Læsetid: 10 min.

De europæiske musikere gjorde Roskilde Festival great again

Informations udsendte musikanmeldere har overlevet Roskilde Festival, det ligger fast. Dagen derpå mødtes de til en chat om festivalens glæder og sorger. Herunder at Europa viste baghjul til musikkulturens centrum, USA
Den catalanske sanger, sangskriver Rosalía var et af højdepunkterne ved dette års Roskilde-festival

Den catalanske sanger, sangskriver Rosalía var et af højdepunkterne ved dette års Roskilde-festival

Martin Fælt Gonzales

8. juli 2019

Ralf Christensen: Hej Louise.

Louise Rosengreen: Hej Ralf. Har Roskilde levet op til dine forventninger?

Ralf Christensen: Ikke rigtig. Og så alligevel ofte. Eller rettere: Min færden gennem Roskilde-programmet har ikke levet op til mine forventninger. Man kan jo kun anmelde sin egen vej gennem festivalen. Måske traf jeg bare de forkerte valg. Det er sket for mig før i livet. Hvad med dig?

Louise Rosengreen: Nogle dage gav mine prioriteringer en herlig og rutschebane-let opturstur gennem programmet. Mens andre dage bare fortabte sig i min manglende evne til at beslutte mig for, hvad det egentlig var, jeg var mest i humør til at høre lige dér, hvor jeg var.

Ralf Christensen: Hehe, således er også musikkritikere subjektive væsener, der er ofre for vejret – eller uvejret – i os selv.

Heja Europa

Ralf Christensen: Det er måske bare et udtryk for den mildt tilfældige vandring, jeg foretog gennem årets festival … Men var det ikke europæere, der var de konsistent største kunstneriske oplevelser i år? Onsdagen på Roskilde blev løftet af europæere (Dylan fraregnet), der stod for helende og/eller historiebevidste shows: Spanske Rosalía og franske Christine and The Queens.

Louise Rosengreen: Hvis europæerne reddede onsdagen, så var det det afrikanske kontinent, der sørgede for at torsdagen blev uforglemmelig. Særlig Fatoumata Diawara. Den malinesiske afrofolk-feminist havde publikum i sin sympatiske hule hånd.

Ralf Christensen: Hehe, true. Men med lidt annektering af fransk 60’er-pop-stil til sidst.

Torsdag var det så også engelske Jon Hopkins og svenske Neneh Cherry, der peakede for mig. Og fredagens bangers kom fra danske Astrid Sonne og britiske Underworld. Mens lørdagen for mig tilhørte engelske Flohio og den eksil-iranske sangerinde Liraz, der gav en sensuelt forsiret kvarttone-popfest med sin smukt og stramt spillende backingkvintet. Wauw.

Jeg tror, en del af det amerikanske kreative underskud på festivalen skyldes, at den nye generation af singersongwritere hænger for tungt fast i indie-kulturens selvudslettelse og traditionens dynd, og at en del af rapperne er for dårlige til at levere en konsistent god koncertoplevelse. Eller for kyniske. Specifikt Cardi B som det grusomme, men SoMe-saftige produkt af den amerikanske drøm.

Ja, når det kommer til den amerikansk opfundne hiphop, så kunne man sende en del amerikanere i skole hos Flohio. 20 minutter for sent i gang, men indhentende det tabte med euforisk synkoperet og hidsigt melodisk cockney-fraseret rap.

Glem alt om trap-hiphoppens trioliseringer, det her var et højdepunkt. Måske også fordi survival of the fittest-mantraet i så meget US-hiphop var afløst af en Brexit-borgers indædt bjæffende humanisme.

Gaye Su Akyol.

Peter Nygaard

Det amerikanske underskud

Ralf Christensen: Jeg rabler lige videre. Jeg tænker, at årets europæiske overskud skyldes et større politisk spektrum, og at der er nogle traditioner, der har vist sig stærkt frugtbare at genfortolke. Hopkins og Cherry, der genopliver delvist europæisk elektronisk dansemusiks revolutioner i 90’erne.

Triphop, drum’n’bass, ambient, techno (US). Sonne, der nikker til samme årtis britiske bedroom scientists Autechre og Aphex Twin – men muterer sig selv videre i sin avantgardekompositoriske og også europæisk klassiske tilgang. Der var således hele tre bratscher i spil under hendes fabelagtige koncert med nykomponeret materiale.

Louise Rosengreen: Danske Lowly gjorde også et godt stykke klangarbejde. Særligt er jeg vild med, hvordan de to sangerinder Soffie Viemose og Nanna Schannong supplerer hinanden vokalt. Og selv efter at både danske Mø og svenske Robyn havde gjort deres for den skandinaviske danseglæde, så var der intet, der kunne stoppe festfinnen Alma i at vride de allersidste dansetrin ud af de alleryngste lørdag kort før lukketid.

Finske Alma.

Peter Nygaard

Ralf Christensen: Og så er der jo Rosalía, der – ganske vist med gæld til amerikansk, moderne r&b – genopfinder flamencoen. Den har så også rødder i maurisk invasion og romaernes nomadiske kulturbagage. Lige som en stor del af den europæiske elektroniske musikrevolution jo også skylder en herregård til Jamaica og USA.

Så på den måde var det postkolonialismens, immigranternes og det mere socialdemokratiske Europa, der pludselig viste baghjul til et isolationistisk og neoliberalistisk USA i forfald? Selvfølgelig en grov generalisering, men ikke desto mindre et snit man kunne lægge gennem programmet.

Den sydafrikanske sanger Nakhane.

Peter Nygaard

Charlotte Bircow aerobic-session

Louise Rosengreen: En ting, der slog mig, var, at det ikke længere kun er de helt store popnavne, der bruger dansekoreografi i deres show. Lagde du mærke til det?

Ralf Christensen: Ja, udover stjernerne Rosalía, Cardi B, Christine & The Queens, så havde danske Baby In Vain i hvert fald også dansere i sving.

Louise Rosengreen: Præcis. At se Christine and the Queens onsdag nat var næsten som at være til en Charlotte Bircow aerobic-session. Chris og hendes stramt koreograferede dansere havde balder af stål, og deres løse stil var et imponerende gennemført skue. De gav den som seksuelt opstemte legebørn med saltoer og slåskamps-imitationer. De manglede bare lidt flere numre som »Tilted«, der kan løfte sig over det elektropoptrivielle for fuldstændig at omdanne natten til den fordomsfri disco-zone, Chris plæderede for.

Ralf Christensen: Jeg elsker også den melankolske »Girlfriend«, hvor hun folder sig ud som seksuelt flydende væsen. Og jeg elskede den måde, de alle ikke-dansede på.

Louise Rosengreen: Og så var det da en genial åbning af Gloria, at festivalen havde sat Baby In Vain og Den Kongelige Ballets eksperimenterende dansetrup Corpus sammen. Jeg har aldrig før set et trommesæt blive danset fra hinanden på den måde, hvor hi-hat og stortrommepedal ligefrem svævede gennem luften indsvøbt i glimmerstof og fjerboaer.

Ralf Christensen: Hørt! Det var en kuldsejlet rockopera med et bestiarium af drillende dansevæsener. Apropos: Hvordan synes du rocken klarede sig i år?

Louise Rosengreen: Hvis den sandstormsvilde ørkenblues, som Bombino kunne improvisere ud af sin elektriske guitar, tæller som rock, så sprængte den skalaen. Pyt med, at der knækkede en streng. Det forhindrede ikke den fingerfærdige nigerer i at hvirvle publikum ind i sin Hendrix-nomade-ekstase.

Ralf Christensen: Lyder fabelagtigt. Rocken var i hvert fald i live, selv hos gamle The Cure, der gav et koncentreret, nærmest hypnotisk rytmisk sæt. Og så var der uventet glamrock med queer-samplerdelikeren Yves Tumor. Han havde minsandten samlet en kvartet bag sig, ikke mindst en vildt solistisk el-guitarist, der lignede Peter Frampton og lød som Marc Bolan. Og, voila, så var der pikrock med queer afroamerikansk frontfigur.

Til koncert med The Cure.

Peter Nygaard

Fra knytnæve til åben hånd

Ralf Christensen: Vi bliver også nødt til at tale om variationen i kvinderoller på Roskilde. Om det vilde skifte i at vade fra B til C, fra amerikanske Cardi B’s aggressive, heteroseksualiserede magttrip til franske Christine and The Queens og frontfigur Christines safespace, queer, lystige og lystne show. Fra en knyttet næve til en åben hånd.

Louise Rosengreen: Der er heldigvis et hav af andre måder at performe sit køn på, det fik festivalen bevist. Se blot Cardi B’s landskvinde Janelle Monáe, der optrådte iført vagina-bukser og fik publikum til at skråle med på sin feministiske omskrivning af et James Brown-mantra:

»Say it loud, I’m dirty and I’m proud.«

Eller den eminente Lizzo, der rapper, at sidst hun tog en DNA-test var hun 100 procent bitch – også når hun tuder som pisket. Med amerikanske Monáe, Lizzo, Diawara, danske Frk. Jacobsen, Jada og Mø som forbilleder, er jeg ikke så bekymret på fremtidens kønsvegne.

Rapperen Lizzo.

Peter Nygaard

Positive og negative vibes

Ralf Christensen: Jeg kommer til at tænke på, hvor hævngerrige og uforsonlige vibes Cardi B generelt transmitterede. Fest i vredens navn. Mens Christine prædikede safespace og højlydt fejrede, at vi svedte sammen. Et fællesskab i fryd. Ja, hun mimede endda på et tidspunkt Cardi B’s signaturfrasering. Kærligt.

Louise Rosengreen: Nogle gange kan det blive lidt for frelst for min smag, når musikerne mellem numrene får den fikse ide at prædike politik. At nævne at man synes, Trump er en nar, er efterhånden blevet det nemmeste trick.

Eller hvis musikerne bliver unødvendigt hippie-hellige og pointerer vigtigheden af peace, love og sammenhold. Som da den amerikanske indie-sanger Sharon Van Etten delte med os, at hun var blevet mor, hvilket tvang hende til at være mere positiv i dén rolle. Hvorimod hun på sine albummer fik afløb for sin negativitet. Så hellere køre Dylan-stilen og forholde sig trodsigt tavs mellem numrene, og lade sangene formidle, hvad man måtte have af kæpheste.

Ralf Christensen: Ja, eller bare holde musikken åben for folks egne fortolkninger.

80’erne – et lys, der aldrig går ud

Louise Rosengreen: Det var først, da jeg stod på pladsen, at det gik op for mig, hvor meget 80’erne fyldte i år. I kraft af navne som The Cure og Tears For Fears, der havde deres storhedstid der, men også i den lyd, som andre yngre bands tager med sig derfra.

Og selv om der er meget godt at sige om mit fødeårtis landvindinger, virker det også lidt tragisk, at mange af hovednavnene tilhører fortiden. Det bliver bare mere nostalgisk patetisk end fremadskuende at høre The Smiths guitarist Johnny Marr synge »There’s A Light That Never Goes Out« uden Morrissey på vokal.

Ralf Christensen: Jeg gad slet ikke Marr, han er kedsommelig solo. Men så lidt Tears For Fears. De var på forunderlig vis ikke for alvor blevet ældre.

Louise Rosengreen: Men også pudsigt, at de valgte at spille et cover af »Creep« fra 90’ernes måske største rockband Radiohead med »Creep«. Roland Orzabals vokal og bandets 80’er-storladenhed ydede kun nummeret retfærdighed.

Ralf Christensen: I hvert fald var der ingen tvivl om, at 80’erne levede i publikums lunger, især da bandet leverede en prunkløs og smuksunget version af deres egen »Shout«.

DJ Koze

Peter Nygaard

Tør smag i munden

Ralf Christensen: Var det en god årgang Roskilde?

Louise Rosengreen: Tja. Der var højdepunkter som Dylan og Diawara, men jeg sidder alligevel tilbage med en lidt tør smag i munden. Dig?

Ralf Christensen: Mjah. Jeg synes, det var et godt år, hvor især kvindelige kunstnere og den ikke-vestlige verden indtog stærkere positioner. Men overordnet kan programmet – fra min vinkel – kritiseres for for mange ferme, men aldrig sindsoprivende singersongwritere. Nogle uopfindsomme rappere og endimensionelle elektronikere. Og fjollede, guitar-gejle drenge på Orange: Bring Me The Horizon, Empire Of The Sun og Vampire Weekend.

Hvorfor ikke tage chancen og affyre store elektronikere som Underworld og Jon Hopkins på hovedscenen? Jeg er sikker på, at ungdommen vil nikke genkendende til deres beats. Som jo lever et parallel-liv i EDM-genren.

Louise Rosengreen: Jeg var nu stærkt begejstret for festivalens prioritering af netop singersongwritere. Flere af særligt de kvindelige indie-navne var det perfekte sted i deres karriere. Dér, hvor de har fået tilpas erfaring til at give en gedigen koncert, men stadig ikke er blevet mere hypede, end at de kan spille på de mindre scener. Tag en kunstner som Weyes Blood, hvis barok-pop og Mamas & Papas-lune melodier strålede om kap med solen.

Ralf Christensen: Okay, nu giver du mig jo helt lyst til at have været lige dér :-). Men ikke de andre steder.

Country meldes savnet

Louise Rosengreen: Hvad jeg virkelig savnede i årets program, var country. Jeg har støvsuget scenerne for noget, der bare kunne komme i nærheden af en booking a la den fine Courtney Marie Andrews, der betog et fyldt Gloria-telt sidste år. Det tætteste jeg kom på at finde noget, der kunne stille det behov, var da den italienske multi-folklorist Vinicio Capossela satte en storskygget stråhat på hovedet og sendte en hilsen til Johnny Cash, inden han croonede henover akustisk guitar og guitarlele.

To-tre kvalificerede countrynavne kunne have kompenseret for dét, du efterspørger i indierocken. Jordnær inderlighed og gedigne sangtekster. Hvorfor spillede Jason Isbell eller Kacey Musgraves ikke? Eller ja, når nu både Dylan og Plant stod der, så kunne selveste Willie Nelson vel også have prydet programmet.

Ralf Christensen: Jeg ved ikke, om det er det jordnære og inderlige, jeg savner, snarere det eventyrlystne. Men jeg er helt enig i, at Roskilde burde have haft fat i countryen. Ikke mindst fordi den nu er en kampplads for både seksualitet og race i USA – især med afroamerikanske Beyoncé og senest Lil Nas X’ sindssyg sejrrige invasion i genren.

Louise Rosengreen: Netop. Det var så til gengæld en klar forbedring, at festivalen konsekvent havde valgt at droppe konferencierne på samtlige scener. Det begrænsede mængden af tyndslidte floskler og dumme spørgsmål som »Er I der Roskilde?«

Ralf Christensen: True. Eller »Den næste kunstner behøver ingen introduktion«, hvorefter at man får en introduktion. Udeladelsen gav også musikerne mulighed for at opbygge deres egne begyndelser – helt rent, uden mudder.

Louise Rosengreen: Ja. Mudder er der jo i forvejen rigeligt af, når man er på festival i regnvejr.

Ralf Christensen: Til gengæld var jeg ikke glad for, at en festival med god plads til ekstremer ikke kan ære det tyste yderpunkt. Flere gange på Pavillion led kunstnerne under den nyindflyttede Apollo-scenes beat-konvention.

Louise Rosengreen: Og de tyske Zeitkratzers minutiøst sarte fløjtetriller og bækkenhvirvler fik pludselig selskab af Bikstoks rap og bas. Det er på ingen måde fair.

Ralf Christensen: Det er noget rod, som vel kan løses med mere asymmetri i spilletiderne. Giv det en chance, Roskilde. For stilhed er efterhånden det mest radikale, der findes i vores verden. Og på gensyn!

Louise Rosengreen: Ja, der er heldigvis ikke dét, logistik ikke kan løse. Vi ses i 2020.

Serie

Roskilde Festival 2019

Musikken er lige så tilbage- og fremadskuende som altid. Hedonismen har fået nye stoffer og teknologier plus rosévin, men fællesskaberne er stadig i centrum. Informations udsendte medarbejdere gennemtrawler med reportager og kritik Dyrskuepladsen for den vigtigste musik og for festivalkulturer i evig forandring.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu