Læsetid: 17 min.

I år 2000 gik Claus Beck-Nielsen undercover som hjemløs og rystede dansk litteratur

Historien om nogle af 00’ernes store litterære rystelser begynder, da Claus Beck-Nielsen går på gaden som Claus Nielsen og bagefter skriver om det i Information. Dette er 1. del af Informations danske litteraturhistorie. Året er 2000
Det skabte megen debat om etiske hensyn, kunst og journalistik, da forfatteren Claus Beck-Nielsen i 2000 smed mellemnavnet og gik undercover, som hjemløs. Forfatteren levede på gaden og udgav sig for at have et hukommelsestab, for at rapportere fra velfærdsstatens skyggeside.

Det skabte megen debat om etiske hensyn, kunst og journalistik, da forfatteren Claus Beck-Nielsen i 2000 smed mellemnavnet og gik undercover, som hjemløs. Forfatteren levede på gaden og udgav sig for at have et hukommelsestab, for at rapportere fra velfærdsstatens skyggeside.

Klaus Holsting

30. august 2019

En morgen i slutningen af år 2000 sker der noget umiddelbart undseeligt, som får omsiggribende følger i både den sociale virkelighed og de tekster, hændelsen over de næste år ryster af sig. Måske er der ikke engang nogen, der ser det ske:

»Tirsdag den 12. december kl. 9.59 stiger en ca. 35-årig mand af toget Bertel Thorvaldsen, der netop er ankommet til Københavns Hovedbanegård fra Tyskland. Manden, en meget tynd, sygeligt udseende, formodentlig narkoman, medbringer ingen bagage ud over den smule tøj, han har på: Kondisko, tynde grå joggingbukser, træningsjakke og en Apple-reklamekasket trukket omvendt ned over hovedet.«

Nogle måneder senere er det også sådan, avisartiklen »Tilfældet Claus Nielsen« begynder. Artiklen, der er at finde på Informations kultursider den 1. marts 2001, indleder en mystisk artikelserie med titlen »Journalnr. xx« skrevet af ca. 35-årige Claus Beck-Nielsen.

I løbet af 90’erne har han blandt andet udgivet nogle fortællinger og en roman og arbejdet som både dramatiker, skuespiller og teaterkritiker. Men det melder historien den 1. marts, der bare bærer den redaktionelle signatur »Inf.«, ikke noget om.

»I løbet af det følgende døgn,« fortsætter artiklen i dramatisk nutid, »bevæger manden sig i miljøet omkring Hovedbanegården, Istedgade, Halmtorvet og Skelbækgade med en enkelt afstikker til Sydhavnen.«

»Allerede en times tid efter sin ankomst,« lyder det, »henvender han sig på Mændenes Hjem i Istedgade, hvor man er nødt til at afvise ham, blandt andet fordi manden ikke kan fremvise nogen form for legitimation«.

Da manden hverken har pas, penge eller personnummer på sig og ikke kan huske andet, der kan identificere ham, end sit navn, Claus Nielsen, kan hverken de sociale myndigheder eller politiet finde ham i deres systemer. Derfor kan ingen hjælpe ham, og han er, ifølge artiklen, henvist til gaden.

Forsiden på Informations kulturtillæg den 2. marts 2001. Artikelserien "Journalnr. xx" er netop skudt i gang. Den kommer til at ryste grænsen mellem journalistik og virkelighed og fiktion, og den bliver centrum for en heftig debat.

Klaus Holsting

Det er først tre år senere, i 2003, at artikelserien og hele det besynderlige begivenhedsforløb, den beskriver og ikke mindst afføder, indgår i et af både forfatterskabets og årtiets hovedværker, den spektakulært nok posthume selvbiografi Claus Beck-Nielsen (1963-2001). En biografi, der udkommer i 2003.

Hvis nogen tilbage i år 2000 rent faktisk registrerer den tynde type stå af toget og begynde at gå, ryster det dem nok ikke. I sig selv er Claus Nielsens ankomst til Hovedbanegården hverken en spektakulær eller litterær begivenhed.

Rystelsen, som den umiddelbart så undseelige hændelse skaber, mærkes først, da den bliver en mediebegivenhed. Den ryster både grænsen mellem journalistik og kunst og grænsen mellem virkelighed og fiktion.

Af artiklen i Information den 1. marts 2001 fremgår det, at Claus Nielsen allerede i januar 2001 tager imod et tilbud fra Ekstra Bladet om at efterlyse pårørende, der kan fortælle ham, hvem han er. Det er denne efterlysning, bragt i formiddagsavisen den 5. februar 2001 under den fortvivlede overskrift »Hvem er jeg?«, som Information i marts følger op på for, som det hedder, »at trænge til bunds i historien«.

Først da artikelserien i Information slutter ti dage senere, fremgår det også, at den spektakulære historie om manden, der falder ud af samfundet, allerede har en forhistorie som spektakulær mediebegivenhed: Allerede dagen efter efterlysningen bringer Ekstra Bladet en artikel med overskriften »Det hele var snyd«.

Som Politiken dagen efter igen skriver under den småskadefro overskrift »Kunstner snød avis«, bliver Ekstra Bladet nemlig hurtigt gjort opmærksom på, at »manden i avisen«, som Politikens journalist gnæggende refererer det, »havde en slående lighed med teaterkunstneren Claus Bech-Nielsen«.

Hverken journalistik eller fiktion

Selv om artiklen i Information den 1. marts bare tager sig ud som kritisk journalistik, der vil afsløre en velfærdsstat i forfald, afslører den alligevel også, at der egentlig er tale om … noget andet. I den strøm af spørgsmål, som artiklen slutter med, er tonen så inkvisitorisk og indigneret – for ikke at sige melodramatisk – at det næsten bliver komisk:

»Hvordan kunne det komme så vidt? Kan det virkelig lade sig gøre at falde så langt uden for det danske samfund, at man ikke kan komme ind igen, uanset om man vil eller ej? Var der virkelig ikke andre end Ekstra Bladet, der kunne eller ville hjælpe Claus Nielsen? Hvordan oplevede han det selv? Livet på gaden, kampen mod kulden, sulten, trætheden og … Systemet? Spørgsmålene i sagen er mange. Og mange flere.«

Artiklerne, der følger, ryster genregrænserne endnu tydeligere. »Uden for nummer«, står der da også over billedet af Claus Nielsen på Informations forside den 2. marts 2001, som henviser til Claus Beck-Nielsens artikel »Du eksisterer ikke« i kulturtillægget.

Informations forside d. 2 marts 2001 med henvisning til Claus Beck-Nielsen artikel 'Du eksisterer ikke'. Faktaboksen der ledsager artiklen, forklarer rollefordelingen mellem den ene og den anden Claus: 'Præcis et døgn af gangen tager Claus Beck-Nielsen det karakteristiske 'Beck' - ud af sit navn og går på gaden som Claus Nielsen'.

På forsiden af kulturtillægget står »manden uden nummer« igen på perronen med sine hule kinder og store øjne, træningstøjet og reklamekasketten trukket omvendt ned over det halvlange hår.

Det er »strengt taget ikke journalistik overhovedet«, erkender redaktør Jon Jørgensen i tillæggets leder. Men heller ikke »teater, eller konceptkunst, eller performance, eller … Medgivet: Vi er nok havnet uden for kategorierne. Det er ikke engang fiktion«.

Faktaboksen, der ledsager artiklen, forklarer ikke desto mindre også rollefordelingen mellem den ene og den anden Claus: »Præcis et døgn ad gangen tager Claus Beck-Nielsen det karakteristiske ’Beck-’ ud af sit navn og går på gaden som Claus Nielsen. Præcis 24 timer, så vender han tilbage til sit normaldanske liv med lejlighed, kone, barn og personnummer. Et par dage senere stryger han ’Beck-’ og er på gaden igen.«

I en anden lille ledsagetekst, »Om Claus Nielsen«, uddyber Claus Beck-Nielsen, at Claus Nielsen dog netop ikke er en rolle, men »en mulig version af« Claus Beck-Nielsen:

»Han har min krop, går i mit tøj, og den del af hans biografi, han husker, er min egen.«

Den eneste »forklædningsgenstand«, Beck-Nielsen bruger, er det »sammenrullede og siden overrevne stykke toiletpapir, Claus Nielsen bærer under højre side af overlæben«:

»Det er den Sorte Box. I den er dele af min fortid forsvundet. Resten er autentisk. Vi er ét kød. Ét liv.«

Selve artiklen den 2. marts besvarer til gengæld det journalistiske spørgsmål om, hvordan Claus Nielsen selv oplevede det hele. Den begynder bare med et »Claus Nielsen fortæller:« og giver ham ordet:

»Mit navn er Claus Nielsen. Så meget ved jeg. Resten er … født et sted i Jylland, men vi flyttede så meget omkring, flere skoler, deres navne er …«

Sådan er det også i hovedparten af den næste uges syv artikler, hvoraf et par enkelte endda optræder uden for kultursektionens reservat mellem dagens nyheder om kogalskabsepidemiens gavnlige effekt for den økologiske eksport og Odense Kommunes udlicitering af aktiveringen af kontanthjælpsmodtagere: »Claus Nielsen fortæller« mere eller mindre ukommenteret, mens navnet Claus Beck-Nielsen kun optræder i den ramme omkring dem, der på en gang skaber og bryder illusionen om, at artiklerne er journalistik.

Fri kunst kan ikke sluttes inde af et bogomslag

Først i seriens sidste artikel den 10. marts afslører Claus Nielsen også sig selv, da han en morgen bliver hentet på herberget Himmelekspressen af to betjente fra politiets eftersøgningsafdeling og til sidst piller toiletpapiret under læben ud og kan huske, hvornår han er født.

Flere rystelser følger. De mange læserbreve og debatindlæg, artikelserien afføder, vidner om, at den også ryster avislæserne. Ligesom litteraturen gør det igen og igen op gennem både 00’erne og 10’erne, skaber artiklerne en debat om, hvor fri, fra for eksempel etiske hensyn, kunsten og kunstneren er – og dermed endnu en mediebegivenhed, der er spektakulær nok i sig selv i 2001.

Allerede den 5. marts, mens serien stadig kører, beklager daværende forstander på Mændenes Hjem, Robert Olsen, hvad han mener er en misforstået kritik og et fortegnet portræt af det sociale system og hændelsesforløbet.

Ifølge Olsen tager Claus Nielsen ikke imod de tilbud om hjælp, han faktisk får, og den sammenligning med den tyske undercoverjournalist Günter Wallraff, som Olsen, ligesom flere af de senere anmeldere af Claus Beck-Nielsen (1963-2001), drager, falder ikke ud til Beck-Nielsens fordel: I Olsens øjne er han en »wannabe« Wallraff, der er »for optaget af sit eget jeg til at kunne se, at han faktisk uretmæssig optager pladsen fra andre rigtige hjemløse og bruger socialarbejderes begrænsede tid«.

Informations daværende kulturredaktør, Christian Lund, benægter ikke, at »eksperimentet udfordrer« nogle »etiske grænser« i forhold til de mennesker, den med eller uden deres vidende portrætterer. I sin leder om sagen den 12. marts forsvarer han dog serien med, at artiklerne også har »vist andre virkeligheder, end dem vi ellers har mere traditionel mediemæssig adgang til«.

I Weekendavisen den 16. marts mener forfatteren og kritikeren Lars Bonnevie, at »den falske vagabond« »drev gæk med hele det sociale apparat, vi som foregangsland er så stolte af«. Men hensigten, svarer Claus Beck-Nielsen spidst i samme avis den 6. april, var ikke at bedrive kritisk journalistik ligesom Walraff, faktisk var artikelserien slet ikke »en anklage mod ’Systemet’ og et forsøg på at afsløre noget og nogen«. En »nærlæsning«, belærer han Bonnevie, »vil vise, at den eneste, der afslører sig er Claus Nielsen.

Og forudfattet var kun en fiktiv person og en række betingelser, som i mødet med verden blev til begivenheder, der senere i ’Journalnr. xx.’ blev indskrevet i et greb hentet fra fiktionen.«

Artiklerne skaber med andre ord også en rystelse i den idé og det ideal, bygget op sammen med velfærdsstaten selv, om at den frie kunst ligesom den kritiske journalistik bør være kritisk og som sådan er en domesticeret del af velfærdssamfundet selv med en samfundsdannende nytteværdi. I sit svar til Bonnevie argumenterer Beck-Nielsen for, at kunsten først bliver fri, når den ikke sluttes inde af et bogomslag eller sættes på en sokkel, der pædagogisk markerer grænsen mellem kunsten og den verden, der omgiver den.

En nærlæsning viser måske nok, at artiklerne ikke som sådan formulerer en kritik. Med deres Claus Nielsen, der falder gennem det sociale sikkerhedsnet, stiller artiklerne sig på én gang ud i selve velfærdssamfundet og uden for det. Ved bagefter at genskabe begivenhederne, der finder sted derude, afslører de så alligevel noget, nemlig hvor velfærdssamfundets grænse går.

»Rundt i Systemets telefonnet«

Artiklernes fortællegreb er netop at genskabe de begivenheder, i både ord og billeder, som i første omgang skabes, da Claus Beck-Nielsen går på gaden og møder verden som Claus Nielsen. Claus Nielsens gengivelse af begivenhedernes gang i artiklen den 2. marts genlyder ikke bare af løftet om »at trænge til bunds i historien« fra den første artikel.

Den genbruger også den dramatiske nutid, som journalistikken bruger for at give avislæseren oplevelsen af at være direkte vidne til en begivenhed, mens den sker. På den måde lader artiklen læseren bevidne ankomsten til Hovedbanegården endnu en gang, endnu mere direkte: »Jeg står af toget og går direkte til bunds … her er ikke noget sikkerhedsnet … på fem minutter er jeg allernederst på bunden af bagtrappen bag Hovedbanegården … blandt de andre … narkomaner … af den værste slags, den slags, der har ingenting«.

Begivenheder i 2000

  • Dow Jones-indekset lukker den 14. januar på 11,722,98 på højdepunktet af Dot-com- boblen
  • Playstation 2 bliver introduceret
  • Premiere på Poul Ruders’ opera ’Tjenerinden fortælling’ baseret på en roman af Margaret Atwood på Det Kongelige Teater i København den 6. marts
  • Brødrene Olsen vinder Eurovisionens Melodi Grand Prix i Stockholm den 13. maj med sangen ’Smuk som et stjerneskud’/’Fly On The Wings Of Love’
  • Tom Kristensen vinder 24-timers-racerløbet Le Mans den 18. juni
  • Ni unge mænd bliver trampet ihjel under Pearl Jam-koncert på Roskilde Festival den 30. juni
  • Øresundsbroen åbner den 1. juli
  • Indførelse af skrotpræmie for udtjente biler fra og med 1. juli
  • Den russiske ubåd Kursk synker den 12. august i Barenthavet, og alle 118 besætningsmedlemmer omkommer
  • Ved en folkeafstemning den 30. september om deltagelse i Euroen stemmer 53 procent imod og 47 procent for
  • Den tredje og sidste reaktor på Tjernobyl atomkraftværket bliver lukket den 15. december

Hvor den første artikel næsten bliver komisk og afslører sig selv som noget andet end kritisk journalistik af bar kritisk anfægtelse, er der en slags uanfægtet sørgmodighed i Claus Nielsens eget hukommelseshullede vidnesbyrd.

Det er slående så tålmodigt, han opsøger alle tænkelige offentlige og civile samfundsinstitutioner (herunder en imam og en psykiater, både Boligministeriet, Socialministeriet og Indenrigsministeriet, Center for Menneskerettigheder sågar og til sidst altså Ekstra Bladet) for at få hjælp til at finde sin identitet, samtidig med at han lige så forgæves forsøger at få sig nogle sociale tilhørsforhold i byens forskellige miljøer af reelle randeksistenser.

I deres absurditet er mødet med menneskene i og uden for systemet selv fulde af tragikomik. Ved at gå på gaden som Claus Nielsen iscenesætter Claus Beck-Nielsen en situation, men situationskomikken, som faktisk giver artiklerne kritisk brod, skaber snarere sig selv.

Det bliver ren farce, da artikelserien midtvejs skifter synsvinkel, og »Claus Beck-Nielsen som journalist Claes Bech«, som der står i faktaboksen den dag, opsøger og interviewer de reelle instanser og mennesker i dem, som Claus Nielsen har været i kontakt med. Forsøget på at afkræve ’Systemet’ (som det med kafkask konsekvens skrives: med stort S) et svar på, hvordan det kunne »komme så vidt«, tager form af en absurd, men måske derfor også realistisk tur »rundt i Systemets telefonnet«.

Mest af alt udstiller »journalisten« Claes Bechs undersøgelse af, »hvad der rent faktisk er hændt«, et bureaukrati, hvor magten ikke kan lokaliseres, men afmagten – både over »Systemet« selv og særtilfældet Claus Nielsen, som »Systemet« slet ikke kan forstå – til gengæld er tydelig. Politiassistenten roder og rager, med egne ord, rundt i edb-systemet i over en time for at finde Claus Nielsen, lederen af Den Sociale Døgnvagt, der har en (latterlig) bemanding på én medarbejder, fortæller, at man »selvfølgelig« må kunne »finde ud af« at hjælpe, men at »det er administrativt problematisk« – og laver et notat.

Og i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, brænder den barokke logik i det kommunale ledelseshierarki helt sammen, fordi dem, der ikke er chefer, ikke må udtale sig, og dem, der er chefer, ikke er chefer for de ansvarlige »teams«.

En ulykkelig kærlighedshistorie

Dér slutter det ikke. Artikelserien sender også rystelser gennem hele Claus Beck-Nielsens eget forfatterskab, hvor Claus Nielsens ankomst til Hovedbanegården genskabes igen og igen og får en større og større symbolsk tyngde.

I 2002 optræder en skikkelse af samme gennemsigtige (og dog så genkendelige) signalement som Claus Nielsen lidt en passant i bogen Selvudslettelser, hvor forfatteren, lidt en passant, også erklærer sig selv for død.

Og i 2003 indskrives begivenhederne med bogen Claus Beck-Nielsen (1963-2001). En biografi så endnu en gang i et greb hentet fra fiktionen. Her bliver de del af et nyt og større »forsøg på at fortælle den sande historie«, som det igen hedder.

Fortælleren er forfatteren, der året inden erklærer sig død i Selvudslettelser og i biografiens forord blot underskriver sig »℅ Helge Bille« efter det navn, der står på døren til hans lejlighed, da han flytter ind.

For at fortælle »den sande historie« om Claus Beck-Nielsen – altså skrive hans biografi – samler »℅ Helge Bille« ikke bare artiklerne fra Information og reaktionerne på dem, men også Beck-Nielsens dagbogsoptegnelser, udgivne bøger, diverse dokumenter med meget mere – og forsøger at fortolke dem i lyset af den historie, der ender med Beck-Nielsens skilsmisse og selverklærede død.

Hvis historien ifølge Marx først gentager sig som tragedie og siden som farce, er det i denne historie omvendt: På bogens bagside, hvor de fleste bøger jo begynder, hedder det, at den dag i december 2000, hvor forfatteren Claus Beck-Nielsen »forlod lejlighed, kone og barn og gik på gaden som Claus Nielsen, (…) blev begyndelsen til en tragedie«. Med forskydningen fra begivenhed til bog, sker der dermed også en forskydning til en mere kompleks autofiktion, der måske mest af alt er en ulykkelig kærlighedshistorie.

Dér slutter det heller ikke. Set fra i dag ligner det ligefrem en arbejdsmetode, artikelserien i Information grundlægger: Først skabes der begivenheder i verden, så artikler i en avis, så komplicerende »fiktioner« i romanform. For forfatterskabet slutter jo så langtfra heller ikke med den dødserklæring, som Claus Beck-Nielsen (1963-2001) slår fast.

Da Claus Beck-Nielsen med biografien tager konsekvensen af dødserklæringen, er det kun begyndelsen på en lang række afledte begivenheder, som først i 2010 finder en – slags – afslutning i form af iscenesættelsen af et storspektakulært begravelsesritual for Claus Beck-Nielsen.

I 00’erne udkommer romaner som Selvmordsaktionen. Beretningen om forsøget på at indføre Demokratiet i Irak i året 2004, hvis forfatter er url-adressen clausbeck-nielsen.net, og Suverænen, hvis forfatter er den lidt længerelevende virksomhed Das Beckwerk.

Projektet får her en (bevidst) megaloman og storpolitisk dimension, men ligesom Claus Beck-Nielsen (1963-2001) bygger de to romaner på begivenheder, der først finder sted som møder med verden på rejserne til Irak og USA, som Das Beckwerks daglige leder Nielsen foretager sammen med makkeren Rasmussen, også kendt som Thomas Skade-Rasmussen Strøbech, og siden bliver de til artikler i Weekendavisen.

Claus Beck-Nielsen, der går på gaden som Claus Nielsen, bliver dermed også en model for forfatterskabets suverænt mest gennemgående figur, den vandrer i verden, der bogstaveligt talt går igen i de øjenvidneberetninger, som de fleste af forfatterskabets bøger på den ene eller anden måde tager form af. Helt til dags dato, hvor Alverdens-vandringerne fra i år af forfatteren, der nu kalder sig Madame Nielsen, er den senest udkomne bog.

Jon Helt Haarder, der op gennem 00’erne skriver adskillige artikler om forfatterskabet, mens det så at sige sker, bruger den tyske performancehistoriker Erika Fischer-Lichtes begreb »feedbacksløjfe« for at beskrive denne begivenhedskunst, og kritikeren Susanne Christensen kalder et sted »Beckwerkerne« for »kædereaktionsagtigt ekspanderende«.

Begge udtryk er sigende, fordi forfatterskabet også er én lang demonstration af, at mødet med verden kun kan orkestreres til en vis grad, ikke kontrolleres. Selv om for eksempel debatten om Claus Nielsen med Helt Haarders ord får en »æstetisk egenværdi«, og selv om Beck-Nielsens begivenhedskunst overlagt fremkalder affekt og ballade, så ligger nedsmeltningen altid ligefor.

Efterhånden er det forfatterskabets signatur at søge det sammenbrud, der kan lyde som støj omkring fortællinger, der i sig selv måske er mere klassiske.

Det viser både det spektakulære besvær med få Claus Beck-Nielsen begravet, det spektakulære søgsmål, som Thomas Skade-Rasmussen Strøbech i 2009 anlægger mod Helge Bille Nielsen og Gyldendal for identitetstyveri (og siden, paradoksalt, taber under henvisning til beskyttelsen af kunstnerisk frihed) og senest debatten omkring Madame Nielsens teaterforestilling Black Madonna i 2018, der igen vækker vrede og får kritik for at tage en politisk kamp mod racistisk vold som gidsel i sit eget show.

De mange teaterforestillinger, som det sideløbende med begivenhederne og bøgerne bliver til, er der jo også i det åbne værk, som hverken lader sig afgrænse af bogomslag eller den æstetisk unilaterale betegnelse »forfatterskab«, for den sags skyld, men folder sig fraktalt om sig selv i en konstant og kontinuerlig bevægelse.

Helt »uden for nummer« i dansk samtidslitteratur

Når det, nu igen, er den 12. december 2000 kl. 9.59, denne begivenhedsbaserede fortælling om de seneste tyve års danske litteratur begynder, er det altså langtfra, fordi Claus Nielsens ankomst til Københavns Hovedbanegård og alt, der følger, ikke har fået opmærksomhed. Tværtimod er der få nulevende danske forfattere, der har fået – og taget – så meget opmærksomhed, også i forskningskredse, som Nielsenerne.

Det er ikke mange forfatterskaber, der som Beck-Nielsens stort set har fået skræddersyet begrebslige nydannelser til sig. I løbet af 00’erne udvikler Jon Helt Haarder og Poul Behrendt hver deres litteraturhistoriske betegnelse i en række indflydelsesrige artikler om især Claus Beck-Nielsen (1963-2001). Helt Haarder taler om en »performativ biografisme«, Behrendt om »dobbeltkontrakten«, og begge ryster senere hver sin bog af samme navn af sig.

Fælles for Helt Haarder og Behrendts syn på bogen som et strømningsskabende autofiktivt nybrud er, apropos opmærksomhed, at de læser den i lyset af nullernes mere og mere medialiserede offentlighed. I nullernes autofiktion er offentligheden, som de på hver deres måde beskriver det, både et medium og et materiale.

Det gælder oplagt for artikelserien »Journalnr. xx.,« der jo meget konkret bliver til i offentligheden. Det er også helt oplagt som Helt Haarder at se Claus Beck-Nielsen ankomme i 00’erne med en bagage, der ikke kun består af 90’er-litteraturens nyfundne interesse for bekendelser og biografisk stof, som f.eks. hos Peter Høeg.

Men også af performancekunstens længere historie for at bruge sproget – performativt – til at skabe frem for beskrive begivenheder, af billedkunstneriske avantgardepraksisser i det hele taget – og derigennem af det tyvende århundredes historiske avantgarders generelle forsøg på at opløse skellet mellem liv og kunst.

Det skel slører og ryster forfatterskabet konsekvent og ikke mindst, da Beck-Nielsen skaber kunstværket Claus Nielsen af sig selv. Det »greb hentet fra fiktionen«, han iscenesætter ikkefiktive begivenheder med i artikelserien, fungerer dog også kun, fordi skellet mellem virkelighedens stof og fiktionens form ret systematisk opretholdes. Grænserne opløses ikke så meget, som de drages på nye måder. På sin vis resulterer det lige så meget i en slags antifiktion som i en, med Helt Haarders ord, radikal autofiktion.

Den generelt store opmærksomhed på Claus Beck-Nielsens virke og værk som særligt radikal autofiktion og på identitet som forfatterskabets store tema får Beck-Nielsen til at ligne en radikal ener i 00’ernes litteratur.

Billedet af forfatteren som en flygtig singularitet, en udstødt og en mere eller mindre selvvalgt sær eunuk har værkerne selv været med til at skabe, men det er også, som om forfatterskabet i 00’erne bliver læst så meget med lup og helt tæt på, at det kommer til at fremstå, som om det er helt »uden for nummer« i dansk samtidslitteratur.

Selvfølgelig er der, som mange peger på, også Pablo Llambías med hans hybride og happeningbaserede bøger og de senere selvundergravende bekendelser, og der er Suzanne Brøgger. I dag er det også svært ikke at tænke på yngre Christina Hagen som en slags beslægtet.

Især i hendes Boyfrind og Jungle fra 2014 og 2017 udgør den bekendende stil og den biografiske lighed mellem forfatteren og bøgernes ’upassende’ kvindelige hvide sexturist et materiale, der – med blandingen af tekst, billeder og begivenheder uden for selve bøgerne – iscenesættes bevidst tvetydigt. Og ikke mindst: har vist sig effektive til at fremkalde affekt, anfægtelse og debat.

Betragtet som en art antifiktion – som et udtryk for en, med Tue Andersen Nexøs ord i bogen Vidnesbyrd fra velfærdsstaten, mere basal »afsmag for fiktion« – er det dog også en række mere vidtgående rystelser i de seneste tyve års litteratur, som Claus Beck-Nielsens forfatterskab selv er udtryk for.

Hvis der er en afvisning af at skrive om fiktive hændelser i Claus Beck-Nielsen og efterkommeres ofte meget virtuost fortalte bøger, er det vigtigt nok ikke det samme som en afvisning af fortællekunst som sådan. 

Kunsten består i at skabe begivenhederne i verden for bagefter at skrive om dem. Det er ikke forfatterens spektakulære død, der er den store begivenhed her, men den umiddelbart så uspektakulære transportsscene på en togperron i år nul.

Du kan læse hele Journalnr. xx her.

Serie

20 FØR 20: Information skriver dansk litteraturhistorie

Information skriver det 21. århundredes danske litteraturhistorie. De 20 største begivenheder i de 20 år op til 2020 fortalt i 20 afsnit af Informations kritikere Erik Skyum-Nielsen, Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen og Tue Andersen Nexø.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ervin Lazar
  • Katrine Damm
  • Bjarne Toft Sørensen
Ervin Lazar, Katrine Damm og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

Beck – Nielsen er vel i bred forstand koncept - og interventions – kunstner, og hans værker er de begivenheder og processer, som han iværksætter og aktiverer, bl.a. det dokumentationsmateriale, der foreligger i f.eks. Information, Ekstra Bladet og Politiken og i forskellige af hans bøger, bl.a. selvbiografien fra 2003.

Som når kunstneren Orlan får foretaget forskellige kosmetiske operationer som kunst. Det er operationerne som begivenhed og proces, der sammen med den organiserede dokumentation af dem, der er værkerne, selv om det er dokumentationen, der ryster kunstverdenen.

Som der står til sidst i artiklen: ”Kunsten består i at skabe begivenhederne i verden for bagefter at skrive om dem”.

Ganske vist var der i den aktuelle situation ikke tale om begivenheder og processer iværksat inden for en kunstinstitutions rammer, men tænkningen omkring dem, i forhold til medierne, svarer f.eks. til mange former for interventionskunsts brug af medierne. Han tænker som interventionskunstner, eller som aktivistisk skabende journalist (som bortset fra forskel i institutionel tilknytning på mange måder kan være det samme), eller som aktionsforsker på et universitet.

Som der rigtigt står i artiklen om Beck – Nielsens handlinger:
”Rystelsen, som den umiddelbart så undseelige hændelse skaber, mærkes først, da den bliver en mediebegivenhed. Den ryster både grænsen mellem journalistik og kunst og grænsen mellem virkelighed og fiktion”.

Med artiklen skriver Information i bredere forstand kunsthistorie og ikke kun litteraturhistorie. I det hele taget er den grænse i dag langt mere flydende end tidligere, ikke mindst i kraft af mediernes og institutionernes udvikling. Som der rigtigt står i artiklen:

”Men også af performancekunstens længere historie for at bruge sproget – performativt – til at skabe frem for beskrive begivenheder, af billedkunstneriske avantgardepraksisser i det hele taget – og derigennem af det tyvende århundredes historiske avantgarders generelle forsøg på at opløse skellet mellem liv og kunst”.

At mødet med verden kun kan orkestreres til en vis grad, ikke kontrolleres, som der står i artiklen, er de betingelser, som meget interventionskunst må fungere på. Til gengæld er mange interventionskunstnere ret fremragende til at forudsige, hvorledes de involverede (anvendte) medier og institutioner vil reagere.

Sammenligningen med Christina Hagens værker og brug af medierne er oplagt. Nedenfor en henvisning til et par tidligere artikler i Information, der problematiserer forhold, der klargør, hvorfor denne sammenligning er relevant.

Mere oplagt finder jeg det dog at sammenligne med Veronika Katinka Martzens samlede aktiviteter som kunstner, hvor hendes digtroman, eller hvad man nu skal kalde det, indgår i en større undersøgelse af, hvordan institutioner og medier fungerer og reagerer.

https://www.information.dk/kultur/2017/08/christina-hagen-debatten-koert...
https://www.information.dk/kultur/2017/02/infantil-overfladisk-racistisk...

Mette Poulsen, Ervin Lazar og Katrine Damm anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Det er ret forvirrende, alt sammen og det var det også mens det stod på, så meget husker jeg, uden at have læst meget andet end overskrifterne. Men, for så vidt indsatsen fortsat har relevans i dag, kunne jeg da godt tænke mig at se en dokumentarfilm om Nielsen - eller bare en podcast, hvis den ellers formår at skabe lidt klarhed og perspektiv. Især nu, hvor vi har fået en regering der bl.a. lover at snobbe lidt mere nedad end den forrige.

Jeg har aldrig forstået hvad man ser i Beck Nielsen - og forstår det stadig ikke, og det irriterer mig. Madam Nielsen artiklerne var ufattelig selvcentrerede og jeg kunne kun se en mand der siger "se mig, se mig" samtidig med at han forsøgte at hykle en slags interesse for andre.
Er der nogen der kan forklare det. Hvorfor er han god?

Det at han lader "virkeligheden" være en del af sin kunst bliver fuldstændig annulleret af den distance han har til denne "virkelighed". Han tager den ikke alvorligt nok til at være sig selv i virkeligheden og skal på skabet vis hele tiden foregive at være en anden. Ser man på Knausgård tager han i det mindste hele konsekvensen ved sin brug af virkeligheden - uden denne ironiske distance.

Bjarne Toft Sørensen

@Malene Nielsen:
Jeg forstår din irritation, men er også i stand til ikke at lade den stå i vejen for at se det nyskabende og interessante (geniale?) i hans kunst.

Jeg fandt følgende artikel, som fortæller en del om også min egen tilgang til kunstnere som Beck-Nielsen, og som også omtaler ham og citerer ham:
"Jeg er afvigende, kan vi drage fordel af det?", skrevet af Camilla Schwarts (se link nedenfor)

Et citat fra artiklen:
"Samtidens litteratur er først og fremmest optaget af at sætte det afvigende sind og den afvigende krop i forbindelse med en kompromisløs kreativitet, og vel og mærke typisk en kreativitet, som er direkte linket til forfatterfunktionen. Samtidig er litteraturen orienteret mod at forstå den mentale deviation som en subversiv og grænseoverskridende energi. En energi og en kraft, som sætter jeg’et i stand til at bryde med fastlåste identitetsformationer – særligt i relation til køn og seksualitet – for derved at afprøve nye potentialer. Men den psykiske afvigelse bliver samtidig paradoksalt nok også forstået som et uudholdeligt stigma, som en forbandelse og som en livsform, der konstant og både frivilligt og ufrivilligt balancerer på kanten af det, vi kalder virkelighed".
https://nordicwomensliterature.net/da/2016/09/28/jeg-er-afvigende-kan-vi...

En stor del af de anerkendte forfattere, vi kan forbinde med autofiktion, har også fået en diagnose i et psykiatrisk system.

Et tragisk eksempel er Yahya Hassan, hvis déroute man bl.a. kunne opleve gennem hans egne facebook - opdateringer. Her en henvisning til Berlingskes dækning af en domsafsigelse, der indebar psykiatrisk behandling:
https://www.berlingske.dk/samfund/yahya-hassan-doemmes-til-psykiatrisk-b...

Det er også tragisk, at Forfatterskolen bliver nødt til eksplicit at forholde sig til følgende:
"Forfatterskolen har en holdning til alkohol- og rusmidler, som skal være med til at sikre, at der på skolen er en bevidsthed om og opmærksomhed på eventuelle problemer blandt medarbejdere og studerende, og at sikre en hurtig indsats over for problemerne".
http://www.forfatterskolen.dk/uddannelsen/saerlige-retningslinjer/

Morten Hjerl-Hansen

@ Malene Nielsen

Guttermandsallergien i Danmark har nået et trælst højdepunkt hvilket har som konsekvens at guttermænd og gutterkvinder går rundt og gemmer sig og ikke vil skrive. Det er meget ukonstruktivt for den læsende omverden men der er en lang tradition for selvproblematisering og selvtvivl i dansk litteratur som rimer med vores nationalkarakter. Som rimer med en åbenlys svaghed ved selvsamme nationalkarakter, skulle jeg mene.

Bjarne Toft Sørensen

@Malene Nielsen

Du siger, at Beck - Nielsen har en distance til den "virkelighed", som han samtidig ønsker, skal være en del af hans kunst. Har du tænkt over, hvad han ønsker at opnå ved den distance?

Hvordan skulle han have opført sig, for at du ville kunne have oplevet, at han var "sig selv i virkeligheden"?

Hvordan finder man ud af, hvornår forfattere er "sig selv i virkeligheden", og hvornår de ikke er det?

Ifølge ordnet.dk defineres en persona således: "Offentlig rolle eller ansigt udadtil som fx en politiker eller en kunstner skaber og indtager i forbindelse med sit professionelle virke".

Det gælder også forfattere, både i deres værker og til forskellige arrangementer, hvor de deltager.
Beck - Nielsen har bare valgt, at i hans tilfælde er der tale om flere forskellige persona, og det har jo noget at gøre med, hvem han er, som menneske og som kunstner.