Der sidder en forfatter i en Porsche

I en indkørsel i Nordsjælland et sted står en Porsche 911 fra 1987. Den er sølvgrå og holder blank og velplejet på perlegrusset. Den ser ud til at høre til her. Den passer ind i landskabet af rapslysende marker og helt sorte, nyasfalterede småveje, der bugter sig igennem skovene.

Porschen er ejet af den danske forfatter Dy Plambeck og hendes bror. Ikke et typisk transportmiddel for en dansk forfatter.

En barndom mellem biler

Det er selvfølgelig også Dy Plambeck, der bor i huset, hvor den smukke Porsche står parkeret. Der har altid været en sportsvogn i hendes liv. Men ikke bare én. Hendes far er samler, og for en samler er én aldrig nok. Bag ved huset i Buresø, hvor hun er vokset op, har der igennem hele hendes opvækst stået sportsvogne parkeret. Sådan var det bare.

Dy Plambeck husker, hvor pinligt det var, når hendes far kom trillende i sin Porsche med lædersæder og skulle hente hendes veninder fra badminton. Der var aldrig plads til dem alle sammen, og de små badmintonketsjere fægtede rundt i den luksuriøse bil.

Selv om det kan lyde mærkeligt, så vækkede farens biler et helt klart behov for at passe ind. Hun ville bare ønske, at hendes far kunne eje en rolig Volvo, og at de kunne bo i et helt almindeligt parcelhus i stedet for deres gamle bindingsværkshus, der altid var under ombygning.

Men sådan var deres liv ikke, og benzinen gik i stedet i blodet på hende og hendes bror.

Vi kører en tur i Porschen. Fotografen sidder forrest ved siden af Dy Plambeck, og jeg har klemt mig ind på de meget smalle sæder, der hypotetisk skal gøre plads til fire mennesker i Porschen.

Den tidligere ejer brugte den som hverdagsbil, men det er svært helt at forestille sig hvordan. Det bliver ikke nemmere, da Dy Plambeck sætter nøglen i tændingen, og motoren brøler. Hun smiler til os og træder på speederen. Triller bilen ud af indkørslen og speeder op på vejen.

Selv om det måske var pinligt, at hendes far altid kom kørende i store, larmende og upraktiske sportsvogne, og at hendes mor nok har tolereret lidt rigeligt med ekstraregninger, så er biler noget utvetydigt godt for Dy Plambeck. Hun er ikke vild med privatbilisme, men hun kan ikke frasige sig den æstetiske fascination og alle de minder, der er knyttet til biler igennem hendes liv.

Der var altid enormt meget liv om hendes fars biler. Der var altid en bil, der skulle købes, eller en, der skulle sælges, og det gjorde, at folk hele tiden kom ind og ud af deres hjem. Derfor er hendes minder fra hendes barndom og ungdom også intimt forbundet til duften af motorolie og velplejede lædersæder

Anders Rye Skjoldjensen

En sportsvogn og et stort gevær

Dy Plambecks nye roman Til min søster handler om søstrene Andrea og Aya, der er vokset op i Kalundborg. Søstrene er tætte, og de udforsker både litteraturen og deres seksualitet i et intimt venskab op igennem teenageårerne.

De er vilde, og de søger væk fra byens søvnige men voldsplagede byliv. Aya igennem bøgerne, Andrea igennem biler og jagt. De to kvinder føler en stor omsorg i forhold til hinanden, og i første halvdel af romanen passer Andrea på Aya, mens hun er indlagt på et barselshospital.

Dette forhold er vendt om i bogens anden halvdel, der foregår to år senere, hvor Andrea lige er kommet ud af et voldeligt forhold. Her er handlingen sat i de svenske skove til et historieseminar, hvor Aya har forsøgt at få Andrea væk fra sin voldelige kæreste Mark.

Aya er slået ud af kurs og kører rundt i skovene i sin MG Roadster-sportsvogn med sit jagtgevær i bagagerummet. Med disse to potente symboler forsøger hun at genfinde sin plads i livet.

Fra dybet af de tunge lædersæder i Dy Plambecks Porsche, fortæller hun om bilens symbolske værdi:

»Der er virkelig meget kraft i en bil, og romanen forhandler hele tiden spørgsmålet om handlekraft. Jeg havde ikke lyst til, at Andrea skulle være et offer, og der hjalp bilen. Andrea kører hele tiden for stærkt, og hun kommer til at køre alle mulige dyr ned. For mig repræsenterer bilen og biler generelt en livskraft. En livskraft, som jeg mener findes i de fleste kvinder, der står og vipper mellem det frigørende og det destruktive.«

Det starter med en Porsche

Dy Plambeck er god til at køre bil, og det er ikke nødvendigvis nemt at styre en bil med 238 hestekræfter på de små veje. Man sidder lavt i sæderne, og meget tæt på jorden. Det føles som at køre i en gokart, der er i stand til at køre 300 kilometer i timen.

Med hendes laksefarvede jakke og store blonde hår lyser hun op i alt det sorte læder og mekanik, der oser af en lidt klichéfyldt maskulinitet. Hun har altid haft svært ved at forstå de kategorier, som vi kalder maskuline og feminine. Hun kan lide at gå på jagt, og hun kan lide at køre bil. Hun er fra et sted, hvor man kørte ræs ud over stubmarkerne, og hvor man måtte lære at køre bil tidligt, hvis man selv ville et sted hen.

Anders Rye Skjoldjensen

»Jeg kom i gang med at skrive på grund af en Porsche. Simpelthen. Mit første digt i min første bog Buresø-fortællinger hedder ’Porschen’.«

Et sted i digtet lyder det sådan her:

»Når sprutten går ind, går forstanden ud, har min far altid sagt. / Han havde engang en Porsche / som han havde byttet for en rendegraver / og jeg havde helt glemt den historie.«

Digtet indkapsler noget, som alle Dy Plambecks bøger handler om: erindring. Historien er, at en nat var Dy Plambeck på arbejde på koncertstedet Vega, hvor hun var bartender. Hun blev konfronteret af en dame, som igennem larmen råbte til hende, at det var Dys bror, der havde kørt sig selv ihjel i sin fars Porsche i Buresø.

Damen kunne genkende hende. Problemet var bare, at Dy Plambecks bror stadig levede og lever i bedste velgående i dag, og aldrig nogensinde har totalskadet deres fars Porsche.

Den rigtige historie om farens Porsche er, at hendes far havde byttet sig til en ret slidt en af slagsen. Faren sendte bilen på et lokalt værksted, hvor mekanikerens søn i en kolossal brandert stjal den og kørte den direkte ind i et træ. Sådan blev en falsk beretning til et digt. Mens vi kører langs en rapsmark, siger hun:

»Damen fik mig til at tænke over, hvad det er at erindre. Vi husker alting forskelligt. Vi har alle så meget erindret liv i os, og hvad er det, der bliver tilbage af det, når vi først begynder at huske?«

Dy Plambeck fortæller om bilens historie, som hun har sammen med sin bror. Den står normalt hjemme hos Dy Plambecks bror. Det er ham, der har betalt for den, for en forfatters pengepung rækker ikke til en Porsche, men broren lader Dy Plambeck låne den så tit, hun vil.

Det er egentlig en klassisk Porsche 911 Carrera fra 1987, som er ombygget efter Porschefabrikkernes RS-specifikationer. Hun forklarer, at RS står for Rennsport, som er det tyske ord for at køre race. En lidt sjov observation er, at Carrera betyder race på spansk. Det er altså en racerracer-bil, som Dy Plambeck fører sikkert igennem svinget på Stumpedyssevej.

Anders Rye Skjoldjensen

Vold og kærlighed

Hun kører egentlig ret forsigtigt, hvilket er overraskende. Jeg kan kun forestille mig en sportsvogn i hurtig bevægelse. Hun kører roligt med en respekt for det køretøj, som hun fører igennem landskaberne.

Det er med en bevidsthed om, at en klassisk sportsvogn som den her Porsche 911 Carrera er til låns. Man passer på den til den næste ejer.

Dy Plambeck viser mig også nogle dokumenter om bilen, som beskriver restaureringen af den. Den kommer med en komplet liste over bilens motor og udstyr samt en slags tilstandsrapport.

Det er den tidligere ejer, som har udarbejdet papirerne, og han understreger flere gange, at »bilen ikke har kørt ræs«. Man må forstå, at sådan en slags bil, er én man passer på.

Vi stopper ved en tankstation for at tage nogle billeder. Vi holder foran vaskehallen, og spærrer egentlig for trafikken. Dy Plambeck udstøder et skrig, da en varevogn er lige ved at køre sidespejlet af. Det er et chok for hende, og det tager lang tid for fotografen at overtale hende til at stille op til et nyt billede.

Hun vil gerne væk, og vi sætter os ind i Porschen igen.

Vi vender tilbage til de kønnede kategorier. Der er ingen tvivl om, at både Dy Plambecks og romankarakteren Andreas interesse for jagt og biler er noget, som de fleste ville kategorisere som maskuline dyder. Men hun giver ikke meget for konventioner. Heller ikke i kærlighedslivet.

Til min søster handler meget om at bryde ud af konventionelle forestillinger om kærlighed. Aya er biseksuel og får sit barn med en mand, der hedder Christian, som ender med at flytte til Canada. Andrea er steril og befinder sig ikke godt i et almindeligt parforhold. Der er hele tiden en modstand mod at være fanget i et samfund, der kræver ensretning og normalitet.

En modstand som Dy Plambeck også oplever i sit eget liv. Et er bilerne og jagten. Her får hun mange overraskede kommentarer, når især mænd opdager, at hun – en kvindelig kunstner – ved hvordan man skifter olie på Porschen.

Men noget andet er kærligheden. Dy Plambeck er ikke længere sammen med faren til sin datter, men det betyder ikke, at deres forhold er kærlighedsløst:

»Jeg har en oplevelse af kærlighed, som noget meget bredt. Da jeg gik fra faren til mit barn, sagde folk altid, at det var synd, at kærligheden ikke holdt. Men sådan var det jo ikke. Jeg føler en stor kærlighed til alle de mænd, som jeg har været sammen med. Den kærlighed passer bare ikke nødvendigvis til et konventionelt parforhold. Jeg vil vildt gerne nuancere den stereotype kærlighed.«

Nuancerne er Dy Plambecks dna. Hun er kvindelig kunstner, som kører Porsche 911, og som har gået på jagt med Klaus Rifbjerg og hans 80-årige venner i Andalusien. Hun er efter 20 år som københavner vendt tilbage til den landlige idyl, som hun er formet af. Her kan man køre uforstyrret i sin Porsche, mens man skriver sine romaner.