd end mænd. De lever under en form for anspændthed, som mænd ikke kender.

»Prøv engang at forestille dig, at du er kvinde, når du læser følgende,« skriver Ebba Witt-Brattström i bogen:

»Det är nästan dagligen, eller flera gånger om dagen, som jag eller vi anpassar beteende efter hur vi vill uppfattas eller vad vi vill undvika, eller eftersträvar, i vardagen, som kan uppfattas fel. Väldigt lite är neutralt. (#dammenbrister)«

»Jeg kender ingen kvinder, som ikke er blevet seksuelt antastet,« fortæller Ebba Witt-Brattstöm.

 »Men når jeg spørger mine mandlige venner, så har de ingen erfaring med det.«

Hun forklarer, hvordan mange mænd har svært ved at blive generaliseret på baggrund af deres køn og det måske med god ret. Hverken kvinder eller mænd ønsker at blive generaliseret på baggrund af deres køn. Derfor har hun lagt fokus på at beskrive, hvad hun kalder en »voldtægtsideologi«. 

»Det er ikke alle mænd, som anerkender det, men ideologien findes.«

»Og de ønsker ikke at blive peget ud,« forklarer hun. 

»Problemet er, at de vil beholde deres selvbillede, de vil ikke have kritik, de vil ikke have kvinders blik på deres handlinger.«

Til gengæld peger hun på, at hvis de mænd, der ikke voldtager og ikke gør de her ting, ville træde frem, så skulle vi kunne få løst det. 

Tre eksempler fra Ebba Witt-Brattströms gennemgang af litteraturhistoriens vidnesbyrd

Fra Julie Otsukas roman ’The Buddha in the Attic’ (2011)

Fra Julie Otsukas roman The Buddha in the Attic (2011), som handler om den store gruppe af japanske postordrebrude, som efter Første Verdenskrig blev sendt over Stillehavet til San Francisco, bestilt og købt af japanske mænd, hvoraf de fleste var nedslidte landarbejdere. Det særligt interessante er, at romanen gennemgående er fortalt i førsteperson flertal, det vil sige med et »vi«:

»De tog oss lätt, och utan större besvär, för några av oss hade blivit tagna flera gånger förut. De tog oss berusat. De tog oss hårt, obarmhjertigt och utan hänsyn till vår smärta. Jag trodde att min livmoder skulle explodera.«

Det handler om at krænke

I Historiens metoo-vrål findes et særskilt kapitel, hvori Ebba Witt-Brattström går tættere på, hvad voldtægter handler om: 

»Der beskriver jeg, hvordan voldtægter handler om at krænke,« fortæller hun.

»Även om du har turen att aldrig våldtas lever du ändå i ständig fruktan för det. Det är våldtäktens funktion,« skriver hun i bogen.

Hun fortæller videre:

»Eftersom vi ved, at gruppevoldtægter er udbredt i krig, men også er et udbredt tema i eksempelvis pornografien, handler det blandt andet om at bevise, at man er mand. Det handler om at bygge alliancer mellem mænd.« 

»I krig spiller det ikke nogen rolle, om offeret er et toårigt barn eller en 98-årig døende kvinde,« fortæller hun. 

»Voldtægt har intet med tiltrækning at gøre. Det er en destruktiv mandlig gruppeadfærd, der handler om at krænke kvinder.«

Når #MeToo-bevægelsen har brølet allerhøjest, har der været udtrykt en frygt for, at der på baggrund af eksempelvis anonymiteten i vidnesbyrdene opstod folkedomstole, og at nogen gemte sig bag deres anonymitet. Ebba Witt-Brattström mener tværtimod, at selve anonymiteten af de mange vidnesbyrd er pointen. Den viser, at kvinderne ikke går efter at hænge udøveren ud og hævne sig. I stedet handler det om at pege på seksuel vold som et strukturelt problem i vores samfund. 

»Interessant nok,« fortsætter hun, »opdagede jeg, at en vigtig forskel på mandlige og kvindelige forfattere, som skriver seriøst om seksuelle overgreb, er, at de mandlige forfattere opfatter hævnen som noget selvfølgeligt.« 

Som et barnemord

»I kvinders litteratur findes der ikke mange gestalter, som ønsker hævn,« fortæller hun. Det gælder primært, når forfatteren er kvinde. 

»Men når mænd skriver om voldtægten af kvinder, så er det oftest ud fra det perspektiv, at de vil hævne sig.«

»De opfatter det som en menneskeret,« uddyber hun.

»Det er, som om de vil gøre krænkelsen ugjort ved at hævne den.«

Den forskel ser vi blandt andet, når den romerske digter Ovid fortæller om Filomena, der bliver voldtaget og mishandlet af sin søsters mand: 

»Det er, som når Ovidius lader Filomena og hendes søster hævne sig ved at dræbe overgrebsmandens søn.«

I fortællingen bliver Filomena og hendes søster Procne forvandlet til henholdsvis en nattergal og en svale, hvilket ifølge Ebba Witt-Brattström siger noget om, hvor forfatterens sympati ligger.

»Det er jo over grænsen, barnemord,« siger hun med væmmelse. Men pointen er, at han vil vise, at det er en lige så stor forbrydelse som at slå et barn ihjel – at en voldtægt har lige så store konsekvenser.«

Sommerbøger 2019

Hvad skal du læse i sommerferien? Det giver Informations kritikere en masse gode bud på – og der er både nye bøger og klassikere på listen. Og som en service til landets nye statsminister giver vi et bud på, hvilke bøger der kan give et indblik i den køns- og identitetspolitiske debat, der deler Danmark – og hvilke bøger, der kan gøre statsministeren klog på den europæiske virkelighed.

Læs også interviews med den ungarske filosof Ágnes Heller, der advarer mod den nye europæiske nationalisme, med den eksil-iranske forfatter Shahrnush Parsipur, hvis roman ’Kvinder uden mænd’ nu endelig udkommer på dansk og med den svenske litteraturprofessor Ebba Witt-Brattström, der i sin nye bog viser, at litteraturhistorien er fuld af vidnesbyrd om seksuelle overgreb.

Andre artikler i dette tillæg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Jeg er slet ikke enig i det perspektiv, for det er netop igennem hele litteratur-, billedkunst- og teaterhistorien en fremlæggelse til moralsk stillingtagen og ultimativt fordømmelse, der foregår.
Kun meget få steder vil man finde fremstillinger, der solidariserer sig med overgreb, helt tilbage til de ældste fremstillinger, såsom f.eks. historien om 'Sabinerindernes rov' - en lidt forvredet artens genitiv på dansk, der betyder, at sabinerinderne blev røvet.