Interview
Læsetid: 3 min.

Anders Østergaard ville lave en kulørt historie om ørkendynastier og righoldige oliedepoter, men så …

Vi hepper ikke længere på oliebaroner, og i dag er De Forenede Arabiske Emirater en superskurk. Det er nogle af grundene til, at dokumentarfilmskaberen Anders Østergaard endnu ikke har fået lavet sit kulørte, historiske olieeventyr
Kultur
6. juli 2019
Vi hepper ikke længere på oliebaroner, og i dag er De Forenede Arabiske Emirater en superskurk. Det er nogle af grundene til, at dokumentarfilmskaberen Anders Østergaard endnu ikke har fået lavet sit kulørte, historiske olieeventyr

Emilie Noer Bobek

The Empty Quarter – det tomme kvarter. Det kalder man ørkenen i den sydøstlige del af Den Arabiske Halvø, fordi det er det mest vandløse og tørre sted på jorden.

Det var her, at dokumentarfilminstruktøren Anders Østergaard havde forestillet sig, at prologen til en film om det arabiske olieeventyr skulle begynde: Med en britisk opdagelsesrejsende, der i 1930’erne rejser på tværs af ørkenen og mere død end levende når frem til en oase, Abu Dhabi.

»Det svarer til en polarekspedition,« siger Østergaard om den strabadserende tur til oasen, der i dag er en moderne storby og centrum i en af de rigeste olienationer i verden, De Forenede Arabiske Emirater.

Det skulle være en elementært spændende og kulørt historie om ørkendynastier og righoldige oliedepoter, der fører til en af de vigtigste magtkampe mellem den arabiske halvø og resten af verden. Og den opdagelsesrejsende skal være i selskab med beduiner, der fortæller ham myter om alt det guld, som findes i området.

»Det var der så også, men ikke lige det, de havde forestillet sig – det var det sorte guld. Jeg havde leget med ideen om, at man på plakaten til filmen, i en sammenblanding af tidsplaner, skulle se den lille udmarvede karavane bevæge sig ind i den moderne storby og ned ad hovedgaden.«

Den store forvandling

Anders Østergaard, der har lavet succesfulde, kritikerroste dokumentarfilm som Troldkarlen, Tintin og mig, Burma VJ og Gasolin’, betegner selv filmen om olieeventyret og Abu Dhabis nærmest mirakuløse forvandling som et eventyr om to prinser.

»Den ene hed Shakhbut, den anden var hans lillebror, Zayed, og så er vi allerede ovre i noget med Store Klaus og Lille Klaus,« siger han.

»Shakhbut var den første, som fik tilbudt nogle fede aftaler med amerikanerne, der ville lede efter olie i ørkenen. Det var lige efter Anden Verdenskrig. Han gav nølende lov, fordi han var meget bekymret for de der vesterlændinge og for, at de ville vende op og ned på det hele. Pengene var gode, men han levede et dybt traditionelt liv som lokal emir.«

Lillebror Zayed var anderledes fremsynet og åben, og da Shakhbut, som syntes, at lillebroren var anstrengende, sendte ham ud i ørkenen, til Abu Dhabi, blev det begyndelsen på stedets og landets store opblomstring.

»Der gik lillebror rundt og lavede kunstvandinger og alle mulige progressive projekter og kom særdeles godt ud af det med olieingeniørerne,« siger Anders Østergaard.

»Han overtog magten i landet ved et venligt kup, og efter at have lært alle de vestlige olieselskabers tricks vender dette enfant terrible sig imod selskaberne og udvinder selv al olien. Han er faderen og ideologen bag den store oliekrise i 1970’erne.«

Ekspansivt eventyr

Det lyder alt sammen ganske forjættende, og man kan undre sig over, at filmen endnu ikke er blevet til noget? Men det er der to gode grunde til, siger Anders Østergaard. Den ene af dem er ovenikøbet selve filmens omdrejningspunkt, olien.

»Vi kan ikke længere se det ekspansive eventyr i olien, som Zayed så i den. Fordi vi ved, at det er noget frygteligt noget,« siger han.

»Det andet er selvfølgelig den rolle, som De Forenede Arabiske Emirater fik tilbage i 1960’erne, og at landet i dag er en superskurk på den politiske scene. Filmen er en fabel om udvikling og tradition, men uanset hvordan man vender og drejer det, er det også en heltefortælling, og det gør den uafsættelig i det moderne politiske landskab.«

En ny værdighed

Alting har sin tid, mener Anders Østergaard, og det er ikke altid til at forudse, hvordan et projekt så at sige kan blive umoderne, og det derfor kan blive vanskeligt at finde finansieringen.

»Det er sjældent, at jeg stopper med en film, fordi jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre,« siger han.

»Men man kan også køre træt i det, og jo ældre og mere erfaren man bliver, jo bedre ved man også, hvornår der ikke er den rette kombination af det, der skal til, for at en film for det første kan finansieres, og for det andet at man selv kan holde ud at have med den at gøre i tre år. Det er nemlig lige så stor en faktor. Man er jo gift med det univers døgnet rundt i tre år, og så skal man altså virkelig ville det.«

Oliefilmen ville blive en stor og dyr film, et episk drama af en slags, som nok ville sprænge dokumentarfilmens rammer, siger Anders Østergaard, der i stigende grad blander det dokumentariske med fiktionen. Det ville han også gøre i oliefilmen.

»Jeg er blevet mere og mere dramaagtig, og min seneste film, som kommer ud snart, er faktisk en spillefilm.«

Serie

Filmen, der knækkede

Økonomi, praktik, livet, kreative vanskeligheder, kunstneriske uoverensstemmelser. Der kan være mange grunde til, at en film ikke bliver til noget. Alle filmfolk har et eller flere projekter, de altid har drømt om at lave, men som stadig er henvist til skrivebordsskuffen. Information taler hen over sommeren med en række instruktører og manuskriptforfattere om de gange, hvor filmen knækkede for dem. Og så laver vi plakaten til det drømmeprojekt, der ikke blev til noget.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jan Henrik Wegener

"Eventyret om olien" eller om naturgassen kan selvfølgelig ses som et om Emiraterne og Abu dhabi og Kuwait. Eller det kan foregå i Esbjerg med A.P.Møller eller i stavanger med Statoil. Råstofudvinding er ikke noget der begrænser sig til kun nogle få dele af verden langt væk.

Jørgen Wind-Willassen

"Lokalbefolkningen" overtager magten over produktionsmidlerne og smider amerikanske multinationale selskaber ud.
Det lyder som et drømmescenarie for enhedslisten.