Læsetid: 7 min.

17-årige Cebine Ragn er færdig med at føle sig dum

HTX-eleven Cebine Ragn har brugt et par år på at overvinde frygten for at stille spørgsmål og afsløre, at hun ikke ved alt. I sidste afsnit af kulturredaktionens serie om danske unge møder vi hende på en Biotech Camp, hvor hun bruger en uge af sin ferie, fordi naturvidenskab er hendes største interesse overhovedet. Hun vil gerne forstå, hvordan universet virker, og det kræver, at man tør række fingeren i vejret og spørge
Cebine Ragn (i midten) har brugt en uge af sin sommerferie på en Biotech Camp for gymnasieelever. Hun er kommet for at lære, og derfor stiller hun mange spørgsmål. At turde stille spørgsmål har krævet et opgør med frygten for at virke dum, der hæmmede hende voldsomt de sidste folkeskoleår. Her tager hun og laboratoriemakkeren Astrid imod instruktion fra en af campens undervisere.

Cebine Ragn (i midten) har brugt en uge af sin sommerferie på en Biotech Camp for gymnasieelever. Hun er kommet for at lære, og derfor stiller hun mange spørgsmål. At turde stille spørgsmål har krævet et opgør med frygten for at virke dum, der hæmmede hende voldsomt de sidste folkeskoleår. Her tager hun og laboratoriemakkeren Astrid imod instruktion fra en af campens undervisere.

Anders Rye Skjoldjensen

23. august 2019

Mens solen skinner ned på en feriedoven udgave af København, sidder 35 teenagere i et auditorium på det ellers tomme Farmaceutiske Fakultet ved siden af Fælledparken. Vi er tilbage i juli. De unge mennesker sidder lige så stille og hører på en ældre universitetsstuderende ved navn David, der holder oplæg om regulering af gener. Hvordan man ændrer deres egenskaber og sådan. 

Sådan kan man også holde sommerferie. Det sørger Ungdommens Naturvidenskabelige Forening (UNF) for. Det er dem, der for 18. år i træk holder Biotech Camp. Deres logo, der pryder de T-shirts, mange af deltagerne har på, ligner en tegning af elektroners bane om en atomkerne.

En projektor snurrer og kaster komplekse figurer, der forestiller diverse celleprocesser, op på lærredet oven over de tre grønne tavler, hvorpå David supplerer sine forklaringer med kridttegninger.

På katederet står der en papkasse, man kan lægge spørgsmål i, hvis man ikke når at spørge under oplægget.

David taler ret hurtigt og siger for en sikkerheds skyld:   

»Hvis I lige skal have tre minutter til at comprehende, så markér – eller se rigtig træt ud.« 

Der er ingen, der ser trætte ud denne formiddag, men en del, der har spørgsmål. En af dem, der har flest, hedder Cebine Ragn. Hun er 17 år gammel, bor i Frederikssund med sin mor og to yngre brødre, og hun er lige blevet færdig med første år på HTX. Det, David taler om, er nyt stof for Cebine, der kun har biologi på mellemniveau, og hun rækker hånden op, så snart hun ikke er helt med. Hun virker ikke usikker, bare ivrig efter at fatte det hele.

Anders Rye Skjoldjensen

Ingen skam at spørge

Det er første gang, Cebine er på Biotech Camp, og hun lader til at føle sig hjemme i flokken af naturvidenskabsnørder. Dagene går med skiftevis faglige og sociale indslag. Om natten sover de på rad og række i nogle undervisningslokaler. Om morgenen begynder de dagens program med at danse nogle bestemte danse til popnumre som »Dub-I-Dub« og »Space Invader«, som alle deltagere på UNF’s forskellige camps lærer at kende.

Over frokosten i Det Farmaceutiske Fakultets kantine taler Cebine og de andre campdeltagere om formiddagens oplæg. Cebine er begejstret, men siger også om en af oplægsholderne, at »han smider en masse begreber ned i suppen og rører lidt rundt – jeg prøver bare at fordøje dem, men det kan jeg ikke«.

De andre ved frokostbordet griner. Det lyder, som om de godt kan relatere til den oplevelse.

Efter frokost spørger jeg, om hun altid har haft let ved at sige til, når der er noget, hun ikke forstår. Cebine ler lidt forlegent, ranker ryggen og fortæller, at hun var slemt plaget af angst i de sidste år af folkeskolen:

»Hvis jeg skal være helt ærlig, kunne jeg slet ikke omgås andre og havde stor frygt for eksaminer og for ikke at være god nok. Jeg følte mig faktisk rigtig dum.«

Ikke fordi der var noget, der tydede på, at Cebine var dum. Tværtimod var hun god i skolen. I de små klasser var der tale om at rykke hende op. Angsten kom bare alligevel og kulminerede i ottende klasse, hvor den blev så hæmmende, at man overvejede at få psykiatrien ind over. Så vidt kom det dog ikke, og i løbet af de seneste to år er hun kommet et godt stykke.

»I dag har jeg det sådan, at hvis der er noget, jeg ikke lige kan finde ud af, så kan jeg i hvert fald altid prøve at blive bedre. Jeg er rigtig glad for at gå på gymnasiet, jeg har aldrig oplevet noget bedre. Så det har virkelig taget en drejning.«

Selv om Cebine er fast besluttet på ikke at holde sig tilbage af frygt for at fremstå dum, kan det stadig variere, hvordan hun har det med at stille spørgsmål. Denne uge, hvor hun er på Biotech Camp, er der bare ikke tid til at være bange.

»Nu har jeg sagt til mig selv, at jeg er på en camp, der kun varer en uge. Og jeg opnår ikke noget godt ved at holde mig tilbage. Jeg har selv betalt for det, og jeg vil have noget ud af det, både fagligt og socialt.«

Soldaterholdning

Når Cebine forklarer, hvordan hun de seneste par år er kommet over sin angst, bruger hun flere gange ordet ’soldaterholdning’. Det er noget, de har i hendes familie – fra hendes nu afdøde morfar, der arbejdede i Forsvaret. Han havde »sådan en stiv holdning i kroppen, og når han skulle kramme en, holdt han lidt ekstra fast«, fortæller Cebine om ham.

– Hvad er en soldaterholdning?

»Det er en form for stædighed. Sådan at man godt kan komme igennem svære ting, man skal bare holde ryggen rank og tage ansvar. Og det gjorde jeg så. Jeg gik igennem mine eksaminer, og det gik fint.«

Det var dog ikke fra den ene dag til den anden, Cebine slap angsten. Hun er nært knyttet til sin mor, der talte med hende om, hvad angst, frygt og selvmedlidenhed er, og hvordan det kan holde en tilbage. Frygt og angst er selvfølgelig også et overlevelsesinstinkt, der forhindrer en i at gøre farlige ting, forklarer Cebine.

»Men ni ud af ti gange beskytter den følelse os mod ting, der ikke er farlige. Min mor har været med til at tage den byrde fra mig, så jeg går ind til tingene med et mere fornuftigt blik på, om de er farlige eller ej.«

Vendepunktet kom efter en samtale med nogle fra kommunen, der begyndte at tale om diagnoser.

»Jeg var rigtig bange, fordi jeg var meget naiv, og når de foreslog en eller anden diagnose, troede jeg selv på, at jeg havde den. Men min mor kender mig bedre, end de gjorde, og hun sagde, det ikke passede. Det sagde min læge også. Da vi kom hjem derfra, tog vi et målebånd og klippede stykker af det, efterhånden som jeg fik det bedre.«

– Så målebåndet repræsenterede angsten, og så klippede I stykker af det, efterhånden som du slap den?

»Præcis. Jo kortere det blev, desto mere følte jeg, jeg var kommet af med det der shit

Anders Rye Skjoldjensen

Stor fan af universet

Efter studentereksamen forestiller Cebine sig, at hun skal læse astrofysik og måske også astrobiologi. Måske skulle hun få en stilling i Det Europæiske Rumfartsagentur, ESA.

»Jeg har en hel fascination for universet,« siger hun.

»Det er mit et og alt og den del af videnskaben, jeg er mest interesseret i.«

Cebine fortæller om en bestemt bog om universet, hun var fascineret af som barn, og om, at hendes mor tog hende op, når hun græd som spædbarn, og stillede sig ved vinduet og pegede på de forskellige stjerner.

»Jeg kan selvfølgelig ikke selv huske det. Så man skal lige være lidt kildekritisk, men jeg tror alligevel godt, den slags kan danne et mønster for, hvad der fremkalder dopamin i hjernen.« 

Jeg spørger Cebine, om hun har nogle bekymringer for fremtiden.

»Jeg bekymrer mig altid for noget,« svarer hun. 

»Om jeg får de karakterer, jeg skal bruge, og om jeg kommer ind på den uddannelse, jeg ønsker mig. Men det at være bekymret er kun en god ting, for det viser, at det betyder noget for dig. Mange gange kan det bare ødelægge dine muligheder for at nå dine mål. Så jeg prøver på kun at være bange til en vis grad, så det ikke får en effekt på, om jeg kan nå dertil, jeg gerne vil.«

Cebine siger – meget bramfrit – at hun normalt er en »indadvendt og socialt akavet type«, der har det med at sidde og iagttage i stedet for at deltage. Det har overrasket hende, hvor åben hun er på campen. 

»Jeg snakker med alle, og jeg er mig selv. Og hvis folk ikke kan lide mig, er det fair. Alle mennesker kan ikke lide alle, men jeg har det fint med den, jeg er.«

Som to nitrogenbaser

I laboratoriet, som de unge biotechelever arbejder i en gang om dagen, har alle engangskitler på. Præcist udmålede mængder af forskellige væsker skal blandes i reagensglas, og det skal gøres omhyggeligt. Indimellem opgaverne skal bordene sprittes grundigt af, og der går sport i at tegne den tydeligste dna-streng med sprit fra plastikspritflasken.

Anders Rye Skjoldjensen

Cebine og hendes laboratoriemakker (eller labpartner, som de kalder det på Biotech Camp) Astrid arbejder godt sammen. Det kan man se, og det siger Cebine også selv, da vi snakker lidt senere. 

– Hvad er det vigtigste, når man er labpartnere?

»Det er nok tilliden. Fordi man deler data. Men det er også, at man kan sine metoder.«

– Hvordan går du og Astrid i spænd i laboratoriet?

»Rigtig godt. Hun er det omvendte af min personlighed. Hun er sådan mere åben og, hvad skal man sige … funky? Altså, vi er komplementære, som to nitrogenbaser, der passer sammen. Hun lærer også tingene rigtig hurtigt. Det er bare et plus.«

– Hvad mener du med, at I er som to nitrogenbaser?

»Ja, altså nitrogenholdige baser i DNA’en.«

– Hvad er det?

»I vores genom har vi jo dna, der er struktureret som en højredrejet dobbelthelix, der udgøres af to strenge. Baserne i dna-strengene parrer sig så sådan, at adenin er komplementær til thymin, mens guanin er det til cytosin. Så det var det, jeg mente – at jeg er som adenin, og hun er thymin, og vi passer bare godt sammen.« 

– Jeg er lidt af en nybegynder inden for naturvidenskab.

»Det er helt okay. Vi starter alle et sted.«

Anders Rye Skjoldjensen

Serie

Nutidens unge er ...

Hvem er den generation af unge mennesker, der lige nu vokser op under konkurrencestatens præstationskrav: Hvad drømmer de om? Hvad frygter de for? Og hvad vil de med verden?

Hen over sommeren møder vi unge danskere, der hver især forsøger at finde deres plads i fællesskabet.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Christian Mondrup
Christian Mondrup anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dejligt for Cebine at hun er kommet i det rigtige selskab for hende og løsner op. Så altså naturvidenskab kan godt udvikle medmenneskelige kompetencer. Der er humaniora ikke altid i føretrøjen.
Det gode spørgsmål har stor betydning begge steder.
Overvej måske RUC Cebine! God vind.

Søren Kristensen

Åh, hvem der bare, på trods af en matematisk/fysisk studentereksamen og en masse i øvrigt brugbare praktiske evner, var færdig med at føle sig dum - var jeg lige ved at sige, for et langt liv har lært mig, at det gælder om at bruge sin uvidenhed til noget konstruktivt, herunder også at stille de virkeligt dumme spørgsmål. Ikke at dumheden derved forsvinder, tvær imod. Du bliver bare dummere på et højere niveau og det er en langt mere underholdende rejse end bare at være jævnt dum hele vejen igennem. Ualmindelig dum, eller dum på en interessant og vedkommende måde, det må være målet, på en eller anden oplyst omvendt måde.

Hvor ville jeg ønske at folkeskolen kunne facilitere en lignende undervisningssituation, men det er meget svært med samfundets pålæggelse af inklusion og substituering af forældres manglende opdragelse og alment menneskelige dannelse. Det er svært nok bare at komme ud af starthullerne på en bane med loft efter laveste fællesnævner og udbredt politisk test- og eksamens-fobi. Vi må bare håbe, andre kaster sig over de store reelle udfordringer her i det 21. århundrede.

...og det bliver aldrig vores humaniora produktion, der kommer til at udgøre den store forskel. Det ligger ligesom i begrebet. Mennesket er ubetydeligt i den store sammenhæng. Navlepilleri har aldrig bragt os fremad, tværtom.