Death Proof er Quentin Tarantinos femte og dårligst anmeldte film. Det er også den mest underkendte, og det er lidt synd, idet filmen kan ses som et forstudie til hans nye og, indrømmet, noget mere monumentale værk, Once Upon a Time … in Hollywood.
Death Proof er halvt slasher-film og halvt biljagtfilm, og den gennemgående figur i de to halvdele er en morderisk stuntman, Stuntman Mike (Kurt Russell). Men Mike er ikke hovedpersonen. Det er derimod de smukke, unge kvinder, han stræber efter livet, og som han får ram på med sin dødssikrede rambuk af en bil i filmens første del, men må se sig slået af i den anden.
Filmen kan sagtens ses alene, men i virkeligheden bør man opleve Death Proof sammen med Robert Rodriguez’ zombiefilm, Planet Terror, der var den anden del af et projekt, som de to venner og filmskabere præsenterede verden for i 2007. Grindhouse var fællestitlen, og det er en veloplagt og morsom hyldest til de exploitationfilm – film, der spekulerer i sex og vold – man kunne se i double og triple bills i de såkaldte grindhouses, lurvede storbybiografer eller drive-ins, i 1970’ernes USA.
Tarantinos hemmelighed
Quentin Tarantino og Robert Rodriguez’ plan var, at publikum skulle opleve Death Proof og Planet Terror i et dobbeltprogram bundet sammen af en håndfuld hjemmelavede trailere for ikkeeksisterende film. Det fik man mulighed for i USA, men desværre ikke i Danmark, hvor distributøren ikke regnede med, at publikum kendte til grindhouse-fænomenet. Det havde de jo nok ret i, men det ødelagde lidt pointen med filmene.
Af de to film er Death Proof klart den bedste, men det er værd at se dem begge for at få en fornemmelse af, hvad forskellen på de to instruktører er – og hvad det er, Tarantino kan: Hvor Rodriguez uden den store dybde eller omtanke kopierer de film, han er inspireret af i Planet Terror, så har Tarantino studeret og analyseret sine forbilleder, og Death Proof bliver på én gang en fejring og en dissektion af en genre.
Det sker visuelt, med kameravinkler ligesom dem i originalerne, og i filmens overordnede look. Tarantino har med vilje ridset filmstrimlerne, så Death Proof ligner en ægte, slidt grindhouse-film, og indimellem mangler der billeder, hvorfor filmen hakker i det. Men det ligger også i kulisserne og rekvisitterne, i skuespillerne og musikken, der er kendt fra andre film, og i den dialog, Tarantino er så brillant til at skrive – ikke mindst til kvinder – og hvor han gerne lader sine figurer tale om film og populærkultur.
Overvældende meta-leg
Når to politimænd i første halvdel af Death Proof forklarer Stuntman Mikes psykopati på samme måde, som psykiateren i slutningen af Psycho forklarer Norman Bates, er det både en reference til Alfred Hitchcocks klassiske gyserfilm, men også en satire over den form for lommepsykologiske forklaringer, som især ældre film byder på.
Og når to af kvinderne, der begge laver stuntarbejde, i anden halvdel af Death Proof taler om en af 1970’erne mest populære bilfilm, Richard C. Sarafians The Vanishing Point, er det på ingen måde bare for sjov. Jo, det er det også, men hvad vigtigere er, så lader det filmen, fylder den med mening, giver den en ekstra dimension. Det samme gør elementer hentet fra film som Russ Meyers Faster, Pussycat! Kill! Kill!, Peter Yates’ Bullitt med Steve McQueen og Sam Peckinpahs Convoy med Kris Kristofferson.
Der er ikke mange filminstruktører, der lever og ånder for filmkunsten lige så intenst og insisterende som Quentin Tarantino, og der er ikke mange af hans kolleger, der hylder alle de film, de elsker, lige så flamboyant og originalt som ham. Det er så heller ikke alle blandt publikum, der er begejstrede for denne ofte overvældende meta-leg.
Filmisk nostalgi
Det gik som sagt ud over Death Proof, der ud over at hylde 1970’ernes biografkultur, også kunne tolkes som en kritisk kommentar til den digitalisering af både produktions- og fremvisningsfasen af filmmediet, som i 2007 var godt på vej, og som i dag er allestedsnærværende. Stort set ingen laver eller viser længere film på 35 mm-celluloidfilm.
Når Stuntman Mike på et tidspunkt taler om gamle dage, hvor alt stuntarbejde med biler skulle foregå foran et kamera, hvorimod man i dag kan lave det meste på en computer, er det nok i virkeligheden Quentin Tarantino, som taler. Selv om instruktøren indimellem må benytte sig af computereffekter, foretrækker han gammeldags, fysiske effekter, og alle biljagter og actionscener i Death Proof er da også lavet med rigtige biler og mennesker – ikke noget snyd her.
Endelig er filmen optaget på 35 mm. Det er alle Tarantinos film faktisk, inklusive den nye, beslægtede Once Upon a Time … in Hollywood. Den foregår i 1969 og er i endnu højere grad end Death Proof en hyldest til et Hollywood, der ikke eksisterer længere – og måske aldrig har eksisteret, »men som alligevel føles som et minde«, som den mexicanske filmskaber Guillermo del Toro skrev efter at have set filmen.
Quentin Tarantino er en romantiker, der på mange måder synes, at alting var bedre i gamle dage. Hans film oser af nostalgi og americana, og det er en vigtig nøgle til at forstå dem og ham.
Quentin Tarantinos forførende verden
Han er en af de seneste 25 års mest originale filminstruktører, som har skabt et nyt filmsprog, hvor han filtrerer, bearbejder, dekonstruerer og genskaber de genrer og den filmhistorie, som han selv er vokset op med og formet af. Vi forsøger at indkredse, hvad det er, der gør Tarantino og hans film så specielle.
Seneste artikler
Rune Lykkeberg: ’Once Upon a Time … in Hollywood’ skaber nye verdener ud af det, vi troede, vi kendte
16. august 2019Quentin Tarantinos film om filmindustrien, ’Once Upon a Time … in Hollywood’, er ikke sentimental, den er nostalgisk. Og langt mere tankevækkende, end man umiddelbart skulle tro. Med sin æstetiske suverænitet kommer den ud med et forbløffende brag på den anden side af historienPræmissen for ’The Hateful Eight’ er ren Agatha Christie – men slutningen er ren Tarantino
15. august 2019Dusørjægeren major Warren bruger ligesom Hercule Poirot sine små grå til at løse et mysterium i Quentin Tarantinos westernkammerspil ’The Hateful Eight’’Django Unchained’ er en besk kritik af vores afslappede forhold til den vold, der gør ondt
14. august 2019Quentin Tarantinos syvende film, ’Django Unchained’, er den ultimative hævnfantasi om en sort slave, der får skovlen under de hvide herremænd
Imo er det med afstand Tarantino’s dårligste film. Først og fremmest fordi den er ... tæt på kedelig og dialogerne stivnede i en slags formmæssig selvtilfredshed. Jeg synes ikke, den er hverken veloplagt eller underholdende. Dernæst fordi den netop blev sat op mod/med Rodriguez’ sindssygt veloplagte, underholdende Planet Terror - en kamp, som Death Proof ingen chance har for at vinde.
Lyder som en film der ligger indenfor DRs budget.
Jeg husker kun scenen, hvor en kvindelig medpassagers ansigt køres i smadder af dækket på antagonistens overflyvende bil under sammenstødet i slutningen af filmen. Kvalmende og desværre ikke til at glemme igen. Bundskraberen, ingen tvivl.