Læsetid: 4 min.

Annette K. Olesen ville lave en film om en spejderfamilie og året 1972, hvor der skete mange fantastiske ting, men så …

At opgive et filmprojekt, man altid gerne har villet lave, er lige så smertefuldt som at gå fra en kæreste. Heldigvis kan man finde sammen med den kæreste igen, siger Annette K. Olesen, der drømmer om at lave en delvis selvbiografisk film om en spejderfamilie i opløsning og en rodløs teenager i året 1972, der var fuld af skelsættende begivenheder
At opgive et filmprojekt, man altid gerne har villet lave, er lige så smertefuldt som at gå fra en kæreste. Heldigvis kan man finde sammen med den kæreste igen, siger Annette K. Olesen, der drømmer om at lave en delvis selvbiografisk film om en spejderfamilie i opløsning og en rodløs teenager i året 1972, der var fuld af skelsættende begivenheder

Mia Mottelson

27. juli 2019

Dronning Margrethe sagde engang i en tv-udsendelse, at 1972 var en lang række af første gange.

Hun blev selv dronning, den første kvindelige regent siden Margrethe den 1. i middelalderen. ABBA udgav sin første single, David Bowie udgav Ziggy Stardust, Deep Purple hittede med »Smoke On the Water«.

»Det var et fantastisk år,« siger filminstruktør Annette K. Olesen, der længe har drømt om at lave en film om netop 1972, fordi der skete så meget, og fordi hun selv kan huske tiden dengang (hun var syv år).

»Det første S-tog kører til Brøndby, 12.052 kvinder anmoder om adgang til fri abort, skilsmissetallet boomer for første gang for alvor, borgerlige dyder er i opbrud, der er værdikamp – er vi kollektive eller individualister? Vi kommer ind i EF, og Jens Otto Krag trækker sig som statsminister for at få fred til at drikke sig ihjel. I centrum af alt dette står en spejderfamilie med ondt i kærligheden og en teenager, der forsøger at orientere sig i livet.«

Det er en personlig historie, der ikke mindst handler om Annette K. Olesens eget liv.

»Det er min opvækst. Det er min tid,« siger hun.

Og jeg undertrykker en ubændig trang til at sige, at jeg er født i 1972.

Alting flytter sig

»Der sker så mange ting i Danmark og verden i 1972, som er så skelsættende, og som ryster hele vores forståelse af verden. Projektet hed Vær beredt, og med udgangspunkt i den her spejderfamilie, der bare skal på sommerlejr, men så møder en masse ting, ville jeg fortælle en historie om, hvordan verden i løbet af meget, meget kort tid transformeres,« siger Annette K. Olesen.

Instruktøren, der er kendt for film som Små ulykker, Lille soldat og Forbrydelser, fortæller, at hun på et tidspunkt fik manuskriptstøtte til Vær beredt, og at hun hyrede den norske forfatter og manuskriptforfatter Erlend Loe til at skrive med på projektet.

Det var en fejl, erkender hun.

»Det var i virkeligheden pissetarveligt af mig, fordi han jo er nordmand. Vi havde det sjovt, men vi måtte se i øjnene, at han muligvis ikke var den rigtige forfatter, og at det muligvis ikke var det rigtige tidspunkt for mig at fortælle den historie på. Sådan er det jo nogle gange. Er det ikke hinduisterne, der siger, at man ikke kan træde ned i floden det samme sted to gange? Det kan godt være, at man rent geografisk befinder sig det samme sted, men vandet er noget andet. Alting flytter sig.«

Ikoniske billeder

Annette K. Olesen er gift med den svenske filminstruktør Åke Sandgren, der havde manuskriptet til Et rigtigt menneske (2001) liggende i sin skrivebordsskuffe i otte år, inden han fik det filmatiseret som en dogmefilm.

»Det er sådan, det er. Nogle gange har man noget liggende, som bliver ved med at gnave. Det bliver ved med at gro i kroppen indtil det tidspunkt, hvor man måske får det realiseret,« siger hun og understreger, at Vær beredt i høj grad stadig lever for hende.

»Der er ikke noget ved at snakke om drømme, der er døde. Men det føles samtidig lidt farligt at tale med dig og udstille drømmene.«

Annette K. Olesen har ikke ligefrem en plakat til Vær beredt klar inde i hovedet – så langt er hun aldrig nået med projektet – men hun har en række ikoniske billeder fra 1972 på nethinden.

»Dronning Margrethe klædt i sort på balkonen inde på Christiansborg med Krag ved sin side (hendes far, kong Frederik d. 9., er død, og hun bliver udråbt til dronning, red.). Det er jo et totalt ikonisk billede,« siger hun.

»Billedet af en sommerlejr en tør sommer, hvor støvet står rundt omkring 2.000 telte. Billedet af en familie på fem-seks stykker i fuld spejderuniform, der gør honnør.«

Som at gå fra en kæreste

Et andet af Annette K. Olesens drømmeprojekter er en tv-serie baseret på Suzanne Brøggers roman Jadekatten, og det er sammen med Vær beredt en del af den drivkraft, som instruktøren også har brug for i en branche, hvor det ofte tager lang tid at stable et projekt på benene.

»Det er jo ikke nogen hemmelighed, at det er et rakkerliv, vi lever som filminstruktører. Man hopper fra projekt til projekt, og det er som at starte en ny mellemstor, dansk virksomhed hver gang. Det hele skal opfindes fra bunden af, og så er det slut, når der er gået to-tre år,« siger hun.

»Men hver gang jeg tænker, at jeg hellere må blive buschauffør på 14’eren, fordi det simpelthen er for hårdt eller for surt eller for svært at lave film, kommer jeg i tanke om, at der er nogle flere historier, jeg gerne vil fortælle, og at jeg hellere må blive ved.«

Dermed ikke være sagt, at det ikke gør ondt, når et projekt falder fra hinanden, og man må erkende, at det altså ikke skulle være nu, at det blev til noget.

»Det er som at gå fra en kæreste,« siger Annette K. Olesen.

»Man kan så godt finde sammen med den samme kæreste igen. Det kan man sagtens. Men det er hårdt. Det er et kærlighedsforhold. Man investerer mange timer og megen tankevirksomhed og forsøg på at få styr på, hvordan man fortæller en historie, som når nogle mennesker. Så den rammer nogen. Det er essensen af mit arbejde. Jeg vil gerne møde nogen i mine film. Filmene skal have en relevans.«

Serie

Filmen, der knækkede

Økonomi, praktik, livet, kreative vanskeligheder, kunstneriske uoverensstemmelser. Der kan være mange grunde til, at en film ikke bliver til noget. Alle filmfolk har et eller flere projekter, de altid har drømt om at lave, men som stadig er henvist til skrivebordsskuffen. Information taler hen over sommeren med en række instruktører og manuskriptforfattere om de gange, hvor filmen knækkede for dem. Og så laver vi plakaten til det drømmeprojekt, der ikke blev til noget.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

1972
Det år fik jeg et brev med hjem fra Helsinge Realskole om at jeg var ikke egnet til gymnasium og for ligesom at underbygge det stod der også at jeg var fling, stavet med g. Det ville også have været forkert om der stod flink, for det var jeg ikke. Jeg var edderspændt, træt af realskole og ulykkeligt forelsket i Jytte, som var decideret egnet til at komme i gymnasiet, ligesom hun var begavet nok til at gennemskue mit grundlæggende problem. – Søren? Han er for selvoptaget.
Sommeren 1972 var jeg filmoperatør i Helsinge Bio, som blev ledet af en altid armsvedslugtende fru Shubert. Måske var der ikke badeværelse i den lille lejlighed over biografsalen, måske var det et grundløst selvforsvar. Operatørjobbet var det første af en lang række jobs, der tilsammen skulle ødelægge min ryg for livet. Når først 36 mm-filmspolerne var splejset med den brandfarlige og æterlugtende lim, var der kun at følge forestillingen gennem det lille glughul, der var placeret helt uden hensyn til operatørens komfort. Hold i nakken var således bare en forventelig del af jobbeskrivelsen.
Jeg må have haft jobbet i mindst to sæsoner, for det sidste år kørte jeg til og fra biografen på min rustrøde Ariel-veteranmotorcykel og altså må jeg have rundet atten somre. Jeg kom i hvert fald sammen kioskejerens Bente, som var den smukkeste pige i hele Helsinge, altså lige efter den uopnåelige Jytte - som sjovt nok var bedste veninde med Bente. Lidt af en prøvelse, vil jeg gerne sige, at have begge skønheder så tæt på: den jeg kunne få og den jeg ville have. Men så var det heller ikke værre; jeg var faktisk meget godt tilfreds med Bente, bare ikke flink nok til at holde fast på hende og Jytte var jo uopnåelig. Ergo endte jeg, fortjent nok, med ingenting, uden at det kom bag på mig.
1972 var i det hele taget det år hvor kliken blev splittet op i de egnede og de uegnede, dem med en lovende - og dem uden en lovende fremtid. Det var sådan fifty fifty, hvilken side man havnede på. Bente og jeg kom på handelsskole, for mit vedkommende efterfulgt af studenterkursus. Min næstbedste ven Ole Conradsen landede sådan midt imellem, forstået på den måde, at først blev han erklæret uegnet til gymnasiet, hvilket bare ikke var acceptabelt i den sagførerfamilie han var født ind i, så efter et år i en forberedelsesklasse - vist nok noget privat-undervisning af en slags - fik han udskiftet hashrygning med skiferie til Val Thorens og var med ét års forsinkelse pludselig klar til gymnasiet. På den måde blev vi alligevel studenter samtidig, dog med den vigtige forskel at Ole fik lært at danse lancier, som det sig hør og bør på Amtsgymnasiet. Sådan noget var der ikke tid til på mit toårige studenterkursus.
Ole blev civilingeniør, i øvrigt ligesom Bente og jeg blev langtidsledig, efter et helhjertet forsøg på at blive arkitekt - en uddannelse, skulle det vise sig, som jeg simpelthen ikke var flink nok til.

Arne Albatros Olsen, Kim Houmøller og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
Kim Houmøller

@Søren Kristensen - Ikke egnet til gymnasium? Dit "skriv" er særdeles læseværdigt.