Læsetid: 12 min.

Claudia Rankine: »Jeg er bange. Jeg synes, at det er umuligt at være optimist. Donald Trump har givet racismen frit spil«

Claudia Rankin viser i sine bøger, hvordan hverdagsracisme ser ud. Og hvordan det er med til at splitte USA og skabe en atmosfære af racerelateret vold. Fredag går hun på scenen på litteraturfestivalen på Louisiana
Claudia Rankine optræder fredag eftermiddag på litteraturfestivalen på Louisiana.

Claudia Rankine optræder fredag eftermiddag på litteraturfestivalen på Louisiana.

Ricardo DeAratanha

23. august 2019

Under verdensmesterskabet i fodbold i 2006 skulle den franske fodboldspiller Zinedine Zidane have haft sin sidste triumf i en glorværdig karriere. I finalen mellem Italien og Frankrig var det franske landshold storfavoritter, men de endte med at tabe kampen.

Kampen er gået over i historien for den berygtede skalle, som Zinedine Zidane uddelte til den italienske spiller Marco Materazzi, og som medførte, at franskmanden fik rødt kort.

Det er denne scene, som er udgangspunkt i et af de mest karakteristiske kapitler i den amerikanske forfatter Claudia Rankines Statsborger fra 2014.

I Statsborger arbejder Claudia Rankine med at fremvise en række situationer, hvor racisme udspiller sig. Hun vil trække sig selv, sit eget jeg, så langt væk fra teksten og dermed forsøge at vise, hvordan racisme ser ud på hverdagsniveau.

Hun fortæller, over telefon fra den anden side af Atlanten, hvorfor hun begyndte med at skrive om Zinedine Zidane:

»Zidaneepisoden virkede til at være et godt eksempel på, hvordan alle antager at hverdagsracisme findes, men der er meget få, der taler om det. Da Zidane nikkede ham en skalle, blev det i Europa antaget, at det måtte have noget at gøre med racisme, da Zidane har algeriske rødder. Ingen vidste, hvad der blev sagt, men folk regnede med, at det måtte være racistisk, selv om det viste sig at handle om hans søster. Det blev et eksempel på, at alle folk tror, at racismen ligger lige neden under civilisationen.«

Det er det, som er Claudia Rankines udgangspunkt. Hun vil vise, at racisme eksisterer, og hvordan den ser ud, så man kan genkende den, og dermed få os til at tale om dens implikationer.

Man kan på nogle måder sammenligne hende med den danske digter Maja Lee Langvad, der ligeledes skriver om den modstand og uretfærdighed, som man kan opleve, når man ikke er en del af majoriteten.

Rankine arbejder dog ofte med en følelse af afmagt frem for Maja Lee Langvads uforsonlige vrede, som man kender den fra Hun er vred.

Når vi herhjemme diskuterer racisme, hvidhed og privilegier, så kunne enhver have fordel af først at stifte bekendtskab med Claudia Rankines forfatterskab, der siden debuten Nothing in Nature is Private fra 1994 har beskæftiget sig med disse emner på en klog og ofte humoristisk måde.

Den jamaicanskfødte Yale-professor slog igennem med den tværæstetiske digtsamling Lad mig ikke være ensom, der blev oversat til dansk sidste år, og som udkom tilbage i 2004. Her går hun for alvor ind i den samtale, der har været hendes omdrejningspunkt lige siden: Hvordan sproget tildeler os privilegier.

Underspillet stil

Jeg er kæmpestor fan af den amerikanske digter og har været det lige siden, jeg læste bogen Statsborger. En bog der handler om, hvordan netop hverdagsracisme og mikroaggressioner er med til at splitte USA og skabe en atmosfære af racerelateret vold, der senest har udmøntet sig i massakren i El Paso den tredje august i år, der efterlod 22 døde og 24 sårede.

I Statsborger forsøger Claudia Rankine at dokumentere alle de tvivlsomme hændelser, hvor personerne i bogen oplever racisme, men ikke helt kan sætte ord på, hvad det er, der sker:

»Statsborger handler i høj grad om at se. Det er meget svært. Hvis folk ikke ser noget racistisk i en situation, så kan du ikke tvinge dem til at gøre det. Det er umuligt. Jeg tror ikke, at folk lyver, når de ikke oplever, at en situation kan være racistisk. Derfor blev det et mål med teksterne at gennemspille det øjeblik, hvor racismen opstår.«

Uddrag fra Statsborger

»Den nye psykolog er specialiseret i traumebehandling. I har kun snakket over telefonen. Hendes hus har en port der fører til en bagindgang, som hun bruger til patienter. Du følger en sti som er omringet af hjortegræs og rosmarin og når til porten, der viser sig at være låst.

Dørklokken ved hoveddøren er en lille rund skive som du trykker hårdt ind. Da døren endelig åbner, står kvinden der og råber, af sine lungers fulde kraft: Gå væk fra mit hus! Hvad laver du i min have?

Det er som om en såret Dobberman eller Schæferhund pludselig har lært at tale. Og selvom du træder et par skridt tilbage, får du stadigvæk sagt til hende at du har en aftale. Har du en aftale? spytter hun. Så tier hun. Alt er stille. Javel. Siger hun, efterfulgt af, nå ja, det er også rigtigt. Det er jeg ked af.

Det er jeg virkelig, virkelig, virkelig ked af.«
 

Som sagt arbejder Claudia Rankine med, hvordan vi opfatter og forstår de situationer, som vi befinder os i, forskelligt. I Statsborger ser en af scenerne sådan her ud:

»Da den fremmede spørger: Hvorfor er det så vigtigt for dig? Stiller du dig bare og stirrer på ham. Han har lige refereret til de højrøstede teenagere i Starbucks som niggere. Hey, jeg står lige her, svarede du, uden nødvendigvis at forvente, at han ville vende sig om. Han holder papkoppen med låget på i den ene hånd og en lille papirspose i den anden. De er bare børn. Ingen grund til at gå helt KKK, siger du. Og så begynder du, svarer han«

De tre KKK’er i teksten står, ikke overraskende, for Ku Klux Klan. Scenen er eksemplarisk for, hvordan Claudia Rankine arbejder. Stilen er underspillet, og der er ikke nogen vurdering.

Det er den blotte fremvisning af situationen. Og det er netop styrken. Man får som læser lov til selv at afgøre, hvordan man vil forstå situationen. For Claudia Rankine har det været vigtigt at arbejde på netop denne måde, og hun fortæller:

»Det var et mål for mig at tage så meget fordømmelse ud af teksten som muligt og derefter få teksten til at spørge, hvordan forstår du som læser den her situation? Rigtig mange sagde til mig efterfølgende, at de ikke havde bemærket den form for hverdagsracisme før. Det var, som om at noget helt nyt gik op for dem.«

Ikke en subjektiv oplevelse

Claudia Rankine har et varmt og buldrende grin, der egentlig står i kontrast til vores alvorlige samtale om de emner, som hun skriver om.

Hun er en passioneret formidler, der godt ved, hvor ømtåleligt det kan være at tale om racisme. Men det er nødvendigt. Hun mener, at grunden til, at folk ofte blive så overraskede over, at hverdagsracisme eksisterer er, at de tager for givet, at alle mennesker er lige i samfundet. Det er det, vi bliver fortalt.

Der er ingen forskel mellem mennesker, og alle mennesker har lige muligheder for at klare sig i samfundet. En anden grund er, at folk ofte bliver pinlige over deres eget handlemønster. De fleste har ikke lyst til at såre andre mennesker eller indrømme, at de har begået en fejl, fortæller hun og fortsætter:

»De fleste hvide mennesker vil helst ikke tro på, at deres hudfarve er med til at definere deres privilegier.« Men det er sådan, det er.

Uddrag fra Statsborger

»Nu der ikke er nogen påpegelse af uretfærdighed, ingen råb, ingen bandeord, ingen rystede pegefingre eller rystede hoveder, beslutter medierne sig for at tage udfordringen op da danskeren Caroline Wozniacki – tidligere topspiller – to uger efter Serena udnævnes til WTA Player of the Year den 12. december 2012, imiterer Serena ved at stoppe håndklæder i sin top og sine shorts, alt sammen for sjov, ved en venskabskamp. Racistisk? CNN vil gerne vide om raseri er den passende reaktion.

Det er i det øjeblik at Hennessys råd om ’hvordan man bliver en succesrig kunstner’ kommer til dig: Vær tvetydig, vær hvid. Det bliver klart for dig at Wozniacki nu endelig har opført det mange af Serenas kritikere har ønsket, bevidst eller ubevidst, fra det øjeblik pigen fra Compton trådte ind på banen.

Wozniacki giver endelig tilskuerne det de hele tiden har ønsket sig (selvom der er en række måder at tolke hendes handling på – spøgefuldt drilleri over for en ligesindet, en imitation af den legende form for efterligning som ofte udføres af tennisspilleren kendt som jokeren, Novak Djokovic) ved at kropsliggøre Serenas fysiske kendetegn og samtidig udelade hendes ’vrede nigger-ydre’. Endelig, i dette virkelige, og uvirkelige, øjeblik, har vi Wozniackis smilende, blonde billede af godhed, der poserer som den bedste kvindelige tennisspiller nogensinde.«

I Statsborger og i hendes kommende bog Just Us, der udkommer i 2020 har Claudia Rankine arbejdet med en række helt konkrete benspænd. Statsborger består af et kludetæppe af fortællinger, og det kunne være oplagt at tro, at det var Rankine selv, der har været udsat for alle disse aggressioner, som bogen er bygget op af. Men det er ikke tilfældet.

I stedet har hun ringet rundt til venner og bekendte, som i stedet har berettet deres historie til hende. Det var vigtigt for hende at skrive noget, der kunne distanceres i forhold til hendes eget liv, så bogen og fortællingerne ikke kunne undskyldes og afvises med, at det var en subjektiv oplevelse.

Statsborger arbejder af samme årsager med flydende pronominer:

»Det blev meget vigtigt for mig at tænke over pronominer. Kunne man skrive nogle situationer frem, så en hvid person kunne opleve og forstå følelsen af den racisme, som en farvet person bliver udsat for. Det determinerede bogens form. Jeg blev optaget af duets form, fordi det er så flydende. Det kan være helt intimt, som du er den eneste ene, eller det kan være en anklage, som i det var dig, der gjorde det. Den åbenhed er central for bogen.«

En farvet kvinde i en ekstremt hvid sportsgren

De seneste 15 år har Claudia Rankine arbejdet med visualitet i sine bøger. Ud over teksterne i Lad mig ikke være ensom og Statsborger består de af en række billeder, kunstværker og screenshot fra videoer.

Hun arbejder tværæstetisk, fordi Rankine oplever, at racisme i høj grad er et visuelt problem. Claudia Rankine fortæller, at hvis hun taler i telefon med en offentlig myndighed, så er samtalen ofte hyggelig, næsten sjov og helt uden problemer, men så snart hun møder op på et kontor hos den samme myndighed, så ændrer situationen sig:

»Jeg oplever, at folk kan finde på at sige som det allerførste: »Jeg vidste ikke, at du var sort«.

Det er jo helt vildt underligt. Mødet bliver derefter meget formelt og alvorligt. Jeg tror, at det har at gøre med mange forskellige fordomme, der i situationen er personlige, men som egentlig er strukturelt og institutionelt.

Man har svært ved at forestille sig, at en farvet person har en uddannelse, tjener mange penge eller er en anerkendt kunstner. Der findes et stagneret billede af den farvede befolkning, som fattig og udannet.

Et gentagende motiv for Claudia Rankine er tennisspilleren Serena Williams, som hun vender tilbage til i sine tekster. Hun har portrætteret hende for The New York Times, men har også dedikeret et helt kapitel til hende i Statsborger.

Serena Williams er et interessant menneske i racismens historie. Hun er en af verdens bedste tennisspillere igennem tiderne, og hendes karriere har været karakteriseret af at være en farvet kvinde i en ekstremt hvid sportsgren. Hun har oplevet at blive buhet af igennem en hel kamp, racistiske dommere og journalister, der hele tiden har ventet på hendes næste fejl, siger Rankine.

Hun mener, at det kun er, fordi Wiliams er farvet, og derfor bliver hun et godt og tydeligt popkulturelt eksempel på hverdagsracisme:

»Det er hjerteskærende for mig at se Serena Williams forhandle folks racisme. Ligegyldigt hvor mange Grand Slams Roger Federer vinder, som jeg i øvrigt beundrer, så har han aldrig skullet gøre det i en racistisk atmosfære. Det har Serena skullet. Hun har altid skullet bevise noget, og det er den centrale forskel på at være hvid og farvet.«

Jeg har altid været forundret over Claudia Rankines brug af Serena Williams i hendes tekster. Det mener jeg på den absolut bedste måde, men jeg er også interesseret i at lære forskellen mellem for eksempel Serena Williams og sangerinden Beyoncé Knowles.

For Claudia Rankine er forskellen tydelig. Beyoncé har altid forsøgt at placere sig selv bedst i forhold til en kapitalistisk industri for at opnå succes. Hun har gjort det, der var bedst for at tjene penge. Det vi ser af Beyoncé er et poleret billede, og vi ser aldrig det rigtige menneske bag dette billede. Det er ikke tilfældet med Serena Williams:

»Serena ligner ikke en supermodel. Hun ligner en farvet kvinde, som kunne være din nabo. Hun virker tilgængelig, selv om hun er en af verdens bedste tennisspillere. Modsat Beyoncé eksisterer hun ikke inde i en eller anden boble. Hun er bare på banen, hun sveder, hun løber, og hun er lige der som et eksempel på den kamp mod racisme, som stadig er nødvendig.«

»Hvad er sandt, og hvem ejer sandheden?«

Det er efterhånden fem år siden, Claudia Rankine udgav sin seneste bog. I mellemtiden har verden ændret sig drastisk. USA’s første farvede præsident, Barack Obama, der først indgød verden et længe ventet håb, er igen ude af det Hvide Hus. I stedet sidder Donald Trump, der gang på gang slynger om sig med racistiske udtalelser og nærmest lever af at konfliktoptrappe snart sagt hver eneste situation. Europa har bevæget sig mod højre efter en global flygtningekrise.

Verden virker til at befinde sig på et markant værre sted, end da Claudia Rankine udgav Statsborger. Derfor er det også oplagt at spørge en så samfundsengageret forfatter om, hvordan hun har det med det politiske landskab og fremtidens udsigter:

»Jeg er bange. Jeg synes, at det er umuligt at være optimist. Donald Trump har givet racismen frit spil og dermed aktiveret nogle af de mest opdelende og voldelige kræfter. Jeg ved ikke, hvor vi er på vej hen. For mig var det meget uventet, at Donald Trump blev valgt. Jeg er med på, at den konservative vej var en mulighed, men ikke at det skulle blive på denne måde. Nu er jeg er simpelthen rædselsslagen.«

Claudia Rankine arbejder sig igennem denne frygt, som hun altid har gjort, ved at skrive om den og forsøge at forstå kræfterne bag den. Hun mener, at Donald Trumps vej til magten var brolagt med falske nyheder, og at vi generelt har mistet evnen til at have samtaler, hvor vi forhandler vores forskelligheder og uenighed:

»Jeg har i Just Us undersøgt, hvad det vil sige at have en samtale, når man ikke er enige om historiens forløb og fakta. Det er bogens udgangspunkt, som jeg igennem ti samtaler med forskellige mennesker skriver om.«

Arbejdet med bogen har været omstændeligt. Hun har villet kombinere sin teori om, at verdens nuværende demokratiske problemer er forankret i vores manglende evne til at kommunikere ordentligt med hinanden med hendes frygt for fremtiden.

Det er denne frygt og hendes undren over, at den offentlige samtale har transformeret sig markant, der igen har sat hende i gang med at skrive. Det er Donald Trumps og administrationens arrogance over for fakta, der har gjort, at hun måtte dykke ned i dette spørgsmål: Hvad er sandt, og hvem ejer sandheden.

Hun har gjort det på en meget rankinsk facon og har skrevet ud fra en række benspænd. Når hun har haft en samtale med en person, så følger der en række trin.

Først skriver Claudia Rankine samtalen ned med den person, som hun har talt med. Derefter går hun til en psykolog, som analyserer samtalen og giver hende værktøjer til at sætte sig i den andens sted. Psykologens perspektiver indgår derefter i teksten. Efter psykologen tager Claudia Rankine kontakt til en faktatjekker, der undersøger de to parters udsagn og præciserer dem. Faktatjekkerens rettelser bliver indført på bogens højresider.

Når alt dette er gjort, præsenterer hun teksten for sin samtalepartner, hvis indsigelser bliver foldet ind i det allerede skrevne.

Det er en besværlig proces, men det er en omstændelig proces at ville forstå verden, og det er Claudia Rankines ambition med sin verdensvendte litteratur. Hun vil forstå og se det, der ligger bag ved folks handlinger og holdninger. Det der ikke umiddelbart er til at se i sprogets skygger. 

Claudia Rankine optræder fredag eftermiddag på litteraturfestivalen på Louisiana.

Claudia Rankines desillusionerede nyklassiker ’Statsborger’ om nutidens USA set gennem sorte briller udkommer nu på dansk sammen med ’Lad mig ikke være ensom’
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Troels Ken Pedersen
  • Lars Kramhøft
  • Olaf Tehrani
  • Christian Mondrup
Troels Ken Pedersen, Lars Kramhøft, Olaf Tehrani og Christian Mondrup anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg kan altså godt huske episoden med Zidane, der giver sin modspiller en skalle; jeg kan ikke huske, at nogen i Europa talte om racisme i den anledning? Vi var vist bare alle chokerede over, at Zidane, en fin fodboldspiller kunne finde på den slags; da det kom frem, at det var en kommentar om hans (Zindanes) søster og om, hvad modspilleren ville gøre ved hende, der var årsagen, forstod vi det alle her i Europa bedre...

Og ift. hendes oplevelse med at ringe rundt til offentlige myndigheder og have en god samtale, og så, når hun dukker på på et kontor, få at vide, at folk ikke troede, at hun var sort, så må jeg altså igen sige, at det mere handler om, tror jeg, hvordan de fleste hvide amerikanerne ser på den sag -

jeg har aldrig oplevet dette i Europa, eller hørt, eller læst om sådanne oplevelser, som Rankine åbenbart har i USA...