Læsetid: 9 min.

»Man er som kunstner enormt afhængig af, at nogen tilsmiler en med begejstring og økonomiske midler«

Både kunstnere og institutioner kan mærke, at de private fondes støtte til kulturen stiger, siger de. Og de siger, at det i udgangspunktet er godt, for rigtig megen kunst ville ikke eksistere uden fondene. Men hvad betyder fondenes magt for kunsten og projekterne? Vi har talt med et forlag, en kulturfestival, to kunstmuseer og en billedhugger om udviklingen
»Det er næsten umuligt at forestille sig et projekt, som kan realiseres, uden at der er fondsmidler i det,« siger billedhugger Ingvar Cronhammar om danske kunstneres afhængighed af fonde.

»Det er næsten umuligt at forestille sig et projekt, som kan realiseres, uden at der er fondsmidler i det,« siger billedhugger Ingvar Cronhammar om danske kunstneres afhængighed af fonde.

Joachim Adrian

30. juli 2019

»Fondene klarer i dag det, som burde være statens opgave«

Karen Grøn, museumsdirektør, Trapholt i Kolding

Generelt gør fondene et godt stykke arbejde, lyder det fra Karen Grøn, som er museumsdirektør for Trapholt i Kolding. Egentlig er det også godt for museet at skulle igennem en ansøgningsproces, fordi det skærper projekterne.

Men, for der er et relativt stort men, »det er også problematisk, at de i dag klarer det, som burde være statens opgave«, siger hun.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ervin Lazar
  • Bjarne Toft Sørensen
Ervin Lazar og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ete Forchhammer

Måtte alle disse udsagn mane til eftertanke - om fondenes rolle og betydning, og om det offentlliges tilsvarende ikke just imponerende do, p.t. Rent teoretisk kunne politikere jo godt ha' samme tilgang til kunst og kultur som personerne i div. fondsbestyrelser...
Forresten pudsigt at det sine steder i erhvervslivet vist godt kan betale sig at spise middag m. ministre?

Henrik Brøndum

Grundproblemet i Kultur og Penge er, at der altid vil blive spildt en masse penge på Kultur der ikke er noget værd, samtidig med at det for sent opdages, at det der er rigtig godt, er mange gange mere værd end summen af hvad det gode kostede og alle de penge der blev spildt på ligegyldigheder.

»Man er som kunstner enormt afhængig af, at nogen tilsmiler en med begejstring og økonomiske midler«
Ja. Og selv samfundskritiske kunstnere ender oftest som ludere for millionærer.

Bjarne Toft Sørensen

@Henrik Brøndum
" ---- at det for sent opdages, at det der er rigtig godt ---- "

Historisk set er et sådant udsagn problematisk, for det kan ændre sig frem og tilbage med tiden. Det, der i en efterfølgende periode kan ses som, at f.eks. en kunstner og hans værk ikke blev værdsat i hans samtid, kan med tiden ændre sig tilbage til den oprindelige vurdering. Det gælder dog typisk ikke de helt store kunstnere som f.eks. Picasso.

På det punkt er det også godt, at f.eks. Statens Museum for Kunst har som princip aldrig at sælge ud af deres samling. Et værk kan også købes, ikke på grund af sin værdi økonomisk set, men fordi man vurderer, at det historisk og forskningsmæssigt set er væsentligt at have i samlingen som eksempel på et typisk værk i sin tid.

Henrik Brøndum

@Bjarne Toft Sørensen

Jeg er lidt metaforisk, ved at bruge vendingen "for sent" og jeg tænker ikke i økonomisk værdi med ordet "værd". Når du nævner Picasso er han et godt eksempel på kunst fra den hylde, samfundet kan og bør betale for. Måske også hylden lige under. Længere nede kan økonomien håndteres af amatører der arbejder med kunst i fritiden, plus lidt håndører fra enten offentlig eller privat og princippet gælder for andet end billedkunst.

Med hensyn til at sælge ud af samlinger, har jeg aldrig forstået samlerens natur. Både den private og offentlige samler har tilsyneladende den forestilling, at blot det at kunstværker samles under en enkelt person eller organisations kontrol skaber en særlig værdi udover dette subjekts egen glæde ved samlingen. Samleren og hans støtter konstaterer tårekvædet at et værk er forsvundet fra samlingen, eller ikke har kunnet tilføjes. Men typisk kan man vel se værket et andet sted? Medmindre det erhverves af en privat der forbruger betydelige midler på at have det helt for sig selv. I så fald er der i det mindste tale om et CO2 neutralt forbrug.

Hvis jeg lader denne forundring over "samlernes" natur ligge, er der naturligvis noget der altid skal være tilgængeligt for alle på offentlige museer. Men teoretisk set vil den samlede jordklode bebygget i 100 etager over og under overfladen, jo på et tidspunkt være nødvendig for at huse hele Statens Museum for Kunst's samling hvis der kun tilføjes kunst? Jeg mener det er sundt og klogt at rydde op og sælge eller smide ud med mellemrum. Hvis det senere viser sig, at et værk har fået skåret navlestrengen til sin samling over ved en fejl, kan man vel gå ud på markedet og forsøge at generhverve? Det er meget moderne med at bevare alting for altid. I antikkens marmorskulpturer var det f.eks. almindeligt at sætte et nyt hoved eller andet på en figur, når den blev handlet, eller den portraiterede skiftede status fra slyngel til helt eller omvendt. Det har jeg lige lært, ved at besøge Gustav III:s antikmuseum på Kungliga slottet i Stockholm.

https://www.kungligaslotten.se/vara-besoksmal/kungliga-slottet/gustav-ii...

René Arestrup

@Bjarne Toft Sørensen
'Det gælder dog typisk ikke de helt store kunstnere som f.eks. Picasso.'
Hmm, jeg kan komme i tanke om flere eksempler på store kunstnere, der var miskendte i deres samtid.
Van Goghs malerier opnår i dag rekordhøje hammerslagspriser. Men han døde altså stadig ludfattig.

Bjarne Toft Sørensen

@René Arestrup
Det, jeg taler om, er at de store kunstnere, efter at være blevet anerkendt, ikke pludselig ryger ud i glemsel igen, fordi man ikke længere betragter deres kunst som udtryk for stor kvalitet.

Der er mange eksempler på kunstnere, der senere har opnået stor anerkendelse, og som også typisk har det i dag, men som i deres tid ikke var anerkendte.

Der er også eksempler på kunstnere, der fik stor anerkendelse i deres samtid, men som er stort set ukendte i dag, f.eks. Karl Gjellerup.
https://www.dr.dk/nyheder/kultur/boeger/danskere-fik-nobelpris-100-aar-s...

Søren Kristensen

Bjørn Wiinblad tjente mange gode penge på sin kunst og var ligesom Picasso og mange andre af de store ikke afhængig af fonde. Omvendt kan fonde være udmærket fx når tingene af forskellige årsager løber op, sådan som nu Cronhammers - der har det med at være lidt store i skalaen eller meget arbejdskrævende. Det er jo heller ikke alle og enhver lille sportsforening der har råd til et værk Olafur Eliasson og sandsynligvis har de heller ikke behov for det. Men altså, grundlæggende kan jeg bedst lide at publikum selv finder deres kunstnere, så er der ligesom rene linjer. Heldigvis er myten om at store kunstnere skal være miskendte i deres samtid aflivet. I dag kan du sagtens få succes som kunstner og nå at nyde den. Det kræver, som med alt anden succes, bare at du har evnerne og mulighederne og viljen til at bruge dem

Tommy Gundestrup Schou

"Kunst og kultur skal kunne betale sig selv". For nu løst at citere Niels Hausgaard. Nemmere og mere rigtigt kan det ikke siges efter min mening.