Læsetid: 9 min.

»Man er som kunstner enormt afhængig af, at nogen tilsmiler en med begejstring og økonomiske midler«

Både kunstnere og institutioner kan mærke, at de private fondes støtte til kulturen stiger, siger de. Og de siger, at det i udgangspunktet er godt, for rigtig megen kunst ville ikke eksistere uden fondene. Men hvad betyder fondenes magt for kunsten og projekterne? Vi har talt med et forlag, en kulturfestival, to kunstmuseer og en billedhugger om udviklingen
»Det er næsten umuligt at forestille sig et projekt, som kan realiseres, uden at der er fondsmidler i det,« siger billedhugger Ingvar Cronhammar om danske kunstneres afhængighed af fonde.

»Det er næsten umuligt at forestille sig et projekt, som kan realiseres, uden at der er fondsmidler i det,« siger billedhugger Ingvar Cronhammar om danske kunstneres afhængighed af fonde.

Joachim Adrian

30. juli 2019

»Fondene klarer i dag det, som burde være statens opgave«

Karen Grøn, museumsdirektør, Trapholt i Kolding

Generelt gør fondene et godt stykke arbejde, lyder det fra Karen Grøn, som er museumsdirektør for Trapholt i Kolding. Egentlig er det også godt for museet at skulle igennem en ansøgningsproces, fordi det skærper projekterne.

Men, for der er et relativt stort men, »det er også problematisk, at de i dag klarer det, som burde være statens opgave«, siger hun.

»Det bliver en sovepude for staten. Hvis vi forfølger det aktuelt dominerende økonomiske blik på museer og primært anser dem som attraktioner, der både i det offentlige blik og i selvforståelsen skal tjene pengene selv og skaffe dem gennem entré og fondsmidler, så bliver museumslandskabet styret af fondenes dagsordener og publikums umiddelbare smag. Det kan være okay for en stund. Fondene har en række vigtige dagsordener, og museerne er der for borgerne.«

Katrine Marie Kragh

– Du snakker om, at det ‘kan være okay for en stund’, hvad så på den lange bane?

»Ønsker vi en mere langsigtet strategisk udvikling af museumslandskabet som et gode, der kan løfte og udvikle fællesskaber og skabe mening, så vil et større statsligt engagement være nødvendigt for at sikre kontinuitet og en mere langsigtet og bæredygtig plan. Med fondene er der stor vilkårlighed, og midlerne gives til enkelte projekter, som kan være svære at udvikle på, fordi man ofte ikke kan søge penge til det, når man har fået støtte én gang. Det tager tid, strategi, lederskab og økonomisk stabilitet at udvikle organisationer og borgeres forventninger for at forløse museernes potentiale til at skabe fællesskaber og mening.«

– Hvordan arbejder I med fondsstøtte på Trapholt?

»Vi satser på én stor udstilling årligt. Det er så den udstilling, størstedelen af vores fondsansøgninger handler om. Tidligere havde vi mange små udstillinger, men af ressource- og fondsmæssige årsager har vi nu valgt at koncentrere energien om én.«

– Hvad betyder det for jeres udstillinger?

»På et tidspunkt havde vi en udstilling, vi gerne ville lave, om Jonathan Ives og Apples design. Vi søgte en lang række fonde, men fik den klare besked fra dem alle, at det lød for kommercielt, så den ville de ikke støtte. Derfor fik vi ikke en eneste krone og måtte droppe den. Det eksempel viser helt tydeligt, at vi ikke kan lave udstillinger uden fondsstøtte. Og det, vi som museum syntes, var relevant her, var der ikke interesse for.«

»Ingen hos os kunne groft sagt foretage os noget uden fondene«

Carsten Fenger-Grøndahl, forlagsdirektør, Aarhus Universitetsforlag

Der er god grund til at diskutere de private fondes rolle i kulturlivet, mener Aarhus Univesitetsforlags direktør, Carsten Fenger-Grøndahl.

Men deres støtte er livsnødvendig, og desuden tilfører de kulturlivet en risikovillighed, som man aldrig ville kunne have inden for det offentlige, der på en ansvarlig måde skal administrere vores alle sammens penge, siger han.

»Mange projekter – også mange af vores – ville aldrig blive sat i gang, hvis man kun kunne søge det offentlige.«

– Hvor meget betyder fonde for jeres arbejde på forlaget?

»Nærmest alt. Vi er 15 fuldtidsansatte, og ingen af os ville groft sagt kunne foretage os noget som helst uden fondsbidrag.«

Bo Amstrup

Hvad synes du om den danske fondskultur?

»Jeg er generelt meget begejstret for det danske fondssystem og den danske fondskultur. Der er en meget høj grad af professionalisme i fondsadministrationerne. I USA er universitetsforlagene f.eks. totalt afhængige af donationer fra meget rige enkeltpersoner, som det gælder om at indynde sig hos. Det bliver for personligt og for tilfældigt. I den danske fondsverden er der en stor pluralisme. Selvfølgelig har den enkelte fond en profil, men det er trods alt også en fordel, for fondenes professionalisme kan man kun bevare, hvis de ikke spreder sig over alle kulturlivets felter.«

– Er det ikke farligt, hvis fondenes fokus bliver skærpet så meget, at det påvirker ansøgningerne?

»Jo, det kan være risikabelt, hvis feltet bliver så klart defineret, at fondsbestyrelserne modtager ansøgninger, der ligner hinanden så meget, at de kan vælge det projekt, de i forvejen havde forestillet sig. Derfor er jeg begejstret for fonde som A.P. Møller Fonden og Tuborgfondet, som tager imod ansøgninger af nærmest alle slags. Og derfor blev jeg glad, da jeg i jeres interview med Frank Rechendorff Møller (fondsdirektør i Augustinus Fonden, red.) læste, at I ikke kunne liste ham til at sige noget om hans personlige kultursyn.«

– Er der ikke et stort element af spildt arbejde ved at skrive de mange ansøgninger?

»Det kunne man forestille sig, men i de fleste sammenhænge er det at lave en god ansøgning faktisk også en stor del af selve projektudviklingen. Og fondene er – i hvert fald på de store projekter – gode til at indgå i en dialog og forbedre projekterne uden at styre dem.«

– ’Uden at styre dem’, hvad ligger der i det?

»Jamen ved ikke at være aktivistiske, men alene at være sparringspartnere og donorer. En væsentlig del af den fondskultur, vi har i Danmark – og som jeg godt kan lide – er nemlig, at den er baseret på en meget høj grad af tillid mellem projektmagere og fonde.«

»Kunst og demokrati hænger ikke sammen – der skiller sovsen«

Ingvar Cronhammar, billedhugger

Egentlig er det svært at opgøre, for det er sjældent ham selv, der direkte søger fondene. Men billedhuggeren Ingvar Cronhammar vurderer, at stort set samtlige projekter, han har været del af, har været afhængige af fonde.

»Det er næsten umuligt at forestille sig et projekt, som kan realiseres, uden at der er fondsmidler i det.«

Mads Nissen

– Hvad ville du gøre, hvis det ikke var en mulighed?

»Det ville være utrolig meget op ad bakke. Jeg synes, vi er beriget med nogle gode og begavede fonde. Jeg lavede eksempelvis et projekt i Cisternerne i Søndermarken, som kostede et par millioner. Det ville aldrig være blevet realiseret uden fondsstøtte. Man er som kunstner enormt afhængig af, at nogen tilsmiler en med begejstring og økonomiske midler i sådanne situationer.«

– Hvad synes du selv om strukturen med fondene, som den ser ud i dag?

»Min opfattelse er, at de fleste fonde har en reel og sober interesse for kulturen. Det er ordentlige og redelige folk. Det er absolut nødvendigt. Men det er ikke særlig demokratisk. Men kunst og demokrati hænger ikke sammen – der skiller sovsen ligesom.«

Hvordan det?

»Jeg har været i faget i over 50 år, og man får nogle på snotten i ny og næ. Og når man bliver overset, synes man, det er uretfærdigt. Det ligner næsten livet på en eller anden måde. Jeg kan ikke forestille mig, hvordan modellen ellers skulle se ud. Det er svært for mig at se, hvordan det skulle kunne pakkes ind i et demokratisk system. Det ville forsvinde mellem fingrene på os. Jeg er helt overbevist om, at det ville gå op i pladder og snak. Som det ser ud nu, er det begavede, handlekraftige og vidende folk, som deler en stor del af støtten ud. Det er fint.«

»Den tid, hvor man kunne spise en frokost med en direktør, og så fik man nogle penge, er helt slut«

Svante Lindeburg, direktør, kulturfestivalen Golden Days

Ud af kulturfestivalen Golden Days’ samlede økonomi kommer omkring 20 procent fra kommunal støtte og 30 procent fra festivalens egenfinansiering, såsom entréindtægter. Resten – omkring 50 procent – kommer fra fonde, fortæller direktør Svante Lindeburg.

»Vi er dybt afhængige af dem,« siger han.

– Hvordan fungerer det konkret, når I søger støtte?

Ritzau Scanpix

»På Golden Days Festival har vi hvert år et nyt emne. I år er det 30-året for Murens fald. Efter vi har valgt det, begynder vi at orientere os i, hvilke fonde og offentlige puljer der kunne være interesseret i at støtte. De har alle forskellige områder, som vi med tiden har lært at navigere i. I år støtter Augustinus Fonden f.eks. en historisk bog om 1989, og Realdania en søjle om det byggede miljø, der undersøger, hvilke demografiske og sociale mure vi står over for i dag.«

– Når I kender fondenes interesser så indgående, er I så ikke tilbøjelige til at tænke i fondsstøtte, før I beslutter jer for næste års emne?

»Ligesom vores emner er fondene tilsammen så brede, at der altid vil være nogen, der synes, det er interessant. Men ja, de har interesser og fundatser, de skal leve op til. Men man skal også sammenligne med, hvad alternativet er. Hos det offentlige møder vi nogle gange også interesser. Det kan være et ønske om spredning i demografi eller et ønske om, at støtten skal være et socialt instrument til at få nye målgrupper til at interessere sig for kultur. Fondene er tydelige om, hvad de støtter og ikke støtter.«

– Hvordan oplever du samarbejdet med dem?

»Den tid, hvor man kunne spise en frokost med en direktør, og så fik man nogle penge, er helt slut. Langt de fleste steder sidder der fagpersoner, som fagligt går ind og vurderer. Det er en faglig agenda og derfor også en faglige sparring.«

– Groft sagt er de private fondes midler fri, mens de offentlige er bundne. Siden skandalen med Operahuset har der været en debat om risikoen for at få en kulturpolitik, hvor fondene har initiativet, og staten skal bruge skatteborgenes penge til at drifte det, som de private fonde har sat i gang. Hvad tænker du om det?

»Jeg tænker, man må være bevidst om samspillet, så man tænker projekter mere langsigtet. Og ligesom tænker det igennem hele vejen. Det kan konkret betyde, at flere fonde går sammen om et projekt sammen med det offentlige, så man får en blandingspulje, og man ligesom i fællesskab lægger hånden på kogepladen og siger: Nu gør vi det her sammen og satser på det.«

»Der er en generel og efterhånden historisk forståelse blandt politikerne af, at det at give lidt for mange penge til kulturen kan give folkelig modstand«

Holger Reenberg, museumsdirektør, HEART, Herning Museum of Contemporary Art

På HEART, Herning Museum of Contemporary Art, er de lige nu i gang med at optimere deres fondsansøgninger. I en længere periode har de nemlig »skrevet lidt for uskarpe ansøgninger«, fortæller direktør Holger Reenberg.

Det har ført til færre penge, end man regnede med, og det kan mærkes på et museum, hvor der skal skaffes 40 procent gennem fondsstøtte og egenindtjening.

»Konkurrencen om støttekronerne er blevet større. Vi har undervejs skåret en række projekter til for at få pengene til at passe. Jeg vil dog understrege, at vi i HEARTs tiårige levetid har været genstand for stor velvillighed,« siger han.

Bo Amstrup

– Hvad tænker du om, at fondene i dag i høj grad er dem, der bestemmer, hvilke nye projekter som skal realiseres?

»Det, vi laver, er aldrig med ført hånd – det er ført af os. Fondene kan så vælge at sige ja eller nej, og i det ligger en enorm magt. Men generelt er det min holdning, at der er en enorm lydhørhed hos fondene. Nogle fonde ser gerne, at staten har givet støtte til et projekt, før de giver noget. Fordi de gerne vil se, det er godkendt på et vist niveau.«

– Hvordan ville jeres museum se ud, hvis fondene ikke fandtes?

»Vi er vel det nyeste kunstmuseum i Danmark, og det var ikke lykkedes, hvis der ikke havde været fonde. Hvordan man end griber det an, synes jeg, fondssystemet er et meget fint dansk system. Hvis du går til andre større nationer end vores, er der ikke ret mange fonde. Her er man afhængig af eksempelvis velhavende mennesker, som i en blanding af forfængelighed og filantropi skyder penge i institutionerne.«

– Så som du ser det, er det eneste reelle alternativ til fondene en gavmild rig familie?

»Hvad skulle det ellers være? Flere penge fra staten? Der er en generel og efterhånden historisk forståelse blandt politikerne af, at det at give lidt for mange penge til kulturen kan give folkelig modstand. Man kunne fra staten bestemme, at man ville give færre penge til anlæg og administration, så man ville få flere frie midler, men så ville institutionerne jo smuldre.«

Information modtager ekstern finansiering til projekter som bogserier og podcast. Vi har bl.a. fået støtte fra Ny Carlsbergfondet, Augustinus Fonden, Statens Kunstfond og Lundbeckfonden. Alle oplysninger om ekstern finansiering kan læses på information.dk

Serie

De magtfulde kulturfonde

Private fonde har de senere år fået stadig større betydning for kulturlivet. Deres penge er med til at bestemme, hvilke nye byggerier og projekter, der bliver til noget, og hvilke der må falde. Men hvem er kulturlivets nye magthavere? Hvordan ser de på kunst, og hvordan beslutter de, hvad der er værd at støtte? Og hvad betyder det for kunsten og demokratiet, at deres indflydelse stiger? I denne serie tegner Information portrætter af nogle af de mest magtfulde fonde.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ervin Lazar
  • Bjarne Toft Sørensen
Ervin Lazar og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ete Forchhammer

Måtte alle disse udsagn mane til eftertanke - om fondenes rolle og betydning, og om det offentlliges tilsvarende ikke just imponerende do, p.t. Rent teoretisk kunne politikere jo godt ha' samme tilgang til kunst og kultur som personerne i div. fondsbestyrelser...
Forresten pudsigt at det sine steder i erhvervslivet vist godt kan betale sig at spise middag m. ministre?

Henrik Brøndum

Grundproblemet i Kultur og Penge er, at der altid vil blive spildt en masse penge på Kultur der ikke er noget værd, samtidig med at det for sent opdages, at det der er rigtig godt, er mange gange mere værd end summen af hvad det gode kostede og alle de penge der blev spildt på ligegyldigheder.

»Man er som kunstner enormt afhængig af, at nogen tilsmiler en med begejstring og økonomiske midler«
Ja. Og selv samfundskritiske kunstnere ender oftest som ludere for millionærer.

Bjarne Toft Sørensen

@Henrik Brøndum
" ---- at det for sent opdages, at det der er rigtig godt ---- "

Historisk set er et sådant udsagn problematisk, for det kan ændre sig frem og tilbage med tiden. Det, der i en efterfølgende periode kan ses som, at f.eks. en kunstner og hans værk ikke blev værdsat i hans samtid, kan med tiden ændre sig tilbage til den oprindelige vurdering. Det gælder dog typisk ikke de helt store kunstnere som f.eks. Picasso.

På det punkt er det også godt, at f.eks. Statens Museum for Kunst har som princip aldrig at sælge ud af deres samling. Et værk kan også købes, ikke på grund af sin værdi økonomisk set, men fordi man vurderer, at det historisk og forskningsmæssigt set er væsentligt at have i samlingen som eksempel på et typisk værk i sin tid.

Henrik Brøndum

@Bjarne Toft Sørensen

Jeg er lidt metaforisk, ved at bruge vendingen "for sent" og jeg tænker ikke i økonomisk værdi med ordet "værd". Når du nævner Picasso er han et godt eksempel på kunst fra den hylde, samfundet kan og bør betale for. Måske også hylden lige under. Længere nede kan økonomien håndteres af amatører der arbejder med kunst i fritiden, plus lidt håndører fra enten offentlig eller privat og princippet gælder for andet end billedkunst.

Med hensyn til at sælge ud af samlinger, har jeg aldrig forstået samlerens natur. Både den private og offentlige samler har tilsyneladende den forestilling, at blot det at kunstværker samles under en enkelt person eller organisations kontrol skaber en særlig værdi udover dette subjekts egen glæde ved samlingen. Samleren og hans støtter konstaterer tårekvædet at et værk er forsvundet fra samlingen, eller ikke har kunnet tilføjes. Men typisk kan man vel se værket et andet sted? Medmindre det erhverves af en privat der forbruger betydelige midler på at have det helt for sig selv. I så fald er der i det mindste tale om et CO2 neutralt forbrug.

Hvis jeg lader denne forundring over "samlernes" natur ligge, er der naturligvis noget der altid skal være tilgængeligt for alle på offentlige museer. Men teoretisk set vil den samlede jordklode bebygget i 100 etager over og under overfladen, jo på et tidspunkt være nødvendig for at huse hele Statens Museum for Kunst's samling hvis der kun tilføjes kunst? Jeg mener det er sundt og klogt at rydde op og sælge eller smide ud med mellemrum. Hvis det senere viser sig, at et værk har fået skåret navlestrengen til sin samling over ved en fejl, kan man vel gå ud på markedet og forsøge at generhverve? Det er meget moderne med at bevare alting for altid. I antikkens marmorskulpturer var det f.eks. almindeligt at sætte et nyt hoved eller andet på en figur, når den blev handlet, eller den portraiterede skiftede status fra slyngel til helt eller omvendt. Det har jeg lige lært, ved at besøge Gustav III:s antikmuseum på Kungliga slottet i Stockholm.

https://www.kungligaslotten.se/vara-besoksmal/kungliga-slottet/gustav-ii...

René Arestrup

@Bjarne Toft Sørensen
'Det gælder dog typisk ikke de helt store kunstnere som f.eks. Picasso.'
Hmm, jeg kan komme i tanke om flere eksempler på store kunstnere, der var miskendte i deres samtid.
Van Goghs malerier opnår i dag rekordhøje hammerslagspriser. Men han døde altså stadig ludfattig.

Bjarne Toft Sørensen

@René Arestrup
Det, jeg taler om, er at de store kunstnere, efter at være blevet anerkendt, ikke pludselig ryger ud i glemsel igen, fordi man ikke længere betragter deres kunst som udtryk for stor kvalitet.

Der er mange eksempler på kunstnere, der senere har opnået stor anerkendelse, og som også typisk har det i dag, men som i deres tid ikke var anerkendte.

Der er også eksempler på kunstnere, der fik stor anerkendelse i deres samtid, men som er stort set ukendte i dag, f.eks. Karl Gjellerup.
https://www.dr.dk/nyheder/kultur/boeger/danskere-fik-nobelpris-100-aar-s...

Søren Kristensen

Bjørn Wiinblad tjente mange gode penge på sin kunst og var ligesom Picasso og mange andre af de store ikke afhængig af fonde. Omvendt kan fonde være udmærket fx når tingene af forskellige årsager løber op, sådan som nu Cronhammers - der har det med at være lidt store i skalaen eller meget arbejdskrævende. Det er jo heller ikke alle og enhver lille sportsforening der har råd til et værk Olafur Eliasson og sandsynligvis har de heller ikke behov for det. Men altså, grundlæggende kan jeg bedst lide at publikum selv finder deres kunstnere, så er der ligesom rene linjer. Heldigvis er myten om at store kunstnere skal være miskendte i deres samtid aflivet. I dag kan du sagtens få succes som kunstner og nå at nyde den. Det kræver, som med alt anden succes, bare at du har evnerne og mulighederne og viljen til at bruge dem

Tommy Gundestrup Schou

"Kunst og kultur skal kunne betale sig selv". For nu løst at citere Niels Hausgaard. Nemmere og mere rigtigt kan det ikke siges efter min mening.