
Unger! Vi skal sgu til Jugoslavien!
Jugoslavien??? Jamen, hvad er der galt med Mallorca eller Gardasøen eller Faarup Sommerland, hvor de andre i klassen skal boltre sig i sommerferien?
Nej, nej. Det var der skam ikke noget galt med. Men Jugoslavien – dér kunne man få det hele for det halve og med halvt så mange turister, når man var far til fire i fattig-80’erne. Eller mor for den sags skyld.
Så i min barndom i 1980’erne var der ingen pardon: ind på bagsædet af den slidte Mazda med alle os fire børn, bagage og villatelt på taget og såmænd også en optimistjolle med bunden i vejret oven på den lille trailer. Et syn for guder i lastbiltempo ned gennem Europa.
Min mor, som selv havde tilbragt sin barndoms ferie i Østrig, ville helst blive hængende i Alperne. Men i min barndom regnede det altid i Østrig. Og når man skal gange hver en is og hver en overnatning på campingpladser med seks familiemedlemmer, så pegede min fars regnestykke meget hurtigt ud af Østrig og ned mod Jugoslavien – med masser af pasta og tomatsovs i bagagen.
Kommunisme eller ej
I Jugoslavien var der planøkonomi, tvangsveksling, fattigdom og et landbrug, der lignede noget fra 1950’erne. Men kommunisme eller ej: på en lavendeltilgroet kroatisk ø med egen jolle, klippestrande, evigt solskin og spotbillige vandmeloner var der faktisk masser af sommerlykke at hente. Nå ja, og jugoslavisk saftevand med øgenavnet lokum, maveplaskere fra klippeafsatserne og solskoldninger uden skyggen af solcreme.
En generation senere giver resten af historien sig selv.

Vores unger på seks og ti vil sjovt nok også gerne til Thailand, Frankrig og Californien, og hvor deres klassekammerater ellers fiser på ferie nu om dage. Men trods adskillige latter- og frustrationsanfald over primitiviteten, er de vist også pænt taknemmelige for vores yndlingsferieform nu, hvor klima-Greta rejser med i ånden: På den første feriedag at fyre ud af Berlin og ned gennem Tyskland med det tidligste ICE-tog med 260 i timen for at lande for foden af Alperne ved middagstid. Der stiger vi om i et lejet og pænt smadret rugbrød med gasblus og soveplads til ungerne i taget. Langt væk fra storbyen og langt væk fra anstændig mobildækning.
Det ødelagte autentiske
Scoopet er som bekendt, at campingvogne er totalt biedermeiersmåborgerlige, mens store campingbusser stinker af nyrig og dårlig smag. Et nedslidt folkevognsrugbrød derimod … det er stort set det samme, men – fantastisk branding! – her er associationerne frihed, højt til loftet, hippieånd og spontan camping med bjergtagende udsigt.
Den spirit købte vi hele vejen ind i Østrig allerede første år i camperen. Men ak og ve. Hvis man kan tale om en gentrificeret bjergkæde, så må det være de østrigske alper. Det er i hvert fald stort set ikke lykkedes os at finde en attraktiv plet i bjergene i Ulrich Seidls fantastiske hjemland, som endnu ikke emmer af turismens evige dialektik: at vi nu engang ødelægger det uregulerede, ukommercielle og autentiske, som vi leder efter, idet vi finder det.
Nå ja, eller mere praktisk udtrykt: der findes næppe en østrigsk gyde, stikvej eller skovplet, hvor det virker frit og afslappet at smide sin camper for natten. Heller ikke selv om vi er blevet ret skarpe til at smigre lokale bondemænd og skovfogeder, til at overse skilte og ikke mindst: til at spille dumme, når nogen vil smide os væk. Men det gider man jo heller ikke bruge halvdelen af sin ferie på, når løftet nu er frihed.
Og løsningen?
Unger! Vi tager sgu til Slovenien!
Slovenien???
Ja ja, bare lidt mere mod syd og så til højre.
Frihedsfølelsen
Slovenien er i dag det suverænt mest civiliserede Balkan-land med euro og hele pibetøjet. Desto mere måtte vi ved vores Slovenien-debut knibe os i armen over, hvor let man kan finde fantastiske slovenske bjergstrækninger med uendelige skove, drikkevand fra kilderne og brusebad i floden – uden at en hund gør af ad rugbrød med fire halvtyskere i vejkanten et par dage.
Hvad slovenerne officielt siger til fricampere, har vi gjort os umage for ikke at finde ud af. Og hvor i Slovenien vi har haft nogle af vores mest fantastiske feriedage, kunne jeg ikke drømme om at skrive i avisen. Men min intuition siger mig, at frihedsfølelsen nok har noget med Jugoslavien og min barndom at gøre. Derfor vægrer jeg mig også ved at undersøge, om det faktisk passer, at Kroatiens kyster i mellemtiden er eksploderet i turisme og investeringer.
Far, fortæl en historie om Jugoslavien! lyder det fra ungerne på bagsædet.
Og så får den hele armen om 80’erne, frihed og farlige ferieminder, mens vi høvler rundt i rugbrødet og leder efter et sted i alperne, hvor vi kan være i naturen i fred. Inklusive tomatsovs, pasta og to unger, der forhåbentlig arver trangen til at jage den store frihed i deres ferier.
Ferieminder
Alle har en ferie, som de i særlig grad husker. Fordi den var fantastisk, forfærdelig, underlig, kikset eller sørgelig. I denne serie fortæller Informations skribenter om deres største ferieminder.
Seneste artikler
Barndommens tabte ferieland
10. august 2019Kan en ferie, man ikke husker, have haft betydning? Kan en barndom?Ferieminder: Delebarnet, de små voksne og en let trang til mord
9. august 2019Pludselig var børnene væk, og vi var på ny bare et par – nu med lidt patina, lidt ælde, lidt fylde, og hvad der ellers er kommet til. Vi gjorde, som vi plejede, og så alligevel ikke ... Fem år gamle ferienoter fundet på en mobiltelefon viser, hvordan forandringer indfinder sig, registreres og noteres, længe før de bliver erkendtMine barndomsferier i Tyrkiet var fyldt med gæstfrihed, fodbold og dårlig mave
6. august 2019Man sover ikke specielt godt på taget af et hotel i en syrisk provinsby. Til gengæld glemmer man det heller ikke sådan lige med det samme