Essay
Læsetid: 6 min.

Gilberto Gil er en kreativ kannibal, der har mistet sit Brasilien til en højrepopulist

Gilberto Gil er en vibrerende påmindelse om Brasiliens venstreorienterede kulturrevolution i 1968 i en tid, hvor nationen er forsumpet i højrepopulisme. Den toneangivende tropikalist og tidligere kulturminister er aktuel på Copenhagen Jazz Festival. Vi tegner et portræt
Gilberto Gil er en vibrerende påmindelse om Brasiliens venstreorienterede kulturrevolution i 1968 i en tid, hvor nationen er forsumpet i højrepopulisme. Den toneangivende tropikalist og tidligere kulturminister er aktuel på Copenhagen Jazz Festival. Vi tegner et portræt

GEORGIOS KEFALAS

Kultur
9. juli 2019

Få – hvis overhovedet nogen – har spillet så stor en rolle i den brasilianske kultur og musik som Gilberto Gil. Han var en ledende skikkelse i den oprørske Tropicália-bevægelse, der i de sene tressere satte Brasilien på den anden ende, inden det brasilianske militærdiktatur greb ind. Og han har været landets kulturminister i fem år.

Sanger, komponist og guitarist Gilberto Gils diskografi er enorm med omkring 60 albummer på 52 år, og han har været altfortærende i sin undersøgelse af både brasiliansk folklore og et utal af udenlandske genrer. 60’er-rock, reggae, jazz, progrock cubansk og newyorksk salsa.

Hans musik er fuld af højstemt og ekspressiv skønhed.

Hans vidtrækkende tenor har mikroskopisk rytmisk finesse og perfekt intonation. Og han synger på måske verdens smukkeste sangsprog, den brasilianske variant af portugisisk – med sin helt egen twang på vokalerne, diftonger, altså to vokaler, der glider over i hinanden inden for én stavelse. Wauw, for eksempel.

Og, wauw, for en stemme og sang. Så fuld af sensualitet, livsnydelse og poesi, at man føler, at man som nordmand er bygget af intet andet end rugbrødskrummer og mørtel. Men at man nu under påvirkning af stemmen kan forvandles og flyve væk på en tropisk brise.

Psykedelisk stof former ham

Gils liv er lige så pakket med kunstnerisk inspiration og politisk kampvilje som hans musik.

Det starter sådan her: Gilberto Passos Gil Moreira bliver født den 26. juni 1942 i storbyen Salvador i staten Bahia. Søn af en doktor og en grundskolelærer. Han vokser op i lillebyen Ituaçu, hvor han lytter til gadesangere og som otteårig lærer at spille trækharmonika. Siden lærer han også at spille guitar, trommer og trompet.

Da han er ni, flytter familien tilbage til Salvador, og som 18-årig studerer han erhvervsadministration på universitetet og danner gruppen Os Desafinados (de tonedøve).

Bahia er fuld af unge, nytænkende og mesterlige musikere, og efter at have indspillet sin første sang »Coça coça lacerdinha« i starten af 60’erne møder Gil en række fremtidige stjerner som Caetano Veloso, Gal Costa og Tom Zé.

I samme periode komponerer han musik til tv-reklamer. I 1965 flytter han til Sao Paolo. Her oplever han for første gang det psykedeliske stof ayahuasca, som shamanerne bringer til storbyen fra Amazonas’ vildnis. Til The Guardian siger han, at »det hjalp mig til at blive den, jeg er i dag. Ligesom musik gjorde.«

En kulturel revolution

I 1967 optræder han på tv med sin egen musik, og han udgiver sit debutalbum Louvação. Året efter går det stærkt. Sammen med sine kolleger og ligesindede fra Bahia er han med til at gøde grunden for Tropicália-bevægelsen – en del af en kulturel og politisk revolution.

De mixer samba, bossanova og anden brasiliansk folklore med oprørsk, psykedelisk rock fra den nordlige del af halvkuglen, fra Storbritannien og USA – til dét, der kaldes Música Popular Brasileira.

Det er soundtracket til Tropicálias intellektuelle, venstreorienterede og bramfrie opgør med militærdiktaturets nationalisme og konservatisme.

Gils sang »Domingo no parque« regnes for et tidligt eksempel på det. Og i 1968 er han også med på albummet Tropicália; ou, Panis et Circensis (Brød og Cirkus) sammen med musikere som Os Mutantes, Caetano Veloso, Tom Zé og Gal Costa.

De præsenterer alternative livsformer, fri kærlighed og camoufleret diktaturkritik i dadaistisk inspirerede, spraglede, sensuelle, poetiske og sjove milepæle i brasiliansk musikhistorie.

Det står i skarp kontrast til diktaturets repressive idealer, og det huer ikke magthaverne.

I 1969 arresteres de to største stjerner, Veloso og Gil. De er i fængsel i omkring fire måneder, og her læser Gil om John Lennon og Yoko Ono og deres makrobiotiske diæt – og følger den. Han begynder at meditere, studerer østlig filosofi og får skrevet nogle sange.

Gil og Veloso løslades i 1970 under forudsætning af, at de forlader landet.

De flytter begge til Swinging London sammen med deres hustruer og manager i et hus i Chelsea. Her arbejder Gil med musikere som Pink Floyd, Yes og The Incredible String Band. Og han går til reggae- og rockkoncerter og hører jazzlegenderne Miles Davis og Sun Ra.

Til kamp for friere ophavsret

I 1972 vender Gil tilbage til Brasilien, til sit Salvador. Han begynder at involvere sig i realpolitik, og i 1987 tjener han i forskellige positioner for Partido Verde – det grønne parti – i Salvadors bystyre. Og han grundlægger Onda Azul (blå bølge), der kæmper for at beskytte de brasilianske vande.

Fra 2003 til 2008 er han kulturminister i Luiz Inácio Lula da Silvas regering. Han er den anden sorte brasilianer, der nogensinde får en ministerpost.

Og i embedet advokerer han for en mere lempelig ophavsret og for fri software. En demokratisering af de immaterielle ressourcer, der kan fordre en kulturel og informationsteknologisk bæredygtighed. Sådan at nye softwareudviklere og kunstnere kan skabe ud af det allerede bestående, akkurat som det altid er sket i skabelsesakten.

Gil starter et samarbejde mellem Brasilien og Creative Commons-bevægelsen, der – ledet af daværende Stanford-juraprofessor Lawrence Lessig – tilbyder en frivillig lempelse af ophavsrettigheder. For eksempel en udvidet tilladelse til at sample.

Den kreative kannibalisme

Det er i fin overensstemmelse med den kulturrevolution, som Gilberto Gil er rundet af.

Tropicália-bevægelsen dyrkede nemlig en såkaldt kreativ kannibalisme og fandt et poetisk-teoretisk grundlag i digteren Oswald de Andrades Manifesto Antropófagico (Det kannibalistiske manifest) fra 1928.

Andrade brugte kannibalismen som en metafor for en kulturel skabelsesproces, der hverken overgav sig til europæisk dominans eller blev kvalt i nationalisme. Han var inspireret af indianske stammer ved kysterne, som århundreder tidligere var berygtede for at æde de portugisiske kolonialister.

Den kreative kannibalisme var en måde at overvinde, men samtidig indoptage omverdenen på. Som Caetono Veloso skriver i sine memoirer Tropical Truth:

»Ideen om kulturel kannibalisme passede os som hånd i handske. Vi åd The Beatles og Jimi Hendrix.«

Og det er en modus operandi, som lever den dag i dag i brasiliansk musik, der ser hele verdens musik som deres personlige tag selv-buffet.

»Vi har en slags tørst, en sult efter nye ting, efter anderledes ting fra verden uden for, som vi hurtigt kan sluge, fordøje og behandle. Det er karakteristisk for vores kultur, og det kan ses«, sagde Gilberto Gil ved en konference på MIT i september 2007.

I sit embede kæmper han også for de oprindelige folks adgang. Han får oprettet 650 kulturelle hotspots, hvor folk i Udkantsbrasilien – ofte for første gang – får adgang til fri software og computere.

Her indspiller brasilianske indfødte for eksempel deres sange på video i de år. Ligesom han også ser accepten af hiphop som afgørende for at give favelaernes ludfattige unge en respekteret stemme i kulturen.

Døden nær i 2016

I 2016 er han døden nær og er indlagt fire gange grundet hjertefejl. Det synger han om på sit 2018-album OK OK OK i sit første nye materiale i otte år. Han hylder blandt andet familiemedlemmer og de to doktorer, der reddede ham.

Det er et sørgeligt sammenfald, at 77-årige Gilberto Gil kommer til København på onsdag kun fire dage efter, at en anden brasiliansk legende, João Gilberto, er død 88 år gammel.

Men de er trods alt fra to vidt forskellige generationer.

João Gilberto var med til opfinde bossanovaen og udbrede den til vores verden i hans samarbejde med den amerikanske saxofonist Stan Getz og sin daværende kone Astrud Gilberto. I kender alle sammen »Girl From Ipanema«.

Bossanovaens opfindere var ligesom tropikalisterne i frugtbar dialog med musikken nordpå, i bossaens tilfælde den amerikanske jazz. Men tropikalisterne fjernede sig fra bossaens mondæne udtryk og søgte i stedet at formulere en mere folkelig og spraglet bevægelse.

Deres revolutionære idealer manifesterede sig direkte i musikken, som var til at danse til og synge med på. For alle og enhver.

Alt søges rullet tilbage

En politisk drift har altid gennemsyret Gilberto Gils værk. Desværre er det et Brasilien i en sørgelig forfatning, som han lever i.

I dag er den tidligere præsident Lula i fængsel for korruption, og Brasilien har fået en højrepopulistisk præsident. Bolsonaro hader homoseksuelle, hylder det tidligere militærdiktatur, vil sælge ud af regnskoven og sandsynligvis forhindre den ellers planlagte overdragelse af jord til landets oprindelige folkefærd.

Alt det, Gil har kæmpet for, søges rullet tilbage. Men det gør det så meget desto vigtigere at hylde hans idealer og hans kunst.

Gilberto Gil giver koncert onsdag den 10. juli under årets Copenhagen Jazz Festival i DR Koncerthuset.

Kilder: Britannica, Allmusic, The Guardian, The New York Times, Cnet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mikael Aktor

Han hedder Bolsonaro, ikke Lula, ham den nye højrepopulistiske præsident, der hader homoseksuelle og hylder det tidligere militærdiktatur. Det ved RC godt, så nok bare en skrivesmutter.

Jørgen Wind-Willassen

"Alt det, Gil har kæmpet for, søges rullet tilbage"
Måske er det fornuftigt.
Kammerat Lula og efterfølgeren var da ikke helt fine i kanten. 12 års fængsel er jo ikke en bagatel.
Noget klam heroisering af Gilberto.

Ralf Christensen

"klam heroisering af Gilberto" – altså af Gilberto Gil? Som var kulturminister og ikke er blevet hverken anklaget eller dømt for korruption? Hvorfor "klam heroisering"? Det bliver du nødt til at forklare.

processen mod Lula er en skueproces. Det samme med den mod Dilma

Thomas Tanghus

Jeg var ikke klar over, at Gil og Lessig arbejdede sammen. Begge betydningsfulde mennesker.