Feature
Læsetid: 9 min.

Opdragelse eller krænkelse? Vi har undersøgt, hvad der ligger bag begrebet ’childism’

Et nyt begreb indenfor måden, vi opfatter børn på, er blevet en del af den offentige debat: ’Childism’ eller på dansk ’børneisme’ retter en kritik mod forældres følelse af ejerskab over og ret til at kontrollere deres børn. I stedet skal børn mærke, at deres følelser er legitime, og at de har krav på inddragelse. Nu bliver begrebet brugt som hashtag i ophedede diskussioner på sociale medier
Foto fra fotoserien ’Vi har taget noget fra børnene’, som er blevet kaldt et eksempel på ’childism’. Her ser vi fotografens datter, 5-årige Dagmar, der ikke måtte få kiwi til dessert.

Foto fra fotoserien ’Vi har taget noget fra børnene’, som er blevet kaldt et eksempel på ’childism’. Her ser vi fotografens datter, 5-årige Dagmar, der ikke måtte få kiwi til dessert.

Kultur
28. juni 2019

Vi har for nylig lært et nyt begreb på Information: Childism eller ’børneisme’. Det skete, da vi kom ud i lidt af en internetstorm som afslutning på serien, der udforskede fænomenet gråd.

Her bragte vi i kulturtillægget og på nettet fotoserien Vi har taget noget fra børnene, hvor de medvirkende børn græder, fordi de – et kort øjeblik – har fået frataget en sut, et chokoladeæg eller en telefon af en forælder.

Under hashtagget #endchildism blev Information på sociale medier og siden i andre medier draget ind i en debat om voksnes børnesyn. Og der kom anklager om misbrug og omsorgssvigt af børnene.

For de fleste børnefamilier er gråden, der er portrætteret, nok en ganske almindelig del af hverdagen. Sutten falder på gulvet, kartoflerne og ærterne er ikke adskilt, eller måske har sokkerne en forkert farve. Det er ikke altid til at forstå, hvad der udløser den skingre og til tider utrøstelige gråd. Ligesom i hverdagen er billederne illustrationer af situationer, hvor børn græder over noget, der for en voksen kan virke ubetydeligt.

Childism handler om netop den manglende forståelse for børns gråd, der kan findes hos voksne. Begrebet blev introduceret af den nu afdøde sociolog Elisabeth Young-Bruehl, der i 2013 udgav en bog om at »konfrontere fordomme mod børn«.

Hun sammenligner childism med racisme, sexisme og homofobi – altså som en diskriminerende nedvurdering af barnet. Andre bruger i dag derimod begrebet som en pendant til feminisme, sådan at childism her i stedet beskriver en kamp for at respektere barnet som ligeværdigt.

Til fælles har de to modsatrettede definitioner målet om, at børns følelser skal respekteres som legitime. Begrebet bruges for at tydeligøre og dermed bidrage til at bekæmpe situationer, hvor barnet udsættes for noget, der ikke er i dets egen bedste interesse.

Det kan være situationer, hvor den voksne ignorerer et barns ønske, ikke på baggrund af argumenter, men fordi den voksne legitimerer sin beslutning i kraft af sin autoritet som voksen. Også Informations fotoserie er et eksempel på childism, lyder kritikken.

»Klart magtmisbrug«

»Jeres fotoserie er helt klart magtmisbrug,« siger Sarah Alminde, der er ph.d.-studerende ved Roskilde Universitet, hvor hun forsker i børneinddragelse og børneisme. Når børnene ikke anerkendes for det, der for dem er smertefuldt, sker der et tillidsbrud mellem omsorgspersonen og det lille barn, siger hun.

Kritikken er udtryk for en udvikling inden for voksnes børnesyn, der har været undervejs siden Anden Verdenskrig. Det siger Per Schultz-Jørgensen, der er en af dem, der har beskæftiget sig mest og længst med børneforskningsområdet.

»Over de seneste tre til fem generationer er vi begyndt at dyrke individualiseringen og menneskets ret til at finde sig selv. Nu dyrker vi det også på vegne af børnene,« siger han.

Mens det er positivt, at børn i tiltagende grad inddrages og respekteres, er han ikke tilhænger af det, childism repræsenterer. Her glemmer de voksne, at børn også har brug for et fællesskab med tydelige normer.

»Det bliver en eftergivende opdragelse, hvor man ser opdragelse som gammeldags. Man kommer til at bortskære den forpligtelse, vi har til at hjælpe børn til at blive færdigudviklede som mennesker,« siger Per Schultz-Jørgensen.

Krænker eller forælder

Der er mere end 50 år mellem, at Sarah Alminde og Per Schultz-Jørgensen hver især blev færdiguddannet. På de år er der sket en stor udvikling i børnesynet, siger antropolog Eva Gulløv. Som professor MSO ved Aarhus Universitet forsker hun i, hvordan vi kan betragte udviklingen i vores samfund gennem børnene. De er en spejling af vores værdier og kan derfor vise, hvordan vores børnesyn er forandret.

»Vores opfattelse af, hvad der er godt for børn, har ændret sig meget. Forholdet mellem forældre og børn er komplet forandret. Tidligere skulle man bare gøre, som far sagde, men i dag indgår vi i en langt mere dialogisk omgangsform på tværs af generationer,« siger Eva Gulløv.

Hun vurderer, at samfundet over de seneste halvtreds år er blevet mere opmærksom på, hvordan en skadet barndom kan påvirke et voksenliv. Derfor er vi blevet mere bekymrede på børnenes vegne.

»Samtidig har vi en generel udvikling, hvor vi er blevet mere opmærksomme på, at vi ikke træder på andre eller udviser overlegenhed. Det gælder også i vores relation til børnene, hvor vi er blevet mere påpasselige med ikke at kue dem,« siger Eva Gulløv.

For Sarah Alminde fra RUC er udviklingen et udtryk for en ny måde at betragte børn på. Hun ser sin forskning som et brud med et »hidtil dominerende fokus« på barnet som værende i udvikling og ser i stedet barnet som et socialt subjekt.

»Børn har brug for at blive anerkendt i deres følelsesliv. Det vil sige, at man ikke siger til et barn, at det ikke har grund til at være ked af det, og man beder heller ikke barnet holde op med at græde,« siger Sarah Alminde.

Men det betyder ikke, at børn kan få slik når som helst eller løbe ud på motorvejen, fordi der er en sjov bil. Det er stadig den voksnes rolle at hjælpe barnet med at være til stede i en verden, som barnet endnu ikke kender eller ikke forstår tilstrækkeligt. Hun afviser, at det dermed har ren symbolsk betydning.

Per Schultz-Jørgensen er dog mere tilbageholdende over for childism:

»Det er et enormt fremskridt at tænke børn som individer, men vi risikerer, at det tager overhånd og bliver en misforstået dyrkelse. Børn har også brug for at møde modstand og indimellem frustreres lidt. Det er det, der skaber udvikling og selvstændiggørelse,« siger Per Schultz-Jørgensen.

Hvis barnets behov bliver ledende for opdragelsen, bliver det en glidebane til en helt fri opvækst frem for en dannelsesproces, hvor den voksne hjælper barnet på vej.

»Børn må gerne opleve, at de ikke bare er passagerer på en husbåd. De er en del af besætningen. Det er ikke en krænkelse af barnet, at man tager ledelseskasketten på,« siger Per Schultz-Jørgensen.

Voksnes behov og ære

I 1989 vedtog FN Børnekonventionen, der skulle tydeliggøre, at børn ikke alene er omfattet af Menneskerettighedskonvention, men at deres trivsel er så vigtig, at den kræver sin helt egen konvention.

Og børnekonventionen er central for debatten om barnets ret til inddragelse, fordi det er den, der på internationalt plan har slået fast, at børn skal anerkendes og respekteres. Men der er stadig lang vej igen, siger Sarah Alminde.

Senest har man kunnet se det i debatten om normeringer i børneinstitutioner. I stedet for at handle om børnenes oplevelser og ret til at føle sig tryg er det hendes vurdering, at debatten har centreret sig om forældre og pædagoger.

»Fokus bliver, at voksne skal kunne gå fra barnet uden at have ondt i maven. At pædagoger skal have et godt arbejdsmiljø. Begge dele er jo rigtig, men fokus bliver flyttet fra børnenes hverdagsliv,« siger Sarah Alminde.

Vi forstår problemstillinger bedre, hvis de bliver præsenteret gennem voksne følelser, fordi vi anerkender dem som mere legitime end børns, siger hun. Men der er ifølge antropolog Eva Gulløv også en udvikling, der gør, at samfundet i langt højere grad interesserer sig for børns trivsel. Den er nemlig blevet definerende for voksnes og samfundets selvopfattelse, siger hun.

»Det er i et kulturelt perspektiv blevet enormt vigtigt at værne om sine børn, fordi hele familiens ære og skam afhænger af, om børnene har det godt. Det er meget vigtigere, om du tager vare på dine børn, end om du bor på et stort gods. For det er det, der viser, om du er et respektabelt menneske,« siger Eva Gulløv.

Derfor bliver børn i højere grad inddraget i beslutninger i familien, hvad enten det drejer sig om et nyt fjernsyn, eller hvor sommerferien går hen. Det er en del af en udvikling, hvor der over de seneste hundrede år er sket en nedbrydning af sociale skel, siger Eva Gulløv.

I takt med, at køns- og klasserelationer er blevet mere uformelle og mindre hierarkiske, er generationsrelationerne også blevet det. Det betyder, at børn i tiltagende grad accepteres som ligeværdige og nogen, hvis holdning skal høres og respekteres frem for affejes, alene fordi de er børn. Netop den udvikling, mener Sarah Alminde ikke er repræsenteret i fotoserien.

»Som forælder kan man hele tiden begå fejl og gøre ting, som ikke er helt i orden og ikke lever op til ens eget ideal. Sådan er det at være menneske, men noget andet er at lægge det ud til offentligt skue,« siger hun.

#EndChildism

På sociale medier har fotoserien fået en hård medfart. Flere mener, at der er sket direkte brud på Børnekonventionen, og at billederne er udtryk for omsorgssvigt og misbrug.

Noget af kritikken handler også om børnenes manglende mulighed for at give samtykke til publiceringen. En kritik, der ifølge Stine Liv Johansen, der er lektor på Institut for Kommunikation og Kultur ved Aarhus Universitet og en af Danmarks førende forskere i børns væren på sociale medier, også er udtryk for den udvikling, der sker inden for voksnes syn på børn.

»Det er rigtig godt, hvis vi kan bruge den her fotoserie som udgangspunkt for en diskussion om, hvad vi udsætter børn for. Og jeg har ikke grund til at tro, at der ikke er taget godt hånd om børnene på billederne,« siger hun.

I 2017 udarbejdede Medierådet for børn og unge en undersøgelse, der viste, at 75 procent af de adspurgte forældre aldrig spurgte deres barn om lov, før de delte et billede af barnet. Derfor håber hun, at fotoserien kan blive afsæt for en debat om børns ret til privatliv på nettet.

»Mange tænker over, hvilke situationer de deler billeder fra, men ikke selve det at de deler billeder af deres børn,« siger Stine Liv Johansen.

Barnets ret til privatliv handler ikke kun om respekt for situationer, der for barnet opleves som krænkende eller ubehagelige.

Andre eksempler dækker over forældre, der bruger børn til at legitimere sig selv. Det kan være bloggere, der deler billeder af deres børn for at promovere sig selv eller deres synspunkter. Det er situationer, hvor barnet kan blive et objekt for forældres selviscenesættelse.

Men Stine Liv Johansen understreger også, at der er masser af eksempler på familier, hvor børns ageren på sociale medier er et aktivt og velovervejet tilvalg.

Kommercialisering af børnegråd

Voksnes brug af børn til positionering er, som Eva Gulløv fortæller, en del af en udvikling, hvor børn i højere grad er centrale i samfundet og familien.

Det har også betydet fremkomsten af en ny tendens på de sociale medier, hvor børns ulykke bruges til underholdning for andre. Det sker blandt andet under hashtagget #assholeparent, som der findes mere end 97.000 billeder under på Instagram. På billedet græder børn, mens teksten forklarer, hvad gråden skyldes, og hvorfor de pågældende forældre derfor er dårlige forældre.

»Fordi hendes søster holdt hende i hånden,« lyder teksten ved et billede.

På et andet billede har et barn grædt i tyve minutter, fordi han har bedt om frokost, men ikke vil fortælle, hvad han vil spise. Mange af billederne har flere tusind kommentarer.

Populære blev også det amerikanske ægtepar Heather og Mike Martin, der indtil 2017 drev en YouTube-kanal med flere end 750.000 faste seere. På videoerne skælder forældrene deres børn voldsomt ud for skader, de selv havde skabt i huset.

Blandt andet havde parret hældt blæk ud over gulvet på børneværelset og herefter filmet børnenes panik, da de blev bandet og råbt ad. Parret fik i 2017 frataget forældremyndigheden over deres fem børn, og kanalen blev lukket ned. Men der er stadig flere kanaler på platformen, hvor lignende videoer findes.

»De her videoer er voldsomt grænseoverskridende og helt klart omsorgssvigt. Der er vi langt, langt over grænsen,« siger Stine Liv Johansen.

Hun sammenligner ikke Informations fotoserie med de udskældte YouTube-kanaler, men påpeger, at kritikken af fotoserien kan være forårsaget af, at billederne bliver set i en kontekst, hvor sådanne kanaler vinder frem.

Den rette kontekst for billederne, før de blev løsrevet og fik lov at fare vild på internettet, er en helt anden. De var nemlig en del af en større journalistisk udforskning af gråd – hos kvinder, mænd, unge, gamle og ja, også børn.

Serie

Gråd er guld

Vores hverdag er fuld af grådfremkaldende videoklip, serier, film og kampagner. Eksperter taler om en ’emotionalisering’ af kulturen og reklamebranchen om ’sadvertisement’. Information er gået på opdagelse i tårernes lange kulturhistorie for at blive klogere på grådens formål og potentialer i vores nutid.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"Der er mere end 50 år mellem, at Sarah Alminde og Per Schultz-Jørgensen hver især blev færdiguddannet. På de år er der sket en stor udvikling i børnesynet, siger antropolog Eva Gulløv. Som professor MSO ved Aarhus Universitet forsker hun i, hvordan vi kan betragte udviklingen i vores samfund gennem børnene. De er en spejling af vores værdier og kan derfor vise, hvordan vores børnesyn er forandret".

Nu havde jeg Per Schultz-Jørgensen som censor midt i 1970erne, og som jeg husker vores uenigheder dengang, ville den fløj inden for pædagogikken, som han den gang var en del af ("hippie - romantisk" - som jeg den gang ville betegne den), i højere grad have været enige med Sarah Alminde, end Per Schultz-Jørgensen med den version af holdninger, som han i dag giver udtryk for.

Den måde at argumentere på, som antropolog Eva Gulløv her anvender, er forenklet og holder ikke i praksis, i hvert fald ikke i tilfældet Per Schultz-Jørgensen. Mennesker udvikler sig med den tid, de lever i, og det må undervejs være gået op for ham, at nogle af tendenserne i tidens pædagogik, i 1970erne, måske allerede dengang og i årene efter udviklede sig i en ansvarsforflygtigende retning. At det sociale og fællesskabsorienterede aspekt burde have en højere prioritering, på bekostning af den ubetingede respekt for individet.

Som Per Schultz-Jørgensen selv formulerer det: "Det er et enormt fremskridt at tænke børn som individer, men vi risikerer, at det tager overhånd og bliver en misforstået dyrkelse".

Maud Margrethe

Hvor er det at respekt forvandles til “dyrkelse”

Per Schultz-Jørgensen formulerer : "Det er et enormt fremskridt at tænke børn som individer, men vi risikerer, at det tager overhånd og bliver en misforstået dyrkelse".

Kunne lige så vel skiftes ud med /Det er et enormt fremskridt at tænke kvinder som individer, men vi risikerer, at det tager overhånd og bliver en misforstået dyrkelse/.
Eller skifte ordet kvinder ud med unge.
Eller flygtninge, mænd, LBGT, politikere, boghandlere, kristne, muslimer, jøder, hinduer.

Hvorfra opstår koblingen mellem at se nogle mennesker som individer (som alle levende retteligt er) og til at der på akkurat samme tid opstår et REEL dyrkelsesaspekt? Hvad det så Iøvrigt betyder: at dyrke noget? Her lyder det negativt; eller direkte farligt?
Respekt for det enkelte menneskes værd, respekt for hver eneste levende væsen er vel ikke farligt? Nok nærmere farligt, ikke at gøre?

Bjarne Toft Sørensen

Forældre og børn forhold er ulige i den forstand, at der er tale om henholdsvis voksne og børn, med det ansvar hos de voksne, der følger med i den sammenhæng.

Barnet skal anerkendes som socialt subjekt med de følelser, som det har, men det må ikke stå i vejen for opdragelse som en dannelsesproces, hvor de voksne hjælper barnet på vej.

Der må findes en balance mellem barnet som værende i udvikling og barnet som socialt subjekt.