Læsetid: 8 min.

Augustinus Fonden gav 245 millioner til kultur sidste år. Men hvad vil fondens direktør egentlig med kulturen?

De private fondes betydning for dansk kunst- og kulturliv er støt stigende. Én af de spillere, som uddeler flest penge til området, er Augustinus Fonden, hvor Frank Rechendorff Møller er direktør. Men det er ikke sådan lige at få en tidligere embedsmand til at tale om magt og indflydelse
Frank Rechendorff Møller er ikke meget for at røbe, hvad der ligger til grund for de mange millioner Augustinus Fondon uddeler årligt: ’Vi er med til at stille midler til rådighed, så kunsten og kulturen kan udfolde sig. I den proces træffer vi nogle valg, og alle valg er jo baseret på nogle vurderinger og værdibetragtninger,’ siger han.

Frank Rechendorff Møller er ikke meget for at røbe, hvad der ligger til grund for de mange millioner Augustinus Fondon uddeler årligt: ’Vi er med til at stille midler til rådighed, så kunsten og kulturen kan udfolde sig. I den proces træffer vi nogle valg, og alle valg er jo baseret på nogle vurderinger og værdibetragtninger,’ siger han.

Peter Nygaard Christensen

25. juli 2019

For Frank Rechendorff Møller er diskretion en æressag.

Egentlig ville jeg gerne være mødtes med Augustinus Fondens direktør på hans hjemmeadresse. Men da jeg et par dage inden interviewet sender en mail til en af fondens seniorkoordinatorer – som håndterer al skriftlig kommunikation – afviser hun det på høfligste vis og henviser til fondens rødder i den klassiske mæcenrolle. 

Ifølge mailen betyder det, at mæcenen (her Frank Rechendorff Møller) holder sig uden for spotlyset. Med andre ord skal interviewet finde sted i fondens lokaler på Sankt Annæ Plads i indre København.

Da jeg tropper op på fondens adresse og af direktøren bliver ledt ind gennem det gamle palæ fra 1751, spørger jeg som noget af det første, hvad Frank Rechendorff Møller selv tænker om den længere forklaring om ‘mæcenen’, som jeg har fået på mail.

»Jeg er jo ikke mæcen i klassisk forstand,« siger han hurtigt, næsten affejende.

»Jeg ejer ikke noget, men administrerer betroede midler. Dermed er jeg en klassisk embedsmand.«

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Christian Mondrup
  • David Zennaro
  • Morten Balling
Christian Mondrup, David Zennaro og Morten Balling anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"For Frank Rechendorff Møller er diskretion en æressag".

Det gælder ikke kun ham. Jeg er ret sikker på, at det er en indstilling, der gælder for alle medlemmer af bestyrelsen eller ledelsen af den type af fonde. Hvorfor det er sådan, kan man sagtens skrive en hel bog om, ud fra en række forskellige perspektiver.

Ete Forchhammer

Hallo: "kulturrådgiver"!? Hvem, hvad, hvor? Hvor uddannes man til denne metier?
- og så nævnes Lasse Marker som en af slagsen... knusende svært at ta' alvorligt!
Er det iøvrigt rådgivning, kulturen mangler? I så fald hvilken?

Steffen Gliese

Augustinusfonden og de andre 'gamle' fører en fornem linje, som vi kun kan være glade for, når politikerne svigter deres måske væsentligste, men ikke dyreste og derfor nedprioriterede, opgave.
Det var dog lettere, da fondene var mindre administrerede i første led, og Peter Augustinus f.eks. kunne tage et greb i bukselommen og redde en turné for Det Kgl. Kapel, som grundet ulidelige besparelser var ved at gå i vasken.
Eller når Ny Carlsberg-fondet hjalp et museum til en erhvervelse på auktion.
Faren ved de mange penge er, at der pludselig får for meget fornuft og langsigtet strategi i den, så man selvstændigt bedriver kulturpolitik i stedet for at overlade det til institutionernes eksperter og så blot støtte op.

Anne Mette Jørgensen, Michael Mansdotter og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne kommentar
Morten Balling

Kultur er den adfærd og de normer blandt en gruppe mennesker som styrer det enkelte individs adfærd.

Politik er den proces hvor man systematiserer normerne i et forsøg på at styre adfærden blandt en gruppe mennesker.

Kunst er et værktøj som benyttes til at præge politik og kultur.

Hvad er kulturliv?

Morten Balling

@Jens Thaarup Nyberg

Ja, men når man som individ reflekterer over virkeligheden er det virkeligt svært ikke at nå frem til at man subjektivt foretrækker en kultur frem for en anden. Et samfund frem for et andet. Alle mennesker er konservative i en eller anden grad. Vi elsker det vi kender og frygter det vi ikke kender. Det skyldes, som alt andet i vores adfærd, sikkert evolution. Man har større mulighed for at overleve og sprede ens gener, hvis man ikke tager chancer.

Samtidig er man nødt til at tage chancer hvis man vil have forandring mod noget bedre, og ligesom vi alle er konservative, er vi også allesammen kritiske overfor systemet i dets til enhver tid nuværende form. Denne mekanisme er sværere at forklare med ren evolution. F.eks. er det svært at definere begrebet "god/bedre/bedst".

Vi er alle opvokset (dyrket/kultiveret) i en kultur, og det kan være svært at indrømme at en anden kultur er bedre end den man er vokset op i. Det svækker ens egen kultur, og i og med at mennesker er flokdyr har kultur også en funktion. Den klistrer flokken sammen.

Mekanismerne i et samfund er komplekse i en grad som får klimaforskning til at ligne simple regnestykker :)

Steffen Gliese

Morten Balling, det er måske en lang række antagelser, som imidlertid i sig selv formodentlig er kulturlige.

Der er kultur for det store flertal. Vaner, fast forankret på basis af fortiden. Os alle, næsten.
Så er der nutidig finkultur, som legeplads for eliten. Afspejler den vedtagne trend. Snobbet og ringeagt overfor malerklubber og forboldspillere.
Eller det er måske helt forkert.

Randi Christiansen

Og når man hverken kan definere, hvad det gode samfundsliv eller hvad kunst er, hvordan så have kunst-og kulturstøtte, som ikke risikerer at støtte en dårlig sag?

Så er det jo meget bekvemt at overlade opgaven til private, som man i forvejen gør med stadig mere. F.eks. kontrolleres medierne af pengene, som dermed kontrollerer den offentlige samtale, hvilket har bragt os i krig og risikerer at gøre det igen - UDEN nogen offentlig samtale eller folkeafstemning men kun qua en beslutning, som foretages af inkompetente, usa følgagtige politikere - et usa hvis udenrigspolitik er i lommen på israel. Forstå det hvem der kan.

Bjarne Bisgaard Jensen, Ole Arne Sejersen og Leo Nygaard anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Med folkeløn klares den affære, fordi kunstnere så vil kunne arbejde uafhængigt.

Det løser selvfølgelig ikke problemet med kapitalkoncentration = magt på få hænder. Det opgør venter også på at blive taget. Men magten slipper tydeligvis ikke frivilligt grebet om sin illegitime magt. Så hellere kaste verden ud i krig og ødelæggelse.

Claus E. Petersen

Hvis folk vil lave en bronze skulptur af jomfru maria der fyrer en tjald mens hun har feministisk frigørende lesbisk sex med en hamster, så kan de jo bare gøre dét.
Hvis nogen vil betale for et maleri af Amalienborg, med hele banden fra Oehlenschlager og Drachman som front figurer, så kan de jo bare gøre dét.
Jeg fatter ikke problematikken, med mindre at det bare handler om at dem som hidtil har haft hånden på vuggen når det gælder uddeling af midler, føler at de har tabt magt fordi at de har mindre at uddele, og nu stirrer misundeligt på de fonde som de tidligere ikke har ænset, simpelthen fordi at fondene nu har mere magt end dem selv..

Ete Forchhammer

Steffen Gliese, jeg er helt enig med dig i at vi skal være glade for fondene, og dine eksempler underbygger synsvinklen.
Men jeg er usikker mht. frygten for styring? Som fx? Antallet af ansøgninger er jo steget eksplosivt, så selvom politikere åbenbart tror at der ikke er grænser for hverken fondes midler eller formål og derfor rask væk henviser til "søg fondene", så må disse vælge og dermed fravælge...
Selvfølgelig er heller ikke fondsbestyrelser ufejlbarlige, men opererer de egentlig ikke godt i det oprørte kulturhav?

Ole Schwander

I udlandet er kunstnerne i stor stil begyndt at se kritisk på, hvor museer og andre kulturinstitutioner får sine sponsorpengene fra.

Bjarne Toft Sørensen

@Ete Forchhammer: Hvorfor sætte spørgsmål ved titlen som "kulturrådgiver" og de kompetencer, der måtte knytte sig til en sådan funktion.

Det er fint nok, at vi har en masse dygtige mennesker, uddannet på kunstakademierne og inden for området "Kunst og kultur" på universitetet, men de mangler som udgangspunkt kompetencerne til at kunne fungere som kulturrådgivere.

Langt de fleste af dem har som udgangspunkt meget lidt viden om og forståelse af, hvad det kræver for at kunne drive kunst - og kulturvirksomhed, såvel når det drejer sig om det forretningsmæssige (f.eks. marketing, drift og jura), som når det drejer sig om det politologiske (f.eks. kunst - og kulturinstitutionerne i en samfundsmæssig og politisk sammenhæng).

Det er sådan noget, som Lasse Marker og Søren Mikael Rasmussen med deres uddannelsesbaggrund og erfaringer har forudsætningerne for at kunne klare.