Interview
Læsetid: 7 min.

Erik A. Frandsen tegner cykelbilleder, selv om han intet ved om cykling

Den danske kunstner Erik A. Frandsen er begyndt at tegne cykelryttere, men han ved ingenting om cykelløb. Han tegner bare rytterne i det landskab, de befinder sig i, med et stykke kridt. Nu er hans billeder blevet til en udstilling
Kunstneren Erik A. Frandsen blev inspireret til at tegne cykelryttere, da hans ven Brian Nygaard tog ham med ud på de italienske landeveje og bad ham kigge ind i rytternes øjne. »Blikket i hans øjne var så intenst. Han var væk, forsvundet og slet ikke til at komme i kontakt med.«

Kunstneren Erik A. Frandsen blev inspireret til at tegne cykelryttere, da hans ven Brian Nygaard tog ham med ud på de italienske landeveje og bad ham kigge ind i rytternes øjne. »Blikket i hans øjne var så intenst. Han var væk, forsvundet og slet ikke til at komme i kontakt med.«

Julie Nymann / Hans Alf Galleri

Kultur
19. august 2019

Det er en eftermiddag i 2018 efter en alt for stor frokost i den italienske provins Lombardiet. På en snoet bjergvej kæmper de førende ryttere under efterårsklassikeren Lombardiet Rundt sig op ad den smalle, stejle stigning. Dette er Løvfaldsløbet, et løb, som traditionelt runder den europæiske cykelsæson af. Blandt de førende ryttere sidder franskmanden Thibaut Pinot. Han er væk, fuldstændig fokuseret på løbets udvikling, på hvordan det udfolder sig i det italienske efterår og i gang med fuldføre det, som skal blive karrierens vigtigste sejr, og som igen skal få ham til at lyse som det mest skinnende håb blandt franske cykelstjerner.

På denne bjergvej står den danske kunstner Erik A. Frandsen med sin ven, journalisten og cykelsportskommentatoren Brian Nygaard. Brian Nygaard ved stort set alt om sporten. Erik A. Frandsen ved ingenting, absolut ingenting. Han ser bare disse mænd passere forbi i et kort sekund. Var det?

Se på øjnene

Som søn af en ostehandler fra Randers, blev Erik A. Frandsen ramt af kunsten som ganske lille. Den var en flugtvej væk fra de stille stuer. Her kunne han skabe sig et perspektiv, der gennem hele hans virke har sat ham i samtale med kunsthistorien. Som ganske ung rejste han ud og væk fra Danmark. Han studerede keramik i Grækenland, øvede sig i den italienske marmor i Carrara og vendte snuden mod Paris for at lære grafikkens kunst.

Og så vendte han tilbage til Danmark. Han arbejdede som autodidakt indenfor både mosaik, lyskunst, malerier og foto og blev en helt central skikkelse i dansk kunst. Han kom til at tilhøre den skole af malere, der er blevet kaldt ’De Unge Vilde’, som i 80’erne arbejdede med et meget ekspressivt formsprog med kraftige farver. Han grundlagde sammen med en række venner atelierfællesskabet Værkstedet Værst, der blandt andet talte kunstnere som Christian Lemmerz og maleren Michael Kvium. Hvis det er tilladt at sige det lidt klodset, så blev ostehandlerens søn kunstner med et stort K.

Erik A. Frandsen.

Erik A. Frandsen.

Sarah Hartvigsen Juncker

Tilbage på de italienske landeveje i 2018 instruerer Brian Nygaard sin ven i at kigge på rytternes øjne. Erik A. Frandsen forstår det først ikke, han ser ingenting, da rytterne kører forbi dem. Men der sker noget indvendigt, da Brian Nygaard viser ham et billede af vinderen Thibaut Pinot efter løbet.

Oplevelsen, og grunden til at jeg har sat ham stævne på denne sommerdag, fortæller han om i sin store og lyse nørrebrolejlighed. 

»Fuck mand. Der kunne jeg se det! Blikket i hans øjne var så intenst. Han var væk, forsvundet og slet ikke til at komme i kontakt med. Han var i en helt anden verden. Det tiltalte mig virkelig.« 

Erik A. Frandsen er vitterligt ikke nogen stor kender af cykelsporten. Han begyndte at interessere sig for den, fordi han skulle male den. Brian Nygaard placerede ham på den skrå bjergvej og sagde:

»Først laver du billeder til mine artikler, og så laver vi en bog om Giro d’Italia.«

Erik A. Frandsen vidste ikke, hvad han skulle forvente, eller måske rettere burde forvente, da han først satte kridtet til papiret, men noget skete der. Han er nu aktuel med 70 kridttegninger, der forholder sig til cykelløb. Med sin buldrende stemme og stadig let jyskfarvede dialekt fortæller han:

»Med cykelløb begynder man at sætte ord på noget, som man først ikke ser, og disse ord har nogle enorme dybder. Ordene har jo en slags mytologisk betydning, og den græske epik er aldrig langt væk. Hvad, der overraskede mig, var, at det samme opstod, da jeg begyndte at tegne løbet. Det var hele kunsthistorien, som væltede ind over mig. Jeg havde virkelig ikke forventet, at jeg kunne forbinde de ting.«

En fremmed fugl

Det kan føles umuligt, ja, nærmest latterligt, at beskrive billedkunst. Det er til for at blive set på og ikke for at blive beskrevet. Jeg gør alligevel et forsøg: 

På Erik A. Frandsens instagramprofil lægger han løbende sine cykelbilleder op. De er markant anderledes fra hans tidlige værker, men lægger sig fint i forlængelse af hans senere produktion, der er mindre figurativ og mere registrerende. På alle billeder ser man cykelryttere eller tilskuere i forskellige positurer. De er i gang med at gøre noget. Der er et nu, som er i gang med at blive fastholdt. Et nu som beskrives med kridt i kradse, lidt slørede farver og gerne kastet mod en skarp mørk baggrund. Billederne er ikke dystre, men som et cykelløb er de fulde af dramatisk liv, der hele tiden vipper over mod det fatale, hele tiden på vej mod sejren med styrtet i baghovedet.

Erik A. Frandsen ved, at han med sine cykelbilleder bliver en fremmed fugl. Både i kunstverdenen og i cykelsportens verden. Det er ligesom noget, som har svært ved at rejse mellem hinanden. Cykelsporten har altid været intimt forbundet med journalistikken.

Det var de franske, italienske og belgiske aviser, som grundlagde de første cykelløb, og som sendte deres bedste journalister afsted for at dække dem. Det var skjult reklame, og derfor har de to fænomener, journalistik og cykelløb, altid haft en relation. Det er fotografier, vi kigger på, når vi ser billeder fra fordums tiders cykelløb, og det er fjernsynet, som fodrer os med levende billeder af rytterne i dag.

Julie Nymann / Hans Alf Galleri

Maleriet har aldrig haft en rolle at spille i den fortælling, og derfor måtte Erik A. Frandsen finde sin egen indgang. Med en kop kaffe hånden og en sprød croissant siger han:

»Billederne er et studie i tid og bevægelse i et materiale, som ikke nødvendigvis er skabt til at afbilde tid og bevægelse. Jeg søger en slags intethed i mine billeder, og jeg kan ikke skabe en samlet fortælling om et løb, som fotografiet kan. Derfor forsøger jeg at finde det smukke nu, som jeg kan male.«

Cykling ejer sin egen æstetik, en slags ufrivillig skønhed, som har sat fantasien i gang hos forfattere, journalister og tilskuere igennem tiden. En skønhed, som har fodret den mytologi og det ordforråd, vi kender fra Jørgen Leth i Danmark, og som er en del af en længere europæisk tradition. For Erik A. Frandsen er det den ufrivillige skønhed i cykelløbet, som han søger, når han tegner:

»Jeg begærer smukke ting. Der er nogen, der vil lave grimme ting, men jeg vil gerne lave smukke ting. Det bliver jeg mere og mere stolt af,« siger han.

»Det synes jeg ikke længere er pinligt. Den ufrivillige skønhed, som der for eksempel findes i holdtidskørsel, er bare så smuk. Hold nu kæft. Jeg ved, at rytterne skal være effektive og rationelle, men det avler en æstetik og en serie af formationer, som bare egner sig til at være god kunst.«

Han føler i høj grad, at han ved at dyrke den skønhed har sat sig selv på prøve. I kunstens verden er sporten ingenting. Erik. A. Frandsen frygter i høj grad at blive til grin med disse billeder, at folk skal beskylde ham for at sælge ud. Det kan gå fuldstændig galt:

»Men sådan er det. Det er jo også i det område, hvor der sker noget. Lige nu føler jeg mig fuldstændig nøgen, men det er også det, jeg vil være. Så kan folk se, at der er noget på spil. Jeg ville måske blive lidt ked af det, hvis folk opfattede det som illustrationer og bladtegninger, for det er ikke det, jeg vil. De skal være noget i deres egen ret.«

Et troværdigt rum

Erik A. Frandsen fortæller, at han har et klart mål med sine billeder. De skal række ud mod beskueren. Hans nye udstilling hedder Vi-maskinen. Titlen betegner noget af det, han gerne vil have sin kunst til at være. Kunsten skal stå i en relation til beskueren. Han vil gerne gennem sine billeder gå i dialog. Han mener ikke, at han har noget vildt vigtigt at fortælle folk.

Der er ikke en eller anden eksistentiel fortælling skjult et sted. Han vil bare gerne gøre tingene reelle for de mennesker, som beskæftiger sig med hans kunst. Hvis han kan få dem til at identificere sig med noget i billedet, så er han glad. Derfor prøver han også hele tiden at skabe et troværdigt rum, der giver mulighed for refleksion i forhold til billedets motiv. I dette tilfælde cykelryttere og det landskab, som omgiver dem.

Og det virker ikke, som om han nu er færdig med cykelsporten. Han skal færdiggøre en bog sammen med Brian Nygaard, og den måde han snakker om sporten på indikerer, at han er blevet smittet med den glæde, som samler folk til løbene år efter år.

Før jeg går, fortæller han en sidste anekdote, der måske kan besvare spørgsmålet om, hvorfor man overhovedet skal beskæftige sig kunstnerisk med cykelsport:

»Jeg så en far og hans søn under Giro d’ Italia, der stod og så på rytterne ved en vindblæst motorvej. De var helt oppe at køre, hver gang en rytter suste forbi. De var i deres følelsers vold. Ren glæde og eufori. Det billede og de følelser rammer noget arkaisk,« siger han. 

»Det er almengældende, og noget, som jeg tror, altid har været der. Man ser på noget, der altid er sket. Kulisserne er bare lidt anderledes. Man ved, at det er vigtigt, når man ser det. Det er bare lidt svært at forklare hvorfor, og det, tror jeg, er o.k.«

For ham handler det hele om, hvad han kan fastholde. Hvad bliver der tilbage af det her øjeblik, når han har sat det på sit papir?

Julie Nymann / Hans Alf Galleri

Udstillingen ’Vi-Maskinen’ er åben på Hans Alf Galleri i København fra 17. august til 14. september.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anders Sørensen

Skal man bestige bjerge, før man kan tegne dem?