Læsetid: 4 min.

Annette K. Olesen ville lave en film om en spejderfamilie og året 1972, hvor der skete mange fantastiske ting, men så …

At opgive et filmprojekt, man altid gerne har villet lave, er lige så smertefuldt som at gå fra en kæreste. Heldigvis kan man finde sammen med den kæreste igen, siger Annette K. Olesen, der drømmer om at lave en delvis selvbiografisk film om en spejderfamilie i opløsning og en rodløs teenager i året 1972, der var fuld af skelsættende begivenheder
At opgive et filmprojekt, man altid gerne har villet lave, er lige så smertefuldt som at gå fra en kæreste. Heldigvis kan man finde sammen med den kæreste igen, siger Annette K. Olesen, der drømmer om at lave en delvis selvbiografisk film om en spejderfamilie i opløsning og en rodløs teenager i året 1972, der var fuld af skelsættende begivenheder

Mia Mottelson

27. juli 2019

Dronning Margrethe sagde engang i en tv-udsendelse, at 1972 var en lang række af første gange.

Hun blev selv dronning, den første kvindelige regent siden Margrethe den 1. i middelalderen. ABBA udgav sin første single, David Bowie udgav Ziggy Stardust, Deep Purple hittede med »Smoke On the Water«.

»Det var et fantastisk år,« siger filminstruktør Annette K. Olesen, der længe har drømt om at lave en film om netop 1972, fordi der skete så meget, og fordi hun selv kan huske tiden dengang (hun var syv år).

»Det første S-tog kører til Brøndby, 12.052 kvinder anmoder om adgang til fri abort, skilsmissetallet boomer for første gang for alvor, borgerlige dyder er i opbrud, der er værdikamp – er vi kollektive eller individualister? Vi kommer ind i EF, og Jens Otto Krag trækker sig som statsminister for at få fred til at drikke sig ihjel. I centrum af alt dette står en spejderfamilie med ondt i kærligheden og en teenager, der forsøger at orientere sig i livet.«

Det er en personlig historie, der ikke mindst handler om Annette K. Olesens eget liv.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

1972
Det år fik jeg et brev med hjem fra Helsinge Realskole om at jeg var ikke egnet til gymnasium og for ligesom at underbygge det stod der også at jeg var fling, stavet med g. Det ville også have været forkert om der stod flink, for det var jeg ikke. Jeg var edderspændt, træt af realskole og ulykkeligt forelsket i Jytte, som var decideret egnet til at komme i gymnasiet, ligesom hun var begavet nok til at gennemskue mit grundlæggende problem. – Søren? Han er for selvoptaget.
Sommeren 1972 var jeg filmoperatør i Helsinge Bio, som blev ledet af en altid armsvedslugtende fru Shubert. Måske var der ikke badeværelse i den lille lejlighed over biografsalen, måske var det et grundløst selvforsvar. Operatørjobbet var det første af en lang række jobs, der tilsammen skulle ødelægge min ryg for livet. Når først 36 mm-filmspolerne var splejset med den brandfarlige og æterlugtende lim, var der kun at følge forestillingen gennem det lille glughul, der var placeret helt uden hensyn til operatørens komfort. Hold i nakken var således bare en forventelig del af jobbeskrivelsen.
Jeg må have haft jobbet i mindst to sæsoner, for det sidste år kørte jeg til og fra biografen på min rustrøde Ariel-veteranmotorcykel og altså må jeg have rundet atten somre. Jeg kom i hvert fald sammen kioskejerens Bente, som var den smukkeste pige i hele Helsinge, altså lige efter den uopnåelige Jytte - som sjovt nok var bedste veninde med Bente. Lidt af en prøvelse, vil jeg gerne sige, at have begge skønheder så tæt på: den jeg kunne få og den jeg ville have. Men så var det heller ikke værre; jeg var faktisk meget godt tilfreds med Bente, bare ikke flink nok til at holde fast på hende og Jytte var jo uopnåelig. Ergo endte jeg, fortjent nok, med ingenting, uden at det kom bag på mig.
1972 var i det hele taget det år hvor kliken blev splittet op i de egnede og de uegnede, dem med en lovende - og dem uden en lovende fremtid. Det var sådan fifty fifty, hvilken side man havnede på. Bente og jeg kom på handelsskole, for mit vedkommende efterfulgt af studenterkursus. Min næstbedste ven Ole Conradsen landede sådan midt imellem, forstået på den måde, at først blev han erklæret uegnet til gymnasiet, hvilket bare ikke var acceptabelt i den sagførerfamilie han var født ind i, så efter et år i en forberedelsesklasse - vist nok noget privat-undervisning af en slags - fik han udskiftet hashrygning med skiferie til Val Thorens og var med ét års forsinkelse pludselig klar til gymnasiet. På den måde blev vi alligevel studenter samtidig, dog med den vigtige forskel at Ole fik lært at danse lancier, som det sig hør og bør på Amtsgymnasiet. Sådan noget var der ikke tid til på mit toårige studenterkursus.
Ole blev civilingeniør, i øvrigt ligesom Bente og jeg blev langtidsledig, efter et helhjertet forsøg på at blive arkitekt - en uddannelse, skulle det vise sig, som jeg simpelthen ikke var flink nok til.

Arne Albatros Olsen, Kim Houmøller og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
Kim Houmøller

@Søren Kristensen - Ikke egnet til gymnasium? Dit "skriv" er særdeles læseværdigt.