Læsetid: 8 min.

Augustinus Fonden gav 245 millioner til kultur sidste år. Men hvad vil fondens direktør egentlig med kulturen?

De private fondes betydning for dansk kunst- og kulturliv er støt stigende. Én af de spillere, som uddeler flest penge til området, er Augustinus Fonden, hvor Frank Rechendorff Møller er direktør. Men det er ikke sådan lige at få en tidligere embedsmand til at tale om magt og indflydelse
Frank Rechendorff Møller er ikke meget for at røbe, hvad der ligger til grund for de mange millioner Augustinus Fondon uddeler årligt: ’Vi er med til at stille midler til rådighed, så kunsten og kulturen kan udfolde sig. I den proces træffer vi nogle valg, og alle valg er jo baseret på nogle vurderinger og værdibetragtninger,’ siger han.

Frank Rechendorff Møller er ikke meget for at røbe, hvad der ligger til grund for de mange millioner Augustinus Fondon uddeler årligt: ’Vi er med til at stille midler til rådighed, så kunsten og kulturen kan udfolde sig. I den proces træffer vi nogle valg, og alle valg er jo baseret på nogle vurderinger og værdibetragtninger,’ siger han.

Peter Nygaard Christensen

25. juli 2019

For Frank Rechendorff Møller er diskretion en æressag.

Egentlig ville jeg gerne være mødtes med Augustinus Fondens direktør på hans hjemmeadresse. Men da jeg et par dage inden interviewet sender en mail til en af fondens seniorkoordinatorer – som håndterer al skriftlig kommunikation – afviser hun det på høfligste vis og henviser til fondens rødder i den klassiske mæcenrolle. 

Ifølge mailen betyder det, at mæcenen (her Frank Rechendorff Møller) holder sig uden for spotlyset. Med andre ord skal interviewet finde sted i fondens lokaler på Sankt Annæ Plads i indre København.

Da jeg tropper op på fondens adresse og af direktøren bliver ledt ind gennem det gamle palæ fra 1751, spørger jeg som noget af det første, hvad Frank Rechendorff Møller selv tænker om den længere forklaring om ‘mæcenen’, som jeg har fået på mail.

»Jeg er jo ikke mæcen i klassisk forstand,« siger han hurtigt, næsten affejende.

»Jeg ejer ikke noget, men administrerer betroede midler. Dermed er jeg en klassisk embedsmand.«

Han ligner også en klassisk embedsmand: lyseblå nystrøget skjorte, sorte herrebukser med pressefold og sorte firkantede briller.

Sammen med den øvrige fondsbestyrelse administrerer han mere end 300 millioner kroner om året i en af Danmarks største og ældste kulturstøttende fonde.

Information har sat sig for at blive klogere på ham og nogle af de andre fondsdirektører, der hvert år skyder massive summer ind i det danske kulturliv. Fonde, som tilmed har fået en større magt og i høj grad – sammen med kommunerne – står i spidsen for at drive landets kulturpolitik i dag.

Da jeg spørger ind til, hvad der personligt har drevet Frank Rechendorff Møller – om han selv er vokset op i et hjem fyldt med kunst eller måske endda selv er kunstsamler – slår han en mild latter op og gør det meget hurtigt klart for mig, at det ikke er et emne, han vil tale om.

»Naturligvis skal min forvaltning af den position, jeg sidder i, være drevet af engagement og forhåbentligt empati og indføling,« siger han og henviser kort til, at han holder meget af de fleste kulturprodukter og nævner »scenekunst, film, billedkunst, litteratur«.

»Men den skal også være drevet af professionelt overblik og strategisk tænkning. Hverken min opvækst eller min personlige holdning til kunst og kultur betyder så forfærdelig meget i den udøvelse,« siger han.

»Når jeg går på arbejde, har folk en bestemt holdning til mig. Og det er manden i jakkesættet, ikke ham der sidder inde bagved det.«

Årgangschampagne og barokmusik

Over de seneste mange år er der sket en afpolitisering af kulturområdet på Christiansborg, alt imens både fondene og kommunerne er begyndt at bruge kulturen langt mere strategisk end tidligere.

Det kan man blandt andet læse i en ny analyse fra kulturrådgiverne Lasse Marker og Søren Mikael Rasmussen, der forsøger at kortlægge museernes vilkår og de store linjer i kulturpolitikkens udvikling siden 1961, hvor Kulturministeriet blev grundlagt.

Derudover har fondene øget deres bevillinger betragteligt.

Det kan man også se i Augustinus Fondens budgetter. I 2018 uddelte fonden 318,5 millioner kroner, hvoraf 77 pct. – eller 245,4 millioner – gik til kunst og kultur. Går man et par år tilbage til 2014, blev der til sammenligning uddelt 134 millioner til området. 

Peter Nygaard Christensen
Ser man på nogle af de institutioner, der har fået mest gavn af Augustinus Fondens filantropi, ligger Louisiana Museum of Modern Art i toppen.

I løbet af de seneste 25 år har det nordsjællandske museum modtaget 280 millioner kroner af fonden, Experimentarium har modtaget 127 millioner og Nationalmuseet 105.

I det forgangne år har fonden blandt meget andet sørget for, at kunstnergruppen SUPERFLEX har kunnet lave en udstilling i Cisternerne i København, at Hofteatret har fået millioner til restaurering, og at ensemblet Concerto Copenhagen har kunnet spille koncerter.

Om sidstnævnte skriver Augustinus på sin hjemmeside:

»CoCo’s betydning for den klassiske musik kan sammenlignes med en flaske årgangschampagnes betydning for en dejlig fest: Den er baseret på traditioner og løfter stemningen til et boblende nyt niveau.«

Frank Rechendorff Møller anerkender, at de som fond spiller »en vigtig rolle« i kulturlivet, men afviser, at de derved skulle være med til at drive kulturpolitik. Eller at de er blevet for magtfulde.

»Vi er med til at stille midler til rådighed, så kunsten og kulturen kan udfolde sig. I den proces træffer vi nogle valg, og alle valg er jo baseret på nogle vurderinger og værdibetragtninger,« siger han.

»Jeg synes, det er en styrke, at der lægges mange forskellige rationaler til grund for støtte.«

Tidligere har fondsdirektøren, der i øvrigt er uddannet sociolog, været embedsmand i Kulturministeriet og været ansvarlig for administrative opgaver på Kunstakademiet og Nationalmuseet. Med andre ord kender han det kulturpolitiske liv ganske godt.

»Vi har en strategi, som vi har lavet ved at stille os selv spørgsmålet: Hvordan ser feltet ud? For eksempel: Hvad foregår der på scenekunstområdet? Hvilke institutioner er i spil? Hvordan er feltet i forvejen støttet? Hvad siger feltet selv, om hvor udviklingsbehovet er? Det bruger vi som input, og så ser vi på, hvad det offentlige og andre fonde spiller af roller her.«

»Når man så har rammet det ind, kommer der en bunke ansøgninger, som vi vurderer efter kvalitet og relevans. I den proces får vi også vejledning fra kompetente folk inden for feltet.«

Ingen fortolkning

Vi sidder rundt om et ovalt bord i midten af Frank Rechendorff Møllers kontor.

På væggene hænger blandt andet et maleri af Asger Jorn og et fotografi af kunstneren Sophia Kalkau, som er det eneste, direktøren selv har udvalgt. Han har endda selv købt det ind til fondens kunstsamling. På fotoet ses en menneskekrop, som er dækket af et hudfarvet klæde. Rundt om kroppen snor sig små stykker reb, der forbinder afstøbninger af bryster.

I hvad der føles som et par minutter, betragter vi værket i komplet stilhed, hvorefter jeg spørger, hvad han godt kan lide ved det, hvorfor han valgte at købe netop det ind til fonden, hvad det får ham til at reflektere over, minde ham om eller måske noget helt tredje.

»Det er fint og godt at blive inspireret af,« svarer han.

Jeg sidder lidt afventende i håb om, at der kan falde endnu et par svar af på min lange strøm af spørgsmål. Han rømmer sig.

»Det er en daglig glæde at opleve det. Men du får mig ikke til i detaljer at fortolke det.«

Så tilføjer han, at hvem end, som måtte sætte sig på hans kontor, kan få lov at analysere det ind i værket, som vedkommende har lyst til. På mange måder minder den udlægning om Augustinus Fondens grundlæggende kunstsyn.

Her skal kunsten nemlig ikke noget specifikt; den skal ikke være med til at helbrede, som vi den seneste tid har set flere eksempler på, idet kunsten er begyndt at krybe ind i sundhedsvæsenet som en formidlende faktor for patienterne. En sådan ramme kunne direktøren aldrig finde på at formulere som et formål med fondens uddelinger.

»Vi vil ikke spænde kunsten foran noget, den specifikt skal. For eksempel løse en sundhedsudfordring. At den kan bringes i spil, er vi ikke i tvivl om. Men for os er støtten til kunst og kultur et langt sejt træk – det er noget, der skal næres og udvikles. Kunsten har så grundlæggende en betydning for det samfund, vi lever i,« siger han.

»Nogle vil kalde os konservative og klassiske i vores kultursyn. Hvis det er, fordi vi er rettet mod et professionelt institutionelt område, så er det rigtigt. Vi begiver os sjældent ud i at vurdere den enkelte kunstner, men hvis en professionel institution har været inde over, kan det godt være, vi støtter det.«

Tobaksimperium

En af de ting, som er svær at komme udenom, når man taler fonde og fondsstøtte, er, hvor fondenes midler egentlig kommer fra.

I Augustinus Fondens tilfælde er fortidens formue resultatet af et mindre tobaksimperium. I 1750 etablerede et af de tidligere medlemmer af Augustinus-familien et af de allerførste tobaksfirmaer i København. Det blev det historiske udspring, der gjorde det muligt at etablere en fond 192 år senere.

I dag får Augustinus sin formue gennem talrige investeringer, men de har fortsat en ejerandel på 25 pct. i det, der i dag hedder Scandinavian Tobacco Group. Ejerskabet udgør syv procent af fondens samlede indtægter.

»I dag fokuserer de primært på pibetobak og cigarer,« siger Frank Rechendorff Møller og tilføjer: »Det er ti år siden, cigaretsektionen blev solgt.«

– Synes du, det er problematisk, at en del af de penge, I deler ud til det danske kunst- og kulturliv, er tjent på tobak – noget, som er både skadeligt og afhængighedsskabende for mange mennesker?

»Man kan også kritisere kolonitiden og de paladser, vi sidder i her, som er bygget på trekantshandel og alt muligt andet. Vi kan ikke løbe fra det. Vi undskylder det ikke.«

– Men ser I det som problematisk i dag?

»Nej. Vi var her ikke, hvis tobakken ikke var her. Hvis nogen anfægtes af, at vi stadig har en andel i den virksomhed (Scandinavian Tobacco Group, red.), så har vi fuld forståelse for, at man siger, at man ikke vil samarbejde med os.«

Hidtil har det primært ført til en diskussion i organisationer som eksempelvis Kræftens Bekæmpelse, der har sortlistet forskere, som har modtaget penge fra tobaksfonde som Augustinus. Frank Rechendorff Møller påpeger, at det ikke er en diskussion, de har med deres ansøgere i kunst- og kulturlivet.

En af de diskussioner, som derimod er begyndt at spire frem, er af mere højttravende karakter. Nemlig: Hvilken rolle skal kunst og kultur spille i vores samfund? 

»Måske er det, fordi der er et stort økonomisk pres på nogle institutioner,« siger fondsdirektøren med reference til de mange besparelser, som de seneste år har ramt kulturmiljøet – eksempelvis gennem det såkaldte omprioriteringsbidrag, der pålægger statslige institutioner at spare to pct. årligt.

»Når nogle er truet på deres eksistens – eller bliver det, hvis det her fortsætter – så giver det en eksistentiel diskussion af, om vi skal have et Nationalmuseum eller Det Kongelige Teater. Og på hvilke præmisser.«

– Mener du ligefrem, at besparelserne har ført noget positivt med sig i form af en øget bevågenhed?

»Du får mig ikke til at sige, at nedskæringerne dermed har været sundt eller godt for noget. Jeg kan bare se, at diskussionen er der i øjeblikket, og at den presser sig på.«

Frank Rechendorff Møller håber, at kulturministeren vil tale kulturområdet op og kan være med til at sætte en ny dagsorden, hvor kulturens rolle som en bærende søjle i vores samfund bliver italesat.

»Jeg håber, at ministeren ikke kun kommer til at føre en nødvendighedens politik, men også en stærkt engageret og udviklingsorienteret kamp for kulturen og kunsten. Man skal ikke alene være et ekko af Finansministeriets stærke fokus på økonomi og styring, når man taler ud i sektoren.«

Frank Rechendorff Møller holder en kort pause, som om han gennemtænker de sætninger, han netop har formuleret højt. Så siger han:

»Men jeg kommer ikke til at blive mere konkret end det.«

Information modtager ekstern finansering til projekter som bogserier og podcast. Vi har bl.a. fået støtte fra Ny Carlsbergfondet, Augustinus Fonden, Statens Kunstfond og Lundbeckfonden. Alle oplysninger om ekstern finansiering kan læses på information.dk

Serie

De magtfulde kulturfonde

Private fonde har de senere år fået stadig større betydning for kulturlivet. Deres penge er med til at bestemme, hvilke nye byggerier og projekter, der bliver til noget, og hvilke der må falde. Men hvem er kulturlivets nye magthavere? Hvordan ser de på kunst, og hvordan beslutter de, hvad der er værd at støtte? Og hvad betyder det for kunsten og demokratiet, at deres indflydelse stiger? I denne serie tegner Information portrætter af nogle af de mest magtfulde fonde.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Christian Mondrup
  • David Zennaro
  • Morten Balling
Christian Mondrup, David Zennaro og Morten Balling anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"For Frank Rechendorff Møller er diskretion en æressag".

Det gælder ikke kun ham. Jeg er ret sikker på, at det er en indstilling, der gælder for alle medlemmer af bestyrelsen eller ledelsen af den type af fonde. Hvorfor det er sådan, kan man sagtens skrive en hel bog om, ud fra en række forskellige perspektiver.

Ete Forchhammer

Hallo: "kulturrådgiver"!? Hvem, hvad, hvor? Hvor uddannes man til denne metier?
- og så nævnes Lasse Marker som en af slagsen... knusende svært at ta' alvorligt!
Er det iøvrigt rådgivning, kulturen mangler? I så fald hvilken?

Steffen Gliese

Augustinusfonden og de andre 'gamle' fører en fornem linje, som vi kun kan være glade for, når politikerne svigter deres måske væsentligste, men ikke dyreste og derfor nedprioriterede, opgave.
Det var dog lettere, da fondene var mindre administrerede i første led, og Peter Augustinus f.eks. kunne tage et greb i bukselommen og redde en turné for Det Kgl. Kapel, som grundet ulidelige besparelser var ved at gå i vasken.
Eller når Ny Carlsberg-fondet hjalp et museum til en erhvervelse på auktion.
Faren ved de mange penge er, at der pludselig får for meget fornuft og langsigtet strategi i den, så man selvstændigt bedriver kulturpolitik i stedet for at overlade det til institutionernes eksperter og så blot støtte op.

Anne Mette Jørgensen, Michael Mansdotter og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne kommentar
Morten Balling

Kultur er den adfærd og de normer blandt en gruppe mennesker som styrer det enkelte individs adfærd.

Politik er den proces hvor man systematiserer normerne i et forsøg på at styre adfærden blandt en gruppe mennesker.

Kunst er et værktøj som benyttes til at præge politik og kultur.

Hvad er kulturliv?

Morten Balling

@Jens Thaarup Nyberg

Ja, men når man som individ reflekterer over virkeligheden er det virkeligt svært ikke at nå frem til at man subjektivt foretrækker en kultur frem for en anden. Et samfund frem for et andet. Alle mennesker er konservative i en eller anden grad. Vi elsker det vi kender og frygter det vi ikke kender. Det skyldes, som alt andet i vores adfærd, sikkert evolution. Man har større mulighed for at overleve og sprede ens gener, hvis man ikke tager chancer.

Samtidig er man nødt til at tage chancer hvis man vil have forandring mod noget bedre, og ligesom vi alle er konservative, er vi også allesammen kritiske overfor systemet i dets til enhver tid nuværende form. Denne mekanisme er sværere at forklare med ren evolution. F.eks. er det svært at definere begrebet "god/bedre/bedst".

Vi er alle opvokset (dyrket/kultiveret) i en kultur, og det kan være svært at indrømme at en anden kultur er bedre end den man er vokset op i. Det svækker ens egen kultur, og i og med at mennesker er flokdyr har kultur også en funktion. Den klistrer flokken sammen.

Mekanismerne i et samfund er komplekse i en grad som får klimaforskning til at ligne simple regnestykker :)

Steffen Gliese

Morten Balling, det er måske en lang række antagelser, som imidlertid i sig selv formodentlig er kulturlige.

Randi Christiansen

Og når man hverken kan definere, hvad det gode samfundsliv eller hvad kunst er, hvordan så have kunst-og kulturstøtte, som ikke risikerer at støtte en dårlig sag?

Så er det jo meget bekvemt at overlade opgaven til private, som man i forvejen gør med stadig mere. F.eks. kontrolleres medierne af pengene, som dermed kontrollerer den offentlige samtale, hvilket har bragt os i krig og risikerer at gøre det igen - UDEN nogen offentlig samtale eller folkeafstemning men kun qua en beslutning, som foretages af inkompetente, usa følgagtige politikere - et usa hvis udenrigspolitik er i lommen på israel. Forstå det hvem der kan.

Bjarne Bisgaard Jensen og Ole Arne Sejersen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Med folkeløn klares den affære, fordi kunstnere så vil kunne arbejde uafhængigt.

Det løser selvfølgelig ikke problemet med kapitalkoncentration = magt på få hænder. Det opgør venter også på at blive taget. Men magten slipper tydeligvis ikke frivilligt grebet om sin illegitime magt. Så hellere kaste verden ud i krig og ødelæggelse.

Claus E. Petersen

Hvis folk vil lave en bronze skulptur af jomfru maria der fyrer en tjald mens hun har feministisk frigørende lesbisk sex med en hamster, så kan de jo bare gøre dét.
Hvis nogen vil betale for et maleri af Amalienborg, med hele banden fra Oehlenschlager og Drachman som front figurer, så kan de jo bare gøre dét.
Jeg fatter ikke problematikken, med mindre at det bare handler om at dem som hidtil har haft hånden på vuggen når det gælder uddeling af midler, føler at de har tabt magt fordi at de har mindre at uddele, og nu stirrer misundeligt på de fonde som de tidligere ikke har ænset, simpelthen fordi at fondene nu har mere magt end dem selv..

Ete Forchhammer

Steffen Gliese, jeg er helt enig med dig i at vi skal være glade for fondene, og dine eksempler underbygger synsvinklen.
Men jeg er usikker mht. frygten for styring? Som fx? Antallet af ansøgninger er jo steget eksplosivt, så selvom politikere åbenbart tror at der ikke er grænser for hverken fondes midler eller formål og derfor rask væk henviser til "søg fondene", så må disse vælge og dermed fravælge...
Selvfølgelig er heller ikke fondsbestyrelser ufejlbarlige, men opererer de egentlig ikke godt i det oprørte kulturhav?

Ole Schwander

I udlandet er kunstnerne i stor stil begyndt at se kritisk på, hvor museer og andre kulturinstitutioner får sine sponsorpengene fra.

Bjarne Toft Sørensen

@Ete Forchhammer: Hvorfor sætte spørgsmål ved titlen som "kulturrådgiver" og de kompetencer, der måtte knytte sig til en sådan funktion.

Det er fint nok, at vi har en masse dygtige mennesker, uddannet på kunstakademierne og inden for området "Kunst og kultur" på universitetet, men de mangler som udgangspunkt kompetencerne til at kunne fungere som kulturrådgivere.

Langt de fleste af dem har som udgangspunkt meget lidt viden om og forståelse af, hvad det kræver for at kunne drive kunst - og kulturvirksomhed, såvel når det drejer sig om det forretningsmæssige (f.eks. marketing, drift og jura), som når det drejer sig om det politologiske (f.eks. kunst - og kulturinstitutionerne i en samfundsmæssig og politisk sammenhæng).

Det er sådan noget, som Lasse Marker og Søren Mikael Rasmussen med deres uddannelsesbaggrund og erfaringer har forudsætningerne for at kunne klare.