Læsetid: 8 min.

Efter ti år på Copenhell har jeg fortjent en ’battlevest’

Onsdag åbner portene for tiende gang til helvede på Refshaleøen. Metalfestivalen er vokset fra en lille sort havefest til et smukt monster. Og jeg har været med hele vejen. Metalfans er nemlig ikke som alle andre. De bærer deres kærlighed til metalgenrens fællesskab uden på tøjet
Som rygmærke har Anita Brask Rasmussen valgt det svenske melodiske dødsmetalband Amon Amarth, som hun så for første gang så på Copenhell i 2016. Bandet har hentet sit navn fra Tolkiens univers.

Som rygmærke har Anita Brask Rasmussen valgt det svenske melodiske dødsmetalband Amon Amarth, som hun så for første gang så på Copenhell i 2016. Bandet har hentet sit navn fra Tolkiens univers.

Anders Rye Skjoldjensen

19. juni 2019

Copenhell er stadig en ung festival, men jeg har alligevel været med længe nok til at tale nostalgisk om dengang, der var færre koncerter, færre scener, færre dage og ikke mindst færre mennesker.

Det er kun ti år siden, at Copenhell blev afholdt for første gang. Men alligevel. Jeg har været med alle årene. Den form for dedikation skal man ikke gå og putte med i et miljø, hvor autenticitet er noget, man bliver testet på. Derfor har jeg besluttet, at jeg har fortjent en battlevest.

Du har måske ikke hørt ordet før, men du kender dem godt. En battlevest eller battle jacket er de jakker af denim eller læder – oftest med afklippede ærmer – som metalfans fylder med patches (lapper) og badges med ikke sjældent ulæselige bandnavne.

Det kan ske, at man ser veste, hvor patchen er syet omvendt på, fordi den gotisk inspirerede metalfont ikke har afsløret den korrekte læseretning, og man derfor har skullet gætte sig til, hvad der var op og ned.

Battlevesten er essensen af metalkultur. Inspireret af den amerikanske bikermode kan de være utroligt grimme og fjollede, men for de ægte fans er der benhårde uskrevne regler.

Der er de, der bare har en færdigkøbt vest med et enkelt rygmærke med Iron Maidens Eddie vævet direkte ind i den lyse denim.

Og så er der metalscenens gatekeepere.

De kunne aldrig finde på at købe sig fri af den møjsommelige syproces. De kunne aldrig finde på at sy en patch på fra et band, de ikke har set live. De kunne aldrig finde på at købe en patch over nettet. De skal købes til koncerten. De kunne aldrig finde på at vaske deres battlevest.

Den skal kunne stå selv. Hærdet af sved, blod, tis, støv og mudder moset ind i fibrene af good friendly violent fun i moshpitten.

Jeg kan lige så godt sige med det samme, at jeg ikke kommer til at overholde alle reglerne. Men én af dem vil jeg stræbe efter: På min battlevest skal der kun være bands, som jeg har oplevet live. Mange af dem på Copenhell.

Min vest ser på nuværende tidspunkt noget jomfruelig ud. Det er ikke alle de store Copenhell-oplevelser, som jeg har sikret mig et vævet minde fra. Jeg glæder mig derfor til at frekventere Copenhells mange små kræmmerboder fra helvede, hvor man kan købe patches fra de største bands til de mindste med så obskure navne, at det er svært at hænge dem i alfabetisk rækkefølge.

Som jeg har beskrevet mange gange i denne avis, er den mest udbredte følelse på Copenhell glæde og taknemmelighed.

At være til metalfestival er en sanselig erfaring, der sætter sig i kroppen. Kroppen husker følelsen af fællesskab, der opstår, når man sammen med tusindevis af andre påvirkes af lyd, lys og vibrationer og rasende energiudladninger til en koncert med ofte teknisk vanvittigt dygtige musikere.

Jeg kan mærke strømmen allerede, når jeg træder ind på pladsen. De sjove ritualer, den sorte uniform, den ironiske distance, de slidte Judas Priest-t-shirts spændt ud over en stadigt voksende vom og den venlige voldelighed foran scenen kan måske virke som kuriøsiteter og er måske netop det, der har fået dig til at læse denne artikel, fordi det er lidt sjovt og pirrende, selv om du aldrig har tænkt dig at tage til metalkoncert.

Men tag ikke fejl: Kuriøsiteter, som det at iklæde sig sin battlevest, er blot klargøringen af en erfaren krop, der glæder sig til at smelte sammen med den sorte sværm igen.

For de fleste er udklædningen for sjov, men selve oplevelsen af sanselig frisættelse og fællesskab efterlader alvorlige spor i kroppen.

På Copenhell er der ingen, der snakker sammen under en koncert. De er en del af en meget vigtigere samtale mellem krop, sanser og hjerne. På battlevesten bærer man patches, som medaljer fra smukke slag, og nikker anerkendende til de andre, der også bærer deres kærlighed til genren uden på tøjet.

Her er nogle af de bands, som Copenhell har givet mig en rigtig god grund til at sætte på min vest:

Sverige er en stolt vikingenation

Rygmærket er selvfølgelig det vigtigste på en battlevest.

Det er størst og har den mest prominente plads, da man jo til koncerter ikke står ansigt til ansigt, men med fronten mod scenen og derfor ryggen til publikum. Det er her, du viser, hvilken subgenre du foretrækker.

På resten af vesten kan der sagtens være bands, som du kun kender sporadisk eller bare hylder for sjov. Men rygmærket. Det er alvor. Jeg har valgt det svenske melodiske dødsmetalband Amon Amarth, som jeg for første gang så på Copenhell i 2016.

Med tekster og et visuelt udtryk inspireret af nordisk mytologi og et bandnavn hentet fra J.R.R. Tolkien er der tale om et af den slags bands, som nogle metalfans rynker lidt på næsen af. Men jeg elsker glimtet i øjet og den massive energiudladning, der er grobund for, når der growles melodisk om berserkere og jomsvikinger til dødsmetallens hurtighed.

Ja, Copenhell er fyldt med fædre

Der er enormt meget paternal love i metal. Legendernes tid er aldrig forbi, og der har været få generationsopgør. Man kunne kalde det konservatisme, men sådan oplever jeg det ikke. Det er genren for vildtvoksende til.

Nej, jeg oplever det som en anerkendelse af, at nogle gik først og fik etableret en scene, og den står de stadig på.

I 2014 rykkede Copenhell hele festivalen én dag frem for at det kunne passe ind i Iron Maidens turnéplan.

Det var et scoop. En ung lille festival landede det uden sammenligning største metalnavn og gik fra et hyggeligt dansk weekendarrangement til noget, som folk rejser til fra hele Skandinavien.

Vær den du vil, gør det du vil

Metalkulturen er ikke uden humor, og Twisted Sisters hårde rock var en fest i 2014. Selvfølgelig primært på grund af deres hits »We’re not gonna take it« og »I wanna rock« og frontmand Dee Snider og hans karakteristiske metaldrag.

Er metalscenen multikulturel, divers og progressiv? Nej, det kan man ikke sige. Men genrens grænsesøgende adfærd og kreative tilgang til påklædning, udklædning og kropsudsmykning gør potentialet for rummelighed stor. Det er tilladt at lege.

Nogle er faktisk vrede

Det hører til sjældenhederne, men der findes metalbands, der mener noget og mener det stærkt.

Gojira er et fransk progressivt metalband, der med en enorm teknisk præcision skaber trancelignende tilstande blandt publikum. Det går direkte i kroppen. Det har jeg oplevet et par gange på Copenhell.

Titlen på deres internationale gennembrudsplade fra 2012, L’Enfant Sauvage, er det franske begreb for det vilde barn, der er vokset op blandt ulve eller i hvert fald væk fra civilisationen. De hylder forbindelsen mellem menneske og natur og synger om hvaler, miljøbevægelse og klimaforandringer.

Dygtige musikere behøver ikke være alvorlige

Metal og hård rock er i høj grad en genre, der skal ses live, og ikke kun fordi det er en kropslig og sanselig oplevelse. Der er ofte udklædning, teaterblod, scenografi og personaer på scenen.

Når svenske Ghost laver en plade, kan man ofte høre de instrumentale sekvenser, der er indrettet til, at forsanger Tobias Forge kan nå ud bagved og skifte til en ny klædedragt. Som personaen Papa Emeritus gennemgik han vist fire reinkarnationer, og lige nu optræder han under navnet Cardinal Copia. En slags katolsk mafiabosspræst.

Det vigtigste, du har med, er din krop

Den ekstreme form for dødsmetal kan skabe ud af kroppen agtige-fornemmelser. Det er en så massiv lydpåvirkning, at kroppen sættes i samme svingninger. Man flyder simpelthen væk. Sådan er det at opleve svenske Meshuggah, som spillede på Copenhell i 2012.

De små er blevet store

Energiske Kvelertak fra Stavanger så jeg første gang på en meget lille scene på Copenhell i 2011. Siden er de vokset sig store og har netop været på tour med Metallica. Det er en herlig blanding af hård rock, punk og black metal (selvfølgelig, de er jo norske) og ikke mindst en fornøjelse at skråle sammen med på norsk.

De unge sultne

De mest overraskende koncertoplevelser får man ofte på Copenhells mindste scener. Unge sultne bands, der endnu ikke er for indstuderede, sammenspillede eller tourtrætte.

Canadiske Cancer Bats var en åbenbaring i 2013, og det samme var de meget unge finske mennesker i thrashmetalbandet Lost Society, der i 2017 gav en eksplosiv koncert og vakte håb om, at ungdommen stadig vil metallen, selv om gennemsnitsalderen blandt publikum på Copenhell må være omkring de 40.

Fra kærlighed ved første blik til hmm ...

Lamb of God havde jeg aldrig hørt, før jeg så dem optræde på Copenhell i 2012. Siden købte jeg igen og igen billet til deres koncerter.

Randy Blythe er en engageret og insisterende fortaler for circle pits, så publikum hurtigt bliver sat i svingninger af deres groove, thrash og dødsmetal.

Men det gav et knæk i tilliden, da bandet valgte at aflyse sin europatour på grund af »sikkerhedssituationen i Europa« efter angrebet på Bataclan i Paris.

Siden da har de føltes lidt ufarlige. Måske kan de modbevise det, når de igen i år spiller på Copenhells største scene, der trods alt er lille nok til at skabe en intens oplevelse.

De store gamle

Hvis der findes lektier i metal, er det at gøre sig bekendt med thrashmetallens Big 4 (Metallica, Megadeth, Slayer og Anthrax).

Selv om man måske ikke er fan, er disse bands betydning for udviklingen af metalscenen op gennem 1980’erne og 1990’erne på størrelse med Dave Mustaines (fra Megadeth) ego.

Udbredelsen af udtrykket ’Spil noget med Slayer’ er beviset på, at disse fire bands fik metallen ind på festivalernes helt store scener. På Copenhell spillede Slayer noget med Slayer i både 2012 og 2017. Metallica er de eneste af Big 4, der endnu ikke har gæstet Copenhell.

De professionelle

Svenskerne er mastodonterne, når det gælder metal, men alligevel er det et amerikansk band, der har taget navnet. Og som meget amerikansk metal stræber Mastodon efter mainstream – og har opnået det.

Med mainstream kommer professionalisme, men i 2012 viste bandet på Copenhell, at der ikke behøver være en modsætning mellem at spille der og på Orange Scene.

Indtil videre ser vesten lidt jomfruelig ud.

Anders Rye Skjoldjensen

Jeg håber, at de her bands giver mig en grund til at købe en patch i år:

Største booking i ti år

I 2006 så jeg det amerikanske progressive metalband Tool på Roskilde, og det står stadig som en af mine bedste koncertoplevelser nogensinde. Som det måske fremgår, siger det ikke så lidt. Maynard James Keenans perfektionisme smadrer lige ind i systemet og tager kontrollen. Torsdag aften skal jeg mærke det igen.

Ikke for de krænkelsesparate

Newzealandske Alien Weaponry kunne med sit maorisprogede thrashmetal godt blive den unge overraskelse, der kan få festivalens mindste scene til at lette fra jorden fredag eftermiddag. I øvrigt er der arrangeret hakainstruktion 45 minutter før koncerten, så moshpitten bliver en stor fadølsdrevet eksplosion af kulturel appropriation.

»Det er voksne som Jakob Stegelmann, der med en grundlæggende tiltro til børns evner, valg og smag inspirerer til at engagere sig i, eksperimentere med, udvikles med og begejstres over kunsten og kulturens påfund.« skriver Anita Brask.
Læs også
Det er juleaften i tre dage for metalfans, når Copenhell er i gang på Refshaleøen. Gavmildheden, taknemmeligheden og venligheden overrasker gang på gang. Selv krig udkæmpes med kærlighed
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Anna von Sperling
  • ingemaje lange
  • Tom Hansen
  • Katrine Damm
  • Benno Hansen
David Zennaro, Anna von Sperling, ingemaje lange, Tom Hansen, Katrine Damm og Benno Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Thomas Tanghus

Jeg klippe/syede mig også sådan en "cowboyvest" for ~40 år siden. Havde ikke lige forventet at finde en i Informeren ;)

ingemaje lange

Jeg elsker energien og den smittende glæde i dine artikler om copenhell. I en alder af 61 får jeg lyst til at tage med. Den samme kraft fandt jeg i tidlig punk.

Anna von Sperling, Jonathan Larsen, Thomas Tanghus, Trond Meiring og Andreas Lykke Jensen anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Jeg var der på min og Paul McCartneys 134--års fødselsdag, hin skytunge og blygrå valgaften da Gucci Helle tabte til Den lille svindler i det helvedes år 2015, efter at have serveret den by far mest ulækre fødselsdagsmiddag jeg kunne overkomme, i hvert fald ud fra en visuel betragtning. Kyllingebryst a la tampon, med døde cyanblå nuancer og hele højrøde rå chili. Kviumkost. Slipknot stod, helt fortjent skulle det vise sig, øverst på plakaten den aften, derude på kanten og af en eller anden grund tror jeg ikke det nogensinde bliver bedre. Siden kan hverken mindre eller værre gøre det de for mig og slet ikke efter at en Peter Madsen fik ydet sit sorte og ubeskriveligt onde bidrag til genius loci, uden at sagerne i øvrigt skal have noget med hinanden at gøre. Men det blev bare lidt for meget af det onde, den sommer for to år siden: too little coping and too much hell. Men det da rart at høre faklen bæres videre, så psykopaterne ikke får den sidste sol.

Jonathan Larsen

Jeg elsker metal og var til min første koncert med Iron Maiden “Seven son of a seven tour” hvor Helloween var opvarmning. Bagefter var det Metallica “and justice for all tour”. Begge koncerter var i KB hallen. Jeg har været til mange forrygende koncerter og har set tre af de Big Four. Jeg fik ikke set Anthrax, selvom billetten var købt (en flok bajere kom i vejen). Det fortryder jeg lidt idag, men Anthrax hører ikke til mine absolutte favoritter, selvom “among the Living og spreading the Disease “ er ret fede. Jeg havde en vest med Metallica’s “ride the lightning”og så en masse små med Slayer, Mercyful Fate og så videre... jeg følte mig ultra sej, da jeg var fjorten og lidt dum, da jeg var 16 og så røg den ud :).
Til jer der skal til Copenhell, pas på nakken og HEAVY METAL FOREVER!!!! :) ;)