Læsetid: 8 min.

Silvana Imam svinger et healende baseballbat – og onsdag åbner hun Orange Scene

Silvana Imam, der onsdag åbner Orange Scene på årets Roskilde Festival, har været det indignerede, queer, humanistiske, venstreorienterede outsider-Sveriges stemme. Hun har stolt paraderet sin indvandrerbaggrund og siden sin homoseksualitet. Angreb har været hendes foretrukne retorik, men nu er forsoningen også blevet en del af hendes evangelium
Silvana Imam kommer tit til koncert med et baseballbat. For der er noget, der skal smadres. Ikke mennesker, men strukturer: De sexistiske, de racistiske mekanismer, som kværner de marginaliserede til støv.

Silvana Imam kommer tit til koncert med et baseballbat. For der er noget, der skal smadres. Ikke mennesker, men strukturer: De sexistiske, de racistiske mekanismer, som kværner de marginaliserede til støv.

Kimberly Ihre

1. juli 2019

Det er ikke meningen, at jeg skal i nærheden af sangeren, rapperen, sangskriveren Silvana Imams baseballbat. Hende, der i sangen »I•M•A•M« kalder sig selv for »176 centimeter Pussy Riot«.

Den 32-årige kvinde immigrerede som fireårig med sin litauiske mor og syriske far til det ultranordlige Sverige, til den kridhvide mineby Kiruna. Hun var helt alene i skolegården, søsteren var den eneste, hun stolede på, har hun siden rappet. Ni år gammel begyndte hun at spille basket, som 19-årig flyttede hun til New York for at være fotomodel.

Hun var 25, da hun i 2012 fik sin magistergrad i psykologi og engelsk på Stockholms Universitet – nogenlunde samtidig blev hun medlem af hiphopkollektivet RMH. Og kort efter leverede hun helt solo musikalske optøjer på den svenske hiphopscene. Mod patriarkatet, pengemændene, homofoberne, højreradikalisterne.

»I burka av ståltråd och naglar av råkrom
Vi är eld, vi är allt, vi är ett
Så låt brandlarmet gå
«, rappede hun i 2014, og det lød, som om verden, som vi kender den, ramlede i grus om ørerne på lytteren.

Handler ikke om at være vred

Det er meningen, at hun og jeg skal føre en høflig telefonsamtale mellem København og Stockholm. Og det ender det også med at blive. Men først er jeg altså tæt på baseballbattet. Jeg kan mærke lufttrykket, da det svinger lige forbi min næse. Der er ingen intention fra svenskerens side om at ramme mig. Kun at markere.

Det er måske også dumt af mig at lægge ud med at bruge ordet »vred«. Jeg har lyttet til hendes seneste album, Helig Moder, der udkom tidligere i år. Det er et mere forsonligt album end tidligere, mere håbefuldt. Og jeg spørger som det første, om hun er blevet træt af at være vred?

»Hm,« siger hun, »det er dér, du tager fejl. Hver gang en kvinde siger, at noget er vigtigt, så bliver hun kaldt vred. Det er, fordi I fyre vil tage magten fra os. Tage magten ud af vores ord. Det handler ikke om at være vred. Det handler faktisk om at have viden. Jeg synes, at mange journalister kalder mig vred. Og jeg undrer mig over, at de ikke lytter. Der er et langt større spørgsmål end vreden.«

Jeg forklarer, at vreden er noget, jeg oplever hos mig selv.

Hun svarer:

»Ja, okay.«

Noget skal smadres

Silvana Imam kommer tit til koncert med et baseballbat. For der er noget, der skal smadres. Ikke mennesker, men strukturer. Hendes viden angår de kapitalistiske, de sexistiske, de racistiske mekanismer, som kværner de marginaliserede til støv.

Den handler om, hvordan kapitalismen virker til at være i stand til at absorbere alt, der bliver smidt imod den. Om det så er punkens vrængen, miljøaktivismens forandringskrav, feminismens indignation. Alt vendes til noget profitabelt. I tøjmode, i greenwashing af kulsorte firmaer eller i den verserende bølge af feministisk tv og film.

Når vinden vender, så gør modeindustrien, energisektoren og streaming-tv og Hollywood det samme.

Hun ved, at hun selv er en del af strukturerne og selv kan lokkes. Lysten til materielle goder, forfængeligheden. Det at føle sig utilpas i eksistensen, som får os til at købe ting, ydre goder, der skal afstive noget i vores indre. At købe sig til lykke, plejede man at sige. Det burde man stadig.

»Egoet vil identificere sig med ydre fænomener … som angiveligt skal forestille at være dig,« siger Silvana Imam i telefonen.

»Jeg ser ikke mig selv som bedre eller værre end andre mennesker. Men jeg har vidst, siden jeg var barn, at de ydre fænomener ikke er mig. Det har holdt mig groundet og har vedblevet med at holde mig groundet.«

At løsrive sig fra sig selv

Jordforbindelsen blev forstærket og formuleret, da Imam i 18-årsalderen læste den spirituelle/filosofiske forfatter Eckhart Tolles bog The New Earth.

I den fortæller tyskeren, at formindskelsen af egoet og erkendelsen af, at vi alle er én, er nødvendig for at kunne realisere en ny verden. Og Tolle beroliger os og siger, at den egomaniske misere, vi befinder os i p.t., blot er den sidste fase, før verden bliver et bedre sted. Det er som bekendt mørkest lige før daggry.

»Det var dér, jeg begyndte at løsrive mig selv fra mig selv,« fortæller Imam om læsningen af The New Earth.

Foto: Kimberly Ihre

Hun var en outsiderteenager, der så tingene udefra. Hvordan socialiteten er en maskerade og vores traditioner et repressivt maskineri. Pludselig så hun det krystalklart.

»Det var overvældende og også meget hårdt. At erkende, hvor falsk alt er. Men jeg tror også, at det skabte en frygtløs person, der tør sige sin mening og bryde normerne. Jeg er virkelig ikke bange for det. For jeg ved, hvem jeg er.«

Eller som hun rapper på Helig Moder:

»Drottning av mitt inre och mitt slott är stort
Flera rum än jag behöver, jag går vilse fort

Og på Helig Moder-albummet tillader Silvana Imam sig at tage forskud på glæderne ved Eckhart Tolles optimistiske profeti.

»I flere år har jeg forsøgt at få mine pointer igennem. Alle kender mine holdninger, så kan vi ikke bare … Lad os forestille os, at vi er i Utopia allerede«, siger Silvana Iman.

»Dér, hvor du er fri til at skabe, hvor du er fri til at være, hvem du end er. Ytringsfrihed. Væren.«

Og dermed også fri seksualitet, som den formuleres på »4h« (fire timer):

»Tre, fyra fingrer i din fitta
Lagt dig mot en spegel för jag vet att du vill titta

I dokumentaren Silvana fra 2017 ser man hende blive forelsket i og danne par med popperformeren Beatrice Eli, som hun stadig er sammen med. Et forhold, hun har svært ved at fortælle sin familie i det ekssovjetiske Litauen om. Men til sidst gør hun det.

Holde frygtløst i hånd

Silvana følger rapperen i de formative år fra 2014 til 2016. De tidlige optrædener, der føles som frontalkollisioner med et folkhemmat, der er kæntret mod højre. Og ikke er så tolerant, som det opfatter sig selv.

»Et hårdt klima kræver hårde spark nedefra,« siger hun i dokuen.

Og det kan godt være lidt overraskende, at høre Silvana Imam to år senere i 2019 formulere sig forsonende. Men hun har forandret sig.

»Gav mig superhjälte rollen, hade inget val,« rapper hun på Helig Moder.

»Behöver en semester bara jag och Beatrice.«

Men ikke alle kan tolerere regnbuefesten. Som manden, der pludselig stod uden for vinduerne til en queerklub, som Imam frekventerede. Den aften blev hun mindet om, at frygt ikke kun er noget, man skal knuse. Det er også en overlevelsesmekanisme. Manden har en riffel med og retter den mod vinduet og gæsterne i klubben. Uden at skyde.

»Politiet kom, lukkede gaden ned. Og fandt ham i hans lejlighed,« siger hun.

Selv i et moderne Sverige er der lang vej til, at hun uden frygt kan holde sin kvinde i hånden.

Kvindelige dyder skal frem

Silvana Imams feminisme handler i høj grad om at gøre feminine dyder lige så værdifulde som de maskuline. Det store emotionelle spektrum, den omfavnende kropslighed, empatien. Og ingen af disse dyder har noget at gøre med den krop, vi er født i. De har noget at gøre med den kultur, vi lever i. Så det kan ændres. Radikalt.

»Kvinder skal være lige så gode som mænd, men det burde være omvendt. Mænd burde være lige så gode som kvinder. Jeg går ikke efter de maskuline værdier. Jeg går ikke efter magt eller penge. Men situationen er sådan her: Kvinder er bange for mænd. Men dem, jeg har mest ondt af i verden, det er mænd. Til piger siger vi, at de skal være søde og tage vare på deres venner. Alle disse healende kvaliteter. Til drenge siger vi: ’Du er stærk. Du har magt. Græd ikke. Tag styringen’.«

Men det går imod vores vestlige selvforståelse, at åbenheden har sine begrænsninger også i vores del af verden. Det er de andre, der er intolerante, udemokratiske, måske endda i nogens optik uoplyste.

»Vi ser på de mellemøstlige lande som underudviklede, som om de ikke er rigtig kloge. Men den vestlige verden er viiirkelig fucked up. At vi har en god økonomi er ikke det samme, som at det går godt,« siger hun.

Programmet skal omprogrammeres

»Vi er nødt til at forstå, at vi alle er forbundne. Jeg tror på, at vi alle er vores egne guder. Vi er perfekte, når vi bliver født. Vi er perfekte menneskelige væsener. Du skal tage kontrollen over dine tanker og over dit liv og være den bedste version af dig selv. Men folk er programmerede til at tænke og føle på en bestemt måde. Kapitalismen og patriarkatet er virkeligt. Det er et program, som er nødt til at blive omprogrammeret. Og jeg tror, du er nødt til at gøre det inden for dine egne kredse. Mobilisering er det vigtigste. Og at uddanne sig i, hvordan systemet fungerer.«

Igennem vores samtale har Silvana Imam holdt igen. Måske fordi hun er forkølet og ikke er helt i hopla. Måske fordi hun søger en mindre aggressiv tone. Men hun har talt sig varm. Så jeg spørger hende, hvordan vi vælter magten.

»Sådan her: Vi holder op med at købe ting. Og vi skal holde op med at hade og i stedet elske os selv. Vi ser på livet på en bestemt måde. Hvis bare vi køber det rigtige tøj … Hvis bare vi får den rigtige forfremmelse. Det er en ond cirkel. Og det er svært at sige nej til kapitalismen, for så overlever du ikke i den her verden.«

Så tøver hun.

»Ja, jeg ved ikke, hvordan vi vælter magten. Jeg ved det ikke. Det er for stort et spørgsmål. Jeg kan ikke besvare det.«

Men hun bliver ved med at prøve i sit virke. At stille spørgsmålet – og finde delsvar.

»Pengar förvirrar dig
Stillhet vägleder dig
Ta hand om ditt hjärta
,« rapper hun her i 2019.

Der er stadig masser af gode grunde til at tage et baseballbat med på scenen. Et baseballbat, der gennem samtalen med Silvana Imam har vist sig at være healende.

Silvana Iman åbner med et væld af svenske og norske gæsterappere Orange Scene på dette års Roskilde Festival onsdag den 3. juli.

Serie

Roskilde Festival 2019

Musikken er lige så tilbage- og fremadskuende som altid. Hedonismen har fået nye stoffer og teknologier plus rosévin, men fællesskaberne er stadig i centrum. Informations udsendte medarbejdere gennemtrawler med reportager og kritik Dyrskuepladsen for den vigtigste musik og for festivalkulturer i evig forandring.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Palle Pendul
  • ingemaje lange
Palle Pendul og ingemaje lange anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu