Baggrund
Læsetid: 10 min.

Overleveren Ágnes Heller har sagt farvel

Hun var Holocaust-overlever, en af de største europæiske tænkere, et intellektuelt forbillede for en vesteuropæisk venstrefløj og i de senere år den skarpeste kritiker af Viktor Orbán og Ungarns illiberale demokrati. Nu er den ungarske filosof Ágnes Heller død i en alder af 90 år
Hun var Holocaust-overlever, en af de største europæiske tænkere, et intellektuelt forbillede for en vesteuropæisk venstrefløj og i de senere år den skarpeste kritiker af Viktor Orbán og Ungarns illiberale demokrati. Nu er den ungarske filosof Ágnes Heller død i en alder af 90 år

Khan Tariq Mikkel

Kultur
22. juli 2019

Ágnes Heller var en overlever fra begyndelsen af. Som ung jødisk pige i Budapest undslap hun flere gange ved rene tilfælde Holocaust.

Den ene gang, fordi det nazistiske ungarske pilekorsparti, der i 1944-45 samlede flere tusinde ungarske jøder og skød dem ved Donaus kaj, var løbet tør for ammunition, kort før hun stod for tur. En anden gang lykkedes det Ágnes og hendes mor, efter at være blevet taget til fange, at flygte ind i en overfyldt sporvogn, hvor menneskemængden slog ring om dem, så vagterne ikke vovede at skyde ind i mængden. »Med den sporvogn undslap vi Auschwitz,« har hun siden fortalt.

Og Ágnes Heller overlevede i flere årtier det kommunistiske ungarske terrorregime, der efterfulgte det nazistiske, samtidig med at hun formåede at udfolde et historiefilosofisk forfatterskab, der regnes som et af de vigtigste i nyere europæisk historie, ligesom hun siden omvæltningerne i 1989 har været i stand til at tilpasse sin tænkning til en ny tids udfordringer. Altid ukuelig og klar til at tage intellektuelt livtag med enhver ny afgørende udvikling i det Europa, som hun elskede.

Ágnes Heller fremstod udødelig. Da jeg besøgte hende en varm aprildag kort før hendes 90-års fødselsdag i hendes lejlighed lige ud til Donau i Budapest, var der ikke det mindste tegn på svækkelse. Hun vimsede adræt rundt i sin lejlighed og var lige landet fra en konference i New York, skulle om aftenen videre med nattog til Frankfurt am Main og havde i det hele taget en kalender fuld af internationale aktiviteter.

Da jeg lørdag morgen fik beskeden om, at hun var død, var jeg overbevist om, at der måtte være tale om helt særlige omstændigheder: Fredag sidst på dagen var hun ifølge øjenvidner fra sin feriebolig ved Balatonsøen svømmet langt ud i søen og ikke vendt tilbage.

Kan en død være mere mytisk?

Europæisk tænker

Ágnes Hellers liv hang uadskilleligt sammen med Europas historie. Hun havde med egne øjne set og på egen krop oplevet de værste forbrydelser og de største forandringer i det tyvende århundrede. Fordi hun undervejs tænkte, skrev og hele tiden korrigerede sine iagttagelser, blev hun et enestående vidnesbyrd til vores fælles historie, og med hendes død har vi i en omvæltende tid mistet et vigtigt moralsk kompas.

Ágnes Heller har selv sagt, at hun blev filosof, fordi hun overlevede Holocaust. Som mange andre overlevende led hun af skyldfølelser, derfor var filosofien for hende en måde at betale sin gæld som overlevende tilbage til dem, der ikke overlevede. Hun blev filosof, fordi hun ville forstå, hvordan nazismen eller bolsjevismen var mulig, forstå, hvordan mennesker kommer til at gøre noget, som modsiger al moral.

Hun skulle dog først via en lille omvej til filosofien. Efter krigen ville hun egentlig studere fysik og kemi, men efter at hendes daværende mand trak hende med til en forelæsning med den marxistiske historiefilosof og litteraturforsker Georg Lukács, var hun endegyldigt solgt til filosofien og blev også hans elev i deres fælles bestræbelse på at forny marxismen.

Ágnes Hellers liv var politisk fra begyndelsen. Det er man, når man som jøde vokser op med diskrimination og Holocaust og dertil har en far, der døde som følge af sit politiske engagement og i sit testamente til datteren havde skrevet, at hun skulle vie sit liv til at kæmpe for det gode.

Hun har også fortalt, hvordan hun efter krigens afslutning havde brug for nogle absolutter. Derfor meldte hun sig i 1947 ind i det ungarske kommunistiske parti, som vel at mærke på det tidspunkt så ud til at skulle blive et demokratisk parti. Hendes karriere som kommunist blev dog kort, for allerede året efter, da det kommunistiske regime blev etableret, blev hun smidt ud af partiet.

Da Imre Nagy blev ungarsk premierminister i 1953, skete der en opblødning. Han talte et andet sprog, og folk kunne tale mere frit. Det blev muligt at være reformkommunist, og det var, hvad Ágnes Heller blev.

Hun meldte sig igen ind i partiet, og i 1955 fik hun sin doktorgrad og blev siden en del af den såkaldte Budapestskole, der havde nytænkning af marxismen på programmet. Her kæmpede hun for en socialisme med et menneskeligt ansigt. Det var ikke sådan, hun selv formulerede det, hun kaldte det i stedet »en socialisme uden sikkerhedspoliti«.

Individet

Det genkommende i Ágnes Hellers tænkning var troen på det enkelte individ over for den store sammenhæng. Opstanden i 1956 kaldte hun således for »den vigtigste begivenhed i mit liv«, fordi hun så opstanden som den eneste sande socialistiske revolution i historien.

Som bekendt blev opstanden slået ned af sovjetiske styrker, og hun blev igen smidt ud af partiet. I årene efter var der undervejs små tegn på tøbrud, men efter at sovjetiske tanks i august 1968 brutalt slog Foråret i Prag ned, var hun kommet til den konklusion, at en reform af socialismen var umulig.

I to vigtige værker fra 1967 og 1968, Renaissance Man og Everyday Life, havde Ágnes Heller bevæget sig væk fra marxismen. Især i det tidlige hovedværk Everyday Life var hun kommet til den indsigt, at det ikke var nødvendigt med en politisk revolution, men at der var brug for en revolution af hverdagslivet. Det afgørende var ikke at tage magten eller gennemføre en proletarisk revolution, det afgørende var livet i sig selv, der skulle transcenderes. Ágnes Heller var blevet en ’New Leftist’ før ’The New Left’, hvilket også er grunden til, at europæiske venstreorienterede og 68’erne elskede den bog.

Ágnes Heller fortsatte sit arbejde på trods af publiceringsforbud, overvågning og politisk forfølgelse, men valgte i 1977 sammen med sin mand Ferenc Fehér eksilet og fik ansættelse på et universitet i Melbourne i Australien. Herfra gik vejen til USA, hvor hun i 1986 overtog Hannah Arendts lærestol på New School for Social Research i New York.

Hun havde opgivet marxismen og var på vej i mere liberalistisk retning.

Ágnes Heller er blevet kaldt en postmoderne filosof, fordi hun også kom under stærk indflydelse af franske filosoffer som Michel Foucault og Jacques Derrida. Selv foretrak hun at sige, at hun så på moderniteten fra et postmoderne perspektiv.

I dette postmoderne perspektiv ses moderniteten ikke længere som en forbigående periode, som ellers karakteriserer moderniteten, men som den verdensorden, der blev knæsat med 1968, hvor det blev muligt at skabe en bedre tilværelse – ikke ved at transcendere en eksisterende social orden, men ved at etablere et bedre liv inden for den eksisterende sociale orden. Selv kalder hun dette for et skift fra et moderne til et postmoderne perspektiv på moderniteten.

Det blev måske lidt abstrakt, så lad os tage et mere konkret eksempel på Ágnes Heller måde at tænke på.

Hun stod i utvivlsom stor gæld til den tyske filosof Hannah Arendt, men delte ikke på alle områder hendes tanker. Eksempelvis havde Heller ikke meget til overs for Arendts begreb om det ondes banalitet fra dennes bog om retssagen mod den tyske nazist og organisator af deportationerne til de nazistiske dødslejre, Adolf Eichmann.

Ifølge Heller var det onde aldrig banalt. Det onde var for hende gjort af onde mennesker og var ikke bare tilfældige bureaukrater, der var sat til at forvalte et ondt system.

Eichmann havde under retssagen mod ham i Jerusalem undskyldt sig med, at han var en bureaukrat, en gerningsmand bag et skrivebord, en ekspert i logistik, som var blevet udnyttet af nazisterne til at organisere deportationerne af Europas jøder. Sådan sagde Eichmann i Jerusalem, og Hannah Arendt baserede sin bog på, hvordan Eichmann optrådte under retssagen i Jerusalem – men for Heller var Eichmann ikke Eichmann i Jerusalem, men Eichmann i Budapest, altså den mand, der sørgede for deportationen af en halv million jøder fra Ungarn.

Eichmann handlede i Hellers øjne ondt, og dermed var han ond.

»Slut, basta,« som hun formulerede det, da jeg spurgte hende om det i april, hvor hun desuden henviste til, at Hannah Arendt i sin bog helt havde fornægtet det interview, som Eichmann gav i Argentina til en tidligere SS-officer, hvor han præsenterede sig selv som en idealist, som en, der af hele hjertet støttede nazismen, herunder planen for den såkaldte ’Endlösung’.

Orbán som tyran

Ágnes Heller vendte først tilbage til sit hjemland Ungarn i 2009 i forbindelse med sin pensionering fra New School i New York. Som mange andre troede hun, at Ungarn efter 1989 vil blive et normalt liberalt demokrati, men blev skuffet i det håb.

Den måde, Orbán tog magten i landet på, overraskede. I de senere år har hun leveret knivskarpe analyser af hans vej til magten og mulighed for at beholde den i lang tid fremover. Hun brød sig ikke om termen populisme til at beskrive situationen i Ungarn, fordi den ramte ved siden af: Populisme relaterer sig især til de fattige.

I Ungarn, hvor de fattige bliver fattigere, og de rige bliver rigere, er der ingen populisme. Orbán benytter en nationalistisk retorik, han mobiliserer had mod de fremmede, og det havde ifølge Heller intet med populisme at gøre. Det kaldte hun i stedet for etnisk nationalisme.

For at forstå, hvad der sker i Ungarn i dag, var det ifølge hende også nødvendigt at droppe sammenligningen med situationen i 1930’erne og frygten for en ny totalitarisme. Det løb var i hendes øjne kørt: Begreber som fascisme, nazisme og stalinisme var ikke længere relevante, for det er begreber, der tilhører klassesamfundet, hvor man kun kunne opnå magt gennem vold. Og vi har ikke længere et klassesamfund, men et massesamfund.

Selv de fattige tilhører ikke nogen klasse og har ingen klasseinteresser. Og fascistisk, sagde Heller, kunne man ikke kalde Ungarn, for her findes oppositionspartier, og regimet er ikke totalitært. Orbán kom til magten på folkets nåde og gennem flertal præcis ligesom Putin og Erdogan.

Derfor foretrak Ágnes Heller at kalde Orbán for en tyran og Ungarn for et tyranni. Ikke illiberalt demokrati, fascisme, autokrati eller mafiastat, som så mange andre, men tyranni, fordi der i Ungarn er tale om et nyt fænomen.

Det herskende Fidesz-parti så hun er ikke længere som et parti, men som et instrument for at omsætte en magthavers vilje og beslutninger, faktisk ligesom det kommunistiske parti ikke var et parti, men en maskine, der udførte Centralkomitéens vilje. Og hun kunne i detaljer beskrive, hvordan Orbán gradvist har forandret Ungarn gennem en ændring af grundloven og forfatningsdomstolen, indskrænkelse af pressefriheden og tydelig kontrol med medierne.

Hendes nøglebegreb for at beskrive den udvikling var ’refeudalisering’. Den måde at give, tage og give igen ligner mere feudalisme end typisk kapitalistisk korruption. Og hun beskrev, hvordan Orbán-regeringen havde skabt sit eget oligarki, hvor deres rigdom afhang fuldstændig af partiet.

Orbán kunne gøre mennesker meget rige, men hvis de ikke aflød, kunne han også hurtigt trække sin støtte tilbage. Det er, som når en konge fordeler landområder, slotte, titler og privilegier blandt de adelige, der støtter ham, og konfiskerer dem, hvis de ikke gør. I dag får Ungarn penge fra EU, og de penge bliver fordelt videre som livrente. Det var ifølge Heller en slags omvending af velfærdsstaten, hvor overskud fordeles til fordel for de fattigste.

I Ungarn kan Orbán ånde lettet op over at have mistet sin nok skarpeste kritiker. Vi andre må håbe på, at nye kræfter vil gribe stafetten fra hende. Det intellektuelle forarbejde har hun leveret.

Og når det i bredere forstand gælder udviklingen i resten af Europa, har vi med Ágnes Hellers død også mistet en vigtig kritisk stemme. Da jeg spurgte til hendes syn på udviklingen her, sagde hun, at i vores klasseløse samfund er der kun én ideologi, der kan tiltrække masserne, og det er identitetspolitik.

Hun pegede på, at i Europa dominerede den nationale identitet siden Første Verdenskrig. Den udgår fra statsborgerskabet, som i de fleste europæiske lande er etnisk. Derfor er den stærke identitetspolitik i Europa i dag etnisk nationalisme. Og derfor sagde hun med stor overbevisning, at den største fare for Europas fremtid er etnisk nationalisme, og tilføjede, at foreløbig har ingen partier for alvor opfundet en modgift mod den.

Litteraturen

Ágnes Heller ville ikke være som sin læremester Georg Lukács, derfor blev hendes felt ikke som hans æstetikken eller litteraturen. Men alligevel spiller litteraturen en rolle hele vejen igennem hendes filosofi og tænkning. Hun har fortalt, hvordan hun som ung pige læste Thomas Mann i ghettoen i Budapest, og da jeg besøgte hende i april lå Thomas Manns roman Doktor Faustus opslået på sofaryggen.

Ágnes Heller elskede litteraturen hele livet og brugte de klassiske værker til at tænke med. I 2002 udgav hun så sin bog om Shakespeare, The Time Is Out of Joint, hvor hun behandler dramaforfatteren som en historiefilosof og konstaterer, at hans historiske dramaer foregriber mange af de gåder, som filosofferne først skulle tage op i århundrederne efter hans død.

Litteraturen har ofte været forud for filosofien, synes Ágnes Heller her at have erkendt, og for andre vil der nu også være meget at hente, hvis man går Hellers egne værker efter for den inspiration, der udgår fra litteraturen. Eller meget at hente ved at læse eller genlæse hendes værker.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Karduki Verani

Hvil i fred,stort respekt for dine tankere.

Eva Schwanenflügel

Er ondskaben ikke banal, netop fordi den er så udbredt?