Læsetid: 7 min.

Dansk samtidskunsts dulle realiserer en gammel feministisk våd drøm

Kunstneren Maja Malou Lyse udfordrer og forarger både Instagram og de ældre feminister ved at bruge sin egen krop som materiale på sin egen måde – og med dybe rødder i kunsthistorien
DR2-programmet ’Sex med Maja’ viser os, at der ikke er sket det store med frigørelsen af begæret i de 50 år, der er gået siden pornoens frisættelse. Kvinden lægger stadig krop til en hel kulturs dybe skam over seksualitet, nydelse og begær.

DR2-programmet ’Sex med Maja’ viser os, at der ikke er sket det store med frigørelsen af begæret i de 50 år, der er gået siden pornoens frisættelse. Kvinden lægger stadig krop til en hel kulturs dybe skam over seksualitet, nydelse og begær.

Fra DR

23. august 2019

»Hvad vil der ske med bolleriet efter revolutionen,« spørger Suzanne Brøgger i klassikeren Fri os fra kærligheden (1973), udgivet få år efter den seksuelle revolution og pornoens frigivelse i Danmark i 1969.

Brøgger fortsætter:

» … jeg tænker mig, at ingenting vil ske. Ingen revolution vil lykkes under nogen form, intet vil blive ændret mellem kønnene i det hele taget, medmindre vores erotiske fantasier ændrer sig«.

I kunstneren Maja Malou Lyses DR2-program, Sex med Maja, viser det sig, at Brøgger fik ret: Der er ikke sket det store med frigørelsen af begæret i de 50 år, der er gået siden pornoens frisættelse. Kvinden lægger stadig krop til en hel kulturs dybe skam over seksualitet, nydelse og begær. Endnu.

For det er netop det smalle råderum, og den stadige skam over krop og sex, som Lyse med sit program og sin kunst forsøger at gøre op med. For eksempel ved i første program at vise os, hvordan man udfører gynækologiske selvundersøgelser, der ligner dem fra Kvinde kend din krop, nu bare på landsdækkende TV – og indsmurt i et lidt mere lyserødt univers fuld af twerking, sexlegetøj og orgasmer.

Hun begynder i øvrigt hvert program med at fortælle om sin egen drøm:

»Jeg har en drøm om et seksuelt utopia. Befriet for idealer, dobbeltmoral og skam. Hvor mennesker ikke er fanget i kasser eller kategorier. En verden, hvor det er en selvfølgelig, at seksualiteten ændrer sig – ligesom årstiderne og vores humør. Her er hjernen vores største sexorgan. Her har vi sprog for vores grænser og vores begær. Her kan du have lige så meget eller lige så lidt sex, som du har lyst til. Uden at blive dømt på det. Men jeg kan mærke, at vi overhovedet ikke er der. Endnu.«

Maja Malou Lyse er studerende på Det Kongelige Danske Kunstakademi. Og hun bruger sig selv og sin egen krop til at realisere sin drøm. Programmet er dog ikke nødvendigvis et kunstværk, men mere en udvidelse af det kunstprojekt, som hun mest af alt bruger Instagram som platform for under navnet habitual_body_monitoring2 – når hendes konto da ikke er nede på grund af for eksplicit indhold.

Hun har aktuelt over 45.000 følgere, der mest af alt forguder hendes projekt. Men hun har også en række kritikere. Mest feminister fra den ældre generation.

Lyserød kropskunst

Maja Malou Lyse blev først kendt med videoen Selfie Stick Aerobic (2015), der hurtigt gik viralt og blev nævnt i internationale medier. To piger, den ene Lyse selv, er klædt i babylyserødt træningstøj, som er så stramt, at de begge har tydelige camel toes. Og selv om fornemmelsen af ironi ligger lige under den lyserøde glitteroverflade, mens de underviser os i, hvordan man både kan træne og tage selfies samtidig, så er den ikke helt til at afkode. Mener hun det? Er det for sjov?

For hun ser jo dullet ud, Maja Malou Lyse, med lyserød sminke, trutmund, hestehale, meget kropsnært tøj og ekstremt lange negle. Som en kobling mellem Lolita og en stripper. Og duller er vores kultur ikke ligefrem vant til at tage seriøst.

Alligevel er der noget, der ikke helt passer ind i typebilledet på stripperen: F.eks. er hendes krop en anelse mere fyldig end de sædvanlige billeder af sexbomber, og der er også langt mere hår under armene og i skridtet. Hun tager sin fulde form og femininitet og fremhæver begge via en popkulturel kode, som vi er vant til at aflæse på kun én måde – som dum og billig – for i stedet at tage det fulde ejerskab over den seksualitet, hun udstråler.

Kroppen som kunstværk

Maja Malou Lyse indskriver sig samtidig i en lang række af såkaldt body art-kunstnere, der med kroppen som materiale har forsøgt at frigøre den kvindelige krop fra kun at være model for de mandlige kunstneres motiver eller for det mandlige begærsblik.

I et aktuelt værk på Aros på udstillingen Art & Porn udstiller hun dels en gigantisk lilla skinnende skulptur, der ligner en abstraktion over en dildo, og en video, hvor hun lader skamlæberne tale.

Et værk, der kan ses i direkte forlængelse af performancekunstneren Carolee Schneemanns ikoniske værk, Interior Scroll (1975), hvor hun står nøgen på et bord og trækker en tekst ud af sit eget køn og læser højt for publikum.

Fred W. McDarrah

I samme periode skrev den belgiske psykoanalytiker Luce Irigaray en vigtig tekst om, at der ikke findes noget sprog for den kvindelige lyst. Det kvindelige begær er så indskrevet i et kulturelt sprog, der kun er skabt over fallos og mandlige metaforer, at der slet ikke er udviklet et sprog – og man kunne tilføje en visuel kultur – for det kvindelige begær.

Irigaray forsøger selv at udvikle nye metaforer, hvor det ikke er fallos eller penetration, der er i centrum, men kvindernes skamlæber. Lyses værk kan læses i denne optik – som et værk, der giver form og sprog til Irigarays filosofi. At hun så bruger et poppet visuelt univers til at udtrykke det i, gør egentlig kun hendes projekt desto mere udfordrende.

For det er enormt fristende at afvise Lyses projekt alene på grund af det pornografiske i stilen og hendes trutmundede lillepigebimbostil. Hun afslører i programmet, at en af hendes egne forbilleder, billedkunstneren Kirsten Justesen, før har kritiseret hende for, at hendes kunst jo bare er porno, og derfor har hun heller ikke ønsket at være med i programmet.

Men hvorfor er den lyserøde og seksuelle stil så svær at goutere? Og hvorfor blev f.eks. tv-værten Sara Bro så udtrykkeligt udskammet på grund af hendes stramme glimmersuits i DR2-serien Sara Bro på DR2, der tog nogle af de samme emner op, som Lyse gør, og hvor krikken lød på, at det var umuligt at tage hende seriøst i det outfit?

Først og fremmest er lyserød i vores kultur lig med femininitet. Med det pigede. Og dermed lig med noget, der prompte afvises som useriøst. Vi aflæser det lyserøde glimmerunivers som udtryk for en dum blondinelavkultur. Seriøsitet skal helst være klædt i mandeklæder, eller helt aseksuelt.

Samtidig er Lyses seksuelle univers så tæt på det, der vises i Playboy, at det bliver svært at se forskellen.

Jyttes bh

Derfor er det også et rørende afsnit i Lyses program, hvor hun opsøger den ældre historiker på KVINFO, Jytte Larsen, der tager imod i skjorte og uldvest, og som undervejs afslører, at hun aldrig selv har fundet ind til sin egen femininitet, da den måtte smides i skraldespanden sammen med bh’en og sminken for at opnå nye positioner for kvinden i samfundet.

Men i begyndelsen af 1970’erne var præcis de samme konflikter mellem forskellige positioner i kvindekampen på spil: Mellem dem, der mente, at kvindekroppen burde pakkes væk, før friheden mellem kønnene kunne blive reel, og dem, der mente, at den så bare blev underlagt et nyt kontrollerende regime.

Da den unge kunstner Hannah Wilke i begyndelsen af 1970’erne brugte sin egen krop i sine performances og fotografier, blev hun især kritiseret fra en hær af feminister, der beskyldte hende for at undergrave hele det feministiske projekt, som de var i gang med at kæmpe for.

I én af Wilkes værkserier poserer hun i alle mulige positurer med bare bryster og udslået hår eller med forskellige forklædninger. På alle billederne har hun på kroppen klistret brugt tyggegummi, som skulpturelt danner en masse små vulvaformer – som en hilsen til lillepigen, til kvindens position som noget, der er blevet tygget på og derefter smidt ud.

Alligevel blev hun heftigt udskældt af andre feminister: »Ved at objektliggøre sig selv, som hun gør, og påtage sig en attitude som en stripper, forsøger Wilke at drille os med sine motiver. Hun gør ikke sin egen position tydelig: Er hendes kunst lokkende kritik eller betagende lokkelse? Det lader til at hendes værker ender med at forstærke det, hun ønsker at undergrave,« skrev den amerikanske kunstner og kritiker Judith Barry.

Her cirka 50 år efter er det præcis samme kritik, Lyse får. Ved at sminke sig dullet, vise barm og røv, så fortsætter hun jo bare et undertrykkende system, hvor kvinden er lig et sexobjekt, lyder det. Eller hvad? Foretog hun faktisk ikke også lige en gynækologisk selvundersøgelse på landsdækkende TV? Og – selv om det blev gjort i et lyserødt studio – er det så i virkeligheden ikke et aktuelt højdemål af en gammel feministisk våd drøm?

I sidste uges Information var der et læserbrev, der undrede sig over denne såkaldte fjerdegenerationsfeminismes projekt – for hvordan kræve ligestilling og samtidig vise så meget veldrejet krop?

Det afslører i virkeligheden, hvor vigtigt Maja Malou Lyses projekt er. Et projekt, hvor kvindens krop både kan være vildt hamrende sexet og tages dybt alvorligt.

Med Sex med Maja og Lyses kunstprojekt sker der faktisk afgørende nye ting med bolleriet.

’Sex med Maja’. DR2. Tilrettelæggere: Katrine Hornnes, Eva Marie Rødbro. Tre afsnit af 30 minutter. Nu tilgængelig på dr.dk/tv.

Instagramprofil: habitual_body_monitoring2

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mathias Stigsgaard
  • Poul Erik Pedersen
Mathias Stigsgaard og Poul Erik Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu