Læsetid: 12 min.

Claudia Rankine: »Jeg er bange. Jeg synes, at det er umuligt at være optimist. Donald Trump har givet racismen frit spil«

Claudia Rankin viser i sine bøger, hvordan hverdagsracisme ser ud. Og hvordan det er med til at splitte USA og skabe en atmosfære af racerelateret vold. Fredag går hun på scenen på litteraturfestivalen på Louisiana
Claudia Rankine optræder fredag eftermiddag på litteraturfestivalen på Louisiana.

Claudia Rankine optræder fredag eftermiddag på litteraturfestivalen på Louisiana.

Ricardo DeAratanha

23. august 2019

Under verdensmesterskabet i fodbold i 2006 skulle den franske fodboldspiller Zinedine Zidane have haft sin sidste triumf i en glorværdig karriere. I finalen mellem Italien og Frankrig var det franske landshold storfavoritter, men de endte med at tabe kampen.

Kampen er gået over i historien for den berygtede skalle, som Zinedine Zidane uddelte til den italienske spiller Marco Materazzi, og som medførte, at franskmanden fik rødt kort.

Det er denne scene, som er udgangspunkt i et af de mest karakteristiske kapitler i den amerikanske forfatter Claudia Rankines Statsborger fra 2014.

I Statsborger arbejder Claudia Rankine med at fremvise en række situationer, hvor racisme udspiller sig. Hun vil trække sig selv, sit eget jeg, så langt væk fra teksten og dermed forsøge at vise, hvordan racisme ser ud på hverdagsniveau.

Hun fortæller, over telefon fra den anden side af Atlanten, hvorfor hun begyndte med at skrive om Zinedine Zidane:

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Troels Ken Pedersen
  • Lars Kramhøft
  • Olaf Tehrani
  • Christian Mondrup
Troels Ken Pedersen, Lars Kramhøft, Olaf Tehrani og Christian Mondrup anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg kan altså godt huske episoden med Zidane, der giver sin modspiller en skalle; jeg kan ikke huske, at nogen i Europa talte om racisme i den anledning? Vi var vist bare alle chokerede over, at Zidane, en fin fodboldspiller kunne finde på den slags; da det kom frem, at det var en kommentar om hans (Zindanes) søster og om, hvad modspilleren ville gøre ved hende, der var årsagen, forstod vi det alle her i Europa bedre...

Og ift. hendes oplevelse med at ringe rundt til offentlige myndigheder og have en god samtale, og så, når hun dukker på på et kontor, få at vide, at folk ikke troede, at hun var sort, så må jeg altså igen sige, at det mere handler om, tror jeg, hvordan de fleste hvide amerikanerne ser på den sag -

jeg har aldrig oplevet dette i Europa, eller hørt, eller læst om sådanne oplevelser, som Rankine åbenbart har i USA...