Afdøde Adorno hitter med beklemmende aktuelle overvejelser om højreradikalisme

Et foredrag fra 1967 om Pegida, fake news, Alternative für Deutschland, europæisk højrepopulisme og måske endda Trump?

Det lyder som en dårlig joke eller en skør anakronisme.

Men i den feterede tyske filosof Theodor W. Adornos foredrag Aspekter af den nye højreradikalisme, er det faktisk så tæt på at være virkelighed, at man her midt i AfD’s og den vestlige højrepopulismes optur må gnide sig mistroisk i øjnene, når man læser det brandaktuelle oplæg, som Adorno holdt på Wien Universitet i april 1967.

Omdrejningspunktet er det nynazistiske NPD, som var blevet grundlagt som samlingsbevægelse på den yderste højrefløj i 1964, altså bare 20 år efter den tyske verdenskrigs og Holocausts ubegribelige lavpunkt.

Hjulpet på vej af den første økonomiske recession efter det tyske ’Wirtschaftswunder’ – den økonomiske fremgang, som Vesttyskland oplevede i 1950’erne – rykkede NPD frem til 1968 ind i syv vesttyske delstatsparlamenter.

At det ultranationalistiske parti mod forventning røg lige under spærregrænsen ved valget til Forbundsdagen i 1969, kunne Adorno selvsagt ikke vide, da han holdt foredraget.

I dag er NPD efterhånden opslugt af AfD’s succes på højrefløjen. Alligevel storhitter foredraget, som forlaget Suhrkamp har udgivet som en slags single-forsmag på en hel serie med Adorno-foredrag.

Allerede efter få uger er Aspekter af den nye højreradikalisme ude i femte oplag, de fleste større tyske medier har kastet sig over talen, og det cirka 50 sider lange udskrift med et glimrende efterskrift af historikeren Volker Weiß ligger lige til at hapse på den dyre plads ved disken i det tyske kulturvarehus Dussmann, bogbranchens svar på Ikea.

De omstændigheder havde næppe huet Adorno, som foragtede kulturindustrien og insisterede på, at hans foredrag hverken blev båndet eller udgivet.

Vi andre kan derimod være fint tilfredse.

Det skyldes ikke kun forbløffelsen over højreradikalismens genkendelige former. Det skyldes også talens teser om, hvordan pokker de samfundsmæssige forudsætninger for fascismen stadig kunne leve i det tyske samfund.

Højreradikalismens dybe rødder i kapitalismen

For at nærme sig dette spørgsmål analyserer Adorno især NPD’s taktik og retorik. Selv om han gentagne gange advarer mod at sammenligne den direkte med nazipropagandaen i Weimar-Republikken, står den nye højreradikalisme fra 1960’erne ofte i dette historiske skær.

Men udgangspunktet fra marxisten Adorno lyder, at højreradikal succes ikke kun handler om enkelte demagoger eller succesfulde partistrategier, men om dybe rødder, der kan lokaliseres i kapitalismen.

»Her tænker jeg i første linje på den herskende tendens til, at kapitalen koncentreres. Denne koncentrationstendens betyder stadig, at hele samfundslag risikerer at glide nedad – samfundslag, som ud fra deres egen subjektive klassebevidsthed ellers er helt igennem borgerlige,« lyder det indledende fra Adorno.

Trods årelang økonomisk optur efter krigen følte millioner af tyskere sig således som »potentielt arbejdsløse, potentielle modtagere af almisser, hvormed de vil føle sig som objekter og ikke subjekter i samfundet: Her ligger den legitime og rimelige grund til deres mishag«.

Parallellen til nutidens frygt for massearbejdsløshed som følge af digitalisering og automatisering er åbenlys – og dermed også parallellen til den aktuelle højrepopulistiske bølge i Østtyskland, hvor AfD kan blive det største parti ved efterårets tre delstatsvalg.

Empiriske undersøgelser viser nemlig, at AfD-vælgerne netop ikke er økonomiske tabere, men nærmere den østtyske middelklasse, som trods lav arbejdsløshed frygter at ryge gennem gulvet.

Adornos udgangspunkt har fået aviser som den borgerlige Welt til at vende tommelfingeren nedad til talens alt for dystre billede: Blind af marxistisk materialisme overser Adorno helt det politiske som en selvstændig sfære, mener Welt.

Han har således hverken øje for civilsamfundet eller for de demokratiske institutioner, som amerikanerne og såmænd også Adorno selv var med til at stable på benene i Vesttyskland efter 1949.

Ifølge Adorno kan man derimod ikke sige kapitalisme uden samtidig at sige potentiel fascisme.

Det er nemlig ikke gudgivet, at eliterne bakker op om det liberale demokrati, som vi har oplevet det i Vesten efter Anden Verdenskrig. Adornos personlige erfaring er derimod, at både de politiske, juridiske og finansielle eliter samt dannelseseliterne er til fals for en orden, hvor de kan mele deres egen kage mest effektivt.

Allerede i 1933 omfavnede de tyske eliter således nazismen, og Adorno måtte opleve, hvordan Institut for Socialforskning under den ligeledes jødiske Max Horkheimer fik sparket fra universitetet i Frankfurt.

Beklemmende aktuelle analyser

Dette dystre udgangspunkt er langt fra den eneste gode grund til at læse Adornos tale til ende. For i sig selv er hans analyser af den nye højreradikalismes retoriske kneb og omvendte offermotiver stærkt interessante – og ofte beklemmende aktuelle.

Det gælder ikke mindst de pseudodefensive argumenter for en aggressiv nationalisme: De første grupper af gæstearbejdere, som Tyskland hentede i 1960’erne, blev trods den fulde beskæftigelse hurtigt gjort til NPD’s syndebukke. Krigsskadeerstatningen til Israel blev i kraft af voldsomt overdrevne tal udråbt som statsundergravende.

Den amerikanske indflydelse på Vesttyskland delegitimerede i NPD’s optik de øvrige partier som »licenspartier«.

Og NPD krævede et opgør med den evige snak om det tyske folks skyld og selvhad, som trådte nationens potentielle storhed under fode – et nationalistisk grundmotiv, som AfD-leder Alexander Gauland i øvrigt heller ikke holdt sig for fin til, da han for et par år siden betegnede Holocaust som »en fugleklat i den tusindårige tyske historie«.

Allerede i 1960’erne praktiserede højrefløjen således en aggressiv forsvarsretorik om »vores truede nationalitet«. Den har tråde op til nutidens højreradikale katastrofeforestilling om »den store befolkningsudskiftning« i Vesten, som retorisk kan bruges som opvarmning til at legitimere etniske udrensninger.

En af Adornos opsigtsvækkende teser lyder her, at fascistiske tendenser i samfundet er farligere end fascistiske tendenser mod samfundet.

Fordækt fascisme er med andre ord farligere end åbent antidemokratiske strømninger.

Det kan diskuteres, når man i dag oplever en politisk klovn som Rasmus Paludan, der åbent trækker på Nürnberg-racelovene fra 1935 til beskyttelse af folkets rene blod.

Adornos pointe rammer derimod træfsikkert et parti som AfD, hvor både den borgerlige fløj og Björn Höckes rabiate fløj gerne omtaler det tyske samfund som »antidemokratisk«. AfD kæmper derimod for »det sande demokrati«. Præcis som NPD hævdede for 50 år siden.

At AfD Brandenburg i den igangværende valgkamp har skabt den perfekte storm ved at bruge det gamle SPD-citat fra Willy Brandt i 1969 »Mehr Demokratie wagen« (Vi skal vove mere demokrati, red.), gør kun omvendingen af demokratibegrebet desto mere absurd.

For frit efter Adornos NPD-analyse: demokratisk det er, hvad vi synes, at folket synes – og hvad folket er og synes, det har vi som parti monopol på at definere. Dermed er vejen til den illiberale identitetspolitik banet, og den er nu engang kun demokratisk for nogen.

Slag i slag gennemgår Adorno i sin overraskede afdæmpede tone, hvordan den højreradikale formidling degenererer til tom propaganda, til en følelsesladet længsel, der blottes for politisk substans.

Her bruges gerne direkte løgne, og hvis de ikke virker, så er salamimetoden en kærkommen taktik – gerne krydret med sarkastiske og pseudovidenskabelige spørgsmål, som delegitimerer modstanderens fakta: Altså, det var vist ikke seks millioner jøder, der blev dræbt … Før sagde du fem en halv – det virker ikke helt troværdigt med det der Holocaust, som et af Adornos spontane eksempler omtrent lyder.

Dertil kommer den klassiske blanding af angstfortællinger og løfter om forløsning takket være den stærke leder. Vi skal altså genvinde kontrollen med vores liv ved at underkaste os en stærk leder, som Adorno sarkastisk formulerer det i sin analyse, der er stærkt præget af udforskningen af den »autoritære personlighed«, som Institut for Socialforskning havde arbejdet med siden 1936 både i Tyskland og under eksilet i USA.

Det er den lille tales helt store styrke: at Adorno tager det socialpsykologiske aspekt så alvorligt, og at han viser, hvor vidt man kan drive det politisk, hvis man forstår at kildre den autoritære personlighed.

Trods det dybt pessimistiske grundlag, som Adorno lægger ud med i talen, lukker han den alligevel usædvanligt optimistisk. Han opfordrer indædt til ikke at resignere og se højreradikale triumftog som »naturkatastrofer«, men derimod til at gribe til politisk handling og argumentere mod højreradikalt tankegods.

For Guds skyld ikke ved at moralisere eller appellere til humaniteten, for det gør højreradikale »hvidglødende af raseri«. Man skal derimod prøve at »vise dem konsekvenserne af deres politik«.

Et enkelt sted taler han ligefrem om en »fornuftens kraft«, hvilket står i en sær modsætning til Adornos generelle fornuftskritik. Men den spænding står ingenlunde i vejen for, at der er masser af erkendelse at hente i den letlæste tale.

Også selv om man som læser selv må stå for de beklemmende og åbenlyse historiske paralleller til i dag.

Theodor W. Adorno: ’Aspekte des neuen Rechtsradikalismus’, Suhrkamp, 87 sider, 10 euro

Adornos cirka 70 minutter lange foredrag kan høres her.