Læsetid: 8 min.

Kulturchef i Nordea-fonden: »Selvfølgelig har kunsten en værdi i sig selv. Men den bør også bruges aktivt til noget andet«

De private fondes indflydelse på kulturen bliver større og større. En af dem, som har formuleret et helt tydeligt formål med sine støttekroner, er Nordea-fonden. Her giver man penge til kunst og kultur, som gør noget godt for os mennesker. Der er nemlig en masse andre steder, man kan få støtte til »kolde udstillinger inden for samtidskunst«, lyder det fra kulturchefen
Kulturchef i Nordea-fonden, Niels Olsen mener ikke, at man i Nordea-fonden driver kulturpolitik. »Vi har folkevalgte kulturpolitikere, som gør det,« siger han.

Kulturchef i Nordea-fonden, Niels Olsen mener ikke, at man i Nordea-fonden driver kulturpolitik. »Vi har folkevalgte kulturpolitikere, som gør det,« siger han.

Anders Rye Skjoldjensen

1. august 2019

Da døren til Nordea-fondens fredede kontorbygning på Christianshavn går op, bliver jeg modtaget af et stort smil. Smilet tilhører fondens kommunikationschef. På armen har hun en mappe med en tyk stabel A4-papirer. Hun fortæller, at hun har et par forslag til, hvor det ville være godt at fotografere kulturchefen til den artikel, jeg skal til at skrive.

»Vi vil meget gerne symbolisere, at vi er en folkelig fond,« siger hun så.

»Det ville være godt med et billede her fra Christianshavn, hvor der også er en masse mennesker i baggrunden.«

To minutter senere kommer kulturchefen Niels Olsen gående imod os.

»Vi skal nok finde ud af det hele,« siger han, som om han har overhørt vores samtale, selv om han ikke var til stede. 

»Skal vi?« siger han og leder mig op til et mødelokale, hvor små H.C. Andersen-figurer – dem, Odense bruger i sine lyskryds i stedet for rød mand stå, grøn mand gå – symboliserer, om lokalet er optaget eller ej.

Han drejer skiltet, så den røde figur vender ud af.

Over de seneste år er fondene begyndt at spille en større og større rolle i det danske kunst- og kulturliv, og vi har på Information besluttet os for at blive lidt klogere på nogle af de folk, der hvert år er med til at uddele millioner af støttekroner til projekter i hele landet.

Nordea-fonden er en af de fonde, der har formuleret sit formål mest eksplicit. Og måske også i en retning, som direktører i andre dele af kunstfondsverdenen vil rynke på næsen af.

I 2008 lagde fonden sin strategi om og satte kulturstøtten – som udgør cirka 100 millioner om året – ind i en ramme med titlen »det gode liv«. Det betyder, at alle kulturprojekter også skal have noget med sundhedsfremme og forebyggelse at gøre.

I Nordea-fonden gives der altså ikke penge til kunsten alene for kunstens egen skyld. Den skal nytte noget, »den skal gøre noget godt for os,« som Niels Olsen siger.

Ikke noget raffineret kulturforbrug

Møderummet er smagfuldt indrettet med smalle designerlamper og et farverigt ekspressionistisk maleri af Hans Voigt Steffensen på væggen. Maleriet forestiller en mand, der med en le i hånden arbejder i marken, mens en mindre fåreflok går og græsser i baggrunden.

Da Voigt Steffensen fyldte 75, skrev Berlingske, at han »næsten hele sit lange kunstnerliv har skabt billeder af glæderne i livet«. Således kunne man måske foranlediges til at tro, at maleriet netop talte ind i fondens overordnede mål om det gode liv. Men da jeg spørger Niels Olsen ind til maleriet, trækker han på skuldrene.

»Det har altid bare hængt der,« siger han.

»Vi støtter slet ikke kunst i det offentlige rum. Det går vi ikke så højt op i.«

Da jeg spørger kulturchefen til hans eget kulturforbrug, siger han hurtigt, at han »ikke har noget særligt raffineret kulturforbrug«. Dette endda til trods for, at han – som han selv pointerer – er uddannet i kulturforståelse med en kandidatgrad i antropologi.

»Jeg har ikke dyr kunst på væggene, jeg går heller ikke i teatret hver lørdag. Jeg kan godt lide at læse og gå til koncerter. Men samtidskunst og ballet er ikke lige mig,« siger han og understreger hurtigt, at det naturligvis intet har at gøre med hans arbejde i fonden.

»Det handler jo ikke om min smag, men om de gode projekter. Vi er kun en pengetank, som kan give penge til gode ting. Det er dem derude, der driver de projekter, vi støtter,« siger han og peger ud ad vinduet.

Nogle af de projekter, Nordea-fonden har støttet inden for det seneste stykke tid, omfatter blandt andet ‘Ungdomsøen’, der åbner i august midt i Øresund på Middelgrundsfortet, og som Spejderbevægelsen skal gøre til »en ø for hele Danmarks ungdom,« som der står på Nordea-fondens hjemmeside.

De har også støttet, at der kan trænes artisteri i ti nye cirkusklubber rundt om i landet, og så var de med til at finansiere Nationalmuseets omtalte ‘kedsomhedsknap’ til børn sidste år.

Folkelig kulturforståelse

Når Niels Olsen skal sætte lidt flere ord på, hvad alt det med ‘det gode liv‘ nærmere bestemt går ud på, siger han:

»Vi tror på, at det gode liv er noget, der skabes gennem fællesskaber. Og netop kunst og kultur kan en masse i forhold til fællesskaber på samme niveau som motion eksempelvis.«

»Vi har ikke lavet en samfundsanalyse forud for det her. Men vi kan se tendenser i, hvem der søger os, og hvad, de gerne vil. Vi ser også på den politiske debat og på institutionernes efterspørgsel.«

Det er på mange måder et kunstsyn, som står i kontrast til, hvad man ellers hører blandt de andre fonde.

Augustinus Fondens direktør, Frank Rechendorff Møller, har for eksempel tidligere udtalt til Information, at »kunsten ikke skal spændes foran noget, den specifikt skal«. Men at kunsten har en grundlæggende betydning for vores samfund, og at den ikke behøver anden begrundelse end netop det.

Anders Rye Skjoldjensen
»Selvfølgelig har kunsten en værdi i sig selv,« tilkendegiver Niels Olsen.

»Men den kan og bør også bruges aktivt til noget andet. Hvis den kan gøre, at flere mennesker kommer ind i fællesskaber, så færre bliver ensomme, er det kun godt.«

Det med, at kunsten helst skal hjælpe mange mennesker, vender kulturchefen tilbage til igen og igen. Fonden kunne for eksempel aldrig finde på at støtte en enkelt forfatters skriveophold et sted i Italien, forklarer han. På sin vis er vi dermed igen tilbage til det folkelige, og jeg spørger Niels Olsen, hvorfor det er så vigtigt for dem at være folkelige? Om kunst og kulturlivet simpelthen er for elitært?

»Der er mange fonde i Danmark, og de er alle forskellige. Vores penge kommer oprindeligt fra sparekasserne, det betyder, at vi stadig har en folkelig tilgang til at være fond.«

– Har kunsten og kulturen været for lukket om sig selv?

»Hvis du arbejder i kulturinstitutionerne, vil du sikkert ikke synes det,« siger han og holder en lille pause, som om han tager tilløb til den bemærkning, som kommer efter det store ‘men’.

»Står du uden for – og tilhører du tilmed en af de grupper, som ikke bruger tilbuddene så meget – kan det godt virke utilgængeligt og lukket. Der er naturligvis sket meget på det seneste, og det er noget, vi meget gerne vil hjælpe til med, så vi får flere ind og andre grupper end dem, der normalt går på museum.«

»Vi driver ikke kulturpolitik«

Ligesom mange af de andre fonde er Nordea-fondens uddelinger røget markant i vejret. I 2011 uddelte fonden i alt 150 millioner kroner – hvoraf 27 millioner gik til det danske kulturliv. Syv år senere, i 2018, steg det samlede beløb til 707,5 millioner kroner med en kulturandel på omkring 100 millioner.

Med flere penge kommer også en tilsvarende portion magt. Det kan man også læse i en ny rapport fra kulturrådgiverne Lasse Marker og Søren Mikael Rasmussen om museumslandskabet og kulturpolitikkens udvikling. Heri beskriver de, hvordan der er sket en afpolitisering af kulturområdet på Christiansborg, samtidig med at fondene og kommunerne er begyndt at bruge kulturen mere strategisk.

Men modsat forfatternes konklusioner mener Niels Olsen ikke, at man i Nordea-fonden driver kulturpolitik.

»Vi har folkevalgte kulturpolitikere, som gør det,« siger han.

»Vi kobler os op på dagsordener, som andre har formuleret for os. Det kan være kulturinstitutionerne, der gerne vil have nye målgrupper til at komme på museerne.«

– Men med flere uddelingsmidler følger vel også mere magt. I er jo med til at bestemme, hvilke projekter, der kan blive realiseret og hvilke der ikke kan?

»Når vi deler penge ud, siger vi også nej til noget, og deri kan ligge en magt.«

– Hvis man som ansøger ved, at I har formuleret en strategi, der handler om fællesskaber, så vil man som ansøger måske tone sit projekt i den retning, så man ved, at man kan få midler?

»Det har du ret i. Men det gode ved fondsmodellen i Danmark er, at der er så mange forskellige fonde. Du vil næsten altid kunne finde et sted, hvor du kan få penge til dit projekt, også selv om det er vanvittigt elitært og har at gøre med kolde udstillinger inden for samtidskunst.«

Fondenes åbenhed

Inden Niels Olsen startede som kulturchef i Nordea-fonden, sad han på den anden side af bordet. Han var ansat hos Akademiet for de Tekniske Videnskaber, som arbejder for at formidle naturvidenskab. Her stod han for deres fundraising. Ud fra den erfaring mener han i dag at kunne se en udvikling, hvor fondene er blevet mere transparente og åbne.

»Da jeg selv sad på den anden side og søgte fonde, kunne man ikke holde møder med fondene. I dag kan man komme ind og have en meningsfuld dialog. Det er nyt,« siger han.

Netop transparensen er ofte omdrejningspunktet i diskussionen af fondene. Peter Duelund, som er leder af Nordisk Kultur Institut og lektor i moderne kultur ved Københavns Universitet, mener, at det er et demokratisk problem, når kulturstøtten begrænses til færre hænder. Særligt når de hænder tilhører de private fonde, som ikke er demokratiske institutioner og dermed kan agere i et kulturelt mørkeland.

Til det svarer Niels Olsen kort, at man følger den fondslov, som er demokratisk vedtaget.

»Jeg synes, vi i Nordea-fonden er ret åbne som fond. Når vi vælger at støtte noget, er vi gode til at gå ud og fortælle, hvorfor vi har støttet det.«

– Fortæller I også om de projekter, I vælger fra?

»Det gør vi ikke så meget ud af, nej.«

Den time, der er sat af til interviewet, er ved at være gået. Men inden H.C. Andersen-figuren på døren kan blive vendt om, så den grønne version atter bliver synlig, spørger jeg Niels Olsen, hvad man som kulturchef i en fond har af ønsker til den nyvalgte kulturminister. Det har han ikke nogle konkrete bud på. Til gengæld vil han gerne snakke om, hvilke tidligere ministre han personligt mener, man kan gribe tilbage til og lade sig inspirere af.

Her er der særligt en tidligere kulturminister, der skiller sig ud. Venstres Bertel Haarder, som bestred posten fra 2015 til 2016 i Lars Løkke Rasmussens regering.

»Bertel Haarder er klar i mælet, han er højskoledannet og vild med fællessang,« siger han og tilføjer, at det som bekendt var Bertel Haarder, der stod bag Folkemødet på Bornholm for at nævne et eksempel på en af hans bedrifter.

»Han var eksponent for en bred folkelig kulturforståelse. Også selv om det var i en tid, hvor der ikke ligefrem blev ført flere midler til området,« siger han.

Information modtager ekstern finansering til projekter som bogserier og podcast. Vi har bl.a. fået støtte fra Ny Carlsbergfondet, Augustinus Fonden, Statens Kunstfond og Lundbeckfonden. Alle oplysninger om ekstern finansiering kan læses på information.dk

Serie

De magtfulde kulturfonde

Private fonde har de senere år fået stadig større betydning for kulturlivet. Deres penge er med til at bestemme, hvilke nye byggerier og projekter, der bliver til noget, og hvilke der må falde. Men hvem er kulturlivets nye magthavere? Hvordan ser de på kunst, og hvordan beslutter de, hvad der er værd at støtte? Og hvad betyder det for kunsten og demokratiet, at deres indflydelse stiger? I denne serie tegner Information portrætter af nogle af de mest magtfulde fonde.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Toft Sørensen
Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til spørgsmålet:
" ---- så vil man som ansøger måske tone sit projekt i den retning, så man ved, at man kan få midler?"

Til sammenligning kan nævnes "Lov om Statens Kunstfonds virksomhed" (Kunstfondsloven), hvor der §3 stk. 3 står, at støttevirksomheden skal tilstræbe at tilgodese og fremme samarbejde mellem kunstområderne, spredning af kunst i hele landet og produktion og formidling af kunst over for børn og unge.

Ete Forchhammer

".. den (kunsten) kan og bør også bruges..." Kan: ja, men Bør? Nej! - hvilket selvfølgelig ikke gør det forkert at Nordea fonden som en privat fond har valgt "bør" råde.
Og lad så de nævnte såkaldte "kulturrådgivere" fare! Generelt bør man vælge sine rådgivere med omhu!

Anders Sørensen

Kunst bør intet. I det øjeblik kunst underlægger sig "bør", ophører kunst med at være kunst.

Kunst er kunstigt og en naturlig konsekvens af urbaniseringen som et fattigt plagiat og et synonym for et skattet beskæftigelsesprojekt, konstrueret som bistand for de uheldigt unyttige i 99.9% af tilfældende. Et eksempel kunne være dagens litteratur. Ingen gider læse mere. Man vil hellere skrive.