Læsetid: 5 min.

Digteren på himmelfart

Simon Grotrian, der døde onsdag aften, overøste os med en inviterende, lystfuld, kropsglad, legende og religiøs poesi fuld af trøst. Lige ved siden af håbløsheden
Simon Grotrian, fotograferet i 2014.

Simon Grotrian, fotograferet i 2014.

Sofie Amalie Klougart

16. august 2019

»Kunne Simon Grotrians nye digtsamling mon gå hen og blive digterens folkelige gennembrud?« Sådan skrev jeg fuld af håb på poesiens vegne i en anmeldelse af Grotrians Digte, der står at læse i fredagens bogtillæg.

Den 15. august, hvor disse digte udkom, lød så den helt ubærlige og uforståelige meddelelse om digterens død. Simon Grotrian blev 57 år, dødsårsagen var en aneurisme, en bristet udposning på en pulsåre. Jeg kendte ham kun gennem hans mange bøger, men jeg græder alligevel, for man kan sagtens komme til at elske et menneske gennem dette menneskes skrift.

En skrift, der med sin kraftfuldhed og billedstorm ikke har sin lige i dansk litteratur, men som samtidig er dybt bevidst om traditionen fra salmedigtning til konkretpoesi.

Grotrians skrift begyndte i 1987 med Gennem min hånd, allerede året efter udgav han Kollage, i 1989 kom Næste himmel og i 1990 Fire. I den sidstnævnte lyder et af de firelinjede digte sådan her:

ASDF
JKLÆ
ASDF
JKLÆ

Titlen er ’Håbløshed’, bogstaverne ASDF og JKLÆ står på den midterste bogstavrække på tastaturet. Det er her, man placerer fingrene, når man skal i gang med at skrive, og det er de bogstaver, fingrene hviler på, når man går i stå. Sådan ser håbløshed altså ud.

Det var det første af Grotrians digte, jeg kom i tanke om, da jeg hørte om hans død. Følelsen af håbløshed og dens beslægtede tomhed og meningsløshed er paradoksalt nok gennemgående i forfatterskabet. Paradoksalt, fordi det forfatterskab netop er så generøst og rigt. Grotrian overøste os med poesi, han vænnede os til, at der kom en digtsamling fra ham omtrent hvert år. Nogle år endda adskillige. Se bare på årstallene ovenfor i forbindelse med hans første digtsamlinger. Sådan fortsatte han. Da han i 2006 også begyndte at skrive salmer og bønner, eksploderede hans produktivitet. I 2007 kom der fire udgivelser fra hans hånd. I 2008 også fire, i 2011 hele fem. Det giver håb midt i håbløsheden.

En almanakdigter kalder man sådan en stabil og produktiv digter, og hvornår giver man sådan en digter en stor pris? Svaret er urimeligt nok: aldrig. Simon Grotrian nåede at modtage Michael Strunge Prisen i 1990 og Emil Aarestrup Medallien i 1998. Interessen for surrealismen delte han med Michael Strunge. De skønne rim og lydhørhed over for ordenes rytme med Aarestrup, men det er slet ikke priser nok.

En anden urimelighed, der knytter sig til almanakdigteren, er spørgsmålet om, hvornår man udråber en titel til at være et hovedværk, når de nu alle sammen kan siges at være det? Simon Grotrian, der hyldede en lang række andre digtere fra Kingo til Ditlevsen igennem sin poesi, har slet ikke fået den hæder og opmærksomhed, som hans egne 48 udgivelser fortjener. Hæderen er det for sent med, men bøgerne er her, og dem kan vi læse opmærksomt.

Simon Grotrian er blevet kaldt uforståelig, men man snyder sig selv, hvis man går til hans poesi med et krav om at forstå den. Man forstår jo heller ikke musik, man lytter til den, ligesom der er meget billedkunst, man oplever og sanser – uden ligefrem at forstå den. Det er den kontrol over kunstværket, man er nødt til at give afkald på hos Grotrian.

Digteren måtte med sin psykiske sygdom insistere på udelukkende at kommunikere med omverdenen gennem poesien. Da hans Porcelænsbreve udkom i 1999, forsøgte jeg at få et interview med ham. Jeg fik et postkort med et høfligt nej tak, det var han ikke i stand til. Jeg studerede digterens håndskrift dengang på samme måde, som jeg nu studerer hans signatur på titelbladet i Digte, der er trykt i 179 signerede og nummererede eksemplarer. Han var lige dér og skrev sit navn med skråskrift, et slynget S begynder det bibelske navn Simon, og prikkerne over i’erne i både fornavn og efternavn er trukket ud til to små smil.

Grotrians insisteren på ro omkring sin person, står enormt stærkt i en verden, hvor man kan se og kontakte gud og hvermand igennem alle mulige pivåbne kanaler. Den ro og styrke finder man også i hans bøger – lige ved siden af håbløsheden. For Grotrian var en religiøs digter, det blev mere og mere tydeligt igennem årene. Helt oplagt igennem hans bønner og salmer, men religiøsiteten kommer også til udtryk i digtene.

Det er en inviterende, lystfuld, kropsglad og legende religiøsitet, fuld af trøst. Grotrians »Gud kan favne alle«, som der står i Risperdalsonetterne (2000), eller »Vorherre er min bodyguard«, som et af digtene i Talkumekspressen fra 2006 hedder.

I den helt aktuelle Digte optræder menneskesønnen og hans æsel flere gange. Det allerførste digt i denne samling, en sonet, begynder med en kirkegang, der nærmest er en trodshandling: »Om søndagen skal man ikke være bange/men gå i kirke med havfrueben«. En efterfølgende sonet slutter med ordene: »vær din egen nyhed.« Et godt råd til ungdommen og et selvportræt i samme fire ord.

Det korte og fyndige, det lange og gådefulde, det rimede, det humoristiske, det tragiske, den højstemte sang, den platte joke, remixet, sonetten, salmen, bønnen, de surrealistiske billeder, barokdigtning og konkret poesi – Simon Grotrians digtsamlinger har det alt sammen. Det er ikke til at fatte, at han som digter rummede alt det, at han har efterladt et sådant skatkammer til os. Midt i sorgen over hans død er der så megen trøst at hente. Der er de to smukke ’Svaner set gennem tårer’ – fra den allerede nævnte Fire:

0 0
2 0
0 2
0 0

Et visuelt digt, der desuden har sin egen rytme. Det bliver man opmærksom på, når man læser det højt. Der er også en slags trøst at hente i ’Sneglenes himmelfart’, endnu et eksempel på Grotrians konkretpoesi, denne gang fra den tidligere nævnte Talkumekspressen, der måske faktisk kan kaldes et hovedværk. Et af dem i det mindste, fordi det viser en mangfoldighed af hans gudsbenådede talent.

Sneglene udgøres af små d’er, der samler sig til en pil opad. Ja, kig på bogstavet d, drej hovedet lidt på skrå, så ser du en snegl. Simon Grotrian var også en barnlig digter, en barnlighed, som i konkretpoesien samtidig rummer en ømhed uden lige. Et andet digt i samme bog er en firkant af plustegn, dvs. kors. I nederste højre hjørne mangler et. »Kirkegården uden mig« står der, som om han med sindsro forberedte sig på døden.

Snegle er langsomme, ligesom poesien heldigvis er det. Deres og Grotrians tid skal nok komme. Nu er digteren på himmelfart, og en kirkegård i nærheden af Lemming, hvor han levede og skrev sin helt uundværlige og livsnødvendige poesi, bliver til »Kirkegården med mig«. Tilbage står hans poesi – og jeg tør godt at sige – til evig tid.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer