Digteren, der skriver ved bordtennisbordet

I en morgenstille Absalons Kirke på Vesterbro høres små hurtige klik. Det er lyden af en lille hvid bold, der møder et grønt træbord.

Helt tørt runger det i den gamle kirke. Klik, klik, klik.

Der står en mand for hver ende af bordet. De sender på skift bolden hen over et lavt net. Den ene er digteren Sternberg, der med sit bordtennisbat får sin ven Gustav til at arbejde. Med elegante og hurtige bevægelser springer de to mænd fra side til side og forsøger at få modstanderen til at fejle. Digteren Sternberg gør det, han er bedst til: at ødelægge den andens spil.

Sternberg er født i 1973. Han debuterede i 2004 med GuGu skaterdigter og var i en årrække centrum for forfatterkollektivet Øverste Kirurgiske, der blandt andet også talte digteren Morten Søndergaard og forfatteren Jens Blendstrup.

Men Sternberg er nok mest af alt kendt for sit konceptuelle fem-bindsværk, der er udkommet siden 2011. Her har han udgivet en række anmelderroste digtsamlinger, der alle udforsker forskellige stemmer og tider fra stenalderen henover guldalderen for til sidst at ende i den seneste meget anmelderroste De sidste dage-digte.

I det højloftede rum udspiller der sig en duel, hvor hverken Sternberg eller Gustav vil give sig. Sternberg arbejder hårdt for at få sin smash til at fungere, men gang på gang skyder han for langt. Han er frustreret. Mellem hver bold løsner hans ansigtsudtryk sig, og det bliver mildt, men idet bolden stryger fra battet og hen over nettet, sker der noget. Han er fokuseret, og i skæret fra den lavthængende lysekrone skinner den lille sølvknogle, som Sternberg altid bærer som ørering.

Nu er det bordtennis og intet andet.

Eskapisme og bordtennis

Sternberg har spillet bordtennis, siden han var barn. I kælderen duellerede han med sin far, men han har aldrig været medlem af en bordtennisklub. Det siger ham ingenting at skulle være en del af noget socialt. For Sternberg er bordtennis et rum at have en krop i. Et enkelt sted, hvor han bare kan være og ikke skal forsøge at være alt muligt andet end bordtennisspiller.

Spillet har fulgt ham hele livet, men Sternberg fortæller, at det først var, da han flyttede til Berlin, at bordtennis blev en integreret del af hans liv:

»Jeg flyttede til Berlin, fordi jeg gik fra min kæreste. Jeg fik lige pludselig rigtig meget fritid. Jeg havde brug for at være beskæftiget. Hvad fanden skulle jeg gøre med min krop, når jeg nu var alene? Det, jeg gjorde i Berlin, var at få natten til at gå med bordtennis. Det blev noget, jeg kunne gøre uden at tænke overhovedet. Det blev eskapisme gennem bordtennis, og jeg spillede hver nat i halvandet år.«

Sternberg blev stamgæst på bordtennisbaren Doktor Pong, og mesterspilleren Ricco blev en slags forbillede for ham, fordi han var så god til bordtennis. Ricco sad i kørestol, og Sternberg beskriver ham som tyk. Ricco var altså på ingen måde nogen oplagt sportsmand, men første gang, de to spillede mod hinanden, bankede Ricco Sternberg 21-1. Ricco lærte Sternberg at udvikle sit spil, men det tændte også en gnist i ham. Sternberg ville smage sejrens sødme.

»Jeg er ikke nogen alfahan, men når jeg spiller bordtennis, så vil jeg vinde.«

Denne vilje til sejr kan man observere nu i Sternbergs spil. Hans ven Gustav har overtaget, og ud i det gamle kirkeskib råber digteren eder og forbandelser. Sternberg laver fejl på fejl, og det frustrerer ham. Han virker ikke til at tænke over, at der sidder unge mødre med deres sovende børn i det tidligere så andægtige rum. Nej, der er kun spillet, og lige nu virker hans spil ikke.

Bordtennis som et show

Sternberg er en performativ digter. Når han læser op, er han ofte klædt ud og spiller karakterer fra sine bøger. Han har flere samarbejder med musikere, og en trio sammen med de to forfattere Peter Adolphsen og T.S. Høeg.

T.S. Høeg er også hans primære bordtennispartner. Sternberg er altså en digter, der nyder at læse op og fremføre sine værker foran et publikum. Alligevel er han som privatperson ikke glad for opmærksomhed, men når han spiller bordtennis, forvandler han sig, som han forvandler sig til en oplæsning.

»Jeg bliver forlegen af for meget opmærksomhed. Som barn begyndte jeg at græde, når folk sang fødselsdagssang for mig. Men jeg tænker bordtennisspillet som et show. For mig skal opmærksomhed have en funktion, og det har det, når jeg spiller. Jeg vil gerne lave det flotte slag, ligesom jeg gerne vil lave den gode oplæsning. Der vil jeg gerne have, at folk ser på mig.«

Sternberg er nu også begyndt at skrive enkelte digte om bordtennis. På denne måde forsøger han at lave en cirkelslutning mellem hans to store interesser i livet. Han skriver i et ufærdigt manuskript, som han et par dage efter interviewet sender på en mail med titlen simple dage-digte:

»jeg pendlede frem og tilbage
mellem Berlin og København
det gjorde jeg
i en evighed
i sådan cirka halvandet år

for at
noget var det samme
fra dag til dag
spillede jeg rundt om bordet-bordtennis
hver eneste nat
man må have sit eget værelse
i form af et eller andet
bordtennisbordet.«

Det er ikke sådan, at hele manuskriptet handler om bordtennis, men han integrerer sin tid i Berlin i digtet. Den tid, hvor bordtennis fyldte allermest, og hvor spillet fungerede som en slags overlevelsesmekanisme for at holde sorgen fra bruddet med sin kæreste ud i strakt arm.

Sternberg har ikke svært ved at lave paralleller. Han beskriver en følelse, når han spiller, hvor han er helt tom for tanker. Han reagerer, før han kan nå at tænke. Han er ikke bevidst om sine bevægelser. Det er den sindstilstand, som han også gerne vil være i, når han skriver. Han vil gerne lade fingrene gøre arbejdet frem for at lade bevidstheden gøre det. Man kan sige, at han gerne vil hurtigt på bolden. Både når han skriver, og når han spiller bordtennis. Det gælder i begge tilfælde om at have en god reaktionsevne i forhold til kroppens signaler.

Helt blank

Kampen er ved at slutte mellem Gustav og Sternberg. Mellem Absalons Kirkens pastelfarvede vægge har Sternberg tabt sin kamp, og i et kort øjeblik er han ærgerlig over resultatet. Det piner ham, at han ikke fik brudt Gustavs spil, at han ikke fik udfordret ham nok og dermed kunne gå med sejren. Han kommer med en række undskyldninger, men stopper sig selv af respekt for sin ven og modstander. I dag var Gustav bare bedst. Sternberg siger:

»Jeg kunne ikke koncentrere mig. Jeg kunne ikke gøre mig tom, jeg tænkte for meget.«

Sternbergs indgang til bordtennis er hans indgang til kunst helt generelt, og han vægrer sig ikke, da jeg kalder bordtennis for hans poetik.

»Jeg vil ikke stille nogle krav til mig selv, når jeg skriver — andet end at være nærværende. Så har jeg adgang til min arbejdsmetode. Når jeg spiller bordtennis, og når jeg skriver, bliver jeg nødt til at træffe nogle beslutninger helt intuitivt, og det kræver øvelse.«

Sternberg arbejder meget med dogmer, når han skriver. Alle hans seneste digtsamlinger følger et mønster, hvor de placerer sig i en historisk tid. Teksterne fik en original form, der løftede indholdet, og Sternberg sammenligner behovet for dogmer med hans spil:

»Jeg har også dogmer, når jeg spiller bordtennis. Jeg beslutter mig for eksempel for kun at spille i højre side for så at overraske min modstander med en marginal variation. Sådan skriver jeg også. Jeg følger mine benspænd hele vejen, lige indtil der er rum og mulighed for en variation. Det er hele tiden en forhandling mellem det konstante og variationen.«

Overskud af energi

Sternberg fortæller, at han lider af en slags protestantisk arbejdsetik. Han får dårlig samvittighed, når han ikke arbejder nok. Derfor kan det også være et problem at være digter, fordi det i virkeligheden ikke tager lang tid for ham at skrive sine bøger. Han misunder prosaisterne for, at de skal skrive så meget, mens det kan tage ham et øjeblik at skrive et digt. Faktisk skal han ofte forsøge ikke at arbejde, når han er inde i en god arbejdsperiode – ellers opstår der for meget tekst:

»Jeg bruger bordtennis til at skrive mindre. Jeg tror ikke, at det litterære publikum har stor interesse i, at man udgiver enormt mange bøger. Det er selvfølgelig lidt deprimerende, når man gerne vil være et produktivt menneske.«

Denne metode får Sternberg til at tænke på den franske dadaist Marcel Duchamp, der i slutningen af sin karriere begyndte at spille skak i stedet for at lave flere kunstværker. Med bordtennisspillet sikrer Sternberg altså en slags kvalitet i bøgerne. Spillet styrer ikke bare et overskud af energi og rastløshed i kroppen, men det styrer også Sternberg væk fra papiret, så teksterne kan få lov til at hvile og blive bedre.

Sternberg pakker sit bat sammen i den lille sorte bordtennisbattaske. De er færdige med at spille for i dag. De er ikke uvenner. De bliver aldrig uvenner. Når spillet er slut, er alt glemt, og i næste uge mødes de igen for at sende den lille bold hen over nettet.

I næste uge skal Sternberg igen træne sin skrift ved det grønne bord i den gamle kirke.