Læsetid: 4 min.

Mit rædselsværk: »Når alt kommer til alt, handler det jo lige så meget om Ringkøbing, som det handler om værket«

Digter og forfatter Cecilie Lind oplever en bittersød konfrontation, når hun møder Jens Galschiøts skulptur ’Survival of the Fattest’, der står på havnen i hendes hjemby
Jens Galschiøts skulptur ’Survival of the Fattest’

Jens Galschiøts skulptur ’Survival of the Fattest’

Brian Bergmann

14. juni 2019

Som barn og teenager boede jeg i Ringkøbing i Vestjylland. Da jeg var omkring 14-15 år gammel, fik kommunen den idé at låne en række værker af den danske skulptør Jens Galschiøt, så der var en periode, hvor hans værker stod rundt omkring i hele byen. Den skulptur, han er mest kendt for, hedder Min Indre Svinehund. Det er en gris, der står oprejst iført en form for kappe eller frakke. Den stod oppe foran rådhuset. Ved banken stod der en guldkalv på høje ben, kan jeg huske. Og så var der en, der hed The survival of the Fattest. I folkemunde hedder den bare Den fede dame. Det er en tyk kvinde, som sidder på skuldrene af en meget tynd og underernæret mand. Den er nok tre meter høj.

Folk i Ringkøbing var så glade for Den fede dame, at de lavede en indsamling, så kommunen kunne købe den. De ville have, at værket skulle stå fast i Ringkøbing, når samlingens andre kunstværker skulle videre. En støtteforening opstod, den kaldte sig ’Den tynde mands venner’. Der var blandt andet ’statueløb’ og modeshow. Det endte med, at der blev indsamlet nok penge, og til byens store begejstring kom skulpturen til at stå fast nede ved havnen. Jens Galshiøt tilbød i øvrigt at slå 80.000 kroner af prisen som tak til byens borgere, der kæmpede så ihærdigt.

Jeg syntes, at den var forfærdelig. Det var mit første møde med kunst, der på en problematisk måde skar sin pointe ud i pap. Det er lidt pinligt, for min reaktion er så teenageagtig, men jeg var jo også teenager dengang.

Jeg ville gerne selv kunne formulere det bedre, men det ramte mig virkelig som en oplevelse af hykleri. Jeg kan huske, at jeg dengang også brugte ordet »hykleri«. Jeg syntes, at folk, der sad og spiste flødeskumskager og boede i Ringkøbing og stemte Venstre eller whatever, var latterlige, når de kæmpede så meget for en skulptur, der ligesom skulle vise, hvordan de rigeste undertrykker de fattigste, men ikke kunne se, at den pegede på dem selv. Jeg tror bare, at det var den der oplevelse af, at de voksne ikke fattede noget. Den symboliserede nok mange ting for mig, tror jeg, for jeg ville jo gerne bare væk fra Ringkøbing.

Hver gang jeg kørte forbi skulpturen med min far i bilen, sad jeg og holdt enetaler om, hvor forfærdelig jeg syntes, den var. Både selve værket og hykleriet omkring den. Hele den der sort-hvide tænkning, syntes jeg var latterlig. Det er jo et totalt plat og sort-hvidt billede af overforbrug og overmagt. Og så alle de ringkøbingensere, der jo selv blev repræsenteret af den fede dame, men allievel syntes, at værket var »modigt« og »stærkt«.

Skulpturen står stadig ved havnen i Ringkøbing. Og mine forældre bor stadig i byen, så jeg kigger jævnligt på den. Selv om jeg nok er blevet opblødt med årene, kan den stadig fastholde min irritation. Det tror jeg ikke siger noget om dens styrke eller kvalitet som kunst, for jeg tror, irritationen opstod på et tidspunkt, hvor jeg lige havde opdaget, at man kan forholde sig til kunst og litteratur på en kritisk måde. Så jeg tror, det betyder noget for mig, fordi jeg blev sådan optændt af den der energi. Derfor synes jeg også, det er svært at snakke om, fordi mit had mod den er meget formuleret i og med min teenagekrop.

Jeg ved ikke så meget om kunst, men det er bare en meget levende irritation, jeg har. Og når alt kommer til alt, handler det jo lige så meget om Ringkøbing, som det handler om værket. Det handler om, at ikke bare skal den stå der, men at byens borgere simpelthen bare synes, den er for fed og derfor insisterede på at samle sygt mange penge ind for at kunne bevare den i Ringkøbings bybillede. Og den er jo bare virkelig grim, grim. Og vulgær.

Nu er der sket det, at jeg lidt er kommet til at holde af den, fordi jeg har hadet den så meget. Jeg synes faktisk, det kan være lidt hyggeligt at se den. Den gør mig ikke længere i dårligt humør, i hvert fald. Nok tværtimod – den gør mig glad, fordi jeg er sluppet væk fra den. Jeg var glad for at bo i Ringkøbing, der var mange ting, der var gode, men den der følelse af indespærring, man havde, minder værket mig om: Både at være spærret inde i en vestjysk by, men også at være sluppet væk. Det er en bittersød konfrontation.

Jeg er egentlig ked af at lyde så sur, for jeg har senere tænkt på, at det nok er noget vigtigt, jeg har taget med mig, at turde tale klart og tydeligt, pege på det, på en måde, banale, at det også er spændende, og vigtigt. Vulgære protester mod en ond verden. Der er noget, der tiltaler mig ved den vulgære protest.

Cecilie Lind (f. 1991) er digter og forfatter, debuterede i Hvedekorn, er uddannet fra Forfatterskolen og har senest udgivet romanen ’Ragusa’.

Serie

Mit rædselsværk

Nogle værker gør stærkere indtryk end andre. I denne serie fortæller kunstnere om oplevelser med kunst, der har irriteret, provokeret eller frastødt dem.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer