Læsetid: 8 min.

Jazz er musikken til den moderne verdens overgangsriter

Copenhagen Jazz Festival er i fuld gang, og snart begynder Aarhus Jazz Festival. Peter Laugesen skriver om musikken, der har fulgt ham altid
Den amerikanske jazztrompetist Miles Davis optræder i København i 1967.

Den amerikanske jazztrompetist Miles Davis optræder i København i 1967.

Jan Persson

8. juli 2019

Jeg går ned ad trappen i junglen omkring huset. Fuglene synger. Der er ingen A- og B-stykker, ingen gusten eftertanke, fuglene synger bare.

Det gjorde Charlie Parker også, det var derfor, de kaldte ham Bird, derfor der i mange år efter hans død stod »Bird lives« med den tids primitive kridt og skidt på grå mure overalt i verdens store byer.

Minderne mumler. Blå som blæk. Man var en anden. Før underholdningen tog over. Som en gjaldende stemme fra telefonen i brystlommen. En ordre forklædt som kærtegn. Underholdning er gud nu. Gud er tam. Tam-tam trommer det fra drømmenes Afrika.

Man er ikke en anden længere, man er ingen. Skraldende latter, hånske grin. Og op ad gaderne og ned ad gaderne, uden for vinduerne de samme. Sky og fremmede ser de sig omkring, ser om nogen ser dem, ser deres skyhed og ser, at de er fremmede, at de kommer fra et andet sted, en anden tid. Alting kom fra et andet sted og en anden tid. Hvad er lydsporet her? Hvor kommer det fra ? Hvor tager det os hen?

Charlie Christian: Royal Garden Blues

Egentlig er det Benny Goodmans sekstet, tilbage i 1930’erne. Det er den store swingtid og et lille ensemble. De spiller den her klassiker vildt.

Charlie Christians elektrisk forstærkede guitar er en meddelelse fra fremtiden, det bobler og groover i mangroven, blæserne træder frem og blæser lysninger, Benny Goodman selv til sidst, hvid mand i junglen, kan hvid mand spille jazz, spurgte man engang, og Miles Davis svarede, at han var ligeglad, om en mand så var grøn, bare han kunne spille. Benny Goodman kunne spille.

Charlie Christian kunne spille. Han var barndomsven med forfatteren Ralph Ellison, ham der skrev Invisible Man.

Ellison mente, at jazzen døde, da den holdt op med at være dansemusik for swingpjatter, tog hornbriller på og blev forgrublet eksistentiel, så Boris Vian kunne skrive sine geniale krøniker om den. Om hvad der skete i Paris på HOT CLUB DE FRANCE, og egentlig er det ikke, fordi Boris Vian sådan set var særlig forgrublet, men eksistentiel jo da, det er eksistensen, det handler om, det er liv og død, og det er en musik, der kan bære og rumme både liv og død.

Det er musikken til dåb, bryllup og begravelse, det er musikken til den moderne verdens overgangsriter. Barn bliver voksen, noget bekræftes, noget der ligger i luften, som fuglesangen på trapperne.

Tre anbefalinger til Copenhagen Jazz Festival

  • Jakob Bro, Larry Grenadier, Jorge Rossy. Brorsons Kirke den 8. juli, 21.30.
  • Gilberto Gil. Koncerthuset den 10. juli, 21.00.
  • Jan Kaspersen – 50 år i musik. KU.BE. Frederiksberg den 11. juli, 20.00.

Miles Davis’ og Coltranes sidste koncerter 

Miles Davis og John Coltrane var også i København, men det her er Paris, 1960. All of you.

Miles så dæmpet og cool ud som altid, så cool og farlig som en panter, som ud af Parkers version af »Embraceable you«, omfavnelig men på eget ansvar, og bandet hænger sammen, det er, hvad folk i Paris venter og har ventet på, og så kommer Coltrane pludselig frem, ikke som sideman til Miles, men som noget helt andet, der må være ham selv, som det søgende menneske selv spiller han, som undersøgte han en væg, væggen i jazzens mægtige tempel, rejst i en anden tid et andet sted, rejst i Zimbabwe af kæmper eller i antikkens Rom som tempel for alle guder, som Pantheon.

Coltrane spiller for muren i den store kuppel, hans solo undersøger alle murværkets detaljer, går alle de byzantinske forsiringer efter, tomme for tomme, lyd efter lyd aldrig før hørt, vælder ud af hans horn, han har alle fremtidens og fortidens tanker og håb i sine fingre, sin mund, sin krop.

Og der er åbent i kuplens top, som et hul mod stjernerne, og stjernerne er kastet på himlen af Stephane Mallarmé, og uanset hvordan man kaster dem, vil det ikke kunne rokke ved tilfældighedens lov, ved skabelsens konstante improvisation, der kun kan hyldes af en sådan LOVE SUPREME.

Sonny Rollins i det vilde vesten

Sonny Rollins, saxofonkolossen på landet i 1957. Coltranes melodiske bror.

Jeg ved ikke, hvor mange der kan høre humoren i det, i den tykke saxofonlyd, dens hostende dans, dens toner der brækker midt over og splittes i tusind strålende, vibrerende brøl, det er det år, hvor Jack Kerouacs On the Road endelig udkommer, og det er landet på den måde, bøhlandet, country som de kalder det over there, det er som at høre indianerguitaristen Link Wray, der punkterer sin forstærker og stiller den ud på New Yorks betontrapper.

Rumble kalder han det, rumlen. Egentlig slang for bandekamp i gaderne, men også koens maves venlige, varme stille rumlen og ørkenens sus omkring den.

Rollins som en hardboppende John Wayne, samme udstråling, samme endeløst drejende univers af lyd, af melodi. Og melodi er det sværeste, siger trommeslageren Carl Nielsen.

Eric Dolphy

Eric Dolphy spillede mest med Charles Mingus og hans majestætiske grupper, men da han døde af sukkersyge i Tyskland på en turné i 1964, var han på vej fra livet som genial sideman til en fremtid i egen ret og eget navn.

Man siger, at han døde, fordi de medicinske myndigheder i Tyskland ikke mente, der var nogen grund til at akutbehandle en mand, der åbenlyst bare skulle nedtrappes fra det ene eller det andet narkotiske stof, for spillede han ikke jazz, og var han ikke sort, og var alle sorte, der spillede jazz, ikke også narkomaner?

Hvordan kunne de ellers spille så far out, så out there, hvor normale mennesker aldrig kommer, for hvad skulle de der?

Man siger, at Dolphys død var meningsløs. Man siger, at Dolphys død var mord.

Uforstandighedens og den indsnævrede forsigtigheds overlagte mord på drømmen om livet som en åben rejse gennem en verden, der i lige høj grad er rationel og emotionel, for musikerne arbejder, de øver sig, de spiller deres skalaer, de kan alt med deres instrumenter, og de holder det ved lige, fordi der kommer en dag, hvor de skal kunne det, hvor de skal være der, når det sker, når de omstændigheder indtræffer, der ligger derude, out there.

Og det kan være i morgen, det kan være om lidt, det kunne være jazzklubben Paname i Århus, hvor jeg hørte Eric Dolphy med sine danske ledsagere i 1961, Bent Axen, Erik Moseholm og Jørn Elniff på klaver, bas og trommer.

Jeg var en bondeknold i forhold til sådan en kosmopolitisk intellektuel, sådan en rejsende i ydre og indre rum som Dolphy. Han var en af dem, der pegede.

Han var tæt på, det var ikke som at høre de store jazzmusikere i K.B. Hallen, det var som i Montmartre, hvor jeg endnu aldrig havde været, jeg passede min skole og mine daglige aflytninger af Dylan Thomas, og Dylan Thomas passede så godt til troldmanden på den lave scene med sine instrumenter, sin altsaxofon, Birds instrument, sin tværfløjte, tryllefløjte og ikke mindst sin dybe, summende basklarinet.

»Out there, knægt,« sagde han, »far out.« 

Som Edgar Allan Poe, som Baudelaire.

Jakob Bro og Lee Konitz

Det er 2013 i et studie i New York. Jakob Bro har samlet sin flok af ballademagere. Bill Frisell, Craig Taborn og den helt unge bassist Thomas Morgan. Og så den legendariske Lee Konitz på altsax og den lige så legendariske Paul Motian, Bill Evans’ gamle trommeslager, fra trioen med den alt for tidligt døde bassist Scott LaFaro.

Der findes en film af det. Den er på Youtube. Se den og smil gennem tårer.

Lee Konitz sidder på en umagelig stol i en stærkt stribet sweater, lille og tæt. De spiller lidt, nodepapirer og andet flyder, Bro ligesom bare spiller mønsteret, eller er det baggrunden, er det hjertets banken, og de falder ind. Lukkede øjne og lidt famlende bevægelser, så er de der allesammen, og Konitz blæser.

Sprødt støder han tonerne frem, halvtoner og kvarttoner, siger han senere, han ved egentlig ikke, hvorfor han sidder der. Hvad er det, der sker? Det er ikke jazz, det er ikke funk, det er ikke folk, det er ingenting, eller der er bare ikke noget ord for det.

Det er bare balladeering, siger han så. De spiller ballader. Der er heller ingen ord for, hvad det er. Hvad en ballade er. Det er en blid og lavmælt sang.

»Før eller senere skal vi jo herfra,« siger Lee Konitz på filmen.

»Vi ved ikke rigtigt hvornår eller hvordan, og da jeg var 15, tænkte jeg ikke så meget over det. Nu kommer tanken til mig en gang imellem.« 

Balladeering hedder pladen. Lee Konitz lever endnu.

’My foolish heart’ med Bill Evans Trio

Det gør Paul Motian ikke. Han døde i 2011.

Han spillede med pianisten Bill Evans og Scott LaFaro på bas. Det er fra 1961. Balladernes ballade, når man hører den med de tre, men alle ballader er balladernes ballade, når man hører dem med dem, der spiller dem sådan.

Sonny Rollins spillede »How are things in Glocca Morra« fra den irske musical Finians Rainbow, så i hvert fald jeg hørte den flere gange om dagen, da jeg boede på det lille værelse på Norsvej ned mod søen, og Kennedy var død en morgen, jeg gik ud på gaden.

På film er det Petula Clarke og Fred Astaire. Fred giver sig på vej med sin randsel over ryggen mod Glocca Morra, hvor solen går ned. Hvor er det henne? Petula peger og siger: »Over there.« Så synger hun.

Scott LaFaro døde ung, men Bill Evans fortsatte.

Han afsøgte sindets afkroge som en digter på klaveret. Skrøbelig, søgende og frysende smukt. Som Robert Lowell, og undskyld, at jeg dropper et navn her. Find ham selv, du som har alle moderne søgemidler til rådighed og ellers måske ikke søger andet end det, du ved, at du vil finde. »My foolish heart« hedder balladen.

Lad jazzens fjollede hjerte lede dig på vej.

Hvorhen?

»Didn’t he ramble« er den klassiske begravelsesmarch fra det gamle New Orleans. Hør den med Jelly Roll Morton og Sidney Bechet i en let makaber version fra 1939. Jazzen skal kunne bære livets store anliggender, og hvis ikke døden er det største, er den i hvert fald det sidste.

ASHES TO ASHES
AND DUST TO DUST
IF THE WOMEN DON’T GET YOU
THE LIQUOR MUST

Sikken en ballade han har lavet, den lille gamle mand i den stærkt stribede sweater på en umagelig stol i et studie med en saxofon i hænderne. Hvem skulle tro det? Nu sætter han saxofonen til munden, nu puster han.

Men hun kan også slå på trommer, så englene bøvser.

Copenhagen Jazz Festival. 5.-14. juli. København. Læs mere på jazz.dk/copenhagen-jazz-festival-2019

Aarhus Jazz Festival. 13.-20. juli. Aarhus. Læs mere på jazzfest.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jakob Trägårdh
  • Henrik Plaschke
Jakob Trägårdh og Henrik Plaschke anbefalede denne artikel

Kommentarer

olivier goulin

COME, fill the Cup, and in the fire of Spring
Your Winter-garment of Repentance fling:
The Bird of Time has but a little way
To flutter—and the Bird is on the Wing.

From ‘The Rubaiyat of Omar Khayam'

/O