En oprejst hvid løve med en halskæde af hugtænder og en takket dolk i højre pote jagter en harpespillende kvinde. Hun svæver henover jorden i sin store blondekjole. Gustav står skjult i en busk længere fremme. Løven kaster et net på kvinden. Det binder hende til jorden. Dyret er lige ved at nå hende, da Gustav løber ud af busken. Kvinden vender sig og slår en tone på harpen. Gyldne bølger vælter frem og gennem løven. Den begynder mod sin vilje at danse på stedet. Gustav kommer tæt nok på til at kaste en serie af blå-lilla energiladninger på løven. Den falder om på jorden. Død.
Jeg står af toget på Nivå station.
Her er kogende varmt, selv om klokken kun er halv ni. Byen ligger bomstille, som en stor overophedet krop. Jeg går langs Nivåvej, som er en lang allé med viltert græs i siderne. Jeg kan ikke se et eneste menneske hverken foran eller bag mig. Enkelte biler kører forbi. Hvidt blomsterstøv hvirvler dovent omkring i den lette brise.
Jeg følger ruteanvisningerne på telefonen gennem et villakvarter og når frem til et hus. Vinduet ud mod vejen er lukket, og persiennerne er nedrullede. Bag vinduet sidder Gustav Thaarup på 19 og spiller computer. Det gør han fire-otte timer om dagen. Han øver sine spiltekniske færdigheder og kommunikative evner, mens han lærer sig selv og sine følelsesmæssige reaktioner at kende. Det gør han blandt andet ved at samarbejde med svævende kvinder om at lokke aggressive løver i bagholdsangreb.
Da jeg banker på døren, begynder et væsen på den anden side straks at bjæffe arrigt.
»Det er bare Ella,« forklarer Gustav Thaarup, »hun gør ikke noget, men hun kan godt være lidt territorial.«
Ella er en lille hvid hund med pjusket pels og et bamseagtigt ansigt. Hun er Gustavs eneste fysiske selskab fra 8-16, hvor hans forældre er på arbejde. Virtuelt møder han til gengæld 50 til 100 mennesker i samme tidsrum.
»Det er godt timet, jeg er lige blevet færdig med mine pligter,« siger Gustav Thaarup og viser mig ind på hans værelse.
Nu hvor begge forældrene arbejder, mens Gustav bor derhjemme og sidder på sit værelse det meste af dagen, er de tre blevet enige om, at det er meget rimeligt, at Gustav sørger for at holde det ryddeligt i hjemmet.
Inde på værelset undskylder Gustav Thaarup for rodet, selv om det eneste rod er en uredt seng. Der er heller ikke plads til rod på skrivebordet, da skærm, keyboard, mus og computer fylder hele overfladen ud.
»Når jeg får skrabet nogle penge sammen, skal jeg have investeret i en ny computer,« siger han og dasker til det store metalskrummel: et åbent, sort kabinet fyldt med ledninger og skinnende, metallisk hardware.
»Men den har nu holdt godt, den gamle her. Min far og jeg byggede den, da jeg gik i 8. klasse.«

19-årige Gustav Thaarup bor hos sine forældre i Nivå og spiller ’Leage of Legends’ fire-otte timer om dagen i håbet om at blive professionel gamer.
Computeren er ikke bare til underholdning, det er Gustav Thaarups instrument. Hans ambition er at blive professionel e-sports-atlet i spillet League of Legends.
Der er to primære veje til at gøre en levevej ud af sit spilleri: at vinde konkurrencer med pengepræmier eller at blive sponsoreret streamer/blogger. Men begge dele kræver, at man er god – virkelig god.
Allerede tilbage i 9. klasse, da Gustav Thaarup bare spillede for sjov, nåede han op at ligge i top-500 på det nordeuropæiske ranglistesystem. Der var på det tidspunkt et sted mellem 60 og 100 millioner registrerede spillere på verdensplan, hvoraf ca. 13 pct. vurderes at spille på den nordeuropæiske server.
Men da han kom i gymnasiet, var det pludselig meget mere interessant at drikke sig fuld til fester. Skolearbejdet tog også mere og mere tid. Niveauet var steget voldsomt og pludseligt i skiftet fra 9. klasse til 1.g. Han havde tidligere fået gode karakterer uden at skulle arbejde for det, men nu kunne han knap nok bestå, uanset hvor hårdt han pressede sig selv. Det ledte til stress og en depressionsdiagnose i midten af 2.g.
I 3.g var han på antidepressiv medicin og klarede sig bedre. Han blev mere opmærksom på, hvordan han investerede sin energi, og begyndte samtidig at kultivere sit spil mere målrettet.
Da han efter studentereksamen tog på idrætshøjskolen Bosei i Præstø for at dyre e-sporten, stoppede han helt med medicinen og har ikke haft brug for den siden.
Selv om 2.g og 3.g var nogle virkelig hårde perioder, ville Gustav ikke være dem foruden.
»Jeg har lært, hvor vigtigt det er at lytte til sig selv. At mærke efter og opdage så snart jeg er stresset eller utilpas og så gøre noget ved det,« siger han.
Gustav benytter de samme introspektive metoder, når han skal regulere sine følelser uden for og inden for spilsituationer. Han har lært at passe på sig selv og leve mere efter sine egne værdier, fremfor at lade sig presse til at jage mål, han ikke kan se meningen med.
Selv om han er kommet ud af sin depression og er blevet mere robust i kraft af sine mentale værktøjer, vil han helst ikke tilbage i uddannelsessystemet. Han har forsøgt at sætte sig ind i forholdene på landets videregående uddannelser og gjort sig tanker om, hvor han eventuelt vil søge ind. Men han er overordnet kritisk over for strukturen i uddannelsessystemet, som i hans øjne er uholdbar og skader mange af dem, der kommer igennem det.
Derfor har han sat sit sabbatår af til at prøve at gøre en levevej ud af at spille det spil, han har elsket at spille, siden han var 11 år.
De fleste professionelle e-sportsudøvere slår igennem som 18-20-årige og trækker sig allerede, når de er 26-27 år. Hvis det ikke lykkes for Gustav at slå igennem i år, kommer det aldrig til at ske. Så vil han se sig nødsaget til at vende tilbage til uddannelsessystemet.
Den rasende, lilla kvinde og den hvide løves terror
I League of Legends spiller man fem mod fem. Inden kampen går i gang, vælger hver spiller en karakter fra et katalog på 144 forskellige. Med deres karakterer indtager spillerne en bane, hvorpå de to hold har hovedbase i hvert sit hjørne. Målet er at styrke sin karakter og øge holdets kontrol over banens territorie, indtil man kan komme helt ned i modstanderens hjørne og ødelægge deres base.
Gustav er kommet ind i et spil. Han vælger karakteren Ryze – en troldmand med bar muskuløs overkrop og blå hud. Modspilleren, der skal spille over for ham, vælger Pyke – en stor harpunbærende pirat, der er vendt tilbage fra druknedøden.
De første par minutter forløber roligt. Gustav udnytter sin længere rækkevidde til at holde den aggressive modspiller i skak. Han bevæger sig rundt i små ryk, mens han kaster blå-lilla energiladninger efter piraten, der springer frem og tilbage og stikker med sin harpun. Det ligner en dans.
Kliklydene fra tastaturet smælder gennem rummet.

I League of Legends spiller man fem mod fem. Inden kampen går i gang, vælger hver spiller en karakter fra et katalog på 144 forskellige. Med deres karakterer indtager spillerne en bane, hvorpå de to hold har hovedbase i hvert sit hjørne. Målet er at styrke sin karakter og øge holdets kontrol over banens territorie, indtil man kan komme helt ned i modstanderens hjørne og ødelægge deres base.
Holdkammeraten Evelynn – en lilla, letpåklædt kvinde med lysende lilla negle – kommer ud af skoven og gemmer sig i en busk tæt ved Gustav. Hun forsøger at sætte et bagholdsangreb op, men piraten lugter lunten og trækker sig tilbage.
Den lilla kvinde forlader Gustav og løber ned mod midten. Men hun er uopmærksom. Pludselig er den hvide løve lige bag hende. Foran hende er en anden fjende, en medusalignende slangekvinde. Gustav forsøger at nå ned til sin holdkammerat, men for sent. Løven brøler og springer med dolken højt hævet over hovedet. Planter den i den lilla kvinde. Hun falder om.
En chatbesked dukker frem. Og en til. Det er den lilla kvinde, der skriver arrige beskeder. Hun anklager hele sit hold for at være noobs.
»Shut the fuck up,« lyder svaret fra en holdkammerat.
Gustav skriver »/mute all«.
Chatboksen forsvinder.
Den hvide løve fortsætter med at terrorisere Gustavs hold. Løber fra ende til ende og springer brølende på hans holdkammerater.
Da det endelig lykkes Gustav og den svævende kvinde at lokke løven i et bagholdsangreb, er det alt for sent. Modstanderholdet er allerede så langt foran, at det ikke betyder noget.
De ødelægger Gustavs holds base og afslutter dermed spillet.
’Man må være konservativ med sin mentale energi’
Efter nederlaget genser Gustav kampen og analyserer forløbet. Kampens primære udfordring var to af holdkammeraternes frustrerede afmagt. Gang på gang kastede de sig ud i hovedløse angreb og blev selv slået ihjel.
Gustav spoler gennem videoen, stopper ved omdrejningspunkter og analyserer, hvad der gik galt. Det er ret tydeligt, at holdet var et tungt læs at trække, men alle Gustavs analyser ender med spørgsmålet: Hvad kunne jeg selv have gjort anderledes?
»Hvis man virkelig vil blive god, er man nødt til at være klar til at tage en større del af skylden, end man fortjener. Det kan ikke betale sig at spekulere over de andres fejl – du havner nok ikke i et spil med dem igen,« forklarer han mig, »til gengæld skal du spille med dig selv, i ethvert spil du spiller.«
Jeg spørger ham, om han ikke kunne have forsøgt at tale sine holdkammerater til ro. Han svarer, at man er nødt til at være konservativ med sin mentale energi, når man planlægger at spille flere spil på en dag. Når man spiller med tilfældige spillere hver gang, kan det ikke betale sig at forsøge at hive dem op af deres sorte huller og starte meta-diskussioner om god dialog.
Selv når Gustav spiller med holdet fra højskolen er det et no-go at begynde at diskutere. Der er udnævnt én kaptajn, og når spillet går i gang, bestemmer han. På højskolen blev folk smidt ud af computerlokalet, hvis de ikke respekterede reglen. Og det skete mere end én gang.
Enhver kamp er et kompliceret og uoverskueligt netværk af faktorer, der ændrer sig hvert sekund. Det kræver spillerens fulde opmærksomhed at bevare overblikket. Derfor bliver man let overrumplet af sine dårligere sider, når man er helhjertet investeret. Hvis man ønsker at forbedre sig, er enhver kamp en kamp mod sig selv.
Jeg indser, at Gustavs toneleje og volume på intet tidspunkt har ændret sig gennem hele det frustrerende spil. Han har som en anden stoiker holdt sine følelser i skak.
En vej ud af uddannelsessystemet
Efter to spil mere, en sejr og et nederlag, er det tid til en pause. Gustavs regel er, at hvis han taber to ud af tre spil, skal han tage en pause og genfinde roen. Så vi går en tur med Ella. Det er om muligt blevet endnu varmere i det døsige villakvarter.
Det er her, han fortæller om sin svære tid i gymnasiet, og hvordan computerspillet præsenterede en vej ud. Dog har han aldrig set spillet League of Legends som en virkelighedsflugt, fordi konkurrencespil konfronterer én med nogle svære sider ved sig selv og andre. Det er ikke et konfliktløst afbræk.
Hvis man vil konkurrere på højt niveau, indebærer det meget arbejde med sig selv og sin kommunikation. Man er nødt til at kunne holde hovedet koldt, træffe fornuftige beslutninger og bevare en god kommunikation, uanset hvor godt eller dårligt det går.
Et spil kan vende 180 grader på få sekunder, hvis man dummer sig. Det er umuligt at blive professionel, hvis man kun kan spille godt, når man ikke er under pres.
Gustav fortæller, at hans største udfordring er hans egne mentale blokader. Mange talentfulde spillere bokser med deres temperament, følelsesmæssige kortslutninger og overmod.
For Gustav er problemet indimellem at bevare troen på, at han er god nok. Det kan få ham til at spille for passivt og usikkert, selv når han har overtaget. Og mod gode spillere får man kun overtaget sjældent og glimtvis, så det går ikke, at man ikke udnytter det.
Hvis han ikke finder en vej til at overkomme sine egne barrierer, bliver det meget svært at slå igennem. Og så er aftalen med forældrene, at han tager en uddannelse.
Men Gustav er kritisk over for uddannelsessystemet, og med hans erfaringer er det forståeligt. Alene i hans gymnasieklasse var der seks elever, som fik stress- og depressionsdiagnoser.
»Man presser sig selv så meget, og når man ikke kan leve op til nogle virkelige høje krav, føler man, at man har fejlet. Jeg tror, det permanent skader mange af dem, der kommer igennem det, og jeg tror ikke engang, man får det bedste ud af dem.«
–Hvad tror du, man kan gøre ved det?
»Jeg synes for eksempel kvote 2 er virkelig interessant. At man ser mere på folks motivation, og hvad de har lavet, fremfor kun deres karakterer. Jeg synes, man skal se mere på folk som personer og ikke bare studerende. Det er da vigtigere, at de kan noget, når de kommer ud i den anden ende og ikke er blevet skøre i hovedet af at skulle arbejde så hårdt for høje karakterer.«
Ingen svage led i kæden
Tilbage foran computeren er der kommet beskeder ind til Gustav. Det er fra holdkammeraterne »Aidsfest123« og »Weedboner«. Chatten har Gustav navngivet »Gayboys«. »Det skal jo heller ikke blive for seriøst,« griner han, da jeg kommenterer på det.
Vennerne forsøger at sætte en kamp op med nogle folk over nettet. De mangler en femte spiller til holdet og har derfor en fyr med på en prøvekamp senere i dag. Ved at spille et par kampe med ham på holdet, kan de se, hvad han dur til.
Hvis man vil have en chance som hold, er man nødt til at være hård i udvælgelsesprocessen. Der er kun plads til folk, der har ambitionerne, disciplinen, talentet og de kommunikative evner. Der kan ikke være nogen svage led i kæden.
Det undrer mig, at Gustav har det så svært med uddannelsessystemet, men ikke med spilkarrierens benhårde krav. At han af egen fri vilje sidder i sommerferien og følger så stram en træningsplan, når han tidligere har været nede med stress.
– Bliver du aldrig stresset af din træning?
»Nej,« svarer han og tænker sig om et øjeblik, »for jeg har stadig virkelig meget lyst til at spille. Jeg tror, det er det vigtigste: at man bliver ved med at synes, det er sjovt.«
Nutidens unge er ...
Hvem er den generation af unge mennesker, der lige nu vokser op under konkurrencestatens præstationskrav: Hvad drømmer de om? Hvad frygter de for? Og hvad vil de med verden?
Hen over sommeren møder vi unge danskere, der hver især forsøger at finde deres plads i fællesskabet.
Seneste artikler
17-årige Cebine Ragn er færdig med at føle sig dum
23. august 2019HTX-eleven Cebine Ragn har brugt et par år på at overvinde frygten for at stille spørgsmål og afsløre, at hun ikke ved alt. I sidste afsnit af kulturredaktionens serie om danske unge møder vi hende på en Biotech Camp, hvor hun bruger en uge af sin ferie, fordi naturvidenskab er hendes største interesse overhovedet. Hun vil gerne forstå, hvordan universet virker, og det kræver, at man tør række fingeren i vejret og spørgeDødstrusler og mobning har lært 15-årige Freja, at berømmelse har sin pris – men hun holder fast i sin drøm
13. august 2019Det største, der kunne ske for Freja Bendtsen, ville være at blive tv-vært og et forbillede for unge. I tre år har hun arbejdet for at blive kendt gennem sociale medier. På den tid har hun allerede lært, at berømmelse har en bagside, og at ikke alle, hun møder, værdsætter hendes hobby»Jeg er bange for, at jeg ikke har nydt gymnasietiden nok. Og nu er jeg ved at blive voksen«
2. august 2019Kan man gå i gymnasiet uden at drikke alkohol? Hvordan skal man fungere, når en af de tætteste veninder fra det land, man flygtede fra som lille, dør? Det er nogle af de spørgsmål, 19-årige Zahra Mehrwarz har måttet tage stilling til i løbet af sine tre år i gymnasiet
Må også undre mig over, at spiltræningen ikke stresser mindst lige så meget som gymnasiet. Det gælder jo om det samme. At præstere!
Dertil: Er det virkelig spændende? Jeg ville dødkede mig. Og måske blive stresset af al den kedsomhed.
".. et stresspræget gymnasieforløb.." Gudfader bevares - at få stress af at gå i gymnasium?
Nu vil det unge menneske så lave noget mere "lystbetonet"! Respekten for ærligt arbejde, for det at gøre en indsats, for engagement, for at skabe værdi, for - ja, slid - hvor er den henne?
Det kan godt være, drengen nu gerne vil være gamer. Fordi det lyder smart og er "lystbetonet". Men at blive professionel gamer handler ikke om lyst og fravær af stress. Det er sgu hårdt, indædt slid.Det kræver præcis de samme egenskaber, som et videregående studium eller en karriere som top-sportsudøver: vedholdenhed, indædthed, gennemslagskraft, evnen til at blive ved og ved, evnen til at modstå modgang. Hvis han blev "stresset" i gymnasiet, så tyder det ikke på, at netop de egenskaber er de fremherskende hos ham.
Det er også helt OK. Men så er det på tide at justere ambitionerne til indsatsen!
Personligt vil jeg ikke anbefale at gøre det til en karriere. Kunne være godt for nogle år's indtægter, men jeg tvivler på man holder længe i spil hvor reflekser er en afgørende faktor.
Dem på 12 år vil altid være hurtigere end dem på 30. :)
Og jo, jeg forstår godt, selv de unge mennesker oplever at få stress.
Stress kan faktisk også være smidtsomt. Så de kan have det med hjemmefra eller fra undervisere.
Og vi har også folk iblandt os med holdningen "stress og hvad så?". Ofte er det netop omkring disse folk, vi finder vores medmennesker med stress.
Mit gæt er, at han blev stresset i gymnasiet fordi han brugte tid og energi på noget han gjorde fordi nogen sagde han skulle - i stedet for at bruge den på sin passion.
For visse udenforstående kan gaming umiddelbart se stressende ud, men for den passionerede og talentfulde kan gaming virke som ren opladning.
Stress udspringer ikke nødvendigvis af en specifik aktivitet, men kan i høj grad opstå, hvis man oplever at henslæbe sit liv på den helt forkerte (om nok så afslappede) hylde.
Og her har vi det helt store problem, som jeg ser det:
"Men da han kom i gymnasiet, var det pludselig meget mere interessant at drikke sig fuld til fester. Skolearbejdet tog også mere og mere tid. Niveauet var steget voldsomt og pludseligt i skiftet fra 9. klasse til 1.g. Han havde tidligere fået gode karakterer uden at skulle arbejde for det, men nu kunne han knap nok bestå, uanset hvor hårdt han pressede sig selv. Det ledte til stress og en depressionsdiagnose i midten af 2.g."
Og ja, niveauet stiger en hel del fra 9.klasse til 1.g. - lige pludselig kan man ikke bare klare sig uden at have læst! og man kan heller ikke bare lige klare sig uden at arbejde hårdt, og være flittig, og vide, hvordan man skriver f.eks. en engelsk stil, en kemi-rapport, en dansk stil mm. og mv. i gymnasiet!
Som jeg ser det, har Gustav været en af de elever, der aldrig skulle have været i gymnasiet! Han gider (gad) nemlig ikke lave det arbejde, der skulle til! for at få de karakterer, han kunne bruge...
eller også er Gustav en af de elever, der har Asperger uden at det er blevet diagnosticeret? Noget kunne tyde på det, fordi vi i dag ved, at netop det at spille computerspil mm. er godt for personer med Assperger; det er godt for dem, derved kan de også undvære den medicin, de evt. får...
Og hvis han tror, at man kommer langt i gamer-verdenen uden vedholdenhed, disciplin, arbejdsomhed, ja så man han tro om igen!