Læsetid: 11 min.

»Det var svært for styret at forstå, at jeg skrev om kvinders seksualitet. Derfor tog de mig til fange«

For 30 år siden skrev Shahrnush Parsipur med galgenhumor og magisk realisme om fem kvinders skæbne i Iran. Romanen ’Kvinder uden mænd’ er nu for første gang oversat til dansk. Personligt har forfatteren betalt en høj pris for at skrive om kvinders seksualitet og lever i dag i eksil i USA
Allerede i 1970’erne begyndte Shahrnush Parsipur at skrive om den kvindelige seksualitet, om myten om jomfruhinden og om vold mod kvinder i små magiske og poetiske noveller, som blev udgivet i diverse litterære undergrundsmagasiner – senere samlede hun så historiernes personer i romanen ’Kvinder uden mænd’, der nu endelig udkommer på dansk.

Allerede i 1970’erne begyndte Shahrnush Parsipur at skrive om den kvindelige seksualitet, om myten om jomfruhinden og om vold mod kvinder i små magiske og poetiske noveller, som blev udgivet i diverse litterære undergrundsmagasiner – senere samlede hun så historiernes personer i romanen ’Kvinder uden mænd’, der nu endelig udkommer på dansk.

Talia Herman

7. juni 2019

»Det ville være godt, hvis hun var blevet gravid. Så ville Fatemehs brødre kaste sig over hende og banke hende til døde. Hvor ville det være godt. Så ville hun ikke kunne ødelægge børnene. Pludselig tænkte hun: ’Min jomfruelighed er som et træ’.«

Passagen er noget af det første, man kan læse i den iranske forfatter Shahrnush Parsipurs roman Kvinder Uden Mænd fra 1989. I romanen følger vi blandt andet Mahdokht, der til sin store forskrækkelse og væmmelse opdager, at gartneren i hendes brors hus har sex med en ganske ung kvinde (Fatemeh). Senere vælger Mahdokht at afskrive alle menneskelige relationer ved på magisk vis at plante sig som et træ. Bogen er siden blevet oversat til flere end 20 forskellige sprog og kommer nu for første gang i en dansk oversættelse. Men den har også vist sig at blive aldeles farlig for forfatteren.

Allerede i 1970’erne begyndte Parsipur at skrive om den kvindelige seksualitet, om myten om jomfruhinden og om vold mod kvinder i små magiske og poetiske noveller, som blev udgivet i diverse litterære undergrundsmagasiner.

Da de selvstændige fortællinger begyndte at gribe om sig, besluttede hun at væve de i alt fem kvindelige skæbner sammen i en roman, som rummer historier om både en prostitueret, en enke, to gammeljomfruer, en skolelærer og altså en kvinde, der ønsker at blive til et træ. Og om deres drømme, liv og håb i et mandsdomineret samfund i 1950’ernes Iran.

»Det tidspunkt, jeg begyndte at skrive romanen, var tiden inden revolutionen. Vi havde ikke hijab på dengang, så vi måtte selv bestemme, hvordan vi gik klædt,« fortæller Shahrnush Parsiur via en videoforbindelse til USA, hvor den 74-årige forfatter i dag lever i eksil.

Dengang boede hun i Teheran sammen med sine to kusiner og deres i alt tre børn. Mænd var forment adgang. Det havde kvinderne samstemmigt besluttet efter flere fejlslagne kærlighedsforhold, hvor mændene havde dikteret, hvordan de skulle leve deres liv.

Hun beskriver, hvordan hun blev »rasende«, da det pludselig blev besluttet, at alle kvinder skulle iklæde sig tørklædet. »For hvad?«, som hun siger, mens hun læner sig helt ind mod skærmen, så det eneste, der er synligt gennem kameraet er hendes kridhvide hår med to mørkebrune striber ved tindingen.

Revolutionen i 1979 kom ikke kun til at betyde, at kvinderne blev pålagt at bære hijab. Det betød også, at udgivelsen af hendes roman blev forsinket, så den først blev udgivet i 1989. »Min forlægger turde pludselig ikke,« siger Parsipur og forklarer, at forlæggeren frygtede modtagelsen af bogen.

Men selv om de lod tiden gå, blev problemerne ikke mindre.

Da romanen udkom, røg Shahrnush Parsipur i fængsel, og hendes bøger blev fjernet fra boghandlernes hylder og beslaglagt.

»Det var svært for styret at forstå, at jeg skrev om kvinders seksualitet. Derfor tog de mig til fange.«

Grænsenedbrydende

Foruden de mange oversættelser af Kvinder Uden Mænd blev romanen også filmatiseret i 2010 af filmskaberen Shirin Neshat. Den nye version af bogen, som udkommer den 7. juni, er oversat at kritikeren, essayisten og redaktøren Nazila Kivi.

»Romanen kan tale i rigtig mange forskellige retninger, fordi det er lykkedes Parsipur på så få sider at komme ind på nogle af de ting, som er mest centrale i livet hos alle mennesker. Den handler blandt mange emner også om seksualitet og om reproduktion,« siger Nazila Kivi.

»Man kan bruge hendes litteratur til at åbne sig mod sin omverden. Hun nedbryder grænser mellem, hvad der er menneskeligt, hvad man kan som menneske og sætter spørgsmålstegn ved, hvem der egentlig har ret til at leve.«

Selv skriver Parsipur ikke længere bøger, men afholder blandt andet en række onlineskrivekurser. Derfor er det også et stykke tid siden, hun er blevet interviewet af en journalist, særligt om den bog, som udkom for 30 år siden.

Alligevel står den klart i hendes hukommelse. Måske særligt fordi litteraturen har haft næsten uoverskuelige omkostninger for hende. Sammenlagt har hun været fængslet i fire år og syv måneder. Da hun havde afsonet sin fængselsstraf oven på udgivelsen af Kvinder Uden Mænd, måtte hun forlade sit hjemland, sin familie, sine venner og flyttede efter kortere ophold i forskellige lande til Californien.

Her har hun boet i 24 år eller »i meget lang tid,« som hun selv formulerer det. Gennem videokameraet kan man ane, at hun kort ser sig over skulderen. På bagvæggen i det hvide lokale, hun sidder i, hænger der en collage af udprintede billeder af familiemedlemmer.

I romanen møder vi fem kvinder, hvis fortællinger væves ind i hinanden og til sidst ender med en sammenkomst i en have i byen Karadj lidt uden for Teheran i 1950’ernes Iran. Mere præcist foregår romanen i 1953, hvor den demokratisk valgte premierminister Mohammad Mossadegh sad på magten og besluttede at nationalisere landets olierigdomme, som hidtil havde været på britiske hænder. Det gik ikke ubemærket hen, og premierministeren måtte forgæves forsøge at afværge et kup orkestreret af britiske og amerikanske styrker. Deres mål var at stoppe nationaliseringen af olien og genindsætte shahen som enehersker.

De massedemonstrationer og kampe i gaderne, som det medførte, hænger som et underspillet bagtæppe bag hele fortællingen, selv om ingen af hovedpersonerne er direkte involveret i noget af det. Men det er med til at fastsætte en tidsramme om en fortælling, der ellers både rummer genopstandelser fra de døde, et menneskeligt træ og en kvinde, der kan læse tanker.

»Det var en tid, hvor kvinder for det meste ikke havde lov til at tale frit,« siger Parsipur.

Kvindens rolle bliver ekspliciteret i flere forskellige scener. Vi møder blandt andet den 38-årige kvinde Munes, som er ugift og bor i et hus med sin bror Amir Khan. Han tillader ikke, at hun bevæger sig uden for huset alene, men en dag får Munes alligevel lyst til at gå på opdagelse – en rejse rundt i byens gader, der ender med at vare en måned. Da hun atter vender hjem, udbryder broren: »Hvor har du været, din skamløse kvinde?«

Hun forsøger at forklare, at hun bare var ude at gå rundt. Men broren fortsætter: »Du har ødelagt familiens ry. Nu ved hele verden, at du har været væk.«

Selv om Munes undskylder, begynder Amir Khan at slå hende med et bælte. Da Munes spørger, hvorfor han gør det, ser han rødt. Han henter en kniv og stikker den ind i hendes hjerte. Da en af Munes’ veninder, Faezeh, som er hemmeligt forelsket i Amir Khan, kommer på besøg i huset kort tid efter, opdager hun, hvad der er sket.

Men i stedet for at blive fortørnet over hændelsen, siger hun, at en kvinde, der forsvinder i en måned »alligevel er død«, hvorefter hun roser Amir Khan for en »god gerning«.

»Jeg er ikke feminist«

Senere i bogen følger vi de samme to kvinder – Munes er i mellemtiden opstået fra de døde, og Faezeh har hjulpet hende med at komme op fra sin grav – som har besluttet sig for at forlade Teheran. Iklædt sorte chadorer bevæger de sig langs en landevej, hvor en lastbil med tre mænd stopper op, hvorefter mændene spørger dem, hvor de er på vej hen.

Kvinderne svarer, at de er på vej mod Karadj, »så vi kan være fri for at skulle have en mand hængende over hovedet.« Det vil mændene imidlertid ikke acceptere. De river kvindernes chadorer af og voldtager dem.

»I Iran var det ikke muligt for kvinder at rejse alene eller simpelthen gå alene rundt i gaderne uden at være i fare,« fortæller Shahrnush Parispur om, hvorfor det var vigtigt for hende at skildre kvindernes rejse mod haven i Karadj, hvor bogens hovedkarakterer ender med at mødes til sidst.

Efter voldtægterne kører mændene videre, mister herredømmet over bilen og ender med at blive slået ihjel i en trafikulykke. »Chaufføren blev kastet højt op og greb i farten fat i nogle elektriske ledninger, der hang over dem. Det fik ham til at opføre en sælsom dans, mens han hang der i luften,« skriver Parsipur i bogen.

Oversætter Nazila Kivi kalder skrivestilen i romanen for »naivistisk galgenhumor«, hvilket kommer tydeligt til udtryk her. Efter beskrivelsen af mandens dødsdans, kommenterer Parsipur i bogen: »Det så sådan set ikke værst ud.«

Det er ikke første gang i romanen, at mænd, der gør onde ting ved kvinder, bliver straffet – og det føles for læseren nærmest godt, retfærdigt. Men til den udlægning ryster Parsipur på hovedet og afviser, at der skulle være tale om nogen form for hævn. Hun kalder det blot »skæbnen«.

»Når man voldtager, bliver man dræbt,« konstaterer hun tørt.

Da jeg spørger Parsipur, om hun ser sig selv som feminist, svarer hun prompte: »Nej.«

»Jeg er ikke feminist. Jeg har ikke brug for et ord til at beskrive, hvad jeg er, eller hvad jeg skriver om. Jeg skriver om mennesker,« siger hun.

Nok er hun ikke feminist, men ifølge Nazila Kivi skriver hun sig ind i en bredere kontekst og ind i en efterhånden lang række af forfattere, der udfordrer rammerne for, hvordan vi tænker køn. Derfor mener Nazila Kivi også, at Parsipur kan læses gennem et feministisk og queerteoretisk perspektiv.

»Jeg forstår godt, hvorfor Parsipur ikke vil kaldes feminist. Dels er det ret nyt, at det er blevet trendy at være feminist, dels har feminisme fra et ikkevestligt perspektiv haft en klang af vestlig middelklasse,« siger hun.

»Det er vigtigt for mig at understrege, at vi ikke skal skyde Parsipur nogen ny identitet i skoene, hverken at hun skulle være feminist eller queer. Men vi kan bruge køn- og queerteori som en tidslig og kontekstuel oversættelse af hendes værker. Netop fordi Parsipur er med til at bryde med traditionelle opfattelser af køn, relationer og den menneskelige reproduktion.«

Et konkret eksempel på dette brud er den første kvinde, vi bliver introduceret for i bogen, Mahdokht – som også blev beskrevet indledningsvist her i artiklen. Da hun har besluttet sig for, at hun gerne vil være et træ, planter hun sig selv i den have, de fem kvinder til sidst ender med at samles i. Selv om Mahdokht længe har ønsket at blive mor, vælger hun de menneskelige relationer fra og ender i stedet med at blomstre op som træ og føde tusindvis af frø.

Myten om jomfruhinden

Ligesom Mahdokt er Munes’ genopstandelse fra de døde et eksempel på det magiske i romanen, som ofte er blevet betegnet magisk realisme. Med denne magiske dimension udvider Parsipur det univers, vi befinder os i, og tilbyder os et alternativt verdensbillede, som ikke er underlagt specifikke normer.

Men for at nå derhen, for at nå til den magiske have, må den reelle virkelighed beskrives med al den barskhed, der findes i den. Ud over voldtægt og drab fylder fortællingen om jomfruhinden en betragtelig del.

»Det at være jomfru er uhyre vigtigt i Iran. Ingen pige kunne gifte sig uden den, da jeg boede der. Jeg ville gerne fortælle, at jomfruhinden slet ikke findes, at det blot er en fortælling,« siger Parsipur.

Da Munes vælger at forlade sit hjem i en måned, er det blandt andet fordi, hun har haft en samtale med en af sine veninder om jomfruhinden. Veninden fortæller hende, at den ikke findes. Da Munes går forbi en boghandel, ser hun en anatomibog, som det tager hende 13 dage at samle mod nok til at købe og begynde at læse i. Og rigtig nok: Hele hendes liv er hun blevet fortalt at hun skal passe på noget, som slet ikke er der.

»Da jeg var ganske ung, mistede jeg min mødom,« fortæller Parsipur, som har skrevet store dele af sin egen fortælling ind i karakteren Munes.

»Jeg fjollede lidt rundt med en dreng, da jeg var ganske ung. På grund af det var jeg konstant bekymret.«

Da hun senere forelskede sig i en mand, turde hun ikke gifte sig med ham, selv om hun egentlig gerne ville. Frygten for at fortælle ham, at hun ikke var jomfru, overskyggede alt andet.

»Jeg tænkte, at hvis jeg talte med ham om det, ville jeg miste ham, mit omdømme ville blive skadet. Derfor talte jeg aldrig med ham om det, men valgte ikke at være sammen med ham,« siger hun.

Eksil som tilstand

Selv om det er mange år siden, Parsipur skrev sin roman, virker den i dag mere aktuel end nogensinde før, hvis man spørger Nazila Kivi. Ikke kun på grund af optagetheden af køn i det moderne liv, men også fordi den taler ind i vores forhold til naturen, som for alvor er sat på spidsen på grund af klimakrisen. Det kan man for eksempel se i historien om Mahdokht, der direkte smelter sammen med naturen.

»Der er kommet en helt ny generation til, siden hun skrev bogen. Men den har klaret tidens tand, og jeg er bange for, at den vil være lige så aktuel om 50 år,« siger Nazila Kivi.

Den dag i dag er samtlige af Parsipurs værker fortsat forbudt i hjemlandet. Og hvis hun rejste tilbage til Iran – hvilket hun har et brændende ønske om, hvis omstændighederne var anderledes – ville hun endnu en gang blive fængslet.

»Jeg har ikke længere kræfter til at skulle være i fængsel. Det er nok. Min mor er død, mine brødre er døde. Ingen ville kunne besøge mig i fængslet og hjælpe mig,« siger hun.

Det er også derfor, hun ikke har aspirationer om at tage skrivningen op igen. Folket i Iran, som hun gerne vil beskrive, kan hun ikke ikke komme i nærheden af, og den store afstand, der har varet i 24 år, gør opgaven umulig.

»Jeg ved ikke noget om menneskene i dagens Iran, når jeg ikke bor blandt dem,« som hun siger, hvorefter hun tilføjer, at hun heller ikke føler sig hjemme i USA.

»Eksil er en tilstand, det er noget, man kan føle. Grundlæggende føler jeg mig alene.«

»I dag er mit sind tomt. Jeg har ikke lyst til at skrive. Hvis jeg skrev noget i dag, ville det ikke blive udgivet i Iran. Jeg har forsøgt at skrive noget her i USA, men meget få læser det her. Jeg har ingen kontakt til mine læsere, for de sidder over hele verden – der er ingen relation mellem os.«

– Har det været prisen værd at skrive og udgive dine bøger?

»Jeg var forfatter. Jeg ønskede at skrive frit og uden frygt. Men for det blev jeg arresteret. Og det er prisen, jeg har betalt for at kunne skrive. Hvis jeg i dag var en ung kvinde, ville jeg gøre præcis det samme.«

’Kvinder uden mænd’: Shahrnush Parsipur. Oversat af Nazila Kivi. Gyldendal. Udkommer som en del af Gyldendals SKALA-serie for genopdagede mesterværker fra det 20. århundrede.

Sommerbøger 2019

Hvad skal du læse i sommerferien? Det giver Informations kritikere en masse gode bud på – og der er både nye bøger og klassikere på listen. Og som en service til landets nye statsminister giver vi et bud på, hvilke bøger der kan give et indblik i den køns- og identitetspolitiske debat, der deler Danmark – og hvilke bøger, der kan gøre statsministeren klog på den europæiske virkelighed.

Læs også interviews med den ungarske filosof Ágnes Heller, der advarer mod den nye europæiske nationalisme, med den eksil-iranske forfatter Shahrnush Parsipur, hvis roman ’Kvinder uden mænd’ nu endelig udkommer på dansk og med den svenske litteraturprofessor Ebba Witt-Brattström, der i sin nye bog viser, at litteraturhistorien er fuld af vidnesbyrd om seksuelle overgreb.

Andre artikler i dette tillæg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
  • Steffen Gliese
ingemaje lange og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu