Læsetid: 4 min.

’Django Unchained’ er en besk kritik af vores afslappede forhold til den vold, der gør ondt

Quentin Tarantinos syvende film, ’Django Unchained’, er den ultimative hævnfantasi om en sort slave, der får skovlen under de hvide herremænd
Django (Jamie Foxx) bliver i ’Django Unchained’ frikøbt af tyske dr. King Schultz (Christoph Waltz) og bliver til en ubarmhjertig hævner, der slår slaveejere ihjel. Filmen spiller på lige dele revisionistisk spaghettiwestern, kulørt hævnfantasi og actionfilmgenren blaxploitation, hvor afroamerikanere er heltene.

Django (Jamie Foxx) bliver i ’Django Unchained’ frikøbt af tyske dr. King Schultz (Christoph Waltz) og bliver til en ubarmhjertig hævner, der slår slaveejere ihjel. Filmen spiller på lige dele revisionistisk spaghettiwestern, kulørt hævnfantasi og actionfilmgenren blaxploitation, hvor afroamerikanere er heltene.

Columbia pictures

14. august 2019

Når amerikanske filmskabere beskæftiger sig med et af de mørkeste kapitler i USA’s historie, slaveriet, er det ofte som Holocaust-historier, hvor sorte slaver portrætteres som det, de var: Uskyldige ofre for hvide herremænds modbydelige opførsel. To af de bedst kendte og vredeste eksempler er tv-serien Rødder (1977) og Steve McQueens 12 Years a Slave (2014), der ikke lægger fingrene imellem i deres skildring af slaveriets barbari.

Og der er selvfølgelig ingen tvivl om, at det er den mest korrekte måde at fortælle om slaveriet på. Ikke mindst fordi sorte amerikanere i vid udstrækning stadig må slås for deres borgerrettigheder, og fordi racisme, institutionel og individuel, endnu gennemsyrer det amerikanske samfund.

Det er dog ikke den eneste måde at gribe historien an på. Det beviste Quentin Tarantino i 2012 med Django Unchained, der er lige dele revisionistisk spaghettiwestern, blaxploitation (actionfilmgenre fra 1970’erne om og med afroamerikanere som helte, red.) og kulørt hævnfantasi.

Ligesom i Inglourious Basterds tillader instruktøren sig at lave om på historien ved at gøre en sort slave, titlens Django (Jamie Foxx), til en ubarmhjertig hævner, som søger retfærdighed for sig selv og sin kone, Broomhilda (Kerry Washington), som han dog lige skal finde først.

Hendes navn kommer sig i øvrigt af, at hun har haft en tysk, operabegejstret ejer, og understreger det på alle måder absurde i, at et menneske kan eje et andet.

Kampen mod fascisme

Django bliver frikøbt af tyske dr. King Schultz (Christoph Waltz), en tidligere tandlæge, der nu ernærer sig som dusørjæger, og som har brug for slavens hjælp til at identificere to outlaw-brødre, han, altså Schultz, er på jagt efter.

Samarbejdet mellem de to udvikler sig til et venskab, og Schultz giver Django sin frihed og efternavnet Freeman og indvilger i at hjælpe ham med at opspore Broomhilda, der viser sig at være blevet den brutale og berygtede plantageejer Calvin J. Candies (Leonardo DiCaprio) ejendom.

Django Unchained er, som titlen antyder, delvist inspireret af den italienske filminstruktør Sergio Corbuccis western, Django (1966), med Franco Nero i hovedrollen – Nero har selvfølgelig en lille rolle i Quentin Tarantinos film – og af en række andre europæiske og amerikanske spekulationsfilm fra 1950’erne, 1960’erne og 1970’erne.

Tarantino har i interviews talt om, at Corbuccis westerns foregår i en ond, forvredet udgave af det vilde vesten, og at de ofte handler om kampen mod fascisme i forskellige afskygninger. Det var præcis, hvad Tarantino selv havde lyst til at lave film om, sagde han i 2007 til den britiske avis The Telegraph:

»Jeg vil lave film, der beskæftiger sig med Amerikas forfærdelige fortid med slaveri og den slags, men lave dem som spaghettiwesterns, ikke som store budskabsfilm. De skal beskæftige sig med alt det, Amerika aldrig har beskæftiget sig med, fordi landet skammer sig over det, og som andre lande ikke rigtig beskæftiger sig med, fordi de ikke synes, at de har lov til det.«

Voldsom kritik

Det følsomme emne taget i betragtning, var det måske ikke så overraskende, at Django Unchained blev mødt med voldsom kritik, da den fik premiere. Historikere angreb den for at være historisk ukorrekt, akademikere for at forvandle et folks lidelse til kulørt underholdning, aktivister skosede Quentin Tarantino for at (mis)bruge ordet nigger alt for meget i løbet af filmen, og mange kritikere mente, at filmen var alt for karikeret og unødigt voldelig.

Spike Lee nægtede helt at se filmen og tweetede:

»Slaveriet var ikke en Sergio Leone-spaghettiwestern. Det var Holocaust. Mine forfædre er slaver. Stjålet fra Afrika. Jeg vil ære dem.«

Kritikken var forståelig – det er et følsomt emne, og Tarantino er hvid og alt andet end forsigtig – men måske også lidt misforstået. Django Unchained er en fantasi, et opbyggeligt eventyr, ikke en socialrealistisk skildring af slaveriet og den intolerance og raceadskillelse, som det moderne USA er farvet af.

Besk kritik

Quentin Tarantino leger med de klassiske forestillinger om slave og herremand, og hvor Django er en stolt og selvstændig mand, er Candies ’husneger’, Stephen (Samuel L. Jackson), der indimellem dog nærmest synes at styre plantagen, endnu hårdere ved de andre slaver end Candie selv. Stephen er en Onkel Tom, som da også får sin bekomst til sidst. Det gør de fleste af filmens onde mænd, da Django brænder hele lortet ned og sammen med Broomhilda rider væk i solnedgangen for at begynde et nyt liv.

Volden er ganske rigtigt overdrevet, men det er hovedsageligt, når den går ud over de hvide slaveejere; når volden er rettet mod slaverne selv, er den anderledes realistisk og derfor også sværere at se på.

Det må den gode doktor Schultz f.eks. sande, da en plantageejer beordrer en slave revet ihjel af hunde. Schultz må vende sig væk, og Django må forklare slaveejeren, at tyskeren ikke er lige så hårdfør som amerikanerne – at han simpelthen ikke er vant til den slags voldsomme metoder.

I den lille scene og bemærkning ligger en besk kritik af amerikanernes ofte lidt for afslappede forhold til den slags vold, der gør ondt, især når den optræder i film.

Det kan muligvis forekomme en smule paradoksalt, at den slags formaninger kommer fra voldspoeten Tarantino, men faktisk er der stor forskel på eksempelvis volden i Reservoir Dogs og Pulp Fiction, hvor den har brutale, smertefulde konsekvenser, og så i Kill Bill, Inglourious Basterds, Django Unchained og snart også Once Upon a Time … in Hollwyood, hvor instruktøren overdriver og maler med blod i bedste katarsiske grand guignol-tradition.

Serie

Quentin Tarantinos forførende verden

Den 15. august er der dansk premiere på Quentin Tarantinos niende og efter alt at dømme næstsidste spillefilm, Once Upon a Time … in Hollywood. Han er en af de seneste 25 års mest originale filminstruktører, som har skabt et nyt filmsprog, hvor han filtrerer, bearbejder, dekonstruerer og genskaber de genrer og den filmhistorie, som han selv er vokset op med og formet af. I de kommende dage skriver vi om de otte film, Tarantino selv har instrueret. Vi forsøger at indkredse, hvad det er, der gør Tarantino og hans film så specielle.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Erik Karlsen
  • Thomas Tanghus
  • Henrik Leffers
  • Katrine Damm
  • erik pedersen
  • Eva Schwanenflügel
Erik Karlsen, Thomas Tanghus, Henrik Leffers, Katrine Damm, erik pedersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tarantino kan ikke andet end vold. Så hellere en genudsendelse af "Venner"..... hvor ringe det end lyder..

Der er tale om politisk korrekt vold, hvilket Tarantino er den ultimative eksponent for. Man har en klar definition af hvem der helt entydigt er de onde, og samtidig en lige så klar definition af hvem der er de gode helte og/eller ofre. Denne entydighed gælder konsekvent i lige grad de pågældendes personligheder, såvel som den kultur eller befolkningsgruppe de repræsenterer.

Det virker på den måde, at hvis bare det er de gode der massakrerer de onde, så er der ingen grænser for hvor udpenslet og pervers volden kan værre. Det er altid helt fint, eftersom det jo er entydigt onde mennesker det går ud over. Man kan tillade sig, at fryde sig over volden og endda føle at man har set noget kulturelt vigtigt, der gør op med racisme og nazisme osv. Og således kan segmentet af kulturjournalister, og andre der forestiller sig at have et vist niveau i deres bedømmelser, tillade sig at skamrose filmene.

Et eller andet siger mig dog, at åbenlys nydelse af retfærdiggjort vold an være mere moralsk angribelig, end hvis man bare lader sig underholde af film, hvor det er de slemme mennesker, der begår de slemmeste handlinger.

Hvem er de gode og hvem er de onde? Er de gode dem der stod bag terrorbombningerne af Dresden? Dem der smed fat man og little boy i hovedet på hundredetusinder af civile? Dem der voldtog titusinder af Berlins kvinder og børn som "sejrsgode". Dem der nægtede farvede soldater stemmeret efter de vendte hjem fra krigen? Dem der tvang 5 millioner af Ukraines bønder til sultedøden eller dem der tvang 5 millioner af Indiens bønder til sultedøden?

De "gode" er som regel dem der er rigtigt onde og efter endt konflikt kan true alle andre til at medgive at de er "gode". Tiden under og omkring Anden Verdenskrig er et glimragende eksempel på en tid og en konflikt hvor alle var onde.