Læsetid: 6 min.

Vi må ikke være bange for selvmord

Instagram gjorde det rigtige ved ikke at fjerne blogger Fie Laursens selvmordsbrev. For godt nok smitter selvmord, men selvmord gør også det modsatte – og det er hverken nye eller gamle mediers ansvar at skærme unge mennesker fra at vide, at andre unge mennesker har det dårligt. Til gengæld trænger de presseetiske regler til en opdatering, skriver Rasmus Elmelund i denne kommentar
Man lærer allerede første uge på Journalisthøjskolen, at omtale af selvmord kan skabe flere selvmord. Det er formentlig forklaringen på, at pressen tøvede ukarakteristisk længe med at omtale Fie Laursens afskedsbrev, skriver Rasmus Elmelund.

Man lærer allerede første uge på Journalisthøjskolen, at omtale af selvmord kan skabe flere selvmord. Det er formentlig forklaringen på, at pressen tøvede ukarakteristisk længe med at omtale Fie Laursens afskedsbrev, skriver Rasmus Elmelund.

Linda Kastrup

11. juli 2019

Lørdag eftermiddag lagde youtuber, blogger og realityfænomen Fie Laursen et opslag på Instagram, der bestod af en kopi af en note, hun havde skrevet på sin iPhone. Det skulle – ønskede hun – blive en af de sidste handlinger i hendes liv.

Selvmordsbrevet dukkede efterfølgende op i nyhedsfeedet hos hendes godt 330.000 følgere. Langtfra dem alle så det, men formentlig var der titusinder af fortrinsvis unge danskere, der i løbet af weekenden læste hendes note. Siden har broren til Fie Laursen, Boris Laursen, oplyst, at hans søster forsøgte at begå selvmord, men at hun er uden for livsfare.

336.043 følger i skrivende stund Fie Laursen på Instagram. Til sammenligning har Berlingske 54.000 og Dagbladet Information 24.000 følgere, og på en god dag får de to aviser et par hundrede likes pr. opslag. Selvfølgelig er Information og Berlingskes primære platform ikke Instagram – avisernes seneste læsertal er henholdsvis 82.000 og 141.000.

Fie Laursen tæller sine likes i tusinder, og hendes note nåede at få 30.000 små hjerter, før opslaget forsvandt – ifølge TV 2, fordi hendes forældre fik adgang til kontoen og slettede det.

Med andre ord: Fie Laursen er et medie, og man kan godt argumentere for, at hun er mere kendt og nyder større udbredelse end Berlingske og Information.

Har du brug for hjælp?

Der er en række tilbud til folk med selvmordstanker. Livslinien tilbyder anonym telefonrådgivning på 70201201.

Man kan også kontakte et af landets kompetencecentre for selvmordsforebyggelse.

Werthers lidelser

I sin note formulerede bloggeren ikke eksplicit, at hun havde tænkt sig at tage sit liv, men efter endt læsning var det umuligt at være i tvivl om hensigten: »Jeg vil huskes som pigen, der kæmpede (...) Jeg er knust over smerten, jeg påfører jer med mit valg, men I skal huske, at jeg har fået ro (...) Nu flyver jeg op til bedstefar, og så ses vi en dag igen.«

Det er et afskedsbrev. Og det er sådan med selvmord og medier, at pressen skal være meget varsom med at dække det. Det lærer man den første uge på Journalisthøjskolen: Omtale af selvmord kan skabe flere selvmord, det er en erkendelse, der går helt tilbage til Goethe og romanen Den unge Werthers lidelser fra 1774 og den bølge af selvmord, der skyllede ind over Vesteuropa i tiden efter udgivelsen af den klassiske roman.

Erkendelsen er formentlig også forklaringen på, at pressen tøvede. Hele weekenden stod der ikke et ord om Fie Laursens opslag i hverken de tabloide eller de mere seriøse netaviser – selv om der under normale omstændigheder ikke skal megen lyd fra hende til, før Ekstra Bladet står klar med spalter.

Den kom så alligevel i denne uge, pressedækningen. Forløbet blev beskrevet i Politiken og TV 2, og Berlingske nævnte i en leder den såkaldte »smitteeffekt« og skrev også, at det er en del af de vejledende regler for god presseskik, at man kun undtagelsesvis omtaler selvmord eller selvmordsforsøg. Helt bombastisk udtalte Knud Kristensen, landsformand i SIND (Landsforeningen for psykisk sundhed) til TV 2, at: »al omtale af selvmord virker inspirerende eller smittende – det ved vi.«

Og som om det ikke var nok, kom den nye børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil med et forslag om, at profiler på sociale medier med mange følgere bør underlægges de presseetiske regler, fordi man i så fald ville kunne »retsforfølge« folk som Fie Laursen, når de f.eks. skrev om selvmord på deres sociale kanaler.

Forældede presseregler

Så enkelt er det ikke.

For fem år siden satte jeg og min kollega Catarina Nedertoft Jessen os for at undersøge emnet til bunds. For hvordan kan det være, at selvmordet er så indiskutabelt forbudt et område for journalister? Det er jo ikke ligefrem fremmed stof for fiktionens historiefortællere, tænkte vi, så hvor kommer denne særlige status i presseetikken fra?

Det resulterede i en serie om selvmord, og efter at vi gravede os ned i forskningen, fandt vi blandt andet ud af, at ’Vejledning om god presseetik’, som Berlingske og børneministeren henviser til, er både omstridt og forældet. Ifølge de gamle regler bør medier ikke omtale selvmord, medmindre »klar almen interesse kræver offentlig omtale«. Det skyldes imidlertid ikke Werther-effekten, der er opkaldt efter Goethes romankarakter, og som går ud på, at antallet af selvmord stiger, når medierne omtaler dem. Nej, ifølge mediejuristen Oluf Jørgensen handler paragraffen udelukkende om hensyn til privatlivets fred.

Nyere forskning viser, at mediedækning kan være direkte forebyggende, fordi omtale kan medvirke til at nedbryde tabuer og dermed redde liv.

Det er måske ikke så overraskende i dag, og det er heller ikke mere end nogle måneder siden, at overvældende mange helt almindelige mennesker fyldte Twitter med beretninger om psykisk sygdom – og selvmordsforsøg – under hashtagget ’brydtabuet’.

Dengang i 2014 talte min kollega og jeg med den australske medieforsker Folker Hanusch, som er en af verdens førende eksperter i dækning af selvmord. Han er fortaler for mere dækning – men ikke blind dækning. Hans forskning viser nemlig også, at omtale af specifikke metoder kan inspirere til efterligning og medføre flere selvmord. Og selv om det er vigtigt, at medierne beskriver selvmord, siger han, er det også vigtigt, at vi er ekstra præcise og forsigtige. Handlingen må ikke romantiseres, og journalistik om selvmord skal altid udstyres med en boks, som henviser til tilbud til folk med selvmordstanker (såsom: »Der er en række tilbud til folk med selvmordstanker. Livslinien tilbyder anonym telefonrådgivning på 70201201. Man kan også kontakte et af landets kompetencecentre for selvmordsforebyggelse«).

WHO har lavet en ny vejledning, som er mere tidssvarende og meget bedre end de danske regler. Blandt andet fraråder WHO medier at beskrive detaljer om lokalitet, eksplicitte beskrivelser af metoder samt at bruge »et sprog, som skaber sensation omkring eller normaliserer selvmord eller fremhæver selvmord som en konstruktiv løsning på problemer«. Samtidig anbefaler organisationen, at pressen bringer historier om, hvordan man håndterer livskriser eller selvmordstanker, og hvor man kan søge hjælp – og så skriver den, at man skal være særlig varsom med kendissers selvmord og selvmordsforsøg.

Ikke Instagrams ansvar

Man kan argumentere for, at Fie Laursen er kendt, og at Instagram derfor skal være særligt påpasselig. Man kan også argumentere for, at hun romantiserer selvmordet, og man kan argumentere for, at et opslag som hendes i sagens natur ikke deklareres med en boks.

Men når gamle medier kræver, at Instagram censurerer et selvmordsbrev – alene med den begrundelse, at det handler om selvmord – er det forkert.

Hvis Fie Laursen i sit brev havde beskrevet, hvordan hun havde tænkt sig at tage sit liv, eller hvor hun gerne ville gøre det, ville sagen være en anden. Medier – hverken nye eller gamle – bør ikke videreformidle opskrifter på selvmord. Men forskningen peger hverken entydigt på, at selvmordsbrevet helt sikkert mobiliserer flere ud over kanten eller helt sikkert afholder flere fra at komme derud.

Til gengæld er det entydigt, at omtalen af selvmord og psykisk sygdom kan medvirke til at nedbryde et tabu.

Der er meget skidt på Instagram, og meget af det har mediet et ansvar for at rydde op i. Der er billeder af kvinder med dødelig anoreksi, der er utilsløret racisme, og der er danske bloggertyper, som er blevet inviteret til Syrien af regimet og bruger mediet til at reklamere for rejsen.

Alt det kunne Instagram overveje at kigge på.

Men det er ikke Instagrams ansvar at skærme unge mennesker fra at vide, at et andet ungt menneske har det dårligt, at hun er blevet påvirket af voldelige forhold, af onlinemobning og af berømthedens pris.

Og heller ikke at man kan have det så dårligt, at man i sidste ende kan finde på at forsøge at tage sit liv.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Troels Ken Pedersen
  • Nina Højland
  • David Zennaro
  • Carsten Mortensen
  • Jens Christoffersen
  • ulrik mortensen
  • Bjørn Pedersen
Eva Schwanenflügel, Troels Ken Pedersen, Nina Højland, David Zennaro, Carsten Mortensen, Jens Christoffersen, ulrik mortensen og Bjørn Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

god ide at få tabuet ud af mørket, vi kan jo starte med at beskæftige os indgående med de, der bliver tilbage, når et mennesker tjekker ud: familie, venner, kolleger for slet ikke at nævne de, der skal rydde op når nogen f.eks har valgt tog-løsningen. Det er lidt som om at den bitre kalk, man som selvmorder ikke længer holder ud at søbe af, bliver delt ud på de nærmeste efterfølgende, men bortset fra det, mener jeg da, at hvis man virkeligt har gennemtænkt situationen og der ikke er andre løsninger, så har man da fuld råderet over sit liv.

Lise Lotte Rahbek, Christian De Thurah, Carsten Mortensen, Karsten Lundsby og Taina Berg anbefalede denne kommentar
Henning Kjær

Er/var Fie Lauersens opslag vigtig viden eller ligegyldig info til hende følgere, at hun udstiller sin dårlige situation? Hvad nu hvis det var endt med hendes selvmord.
Nu vender hun tilbage til livet og hun har udstillet sin elendighed. Det er ingen hjælp.
At nogle udstiller værre ting på Instagram er ikke noget argument for at Instagram hjælper Fie med at udstille sig selv.

Det næste er vel at ytringsfriheden er truet.

Bjarne Toft Sørensen, Birte Pedersen og Karsten Lundsby anbefalede denne kommentar
Ole Rasmussen

Hvis man ikke længere kan se sig selv som medborger, så tager man biletten. Og hvem kan egentlig se sig selv som medborger i dette retorikkens uendelige tomrum. Jeg fornemmer frustrationer ovenpå valget er stigende.

Carsten Mortensen

Jeg er ikke i stand til at afgøre hvorvidt det er sandt om det er så smitsomt som påstået.
Men når det er sagt kender jeg dog til hvor vigtigt det kan være at vende sine store problemer/tanker i livet med andre.
Yderligere - der er vel andre parametre som kunne tælle i forhold til hvor sort det kan se ud, at være til, end lige om nogen har skrevet om selvmord. Med mit kendskab til presse -generelt- skulle det ikke undre, om en vis manipulation med "den generelle mening" skulle vøre ønsket.
....såee....jeg tror bestemt det er sundt at bryde det tabu.

Morten Balling

"Vi må ikke være bange..."

Hvem bestemmer, hvad vi må være bange for?

Lise Lotte Rahbek, Carsten Mortensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

En kommentar på baggrund af:
"Blandt andet fraråder WHO medier ---- at bruge »et sprog, som skaber sensation omkring eller normaliserer selvmord eller fremhæver selvmord som en konstruktiv løsning på problemer«

For mig at se er der i den aktuelle situation tale om både et ubevidst "råb om hjælp" og en form for ubevidst selviscenesættelse og "branding", noget som er typisk for personer, der lider af bestemte former for personlighedsforstyrrelser i psykiatrisk forstand.

Spørgsmålet må være, om det er rimeligt, at personer kan fungere som blokkere på den baggrund. Om Fie Laursen ikke i det mindste bør have en advarsel. Hvis der f.eks. havde været tale om en person, i en stilling med ansvar for børn og unge, der havde opført sig på en tilsvarende måde, ville det, i hvert fald i gentagelsestilfælde, være oplagt at afskedige vedkommende.

For mig at se er der noget, der tyder på, at artiklens forfatter, i modsætning til børne- og undervisningsministeren, ved meget lidt om de psykiske og kommunikationsmæssige mekanismer i kombination, som der her er tale om.

Hun skal efter min mening stilles til ansvar for at bringe hendes primært yngre følgere i fare. Sårbare unge skal beskyttes mod den slags.

Hvorfor skulle hun lige slå det op der istedet for kun til sine nærmeste?

Mikkel Rasmussen, Bjarne Toft Sørensen og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

Efter meget lidt research har jeg fundet ud af, at Fie Lauersen lider af personlighedsforstyrrelsen "Borderline". https://www.seoghoer.dk/reality/fie-laursen-har-faaet-en-psykisk-diagnose

Symptomerne er følgende:
"Det centrale er en følelsesmæssig personlighedsforstyrrelse, som er præget af usikkerhed, svækket identitetsfølelse, tendens til at skabe intense, men ustabile forhold til andre, tomhedsfølelse og tendens til selvdestruktivitet, fx at skære i sig selv (cutting). Humøret er lunefuldt, og der er tilbøjelighed til kraftige følelsesmæssige udbrud og til at skabe konflikter i forhold til andre. Resultatet er, at man har vanskeligt ved at indgå i stabile sociale forhold i familien og især på arbejdspladsen".
https://min.medicin.dk/Sygdomme/Sygdom/227

David Wedege

På makroplan er selvmordstanker lige som frygt: De fleste tanker bliver ikke til noget.

Og det fleste selvmordsforsøg medfører ikke døden.

På makroplan, bevares. Det er ikke noget, man kan bruge til at trivialisere enkelte tilfælde med. Min pointe er bare, at selvmordstanker er meget almindelige, og alligevel kan omgivelserne ikke rumme dem. I stedet for at turde dvæle ved tankerne i samtale med den selvmordstænkende, betragter kulturen selvmordstankerne som en akut mental betændelse, der skal slås ned: "Nej, sådan må du slet ikke tænke." "Det er ikke dine egne tanker. Det er en sygdom, der får dig til at tænke dem". "Tænk på alt det gode i livet".

Det er sært, at anerkendelse af tanker og følelser gælder som en værdi for næsten alle andre områder af sindets univers og måden vi taler om det.

Lise Lotte Rahbek, Bjarne Toft Sørensen, Søren Bro og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
David Wedege

Bjarne Toft Sørensen: Det kan da godt være, du har ret. Det er en mulighed. Men du går for langt ind i en personlig analyse af vedkommende på baggrund af den ringe mængde information, du har.

Det bliver så personligt om en person, at det hører hjemme ved eget kaffebord, synes jeg.

Foruden usympatisk adfærd findes også den mulighed, at livet som emotionel ustabil kan gøre så ondt, at suicidal adfærd fungerer som en trykventil.

Bjarne Toft Sørensen

David Wedege: Det som jeg, ved eksemplets magt, argumenterer for, er at der må være en generel lovgivning på området, som bl.a. tager højde for, at der sidder personer med forholdsvis alvorlige psykiske lidelser og diagnoser og fungerer som blokkere. Vel vidende, at man ikke kan lovgive specielt mod, at psykisk syge er blokkere.

Når jeg skriver: "Spørgsmålet må være, om det er rimeligt, at personer kan fungere som blokkere på den baggrund. Om Fie Laursen ikke i det mindste bør have en advarsel", så refererer det ikke specielt til hendes sygdom, men til hendes måde at reagere på og at handle uansvarligt på, uanset hvad årsagen så måtte være til hendes handling.

Hvis man ser på den aktuelle sag, isoleret set, er det ikke uvæsentligt, at Fie Laursen har fået den pågældende diagnose, og at hun reagerer, som hun gør, ved at lægge den pågældende "meddelelse om selvmord" på sin blok.

Det er urimeligt i den aktuelle sag, når den nu bredt omtales i medierne, ikke også at inddrage dette forhold, selv om forfatteren til denne artikel undgår at nævne det.

Morten Balling

@Bjarne Toft Sørensen
Det du kalder "eksemplets magt" er der andre som kalder et "anekdotisk bevis". Den sidste beskrivelse er ikke ligeså positivt ladet som den første, men du finder anekdotiske beviser hver gang du læser om "forskning" fra sociale "videnskaber", når de ikke har brugbare data nok. Så går man fra kvantitativ analyse, hvor man kan bruge statistik til at imødegå Induktionsproblemet, til kvalitativ analyse. Her går det ofte helt galt. Det kom til udtryk i at man i psykologien for nogle år siden opdagede at man havde "svært" ved at reproducere offentliggjort forskning.

Når det kommer til noget så relativt komplekst som et menneskes bevidsthed, så har vi ikke nogen naturvidenskabelig model som kan beskrive den. I stedet satte man en gruppe amerikanske psykiatere ned i en gruppe, og så lod man dem stemme om, hvem der var "unormale" nok til at man følte at man kunne kalde dem "syge" (i hovedet).

Det lyder absurd, men det er historien om DSM. I den nævnes borderline. Det er også her værd at bemærke at borderline, ligesom stort set enhver anden diagnose i DSM ikke kan kobles op på nogen fysiologisk forklaring. Dybest set er borderline bare en "kasse" man prøver at putte mennesker med en kompliceret bevidsthed ned i. Intet andet. Det er absolut ikke videnskab.

Jeg har tidligere linket til forelæsningen her, men jeg gør det gerne igen. Se den og spørg derpå dig selv om man kan kalde en psykisk diagnose for andet en en karakteristik af en bevidsthed som falder udenfor normen. Spørg derpå dig selv, om det er ønskeligt at vi alle skal falde indenfor en norm som er defineret af amerikanske "læger"?

https://www.youtube.com/watch?v=6JPgpasgueQ

Gunilla Funder Brockdorff, Eva Schwanenflügel og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

@Morten Balling

I dit indlæg er du inde på en række forskellige problemstillinger, der også har forbindelse til hinanden, og hvis jeg skulle svare nogenlunde fyldestgørende på det hele, ville det tage mig en halv dag og fylde mere, end noget artikel jeg tidligere har læst i Information. Du får derfor en kortere version i hovedpunkter.

Hvis du skelner skarpt mellem "forskning", sådan som du ud fra indlægget forstår begrebet, og "anekdotisk bevis", ja, så ligger min bevisførelse klart tættest på det anekdotiske.

Ud fra mit perspektiv på psykologiens videnskabsteori, et område, som jeg har beskæftiget mig med gennem mange år, med en baggrund som universitetsuddannet inden for bl.a. filosofi, litteratur og pædagogik, bør man på den ene side ikke have de "kasser" med diagnoser, fordi der ikke er noget klart videnskabeligt belæg for den måde, som man afgrænser på, og fordi det strider mod en humanistisk tilgang til det enkelte menneske som person.

På den anden side bliver man af en række praktiske årsager, mest af samfundsmæssig karakter, alligevel nødt til at have dem, bl.a. for fagligt set at kunne kommunikere om psykiske afvigelse fra normen på en måde, hvor man nogenlunde ved, hvad man taler om, og for at skabe en forbindelse mellem det psykiatriske og så den måde, som samfundet fungerer på socialt og juridisk.

Som en psykiater for mange år siden fortalte mig, så han sig nogle gange etisk forpligtet til at give en alvorligere diagnose, end der egentlig var belæg for, for at få stoppet, at mennesker blev yderligere psykisk skadet af årelange forsøg på aktivering fra det sociale systems side.

Uden at sætte en diagnose på, kan man bl.a. historisk set konstatere, at der er personer, som, ud fra samfundets normer, periodevis kan handle stærkt irrationelt og affektivt betonet, hvor de nogle dage efter overhovedet ikke kan huske, hvad det lige var, de havde gang i for nogle dage siden, og hvor de kan stå helt uforstående over for, hvilken betydning det kan have haft for de mennesker, som de i den tilstand havde kontakt med.

Historisk set kan man også konstatere, at den nævnte type mennesker i mange sammenhænge har været stærkt karismatiske personer, og at de har spredt død og ødelæggelse omkring sig. Især når de har været ledere i kultisk prægede sociale sammenhænge.

At også andre former for "galninge" kan sprede død og ødelæggelse omkring sig, er jeg ikke blind for, også for at det ikke er noget man kan forhindre. Men det udelukker jo ikke, at man kan forsøge at skabe nogle forholdsregler, der kan begrænse skadernes omfang.

På baggrund af udviklingen i de sociale medier, og de risici, det på et samfundsmæssigt plan også indebærer, kunne én af måderne være at opstille etiske retningslinjer for bl.a. blokkere, som i yderste konsekvens kunne betyde, at samfundet, om nødvendigt, fratog bestemte personer muligheden for at fungere som blokkere.

Det ville involvere en masse komplekse forhold, bl.a. juridiske, som jeg selvfølgelig ikke her og nu har overblik over.

Claus Bødtcher-Hansen

14/jul/2019

Altså ... der er, eller var, jo tale om
et menneske, der havde brug for
hjælp, en at blive holdt i hånden af ...

Venlig hilsen
Claus