Læsetid: 4 min.

’Django Unchained’ er en besk kritik af vores afslappede forhold til den vold, der gør ondt

Quentin Tarantinos syvende film, ’Django Unchained’, er den ultimative hævnfantasi om en sort slave, der får skovlen under de hvide herremænd
Django (Jamie Foxx) bliver i ’Django Unchained’ frikøbt af tyske dr. King Schultz (Christoph Waltz) og bliver til en ubarmhjertig hævner, der slår slaveejere ihjel. Filmen spiller på lige dele revisionistisk spaghettiwestern, kulørt hævnfantasi og actionfilmgenren blaxploitation, hvor afroamerikanere er heltene.

Django (Jamie Foxx) bliver i ’Django Unchained’ frikøbt af tyske dr. King Schultz (Christoph Waltz) og bliver til en ubarmhjertig hævner, der slår slaveejere ihjel. Filmen spiller på lige dele revisionistisk spaghettiwestern, kulørt hævnfantasi og actionfilmgenren blaxploitation, hvor afroamerikanere er heltene.

Columbia pictures

14. august 2019

Når amerikanske filmskabere beskæftiger sig med et af de mørkeste kapitler i USA’s historie, slaveriet, er det ofte som Holocaust-historier, hvor sorte slaver portrætteres som det, de var: Uskyldige ofre for hvide herremænds modbydelige opførsel. To af de bedst kendte og vredeste eksempler er tv-serien Rødder (1977) og Steve McQueens 12 Years a Slave (2014), der ikke lægger fingrene imellem i deres skildring af slaveriets barbari.

Og der er selvfølgelig ingen tvivl om, at det er den mest korrekte måde at fortælle om slaveriet på. Ikke mindst fordi sorte amerikanere i vid udstrækning stadig må slås for deres borgerrettigheder, og fordi racisme, institutionel og individuel, endnu gennemsyrer det amerikanske samfund.

Det er dog ikke den eneste måde at gribe historien an på. Det beviste Quentin Tarantino i 2012 med Django Unchained, der er lige dele revisionistisk spaghettiwestern, blaxploitation (actionfilmgenre fra 1970’erne om og med afroamerikanere som helte, red.) og kulørt hævnfantasi.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Erik Karlsen
  • Thomas Tanghus
  • Henrik Leffers
  • Katrine Damm
  • erik pedersen
  • Eva Schwanenflügel
Erik Karlsen, Thomas Tanghus, Henrik Leffers, Katrine Damm, erik pedersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tarantino kan ikke andet end vold. Så hellere en genudsendelse af "Venner"..... hvor ringe det end lyder..

Der er tale om politisk korrekt vold, hvilket Tarantino er den ultimative eksponent for. Man har en klar definition af hvem der helt entydigt er de onde, og samtidig en lige så klar definition af hvem der er de gode helte og/eller ofre. Denne entydighed gælder konsekvent i lige grad de pågældendes personligheder, såvel som den kultur eller befolkningsgruppe de repræsenterer.

Det virker på den måde, at hvis bare det er de gode der massakrerer de onde, så er der ingen grænser for hvor udpenslet og pervers volden kan værre. Det er altid helt fint, eftersom det jo er entydigt onde mennesker det går ud over. Man kan tillade sig, at fryde sig over volden og endda føle at man har set noget kulturelt vigtigt, der gør op med racisme og nazisme osv. Og således kan segmentet af kulturjournalister, og andre der forestiller sig at have et vist niveau i deres bedømmelser, tillade sig at skamrose filmene.

Et eller andet siger mig dog, at åbenlys nydelse af retfærdiggjort vold an være mere moralsk angribelig, end hvis man bare lader sig underholde af film, hvor det er de slemme mennesker, der begår de slemmeste handlinger.

Hvem er de gode og hvem er de onde? Er de gode dem der stod bag terrorbombningerne af Dresden? Dem der smed fat man og little boy i hovedet på hundredetusinder af civile? Dem der voldtog titusinder af Berlins kvinder og børn som "sejrsgode". Dem der nægtede farvede soldater stemmeret efter de vendte hjem fra krigen? Dem der tvang 5 millioner af Ukraines bønder til sultedøden eller dem der tvang 5 millioner af Indiens bønder til sultedøden?

De "gode" er som regel dem der er rigtigt onde og efter endt konflikt kan true alle andre til at medgive at de er "gode". Tiden under og omkring Anden Verdenskrig er et glimragende eksempel på en tid og en konflikt hvor alle var onde.