’Django Unchained’ er en besk kritik af vores afslappede forhold til den vold, der gør ondt

Når amerikanske filmskabere beskæftiger sig med et af de mørkeste kapitler i USA’s historie, slaveriet, er det ofte som Holocaust-historier, hvor sorte slaver portrætteres som det, de var: Uskyldige ofre for hvide herremænds modbydelige opførsel. To af de bedst kendte og vredeste eksempler er tv-serien Rødder (1977) og Steve McQueens 12 Years a Slave (2014), der ikke lægger fingrene imellem i deres skildring af slaveriets barbari.

Og der er selvfølgelig ingen tvivl om, at det er den mest korrekte måde at fortælle om slaveriet på. Ikke mindst fordi sorte amerikanere i vid udstrækning stadig må slås for deres borgerrettigheder, og fordi racisme, institutionel og individuel, endnu gennemsyrer det amerikanske samfund.

Det er dog ikke den eneste måde at gribe historien an på. Det beviste Quentin Tarantino i 2012 med Django Unchained, der er lige dele revisionistisk spaghettiwestern, blaxploitation (actionfilmgenre fra 1970’erne om og med afroamerikanere som helte, red.) og kulørt hævnfantasi.

Ligesom i Inglourious Basterds tillader instruktøren sig at lave om på historien ved at gøre en sort slave, titlens Django (Jamie Foxx), til en ubarmhjertig hævner, som søger retfærdighed for sig selv og sin kone, Broomhilda (Kerry Washington), som han dog lige skal finde først.

Hendes navn kommer sig i øvrigt af, at hun har haft en tysk, operabegejstret ejer, og understreger det på alle måder absurde i, at et menneske kan eje et andet.

Kampen mod fascisme

Django bliver frikøbt af tyske dr. King Schultz (Christoph Waltz), en tidligere tandlæge, der nu ernærer sig som dusørjæger, og som har brug for slavens hjælp til at identificere to outlaw-brødre, han, altså Schultz, er på jagt efter.

Samarbejdet mellem de to udvikler sig til et venskab, og Schultz giver Django sin frihed og efternavnet Freeman og indvilger i at hjælpe ham med at opspore Broomhilda, der viser sig at være blevet den brutale og berygtede plantageejer Calvin J. Candies (Leonardo DiCaprio) ejendom.

Django Unchained er, som titlen antyder, delvist inspireret af den italienske filminstruktør Sergio Corbuccis western, Django (1966), med Franco Nero i hovedrollen – Nero har selvfølgelig en lille rolle i Quentin Tarantinos film – og af en række andre europæiske og amerikanske spekulationsfilm fra 1950’erne, 1960’erne og 1970’erne.

Tarantino har i interviews talt om, at Corbuccis westerns foregår i en ond, forvredet udgave af det vilde vesten, og at de ofte handler om kampen mod fascisme i forskellige afskygninger. Det var præcis, hvad Tarantino selv havde lyst til at lave film om, sagde han i 2007 til den britiske avis The Telegraph:

»Jeg vil lave film, der beskæftiger sig med Amerikas forfærdelige fortid med slaveri og den slags, men lave dem som spaghettiwesterns, ikke som store budskabsfilm. De skal beskæftige sig med alt det, Amerika aldrig har beskæftiget sig med, fordi landet skammer sig over det, og som andre lande ikke rigtig beskæftiger sig med, fordi de ikke synes, at de har lov til det.«

Voldsom kritik

Det følsomme emne taget i betragtning, var det måske ikke så overraskende, at Django Unchained blev mødt med voldsom kritik, da den fik premiere. Historikere angreb den for at være historisk ukorrekt, akademikere for at forvandle et folks lidelse til kulørt underholdning, aktivister skosede Quentin Tarantino for at (mis)bruge ordet nigger alt for meget i løbet af filmen, og mange kritikere mente, at filmen var alt for karikeret og unødigt voldelig.

Spike Lee nægtede helt at se filmen og tweetede:

»Slaveriet var ikke en Sergio Leone-spaghettiwestern. Det var Holocaust. Mine forfædre er slaver. Stjålet fra Afrika. Jeg vil ære dem.«

Kritikken var forståelig – det er et følsomt emne, og Tarantino er hvid og alt andet end forsigtig – men måske også lidt misforstået. Django Unchained er en fantasi, et opbyggeligt eventyr, ikke en socialrealistisk skildring af slaveriet og den intolerance og raceadskillelse, som det moderne USA er farvet af.

Besk kritik

Quentin Tarantino leger med de klassiske forestillinger om slave og herremand, og hvor Django er en stolt og selvstændig mand, er Candies ’husneger’, Stephen (Samuel L. Jackson), der indimellem dog nærmest synes at styre plantagen, endnu hårdere ved de andre slaver end Candie selv. Stephen er en Onkel Tom, som da også får sin bekomst til sidst. Det gør de fleste af filmens onde mænd, da Django brænder hele lortet ned og sammen med Broomhilda rider væk i solnedgangen for at begynde et nyt liv.

Volden er ganske rigtigt overdrevet, men det er hovedsageligt, når den går ud over de hvide slaveejere; når volden er rettet mod slaverne selv, er den anderledes realistisk og derfor også sværere at se på.

Det må den gode doktor Schultz f.eks. sande, da en plantageejer beordrer en slave revet ihjel af hunde. Schultz må vende sig væk, og Django må forklare slaveejeren, at tyskeren ikke er lige så hårdfør som amerikanerne – at han simpelthen ikke er vant til den slags voldsomme metoder.

I den lille scene og bemærkning ligger en besk kritik af amerikanernes ofte lidt for afslappede forhold til den slags vold, der gør ondt, især når den optræder i film.

Det kan muligvis forekomme en smule paradoksalt, at den slags formaninger kommer fra voldspoeten Tarantino, men faktisk er der stor forskel på eksempelvis volden i Reservoir Dogs og Pulp Fiction, hvor den har brutale, smertefulde konsekvenser, og så i Kill Bill, Inglourious Basterds, Django Unchained og snart også Once Upon a Time … in Hollwyood, hvor instruktøren overdriver og maler med blod i bedste katarsiske grand guignol-tradition.