Læsetid: 10 min.

Digteren Nanna Storr-Hansen samler skrald som en politisk protest

Nanna Storr-Hansen er digter og finder sin inspiration i affaldet, og hvordan vi påvirker verden med de aftryk, vi efterlader. Her fortæller hun om, hvordan skrald kan være en livsstil og affald en metafor for hendes litterære virke
»Meget af det, jeg interesser mig for, handler om at genopdage, hvordan man gjorde ting før i tiden. Jeg gider ikke bare at smide ting ud eller købe nogle bestemte ting, fordi det skal være nemt. Jeg har f.eks. lige lært at lave min egen deodorant, og det gør mig virkelig glad, når jeg slipper for at købe en masse unødvendige ting,« fortæller Nanna Storr-Hansen.

»Meget af det, jeg interesser mig for, handler om at genopdage, hvordan man gjorde ting før i tiden. Jeg gider ikke bare at smide ting ud eller købe nogle bestemte ting, fordi det skal være nemt. Jeg har f.eks. lige lært at lave min egen deodorant, og det gør mig virkelig glad, når jeg slipper for at købe en masse unødvendige ting,« fortæller Nanna Storr-Hansen.

29. juli 2019

På en kold og blæsende forårsdag går den danske digter Nanna Storr-Hansen rundt i Byparken i Skovlunde. Hun er klædt i en lang rustrød jakke og cremefarvede bukser, og med hendes hvide hår står hun i kontrast til den hidsige blå himmel. Lysende.

Omkring hende skræpper en flok af gæs, ænder og måger rundt i den lille kunstige sø og fremmaner et lydbillede, der næsten overdøver Frederikssundsvejen i baggrunden.

Nanna Storr-Hansen har udgivet to digtsamlinger. De hedder Spektakel og Mimosa, og de er udkommet på forlagene Arena og Gyldendal – to prestigefyldte forlag, som den unge 27-årige digter har brugt til at cementere sig som en af de mest stilsikre og eksperimenterende stemmer i dansk poesi lige nu.

Nanna Storr-Hansen er stilist med stort S, og så samler hun skrald.

Affald og modstand

Der er mennesketomt i den lille bypark. Der er kun os og fuglene. Foråret er hysterisk, og vi er omgivet af bristende knopper og et blomsterflor i hvidt og gult.

Nanna Storr-Hansen kravler ind i et buskads og hiver en tom Redbull-dåse ud. Hun putter den i lommen for at smide den ud. Den skal ikke ligge her. Lyder det mærkeligt? Egentlig ikke, for hendes store passion er affald. Det er en interesse, der både omfavner affaldssortering og oprydning i naturen, men også hvordan hun kan genanvende affald til nye produkter.

Nanna Storr-Hansen er Zero-waster. En bevægelse, der især udfolder sig på Instagram med æstetisk lækre billeder af, hvordan man begrænser sit forbrug og genbruger sit skrald. Det er ikke sådan, at den unge forfatter hver eneste dag går ud og samler skrald i den lokale bypark.

Nej, for hende handler det om at omstrukturere sit forbrug. Hun prøver at undgå mad, der er pakket ind i plastik, og foretrækker emballage lavet af metal, træ eller pap. En kompliceret øvelse i dagens Danmark, hvor alt er pakket ind. I tillæg er Nanna Storr-Hansen også begyndt at producere sine egne rengørings- og hygiejneprodukter for at begrænse sit klimaaftryk. Det handler om at finde tilbage til nogle gamle og glemte metoder.

Hendes interesse for affald og skrald startede som en måde at føle, at hun kunne gøre modstand mod en forbrugskultur, der er gået amok. På et overordnet plan ville hun gerne bevæge sig væk fra nogle produktionsforhold af især tøj og plastik, som hun fandt problematiske, og på et personligt plan blev affaldsinteressen en motivation til at gøre politisk modstand efter en hospitalsindlæggelse.

I sommeren 2018 var hun indlagt på Herlev Hospital med tarmslyng. Da hun kom hjem, havde hun brug for at kunne styre noget, når hun nu ikke kunne styre sin egen krop, så hun begyndte at forholde sig til sit eget aftryk på verden. Man kan sige, at hun havde brug for at blive herre over egen krop. Der opstod et slags sammenfald mellem hendes egen krops magtesløshed og den magtesløshed, hun føler over verdens tilstand.

Nanna Storr-Hansen

  • Nanna Storr-Hansen er opvokset i Farum og født i 1991.
  • Hun har læst på Forfatterskolen, og har en bachelor i litteraturvidenskab.
  • Nanna Storr-Hansen har udgivet to anmelderroste digtsamlinger, ’Spektakel’ og ’Mimosa’.
  • Hun underviser på skriveskolen Nyt Forum for Skrift og bor i Skovlunde med sin kæreste.
  • Hun interesserer sig for affald.

Nanna Storr-Hansen har en klar følelse af, at der ikke bliver gjort nok i forhold til klimakrisen. Selv om det egentlig er hende imod, at det skulle være det enkelte individs ansvar at gøre noget ved klimaforandringerne, så gav denne lidt liberalistiske tankegang hende en følelse af at kunne gøre modstand mod et system. Hun fortæller:

»Jeg tror, at affaldsinteressen blev en måde at genfinde en plads i verden på. Det virkede helbredende at sætte sig ind i alle de her ting og føle, at der faktisk var noget konkret, som vi kunne styre, når magthaverne nu ikke kan blive enige om nogle varige løsninger. Det blev en ægte passion, hvor jeg genvandt en magt over nogle meget abstrakte kræfter.«

Det er den røde tråd i hendes interesse: at insistere på at gøre modstand. Det er en tanke, som hun også allerede har behandlet i et digt i hendes første bog Spektakel, hvor det lyder:

»sådan jeg gennemtænker / mit forbrug ned til de mindste / detaljer det er mit værn.«

Vi går op over den høje bakke, som ligger i midten af parken. Her kan man se ud over villakvartererne og boligblokkene, der ligger på grænsen mellem Herlev og Skovlunde. Her er Nanna Storr-Hansen flyttet ud sammen med sin kæreste, forfatteren Duncan Wiese, og hun ser flytningen fra København til forstæderne som en klar forlængelse af interessen for affald.

Begge ting gør, at hun sparer penge og dermed har mere tid til at skrive sine bøger. Med den rette omhu forsøger Nanna Storr-Hansen at træde ud af det økonomiske system.

Instagramlækker skraldereducering

Hvis man søger på hashtagget #zerowaste, der har over 2,5 millioner opslag på Instagram, vælter det frem med lækre genanvendelige hørposer, ordnede glaskrukker med fermenterede grøntsager og influencere, der får det skraldereducerende liv til at se glamourøst ud.

Ved første øjekast ligner det en bevægelse som så mange andre, der har gode intentioner, men som også meget hurtigt bliver en ny måde at tjene penge på. Nanna Storr-Hansen er bevidst om problematikken, og hun mener, at det er meget vigtigt, at det ikke bare bliver en æstetik på Instagram.

Hun er også meget opmærksom på, at det at leve så bevidst, hvor man laver sine egne rengøringsprodukter af vand og eddike, forsøger at undgå plastik eller aldrig kan købe noget nyt tøj, er enormt besværligt og ikke noget, som alle kan:

»Jeg prøver at leve efter Zero-waste-bevægelsens slogan, ’reduce, reuse, repair, recycle’. Jeg ved godt, at det er meget at skulle bede folk om — at skulle have tid og overskud til at omlægge deres liv så radikalt. På den anden side synes jeg også, at der er mange, der har mistet deres omtanke. Det hele skal være så nemt, og det, tror jeg, er en stor del af vores problemer med klimakrisen i dag. Det handler ikke om, at folk skal gøre det perfekt, men at de forsøger og begynder at tænke over klodens problemer.«

Nanna Storr-Hansen mener, at vi er blevet et samfund, der er gennemsyret af en nemhedskultur fyldt med løsninger, der gør livet nemmere, men som der ikke nødvendigvis er brug for. Hun ser det at mindske sit affald som en modbevægelse til denne nemhedstankegang.

Hun insisterer flere gange på, at hun ikke er frelst, og at hun forstår, at det kan være meget svært at omlægge sit liv. Men hun mener, at det i det mindste er nødvendigt at spørge til, hvad der er brug for overhovedet? I Zero-waste-bevægelsen er det en essentiel ting at lave sine rengørings- og hygiejnemidler selv, hvorpå man sparer verden for en hel masse plastik og kemikalier. Det giver hende en stor tilfredshed at mindske sit klimaaftryk:

»Meget af det, jeg interesser mig for, handler om at genopdage, hvordan man gjorde ting før i tiden. Jeg gider ikke bare at smide ting ud eller købe nogle bestemte ting, fordi det skal være nemt. Jeg har f.eks. lige lært at lave min egen deodorant, og det gør mig virkelig glad, når jeg slipper for at købe en masse unødvendige ting.«

Der er ingen tvivl om, at der kan være en økonomisk og klassemæssig problematik indlejret i den interesse, som hun også beskriver som en livsstil mere end en hobby. Det kræver overskud at omlægge sit liv i et samfund, hvor affald og skrald er en indlejret del af produktionen.

Det er ikke nemt at undgå plastik, det tager tid at sætte sig ind i, om noget tøj er kemisk skadeligt, eller om nogle bestemte produkter bliver lavet under problematiske forhold. Men hun mener heller ikke, at alle skal blive nulskralds-entusiaster. Hun mener dog, at hun, som en der har tid og overskud, netop bør tage et ansvar og gå forrest — især når ingen politikere eller stater vil tage et ansvar for klimakrisen.

Affald som poetisk metafor

Vi går videre gennem parken og aftaler at sætte os ved en lille parkbænk for at fortsætte snakken. Der kommer to nye gæs flyvende ind over os, og de begynder at angribe de fugle, der bader fredeligt i dammen. Der opstår kamp, indtil der til sidst er ro på sagerne, og vi kan fortsætte interviewet.

Nanna Storr-Hansens interesse for affald er tæt forbundet til hendes skrivepraksis, som man kan sammenligne med den litteraturteoretiske skole Dark Ecology. En af kongstankerne her er, at man må vende sin forståelse af omverdenen om. Man må se på naturen som noget, der ikke er uberørt, og som noget, der ikke eksisterer afkoblet fra menneskeheden.

Naturen er så at sige ikke et udenfor, der kan betragtes som en indhegnet nationalpark. I stedet er verden et slags netværk, hvor alt er forbundet — også alt det grimme, det vi ikke umiddelbart opfatter som natur, såsom affald. Hun forklarer i den skarpe sol:

»Affald og plastik er begyndt at hjemsøge mine tekster. Jeg ved ikke, om jeg vil kalde det en poetik, men affaldet findes helt konkret i mine digte. Jeg kan godt lide at betragte mine digte som nogle små miljøer, og jeg bruger ofte rester — en slags affald — fra gamle tekster, som jeg gentager og genbruger. Affaldet bliver en slags metafor for, hvordan digtet arbejder.«

Og det er ikke bare digtet, som arbejder med genbruget – affaldet har en helt central rolle i teksterne, hvor de mindste ting bliver skrevet frem. Det ser man i de første digte i hendes seneste digtsamling Mimosa:

»Hvis ikke vi / befinder os i sengene / flyder vi ud på plænerne / rundt om huset / ind i alle husets rum / vi opbevarer væsker og mad i køleskabene / vi lægger lort i kummerne / vi skiller os af med huden i badet.«

Kroppen og huset bliver fremhævet, som det organiske materiale det er, og på hvilken måde det indgår i affaldets kredsløb. Kroppen og huset er en slags sammenslynget natur, som Nanna Storr-Hansen bemærker.

Genbrugsmetaforen er central i hendes digte. Hun beskriver det som en slags hermeneutisk metode, når hun skriver: Hun står hele tiden på et bjerg af andre tekster — en slags affaldsdynge.

Noget af det gode ved at skrive, siger hun, er, at man kan genbruge og citere så meget, man vil, men hver gang man skriver noget, er man også hele tiden i kontakt med alt det i litteraturhistorien, som man ikke så godt kan lide. Alt det, man betragter som affald.

Nanna Storr-Hansen er interesseret i at give naturen en plads, som er sin egen.

Hun siger om Mimosa:

»Jeg er interesseret i at sige, at naturen ikke er sådan et cute sted, men et sted der svarer igen og har sin egen handlekraft. Det kan være et vredt og grimt sted og et sted, som har sit eget sprog, som vi ikke forstår. Naturen skal betragtes som en ligemand og ikke som noget, vi underlægger og hersker over.«

Denne idé om naturen kan man tydeligt se i hendes digte. Her lyder det f.eks. i Mimosa:

»besked til solen: hold ud / besked til solen: vi kommer lige om lidt / kan du vente / besked til solen: jeg står under dig / besked: hey du står bare lysende og klart / besked: jeg kan ikke se dig i øjnene / alligevel / humoren har ikke helt forladt mig / alligevel / humoren er den sorteste vej ud af skoven / fuck bøg fuck asp / bregnen som argument / regnen er betændt.«

Naturen er noget, som man kan tale til, noget som man kan bande af og bruge som argument.

Hun vil måske ikke ligefrem kalde sin affaldshobby for en poetik, der peger direkte ind i forfatterskabet, men det er uden tvivl noget, der fylder meget i hendes digtsamlinger. Skraldet bor i hendes bevidsthed og i hendes bøger. Alligevel er hun nu på vej væk fra denne messende og visionære økokritiske stemme, som har båret hendes bøger indtil nu.

»Jeg kan ikke rigtig sige mere på den her måde. Jeg er ved at få kvalme af min egen skrivestil, og bare man skriver noget om et træ, bliver man jo kaldt økodigter.«

Her i den tomme park på vej mod interviewets afslutning fortæller hun, at hun nu gerne vil skrive en mere registrerende poesi, der vender sig mod hverdagen, og knap så meget imod det kosmiske.

Hun vil skrive noget, der knytter sig til at være en person i verden. Det kunne være en person, som hende, der går meget op i skrald som en måde at være til og menneske på – en der vil omstrukturere sit forbrug.

Nanna Storr-Hansen er født i 1991.
Læs også
Serie

Forfatternes hobby

I denne serie tager vi vores læsere ind i en anden del af forfatternes verden: deres fritid. Vi tager med dem ud i naturen, i skateparken, ved bordtennisbordet og på tur rundt i vintagebiler for at blive klogere på, hvordan deres levede fritid inspirerer og supplerer deres kunstneriske proces.

Seneste artikler

  • Tobias Bukkehave bruger længslen efter ungdommens skateboarding i sit forfatterskab

    7. august 2019
    Tobias Bukkehave er fantasy- og thrillerforfatter. Han er disciplineret, og han vil have succes. Det er hans drivkraft, men han er også en anarkisøgende skater, der hele sit liv har søgt ind i subkulturen, der dyrker friheden og festen. Her fortæller han om, hvordan han lever mellem disciplinen og friheden
  • Digteren, der skriver ved bordtennisbordet

    17. juli 2019
    De færreste tænker sikkert, at det victorianske spil bordtennis har et poetisk potentiale, men den danske digter Sternberg udforsker og udfolder sin poetik ved det lille grønne bord. Og engang spillede han bordtennis hver eneste nat i halvandet år for at dulme sin kærestesorg og træne sin digteriske intuition med det hurtige spil
  • Der sidder en forfatter i en Porsche

    10. juli 2019
    Forfatteren Dy Plambecks liv har altid været sammenviklet med luksuriøse biler. Her fortæller hun om sin nye roman ’Til min søster’, hvor bilen bruges til at give kvinderne handlekraft og om, hvordan hendes interesse for biler har formet hendes litteratur
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
  • Niels-Simon Larsen
Ejvind Larsen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer