Læsetid: 5 min.

Digteren på himmelfart

Simon Grotrian, der døde onsdag aften, overøste os med en inviterende, lystfuld, kropsglad, legende og religiøs poesi fuld af trøst. Lige ved siden af håbløsheden
Simon Grotrian, fotograferet i 2014.

Simon Grotrian, fotograferet i 2014.

Sofie Amalie Klougart

16. august 2019

»Kunne Simon Grotrians nye digtsamling mon gå hen og blive digterens folkelige gennembrud?« Sådan skrev jeg fuld af håb på poesiens vegne i en anmeldelse af Grotrians Digte, der står at læse i fredagens bogtillæg.

Den 15. august, hvor disse digte udkom, lød så den helt ubærlige og uforståelige meddelelse om digterens død. Simon Grotrian blev 57 år, dødsårsagen var en aneurisme, en bristet udposning på en pulsåre. Jeg kendte ham kun gennem hans mange bøger, men jeg græder alligevel, for man kan sagtens komme til at elske et menneske gennem dette menneskes skrift.

En skrift, der med sin kraftfuldhed og billedstorm ikke har sin lige i dansk litteratur, men som samtidig er dybt bevidst om traditionen fra salmedigtning til konkretpoesi.

Grotrians skrift begyndte i 1987 med Gennem min hånd, allerede året efter udgav han Kollage, i 1989 kom Næste himmel og i 1990 Fire. I den sidstnævnte lyder et af de firelinjede digte sådan her:

ASDF
JKLÆ
ASDF
JKLÆ

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer