Læsetid: 10 min.

»Jeg er bange for, at jeg ikke har nydt gymnasietiden nok. Og nu er jeg ved at blive voksen«

Kan man gå i gymnasiet uden at drikke alkohol? Hvordan skal man fungere, når en af de tætteste veninder fra det land, man flygtede fra som lille, dør? Det er nogle af de spørgsmål, 19-årige Zahra Mehrwarz har måttet tage stilling til i løbet af sine tre år i gymnasiet
»Jeg har ventet på det her så længe. Nu er det nu, jeg forstår det ikke helt. Hvordan skal det egentlig føles?« råber Zahra Mehrwarz til sin veninde. Zahra kom hertil som fireårig, efter at hun og hendes familie flygtede fra Afghanistan. Hun drømmer om at blive læge.

»Jeg har ventet på det her så længe. Nu er det nu, jeg forstår det ikke helt. Hvordan skal det egentlig føles?« råber Zahra Mehrwarz til sin veninde. Zahra kom hertil som fireårig, efter at hun og hendes familie flygtede fra Afghanistan. Hun drømmer om at blive læge.

2. august 2019

Idet studentervognen sætter i gang fra Køge Gymnasium, transformerer al småsnak sig til hvinende skrig, som blander sig med tung bas og lyden af dåseøl, der bliver knappet op, bællet og kvast.

Zahra Mehrwarz kravler op på en af bænkene på ladet af den grønne lastbil. Stormremmen fra studenterhuen klemmer sig fast om hagen, hendes lange mørke hår blafrer i vinden, fregnerne er begyndt at pible frem ind over næseryggen, og hun kigger op mod himlen.

Hun strækker armene helt op over hovedet, så de former et V, og et kort øjeblik lukker hun øjnene.

Frihed.

»Jeg har ventet på det her så længe. Nu er det nu, jeg forstår det ikke helt. Hvordan skal det egentlig føles?« råber hun til en af sine veninder for at overdøve musikken.

Veninden skriger et par ord tilbage efterfulgt at et »wuhuuu« og ser sig over skulderen. Efter vognen løber de fem studenter, som fik 12 ved deres sidste eksamen. Det er en tradition, at de skal ’straffes’ med en løbetur til dagens første stop.

I de seneste par år har Zahra Mehrwarz og hendes veninder talt meget om forventningspres, om uddannelsesloft, om bonusordninger, fraværsprocenter, reformer og karaktergennemsnit. Om politik, Rasmus Paludan, Instagram og ensomhed. Og om alt det, de skal fylde deres kalendere ud med lige om lidt, når de pludselig efter gymnasieårene står tomme.

Zahra Mehrwarz håber, at siderne på et tidspunkt bliver fyldt ud med forelæsninger på medicinstudiet. Hun har allerede søgt ind.

Men under vognturen er alt det gemt væk for en stund. De er nu nået til andet stop, klokken er 11:03, og der er minimum ti timer endnu. En af drengene er sunket sammen i en havestol midt i solen. I den ene hånd har han en halvlunken Carlsberg, i den anden en gul vandpistol med snaps i.

Zahra Mehrwarz går over til ham med to flasker vand og prikker ham på skulderen.

»Skal vi?« spørger hun.

Han nikker, indforstået, som om de på forhånd har aftalt, hvad de skal. Og det har de næsten også.

En af drengene kom med en ramme vand i morges, som blev læsset på vognen sammen med de høje stabler af øl. For at man bedre kunne passe på hinanden og have det godt under turen, fortalte han. I stedet for kun at bælle øl bliver der derfor også bællet vand – om kap.

»Ja, bund vand,« skriger en af de andre.

»Stay hydrated baby

»Jeg tager det helt stille og roligt,« siger Zahra Mehrwarz.

»Det burde I også gøre, der er mange timer endnu.«

»Var det bare det?«

To uger efter vognturen besøger jeg Zahra Mehrwarz igen. Denne gang i den lejlighed, hun har boet i i Køge sammen med sine forældre siden 2007, et par år efter de kom til Danmark fra Afghanistan som flygtninge.

Hendes fire ældre søskende er alle flyttet hjemmefra, men er på besøg i anledning af sommerferien. Den næstældste bror kommer ind med en bakke i guld med ornamenterede blomster i kanten og byder på både kaffe, te, vandmelon, dadler, nødder og chokolade.

Zahra Mehrwarz smiler til ham og reder håret om bag ørene, så to store, runde guldøreringe kommer til syne. Hun er iklædt en hvid blazer med en sort nettrøje under. Pludselig bliver hendes ansigtsudtryk seriøst. De tanker, der for en kort stund var pakket væk under vognturen og studentergilderne, er nu atter fundet frem.

Hun fortæller, at hun gerne ville have holdt et helt sabbatår. Men for ikke så længe siden besluttede hun at søge ind på medicinstudiet alligevel. Med vinterstart, vel at mærke, så hun stadig har et halvt år »til noget andet«.

»Det er nok mest på grund af hurtig-bonusen,« fortæller hun med reference til den ordning, der gør, at man kan gange sit karaktergennemsnit med 1,08, hvis man starter på en videregående uddannelse inden for to år efter endt studentereksamen.

En ordning, som et flertal på Christiansborg har valgt at afskaffe fra 2020.

»Min veninde vil ind på psykologi, jeg vil ind på medicin. Og det kræver høje snit. Tænk, hvis jeg ikke kan komme ind, hvis jeg søger senere, og så ikke kan få bonussen med?«

Zahra Mehrwarz er nok den sidste i sin klasse, som bør bekymre sig om sit karaktergennemsnit. Faktisk fik hun klassens højeste snit – 11,3. Selv om de sidste tre år har føltes intense med mange afleveringer og ekstra fag på højniveau, vågnede hun dagen efter vognturen og tænkte:

»Var det bare det?«

Huen var i hus, translokationen var overstået og studentergilderne ved at ebbe ud.

Med andre ord: Der var ikke mere på programmet. I hvert fald ikke før hun besluttede sig for, at der skulle være noget.

»Min hverdag bliver anderledes nu. Mine weekender var altid proppede med gymfester eller fødselsdage eller ...« Zahra Mehrwarz stopper op.

»Du kan bare spørge min søster.«

Søsteren er netop trådt ind i stuen for at hente en tyk stak bøger. Normalt bor hun i Odense, hvor hun læser biomedicin, men lige nu er hun hjemme for at forberede sig til en eksamen.

»Ja, det er utroligt, at hun har nået så meget. Vi andre har næsten ikke set hende,« siger hun.

»Det har været lidt stressende. FOMO. Min vennegruppe har bare indset, at vi har det,« griner Zahra Mehrwarz.

Vi begynder at snakke om DR3’s nye serie Limbo – Når sabbatår er fucked. Det er en serie, samtlige fra hendes klasse har set, undtagen hende selv. Hun tør ikke. Ikke endnu.

Serien handler om de tre nyudklækkede studenter Ciliane, Line og Stine, der i løbet af deres sabbatår begynder at filme hinanden midt i deres identitetskriser: For hvem er de egentlig, når ikke de går i skole? Det viser sig, at det hav af muligheder, som ligger foran dem, er langt mere handlingslammende end frigørende.

»Den serie rammer lidt for præcist ned i det, jeg sidder i nu‚« siger hun.

»Alle i min klasse tager sabbatår, og man har kun hørt fede ting om det. Men nu kommer der en lidt anden side af det. Det er jeg lidt skræmt af. Jeg har glædet mig til, at det bare skal være fedt.«

Ingen alkohol

Selv om Zahra Mehrwarz’ studenterbevis bugner af 12-taller, blev det ikke til et ved den sidste eksamen. Derfor slap hun for løbeturen efter studentervognen. Men hun slap ikke for at købe en ramme øl, fordi hun fik det højeste snit.

Det kan virke uskyldigt, og på dagen tog hun sine to veninder i hænderne, løb over til det supermarked, der lå tættest på gymnasiet, hev en ramme øl ned fra hylden og småløb så tilbage igen. Uden de store problemer.

I hvert fald hvis man så det udefra.

Indvendigt udspillede sig en mindre kamp. Zahra Mehrwarz drikker nemlig helst ikke alkohol. Og hun ville »have det mærkeligt«, hvis en bekendt så hende med en øl i hånden. Når hun er til fester, ser hun sig af og til over skulderen for at se, om der er nogen, hun kender, eller som kender hendes familie. Det gjorde hun også, mens hun stod på studentervognen.

»Jeg er bange for at blive stemplet. I den her mellemøstlige kultur er de gode til at lade det gå ud over ens forældre,« siger hun.

Hendes forældre ved altid, hvor hun er henne og har intet problem med, at hun tager til fester. Men det er ikke altid den reaktion, hun får fra omverdenen. Da hun på et tidspunkt var i en park i Køge med et par venner, så en af storebrorens venner hende. Han greb sin telefon og sendte en besked til broren.

»Din søster er i Lovparken,« skrev han, hvortil broren svarede:

»Det ved jeg godt, og det må hun gerne.«

»Der er en eller anden grad af overvågning, som er svær at forklare,« siger Zahra Mehrwarz.

»Særligt til mine etnisk danske veninder.«

Desuden har hun til gymnasiefesterne gentagne gange måttet forklare, at hun ikke drikker alkohol. Selv om man i den seneste Sundhedsprofil (Sundhedsstyrelsen årlige undersøgelse af danskernes sundhed, red.) kunne læse, at unge drikker mindre i dag, end de tidligere har gjort, betragtes det som unormalt, hvis man slet ikke rører alkohol. Sådan har Zahra Mehrwarz i hvert fald oplevet det.

»Engang var jeg ude at drikke kaffe med en fra klassen, inden vi kendte hinanden ret godt. Pludselig udbrød hun ’Gud, Noa fra klassen fortalte mig, at du ikke drikker. Men du var jo vildt sjov til festen i fredags’,« fortæller hun.

»Jo flere jeg lærte at kende, desto nemmere blev det.«

Begravelse over facetime

Da Zahra Mehrwarz var 11 år, tog hun for første gang tilbage til Afghanistan for at besøge resten af sin familie, som var blevet boende, da hun sammen med forældrene og søskende tog afsted. Siden da er det blevet til tre besøg i alt. Det sidste besøg var i 2016, hun gik i 9. klasse, og det er det besøg, hun husker bedst.

»Selv om jeg ikke kunne huske Afghanistan, da jeg var yngre, har jeg jo altid vidst, at jeg var anderledes. Jeg så anderledes ud, og vi talte et andet sprog end dansk derhjemme. I Afghanistan skulle jeg ikke svare på spørgsmål om, hvor jeg kommer fra,« siger hun.

Da hun efter besøget kom tilbage til Danmark, oplevede hun ting, hun aldrig havde oplevet før. Når hun gik rundt med sine muslimske, tørklædebærende veninder, fik de af og til tilsvinende kommentarer fra forbipasserende. Da de en dag var i tøjbutikken H&M, råbte en mand »tørklædesvin« efter dem. En anden gang stoppede buschaufføren dem og sagde, at han havde lyst til at tjekke deres tasker, inden de steg om bord på bussen.

»Jeg havde altid forestillet mig, at jeg ville svare igen på en sej måde. Men jeg sagde ikke noget. Jeg var 15 år.«

Zahra Mehrwarz er gået ind på sit værelse og har sat sig på sin seng. Sengetøjet er mørkelilla og passer i farven til det langhårede gulvtæppe, sengen står på. Hun rækker armen ud for at nå noget, der står på en kommode i værelset. Gemt lidt væk bag et par parfumeflasker ligger en lyserød æske.

»Min kusine fra Afghanistan sendte mig altid gaver til min fødselsdag,« siger hun og åbner låget på den lyserøde æske, hvori der ligger en guldhalskæde med hendes navn på.

I går fyldte hun 19 år, og for første gang modtog hun ikke en gave fra sin kusine. Kusinen var den person, hun under sine rejser til Afghanistan var blevet allermest tæt med.

»Hun plejede også altid at skrive et kort til.«

For knap et halvt år siden døde kusinen i en alvorlig trafikulykke. Et par år forinden var morens fætter død på grund af en vejsidebombe, og et stykke tid før det var en onkel blevet skudt af Taleban. Ingen af gangene har Zahra Mehrwarz haft mulighed for at sige farvel. Men til kusinens begravelse facetimede familien i Afghanistan med familien i Danmark.

Da billedet af kisten kom op på computerskærmen, var det, som om Zarah Mehrwarz’ hals snørede sig sammen. Hun blev nødt til at forlade rummet. Men efter et par minutters vildrede bag en lukket dør valgte hun at gå ind igen. Grådkvalt, men fast besluttet.

»Da vi var færdige, kunne jeg trække vejret. Jeg så det. Jeg kunne forstå, at hun faktisk ikke er her mere. Det havde jeg brug for.«

Ny og skræmmende frihed

På et tidspunkt under vognturen stod Zahra Mehrwarz lidt for sig selv i en af de haver, der tilhørte en af de nyudklækkede studenters forældre. De havde været i gang i nogle timer.

Omringet af falske blomsterkranse i prangende farver, Bacardi Breezer flasker og gajolshots rettede hendes blik sig et kort øjeblik ned mod jorden. Stift og stille. Som om hun var et andet sted. Senere fortalte hun mig, at hun af og til har følt sig ensom. Særligt når hun har været omringet af mange mennesker.

»Ofte er det, fordi jeg savner min kusine rigtig meget,« siger hun.

I løbet af 3. g har hun tænkt, at hun indimellem godt kunne bruge en pause. Men fordi hun var bange for at få for meget fravær, droppede hun det. Hun har også flere gange droppet at tale for højt om det, fordi hun godt var klar over, at hun gik igennem noget, som ingen af de andre havde oplevet.

»Jeg er bange for, at jeg ikke har nydt gymnasietiden nok. Og nu er jeg ved at blive voksen,« siger hun og går endnu en gang tilbage til at snakke om den nærtstående fremtid.

»Denne her nyvundne frihed, jeg har fået, er skræmmende. Jeg har brug for noget at læne mig op ad. Jeg vil jo ikke bare sidde herhjemme, jeg vil gerne arbejde, rejse, lave noget. Men der er bare så mange muligheder.«

Et lille stykke tid efter mit besøg hos Zahra Mehrwarz i lejligheden i Køge sender hun mig en besked. Langt om længe har hun set DR3-serien Limbo – hun har set, at det måske er okay, at sabbatåret og tilværelsen generelt ikke altid er fantastisk.

»Jeg kunne relatere til alle deres frustrationer. Alt er ukendt lige nu,« skriver hun.

Men uvisheden varer kun et halvt år. For nylig tikkede der nemlig en god meddelelse ind i hendes indbakke. Hun er kommet ind på medicinstudiet. Til vinter.

»Så må jeg se, om det er noget for mig, men jeg føler mig ready,« skriver hun til sidst.

Serie

Nutidens unge er ...

Hvem er den generation af unge mennesker, der lige nu vokser op under konkurrencestatens præstationskrav: Hvad drømmer de om? Hvad frygter de for? Og hvad vil de med verden?

Hen over sommeren møder vi unge danskere, der hver især forsøger at finde deres plads i fællesskabet.

Seneste artikler

  • 17-årige Cebine Ragn er færdig med at føle sig dum

    23. august 2019
    HTX-eleven Cebine Ragn har brugt et par år på at overvinde frygten for at stille spørgsmål og afsløre, at hun ikke ved alt. I sidste afsnit af kulturredaktionens serie om danske unge møder vi hende på en Biotech Camp, hvor hun bruger en uge af sin ferie, fordi naturvidenskab er hendes største interesse overhovedet. Hun vil gerne forstå, hvordan universet virker, og det kræver, at man tør række fingeren i vejret og spørge
  • Dødstrusler og mobning har lært 15-årige Freja, at berømmelse har sin pris – men hun holder fast i sin drøm

    13. august 2019
    Det største, der kunne ske for Freja Bendtsen, ville være at blive tv-vært og et forbillede for unge. I tre år har hun arbejdet for at blive kendt gennem sociale medier. På den tid har hun allerede lært, at berømmelse har en bagside, og at ikke alle, hun møder, værdsætter hendes hobby
  • 15-årige Simon Bangsgaard skal være landmand. Selvfølgelig skal han det

    26. juli 2019
    Simon Bangsgaard på 15 forbereder sig på at skulle overtage den fædrene gård i Thy, hvor generationer af familiemedlemmer før ham har dyrket jorden, malket kvæget og passet skæbnen. Mens andre unge er i tvivl om, hvad de vil, har Simon længe vidst det: Han skal være landmand. Selvfølgelig skal han det
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Viggo Okholm
  • Christian Mondrup
  • Torben Lindegaard
Viggo Okholm, Christian Mondrup og Torben Lindegaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ete Forchhammer

Det er mit indtryk at forrige generation kunne respektere en alkoholfri klassekammerat/medstuderende ret uproblematisk, mere end idag?
Det er omgivelserne der har ændret holdning, og det hænger vist sammen med nogle større problemer med flere negative konsekvenser? For hvorfor denne ændring?

Henrik Brøndum

Det er jo ikke nemt. Hvis der skal drikkes er de fleste jo enige om, at man drikker sammen. Når man drikker sammen bliver man allesammen lige fulde, dumme, pinlige ... og kan lidt lettere tilgive hinanden for suboptimal opførsel. Men den undskyldning har den sobre jo ikke?

jens peter hansen

“I tell you, my friend, drink is the curse of the working classes.”
“And I tells you work is the curse of the drinkin’ classes.“

Er det værre at være ædru end på torsdagsfuld... hvor svært kan det være ??