Feature
Læsetid: 3 min.

En baglæns vandring gennem byen får oplevelse og indbildning til at filtre sammen

Inspireret af den afrikanske og asiatiske forståelse af tid som cirkulær frem for lineær har den hollandske kunstner, Johannes Bellinkx, lavet byinstallationen ’Reverse’. Her går man baglæns gennem København med et specialdesignet lydbillede i ørerne, der får ellers velkendte steder til at fremstå sære og eksotiske
Kultur
2. juli 2019

»Det føles som at være med i en film, der afspilles baglæns.«

»Det er, som om man har taget et eller andet.«

»Man skal lige sidde ned og drikke noget vand og samle sig igen bagefter.«

Det er store udmeldinger, der kommer fra de tilbagevendte deltagere, mens jeg står i kø under solen på Israels Plads og venter på at få lydudstyr på.

Reverse, hedder byinstallationen, som inviterer sin deltager til at gå baglæns gennem byen. Hvis man har sin daglige gang omkring Nørreport og Gothersgade og har undret sig over den hvide linje, der går hen over veje og fortove, så er denne installation forklaringen.

Efter en kort introduktion til symbolerne på den hvide linje er jeg i gang. Stemmer bruser, skateboards klakker mod fliser og en bold hamrer mod et gitterhegn, mens jeg prøvende tager mit første baglæns skridt væk fra Ørstedsparkens lysende grønne trækroner.

Hvad der foregår bag mig, og hvad der foregår i headsettets soundscape, er ikke til at skelne fra hinanden. Jeg indser hurtigt, at jeg enten må stole på arrangørernes professionalisme eller gå og dreje hovedet hele tiden for at sikre mig, jeg ikke bakker ind i noget eller nogen. Jeg prøver at stole på dem.

Det er fredag eftermiddag med høj sol, og Torvehallerne er fyldt til bristepunktet, da jeg bakker gennem et hav af turister og lokale. Farveklædte par med kameraer og foldere træder ind fra siden og stopper op. De kigger skiftevis på hinanden og på mig, mens de bliver mindre og mindre.

»The Vikings where actualy the first ones to ... steelmade wheels ... The vikings ...« lyder det fra en høj mandestemme med britisk accent bag mig. Eller fra headsettet.

Da jeg rammer Frederiksborggade og bakker ned ad det travle fortov, er reaktionerne fra flokken en anden. Jeg er ikke længere kun en attraktion, men også et irritationsmoment. Det tjener intet praktisk formål at gå baglæns. Man er langsom og uvidende om retningen, man bevæger sig i og kræver dermed selvisk, at alle andre er opmærksomme på én. Som en stor baby, alle er nødt til at forholde sig til. Det er stik imod det sociale kodeks. Og det ligner et ideologisk statement. Pisseirriterende.

Da jeg når de mindre befærdede områder af ruten, har den baglæns bevægelse og lydlandskabet induceret en trancelignende tilstand. Jeg føler mig intenst nærværende og samtidig meget fjern.

Når man går forlæns, nærmer man sig horisonten. Objekter i centrum af synsfeltet vokser, mens periferien forsvinder. Det, man nærmer sig, fylder mere og mere, mens alt andet forsvinder.

Når man går baglæns, fjerner man sig fra horisonten. Objekter i centrum af synsfeltet skrumper, mens ting vælter ind fra periferien. Alt det nye, der træder ind foran blikket, er stort og tæt på. Man favner mere og mere med sit blik.

Byen opleves i stillestående, skrumpende billeder. Som en række scener.

Tingene føles uendelige, indtil man drejer, og de pludselig er væk. Erstattet af noget andet, der nu føles lige så uendeligt.

Pludselig dukker en dørkarm op, og jeg befinder mig i en mørk kirke. Vejen udenfor med de passerende biler, står skarpt i døråbningens lysende firkant, der bliver mindre og mindre. Kirkebænke, ikonografier og et orgel, dukker frem. Indtil jeg drejer og står foran prædikestolen, der langsomt bliver mindre, mens løbetæppet bliver længere, og alteret vokser frem i venstre side.

Stillbilleder fra en baggård, en lang kælder og frodige, grønne haver. En fyr dukker op foran og går i samme retning som mig. Han er nysgerrig, men forsøger også at lade, som om jeg ikke findes. Eller i hvert fald ikke går baglæns og ser lige mod ham.

Snoede jordstier bliver længere og længere under tungt hængende trækroner.

Pludselig lægges en hånd på min skulder og fører mig op ad en blød væg af stof. Væggen tipper bagover. Himlen kommer nærmere uden at flytte sig, (det føles, som om) jeg bliver suget opad. Brusende lyde stiger og daler. Det er ikke til at afgøre, om min krop er i bevægelse. Oplevelse og indbildning er filtret sammen. Det hele summer.

På et tidspunkt stopper det igen.

Jeg tager headsettet af og går mod en bænk, der vokser, mens træer, blomster og græs forsvinder.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her