Læsetid: 11 min.

15-årige Simon Bangsgaard skal være landmand. Selvfølgelig skal han det

Simon Bangsgaard på 15 forbereder sig på at skulle overtage den fædrene gård i Thy, hvor generationer af familiemedlemmer før ham har dyrket jorden, malket kvæget og passet skæbnen. Mens andre unge er i tvivl om, hvad de vil, har Simon længe vidst det: Han skal være landmand. Selvfølgelig skal han det
I modsætning til mange andre unge behøver Simon Bangsgaard ikke være nervøs for fremtiden. Han ved nemlig, hvad han vil.

I modsætning til mange andre unge behøver Simon Bangsgaard ikke være nervøs for fremtiden. Han ved nemlig, hvad han vil.

Cathrine Ertmann

26. juli 2019

Han blev hentet i en John Deere-traktor foran kirken til sin konfirmation.

Bordkortene var også pyntet med John Deere-maskiner. Og lagkagen var overtrukket med et spiseligt foto af en af John Deeres nyeste modeller. Så nej, selvfølgelig klattede Simon Bangsgaard heller ikke sine konfirmationspenge væk på en iPad eller en smartphone eller noget andet ligegyldigt teknologisk isenkram.

Han forærede i stedet sig selv den ultimative gave.

»Den står lige her,« siger han og kører en flad hånd hen over kølerhjelmen på en flaskegrøn John Deere fra 1965. En model 510 uden førerhus.

Han købte den for 12.000 kroner. Af sin far. Og jo, han ved godt, hvordan det lyder – at købe en gave af sin far – men han fik den til en fornuftig pris, og der var jo ingen grund til at blive til grin på det private marked, når nu pengene kunne blive i familien.

Desuden vil sådan en veterantraktor kun stige i værdi med årene.

»Ikke at jeg kunne finde på at sælge den,« tilføjer han.

Cathrine Ertmann
Velkommen til Simon Bangsgaards verden. Simon er på mange måder som de fleste andre danske teenagere: Han er 15 år gammel, vejer 63 kilo og bruger størrelse 44 i sko.

Det seneste år er han vokset godt en håndsbredde, så han nu rager 185 centimeter op i landskabet. Han har også fået dun på overlæben og en ny frisure, og lige rundt om hjørnet venter voksenlivet med traktorkørekort, jagttegn og eksamensbevis.

Men lidt længere fremme venter en endnu større opgave, nemlig livet som landmand og ejer af Landbolyst – slægtsgården i Hundborg i Thy, der har været på familiens hænder, siden Simon Bangsgaards tipoldefar købte den i 1924.

Mens mange unge er identitetssøgende og forvirrede over, hvad de skal, er Simon ikke i tvivl: Han skal være landmand. Eller han skal ikke. Det er det, han vil. Faktisk er det det eneste, han vil. På grund af friheden, siger han.

»Som landmand har du ikke en leder, der bestemmer over dig. Selvfølgelig er der nogle ting, der skal gøres: Køerne skal malkes, kornet skal høstes, græsset skal slås. Men du bestemmer selv, hvornår du vil gøre det – og hvordan.«

Når Simon sidder på sin traktor og skuer ud over de græssende køer på engen og det bugtende korn på marken, føler han sig fri. 

Men, kunne man spørge – så det gør jeg på vej over gårdspladsen til stalden, hvor dagens første arbejdsopgave står og venter i form af en kost – er der virkelig frihed i at følge i sin fars og sin bedstefars fodspor? Rimer det ikke snarere på pligt og skæbne, end på valg og muligheder? 

»Jeg synes, der er stor frihed i det,« siger Simon, idet han griber ud efter kosten og rutinemæssigt begynder at feje gulvet.

»Jeg skal ikke bruge masser af krudt på at spekulere over, hvad jeg skal, for jeg ved allerede, hvad jeg skal. Jeg kan sådan set bare koncentrere mig om at nyde livet. Selvfølgelig nyder mine klassekammerater også livet. Men de går stadig med den der: ’Jeg skal finde ud af, hvad jeg skal’ – for der er jo ikke lang tid til, at de skal vælge.«

Simon har valgt. Eller også har noget valgt for ham, det er egentlig ikke så afgørende, for han ved, hvad han kan lide. Han kan lide at bestille noget:

»Køre noget traktor, malke nogle køer, bruge mine hænder,« som han formulerer det.

Og han ved også, hvad han ikke kan lide:

»Jeg er ikke så god til at sidde foran computeren, det er ikke lige mig«.

Han bruger ikke tid på Instagram og YouTube, og han har absolut ingen interesse i at fare omkring og opleve verden. For eksempel har han aldrig været i København. Han har sågar stadig til gode at sætte sine ben på Sjælland.

»Jeg har nok ikke brug for at leve det vilde liv,« forklarer han.

»Jeg vil bare gerne have en hverdag, hvor tingene er, som de plejer. Det kan jeg bedst håndtere.«

Dagens dont

Man siger om vejret i Thy, at det blæser 360 dage om året og stormer de sidste fem. Men netop denne julidag er der højst tale om en mild brise.

Simon Bangsgaard står og misser med øjnene i døråbningen til stuehuset, da jeg ankommer en tidlig mandag morgen.

Han er flankeret af familiens to sorte labradorhunde, Nille på to og Siw på 13. Selv er han trukket i arbejdstøjet: blå Kansasbukser, sikkerhedssko og mørk fleecetrøje med gårdens navn »Landbolyst« skrevet hen over brystet. 

Til bedriften i dette nordvestlige hjørne af Danmark hører 90 malkekøer og 70 hektar jord. Hans far, Jens Bangsgaard (43), overtog gården fra sin far i 2011 og har ingen ansatte.

I stedet får han hjælp af sine forældre, som bor i et gult aftægtshus to minutter herfra – og af Simon i weekender og ferier, når han ikke lige passer sin undervisning på Bjerg Efterskole i Frøstrup.

Her begyndte han sidste år i ottende klasse, og efter sommerferien skal han fortsætte i niende.

»Og så må vi se, hvad der sker,« som han siger.

Simon har ikke haft nemt ved det boglige. Han er ordblind og har først sent knækket koden til de drilske bogstaver, men det seneste års tid er det gået stærkt med at få indhentet det tabte. Og selv om han endnu ikke er helt på niveau med sine jævnaldrende, kan han i det mindste læse nu.

Det er godt – og nødvendigt, hvis han skal realisere sin egen plan om at læse videre på landbrugsskole om et år eller to.

Men det er stadig fremtid. Lige nu er det ferietid, og det betyder fast arbejde. Simon går rundt i gårdens gamle stald og fjerner spindelvæv fra loft og vægge med sin kost.

»Det var det eneste, min far kunne finde til mig her til formiddag,« siger han og kører kosten hen over karmen af et staldvindue, så støvet hvirvler op i en solstråle.

Hver dag lægger hans far et lille program for ham. Det kan være at køre halm ind, klargøre siloerne eller valse korn. Men det kan også, som i dag, være den noget kedeligere tjans at støve af og gøre rent.

»Men det skal jo gøres,« siger Simon forstående på sit drevne thybomål.

»Det kommer så hurtigt til at se dumt ud, når der ligger pis og lort over det hele.«

Heldigvis er det hurtigt overstået, en halv time, det er dét. Og så er der – som altid – formiddagskaffe hos bedstefar og bedstemor. Det er fast tradition, at alle der har lyst, kigger forbi klokken halv ti til en bid hvidt brød med skiveskåret pålæg.

I dag er de ni til bords. Foruden kusinerne Emma og Maja, der bor lidt længere nede ad vejen, er også Simons lillebror, Jacob, med og deres forældre Anja og Jens, som i dagens anledning har inviteret dyrlægen med ind til en forfriskning.

Han er på besøg for at tilse nogle drægtige køer. Selv har Simon indtaget sin sædvanlige plads.

»Vi sidder altid sammen,« forklarer hans bedstefar med et tilfreds lille smil i sit furede ansigt.

Simon Bangsgaard skal en dag i fremtiden overtage familiegården fra sin far. Når det sker, bliver han den femte generation, der ejer Landbolyst.

Cathrine Ertmann

Han købte selv gården af sin far – Simons oldefar – i 1974, og han kan godt lide, at mønstret ser ud til at gentage sig. Selv om det ikke er blevet nemmere at drive landbrug med årene.

»Der er kommet mere papirarbejde og bureaukrati, men det må de unge jo lære at finde ud af,« siger han og kigger over på Simon, der ruller med øjnene og udstøder et træt:

»Jaeh.«

Snakken ved bordet ledsages af kakofonisk tikken fra en imponerende samling af træure. Urene hænger lige så tæt i stuen, som fluerne flyver i stalden:

»75 styks i alt«, siger den yngste kusine, som har talt dem.

Tiden på en gård er ikke lineær, men cirkulær.

Den flyder ikke ud i en fortløbende strøm af minutter uden sammenhæng, men drejer rundt om sig selv som viserne på et ur: Alting går i ring, dage, uger og årstider afløser hinanden, på samme måde som slægter vil følge slægters gang og nye generationer vil komme til. Det er dén historie, som urene i stuen er med til at fortælle: En historie om sammenhæng.

Og det er en historie, Simon skal skrive næste kapitel af. 

»Men han er dælme også blevet dygtig i stalden,« siger hans bedstefar fortrøstningsfuldt:

»Nu kan han selv malke køerne på fem kvarter.«

Mens snakken går om bordet, følger Simon opmærksomt med fra sin stol. Han forsøger at falde ind i jargonen, tilegne sig sproget, vokse ind i rollen. Som en svamp suger han det hele til sig. For selv om man kan lære meget på en landbrugsskole, er der stadig ting, som kun kan læres her ved bordet.

Som for eksempel, hvad man skal mene om Volvo-traktorer, mælkepriser, røde regeringer, økologi og skat. Men også om, hvad det vil sige at være en del af et forpligtende fællesskab. Det er noget af det, Simon sætter allermest pris på ved landmandslivet: sammenholdet.

Og så længe bedriften ikke er større, end den er, er der stadig tid til, at man kan være sammen i pauserne i arbejdet. Som Simon siger om en typisk sommerdag i marken:

»Så kommer bedstemor ud med en kurv. Så drikker vi noget kaffe. Og hvis vi har besøg af maskinstationsmanden eller dyrlægen, så er de også med. Så får man lige snakket med dem. Det er hyggeligt.«

Kvierne kommer

Det er blevet tid til at hæve taflet, arbejdet kalder. En kollega er kommet forbi med fire drægtige kvier på en vogn.

Den ene, viser det sig, er ikke meget for selv at gå af, så hans far må i stedet binde et reb rundt om bagenden på den og trække den ned fra ladet. Den slags lægger Simon mærke til. Der er praktiske løsninger på de fleste konkrete problemer. Og der er læring i alt.

»Når jeg går og arbejder med min far og bedstefar, snakker vi altid om arbejdet undervejs. Det er den måde, jeg bedst lærer på. Så føles det ikke som at være i skole. Hvis vi står og malker for eksempel, så får jeg lige en historie om, hvordan man gjorde engang, og hvordan man bedst gør i dag.«

– Ser du op til din far og bedstefar?

»Ja, det gør man jo. De laver det, jeg selv gerne vil.«

– Har du kunnet mærke et pres for, at du skulle gå samme vej som dem?

»Jeg ved, at min far ville blive glad, hvis jeg vælger den samme vej. Men det er ikke noget, han tvinger mig til. Jeg vælger selv. Man skal jo have lyst til det, man laver. Ellers bliver det ikke godt.«

– Hvad er det bedste ved at være landmand, synes du?

»Jeg synes, det er sjovt at køre traktor. Og det er dejligt at være tæt på min familie. Men jeg synes også, at vejret er sjovt. At det ikke bare falder. Det ville næsten også være for nemt. For kedeligt. Udfordringen er at forudse, hvornår man for eksempel kan skårlægge græs. Det skal helst holde tørt i fire dage i træk. Og det er noget lort, hvis det begynder at regne.«

Køer og kærlighed

Klokken er 12. Det betyder frokosttid, og det foregår i stuehuset. Simons mor, Anja, har dækket bord. Rugbrød med skiveskåret pålæg, fiskefileter og sodavand.

Samtalen bevæger sig forsigtigt ind på det med pigerne. Er der damer i det der landmandsliv, vil jeg vide.

»Det ved jeg ikke, jeg har ikke nogen,« svarer Simon fåmælt.

»Det er nok lidt, om man er heldig eller ikke er heldig. Det tager jeg, som det kommer.«

Inden Simon begyndte på Bjerg Efterskole, advarede hans far ham om, at konsekvenserne kunne blive »livsvarige«. Det var nemlig på samme efterskole, at Simons forældre mødte hinanden tilbage i 1992.

Resultatet af dét møde blev et ægteskab og to børn. Men for nuværende har Simon andre prioriteter.

»Det er ikke noget, mine venner og jeg snakker om, hvis jeg skal være helt ærlig. Det interesserer os ikke rigtig. Vi bruger hellere tid på at snakke om noget andet. Som for eksempel knallerter,« siger han og tilføjer:

»Og traktorer.«

Det sidste tør svagt antydes. På hans drengeværelse hænger der ingen idolplakater af tidens bands eller skuespillere. Til gengæld er hele endevæggen prydet af John Deeres grøngule logo, og to plakater med stejlende John Deere-maskiner har også fundet vej til væggene.

De hænger lige over hans computer, hvor favoritspillet for tiden er Farming Simulator 19, der går ud på at købe og udvikle en bedrift og køre markerne tynde med John Deere-maskiner.

Simon viser det hele frem efter frokosten, mens hans far sover middagslur. Han har været oppe at malke køer klokken halvfem i morges, så der er behov for at indhente en lille times søvn.

Den tidlige morgenmalkning er Simon endnu forskånet for, men han hjælper til med dagens anden malkning klokken 16. I mellemtiden spiller han lidt fodbold i haven med sin lillebror Jacob.

At være på græs er en glæde, Simon deler med køerne – og pludselig bliver det meget tydeligt, at han stadig er en dreng. Man ser det i måden, han kaster sig på, jubler på og griner ad boldens overraskende opspring.

Lige nu er himlen over Hundborg evigtblå, brødrerivaliseringen er intakt, og voksentilværelsen synes lige så langt herfra som landbrugsskolen på Mors.

Men så kommer Anja ud og minder ham om dagens pligter. Først lidt eftermiddagskaffe, værre er det heller ikke. Men bagefter kalder arbejdet i stalden, for køerne skal jo malkes.

På vej over gårdspladsen til malkestalden følges Simon ad med sin bedstefar.

»Jeg kan tydeligt se mig selv i Simon, det kan jeg,« siger han.

»Tiderne er jo nogle andre i dag, men jeg kan genkende det med, at der faktisk ikke er noget, man har mere lyst til end at skulle ud og malke køerne.«

Indenfor i stalden tømmer Simon rutineret vaskemaskinen for rengjorte klude.

»Det er til at tørre køernes patter med,« forklarer han.

Så tænder han for knapperne på de seksten malkemaskiner, mens køerne selv finder vej og stiller sig klar med bagenden mod malkegraven.

»Det hele kører på rutinen – også for dem,« siger Simon.

Han tørrer yveret af den første ko og sprøjter lidt mælk på gulvet for at tjekke kvaliteten. Så sætter han malkemaskinen til.

Det hele tager ikke mere end fem kvarter.

Serie

Nutidens unge er ...

Hvem er den generation af unge mennesker, der lige nu vokser op under konkurrencestatens præstationskrav: Hvad drømmer de om? Hvad frygter de for? Og hvad vil de med verden?

Hen over sommeren møder vi unge danskere, der hver især forsøger at finde deres plads i fællesskabet.

Seneste artikler

  • 17-årige Cebine Ragn er færdig med at føle sig dum

    23. august 2019
    HTX-eleven Cebine Ragn har brugt et par år på at overvinde frygten for at stille spørgsmål og afsløre, at hun ikke ved alt. I sidste afsnit af kulturredaktionens serie om danske unge møder vi hende på en Biotech Camp, hvor hun bruger en uge af sin ferie, fordi naturvidenskab er hendes største interesse overhovedet. Hun vil gerne forstå, hvordan universet virker, og det kræver, at man tør række fingeren i vejret og spørge
  • Dødstrusler og mobning har lært 15-årige Freja, at berømmelse har sin pris – men hun holder fast i sin drøm

    13. august 2019
    Det største, der kunne ske for Freja Bendtsen, ville være at blive tv-vært og et forbillede for unge. I tre år har hun arbejdet for at blive kendt gennem sociale medier. På den tid har hun allerede lært, at berømmelse har en bagside, og at ikke alle, hun møder, værdsætter hendes hobby
  • »Jeg er bange for, at jeg ikke har nydt gymnasietiden nok. Og nu er jeg ved at blive voksen«

    2. august 2019
    Kan man gå i gymnasiet uden at drikke alkohol? Hvordan skal man fungere, når en af de tætteste veninder fra det land, man flygtede fra som lille, dør? Det er nogle af de spørgsmål, 19-årige Zahra Mehrwarz har måttet tage stilling til i løbet af sine tre år i gymnasiet
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Klaus Lundahl Engelholt
  • Erik Karlsen
  • Morten Lind
  • David Zennaro
  • Tino Rozzo
  • Katrine Damm
  • Carsten Mortensen
  • Poul Anker Sørensen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Viggo Okholm
  • Eva Schwanenflügel
Klaus Lundahl Engelholt, Erik Karlsen, Morten Lind, David Zennaro, Tino Rozzo, Katrine Damm, Carsten Mortensen, Poul Anker Sørensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Viggo Okholm og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Viggo Okholm

Godt at nogen vil uanset det poltiske ståsted - Jeg forlod landbruget fra 66 ,holdt meget af dyrene,men måtte erkende at evnerne omkring teknik og traktorer ikke var til en karriere.Det er sværere i dag da alle unge om muligt skal vide hvad de vil hurtigt. Dengang kunne man arbejde-og så senere læse uden nogen tog anstød af det.

Får man ikke bare lyst til at give Simon et kram og ønske ham et godt liv?

Liselotte Paulsen, Erik Fuglsang, arne tørsleff og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Henrik Madsen

Fed artikel. Dejligt med et pusterum fra uddannelsessnobberi og fordomsfuldhed. Hilsen Henrik Madsen, fra Snedsted, Thy.

Liselotte Paulsen, Erik Fuglsang, Steen Piper, Annika Rasmussen, arne tørsleff og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Da jeg gik i underskolen sad jeg et år ved siden af Paal - ikke Paul eller Poul, men Paal (udtales ligesom bål, bare med P - naturligvis). Paal og jeg var de eneste elever på hele skolen der kom fra et hjem med swimmingpool, what are the odds? Nå, man hvis du spurgte Paal (og det gjorde jeg med jævne mellemrum) om hvad han skulle være, så svarede han hver gang med en næsten aggressiv sikkerhed i stemmen og sikkertt lige så resolut som Simon, at han skulle være direktør. Behøver jeg at sige at Paals far var direktør.