Ferieminder: En lortedag i det gamle Sovjet

En dag for et par år siden vågnede jeg op i den ungarske hovedstad Budapest.

Det var sommer, og jeg havde feber, tilstoppet næse og en gennemtrængende smerte i begge ører.

Da jeg bestilte rejsen, havde jeg drømt om en afslappende storbyferie, hvor jeg skulle drive omkring i det jødiske kvarter, lade mig henføre af sovjettidens opulente bygningsværker og drikke litervis af den søde Tokaji-vin i solen.

I dagene inden afrejsen var jeg blevet ramt af en halsbetændelse, som jeg havde satset på, ville gå væk af sig selv. Men i stedet var det nu, som om lufttrykket under den korte flyrejse fra København havde presset betændelsen ud i ører, næse og alle andre kanaler i mit kranium.

Derfor måtte jeg, på rejsens første dag, stavre ud i morgensolen på jagt efter antibiotika.

Jeg hoppede på bussen og steg af i den anden ende af byen. Her var det første syn, der mødte mig, en møgbeskidt, hjemløs mand, som, fuldt oprejst og med rystende knæ, var i færd med at skide op ad et spinkelt træ, midt på fortovet.

Jeg nåede at stirre på ham lidt for længe, inden jeg hastede ind på et apotek.

Den eneste engelsktalende person derinde viste sig at være en ung kvinde, som var i færd med at læse en ph.d. på universitetet. Hun sendte mig videre til et lægehus, hvor jeg kunne finde en øre-næse-hals-læge.

Efter at have vandret fortabt omkring i nogle minutter fandt jeg endelig frem til stedet. Jeg lagde mit blå sygesikringskort på skranken og takkede min skaber for EU, imens jeg udfyldte en stak papirer og satte mig til at vente i det, der føltes som en evighed. Feberen tog til for hvert minut, der gik.

Endelig, efter halvanden time, blev jeg kaldt ind til en lyshåret kvinde med et strengt blik. Jeg gik i gang med at præsentere mig selv på engelsk men nåede dårligt at færdiggøre sætningen, før hun udbrød et højlydt suk og himlede med øjnene. Hvis jeg ville have hjælp, måtte jeg skaffe en tolk, sagde hun. Men hvordan? Jeg kender jo ingen her, udbrød jeg.

Uforstående satte jeg mig på en stol og placerede min højre fod på mit venstre knæ. Det skulle jeg ikke have gjort. Med et resolut baghåndsslag vappede lægen min fod væk fra knæet og ned på gulvet, hvor den hørte til.

Jeg var lamslået. Du må da kunne kigge mig ind i øret og udskrive en recept, protesterede jeg, og pegede på mit øre. Men nej. Der var ingen hjælp at hente. Efter nogen tids diskussion fik jeg hende overtalt til at henvise mig til en anden øre-næse-hals-læge, som kunne tale engelsk, inden jeg styrtede ud af bygningen.

Syg og fortabt

Kort efter fandt jeg mig selv nær et IKEA-varehus, hvor jeg ravede desorienteret omkring i middagsheden. Det lægehus, som den sure læge havde henvist mig til, var noget nær umuligt at finde. Jeg gik i cirkler og forsøgte at tyde vejskiltene. Men de kyrilliske bogstaver kunne lige så godt have været hieroglyffer.

Feberen tog til, og jeg følte, at mine trommehinder skulle sprænges af smerte.

Stakkels mig. Hvad skulle jeg dog gøre? Desperat forsøgte jeg at ringe hjem til min egen læge i Danmark, men uden held. Et kort øjeblik overvejede jeg i ramme alvor at ringe til den danske ambassade.

Men pludselig, ved et lykketræf, fandt jeg frem til den rette indgang. Jeg lod mig indskrive ved endnu en skranke og satte mig til rette på en langstrakt gang.

privat foto

Jeg følte mig meget alene. Syg og fortabt i et fremmed land, hvor stort set ingen talte et sprog, jeg kunne forstå, folk sked på gaden, og lægerne var uforskammede. Danmark virkede pludselig meget langt væk. Det europæiske fællesskab forekom mig at være en illusion. Hvad var et blåt sygesikringskort værd, hvis ikke værdierne fulgte med? Sådan sad jeg henslængt i dystre tanker, mens stolene omkring mig langsomt blev tømt, indtil jeg var helt alene på gangen.

Endelig kom en ung mand ud i en grøn kittel. Jeg gik straks i gang med at forklare ham, hvad der var galt.

»Oh,« udbrød han.

»But I am dentist!«

Det sortnede for mit blik. Fandtes der da ingen udgange i denne byzantinske labyrint?! Inden jeg nåede at gå helt i spåner, fik tandlægen dog forklaret mig, at øre-næse-hals-lægen holdt til på etagen ovenpå.

Udmattet traskede jeg op ad trapperne. Denne gang var ventetiden heldigvis kort. En ung kvinde kaldte mig ind på et kontor, hvor en smilende, Roger Moore-lignende gentleman tog imod mig. Til min store lettelse talte han et glimrende engelsk, og han gik straks i gang med at undersøge mine øregange.

»Ja, du har betændelse i hele hovedet,« udbrød han grinende.

Han udskrev en recept og sendte mig på apoteket, hvor jeg købte nogle meget stærke antibiotikapiller. Min tro på menneskeheden og det europæiske projekt var blevet genoprettet. Sådan skal det være, tænkte jeg, idet feberen så småt begyndte at fortabe sig.

Samme aften gik jeg i øvrigt ud og drak en cola med hende den ph.d.-studerende, jeg havde mødt på apoteket om formiddagen. Vi gik en tur op til frihedsgudinden og så ud over byens lys, som glimtede i Donau-floden. Måske var Ungarn slet ikke så tosset endda. Nu kunne ferien gå i gang.