Læsetid: 12 min.

Europæiske politikere taler som dr. Jekyll og handler som mr. Hyde

Hvert år i august udvælger festivalen Days of Poetry and Wine én europæisk forfatter til at skrive et åbent brev til Europa om tidens største problem. I år er det den bulgarsk-tyske forfatter Ilija Trojanow
Som borgere i Europa må vi først beskæftige os med vores egen skizofreni: vi kræver good governance og vasker beskidte penge. Begge samtidigt, vi har hjertet i himlen og den fede røv på den behagelige sofa, slriver Ilija Trojanow.

Som borgere i Europa må vi først beskæftige os med vores egen skizofreni: vi kræver good governance og vasker beskidte penge. Begge samtidigt, vi har hjertet i himlen og den fede røv på den behagelige sofa, slriver Ilija Trojanow.

Sigrid Nygaard

16. august 2019

For nylig modtog jeg en mail fra Aisha Al-Gaddafi, den eneste datter af Libyens tidligere diktator. Vi kender ikke hinanden. Alligevel skrev fru Gaddafi ret tillidsfuldt, at hun ville betro mig 27,5 millioner dollar, hvis jeg ville hjælpe hende med at investere pengene i mit land. Hun ville belønne mig fyrsteligt, med en kommission på tredive procent. Hun bad mig om med det samme at sætte sig i forbindelse med mig.

Naturligvis troede jeg ikke, at fru Gaddafi rent faktisk skrev til mig. Det var jo ikke den første gang, at jeg blev kontaktet på denne måde. Sandsynligvis har også du i det mindste én gang i livet modtaget sådan en henvendelse, tidligere som et brev, i en kort periode som en fax, og nu i et godt stykke tid som en e-mail. Det er forberedelsen af et bedrageri.

Nigerianere omtaler dette som en »419«-sag efter en paragraf i deres lovgivning: Nogen skriver til dig under påskud af at have en voldsom mængde (ubetroede) penge, nogen, der gerne vil, at du hjælper ham eller hende med at trække det ud af Nigeria (eller Rusland eller Brasilien eller et andet land). Foretagsomme nigerianere sender millioner af den slags e-mails, og hvis en modtager falder for deres trick, beder de om et beskedent administrativt gebyr, før den store gevinst følger. Den, der indlader sig på et møde, bliver på overbevisende måde taget ved næsen.

Europæere taler eller skriver mest om 419-sager i forbindelse med den omfattende korruption i lande som Nigeria, halvt oprevet, halvt muntert. Hvad der mere sjældent bliver tematiseret er holdningen hos bedrageriets adressat, der mest ses som offer, selv om de egentlig er medskyldige. Hvordan kommer e-mailenes afsendere på den vanvittige tanke at kunne lokke nogen i Europa med den slags utrolige eventyr om guld og ædelsten?

Effekten opstår kun, fordi det er åbenlyst for begge sider, at nigerianere, libyere eller irakere betror deres beskidte penge til en pengevasker i Europa for at passe på dem, for at vaske dem. Ingen undrer sig over, hvor selvfølgeligt det virker, at europæere blindt bliver betroet at sikre de hastigt indsamlede penge. Det er åbenlyst vores job i den globale arbejdsdeling: De er tyve, vi er hælere – en dollar vasker den næste. Enhver 419-e-mail henviser til, at korruption i det globale syd kun er muligt, fordi de stjålne penge i slutningen af den kriminelle dag lander hos os et sted, om det så er i London eller Zürich, om det er Cypern eller Liechtenstein.

Og alligevel er vi oprørte over omfanget af korruption i det globale syd – der begås underslæb for omkring 50 milliarder dollar hvert år i verdens fattigste lande. Pengene flyder ind i det globale nord. Hvem der bærer ansvaret for den globaliserede kapitalismes bedrageriske grundtone er ikke så enkelt som mange af os mener.

Transparency International hævder eksempelvis, at Somalia er det mest korrupte land på jorden, mens den renommerede italienske forfatter Roberto Saviano derimod mener, at Storbritannien er den mest korrupte stat i verden (London er endt som en legeplads for forbrydere fra hele verden). Begge har ret. Som borgere i Europa må vi først beskæftige os med vores egen skizofreni: vi kræver good governance og vasker beskidte penge. Begge samtidigt, vi har hjertet i himlen og den fede røv på den behagelige sofa.

I slutningen af det 18. århundrede levede der i Edinburgh en mand med navnet William Brodie, en elegant gentleman, der havde et snedkeri og nød sine medborgeres respekt. Om dagen tjente han byrådet og opfyldte trofast sine kunders bestillinger, om natten brød han ind i deres huse og stjal fra dem. Indtil han en dag blev taget og henrettet.

Vi ville for længst have glemt William Brodie, hvis ikke forfatteren Robert Louis Stevenson i ham havde set et ekstremt symbol for en foruroligende menneskelig egenskab: den spaltede personlighed. Stevenson skrev tre gange om Brodie, de første to gange uden nogen succes, den tredje gang en bestseller, den tempofyldte novelle »Den ejendommelige sag om dr. Jekyll og mr. Hyde«.

»Jeg blev født som arving til en stor formue, var velsignet med strålende gaver, min naturs tilbøjelighed var flid, jeg nød kloge og gode medmenneskers agtelse, havde som man måtte kunne forvente, den sikre udsigt til en ærefuld og respekteret fremtid.« Således skriver dr. Jekyll i begyndelsen af sine bekendelser i bogens sidste kapitel. Han er en respekteret læge, en der heler, en der værdsætter dannelse og viden, et vigtigt medlem af samfundet. Samtidig er han en følelsesløs, brutal repræsentant for grådighed, en mand med navnet mr. Hyde.

Der findes ikke en dr. Jekyll på den ene side og en mr. Hyde på den anden side, men kun en skabning, der »lever et udtalt dobbeltliv«. Og: »Når de to væsener kæmper med hinanden i min bevidsthed, selv når jeg bliver opfattet som en af dem, kunne det kun ske, fordi begge havde rod i mig.«

Dr. Jekyll er ikke uskyldig, naiv eller blind. Han erkender fjenden i sit indre. Han vil sågar besejre ham. Men når det kommer til stykket, strækker han våben. Historien fører os direkte ind i nutiden. Hvad der gælder for enkelte personer, kan også gælde for hele samfund. Europa, mere præcist sagt den Europæiske Union, er dr. Jekyll/mr. Hyde.

I 2017 ytrede EU-kommissionspræsident Jean Claude Juncker sig med forfærdelse over tilstandene i flygtningelejrene i Libyen. »Jeg kan ikke sove roligt, når jeg tænker på, hvad der sker med menneskene i Libyen, der søger et bedre liv og i Libyen har fundet helvede.« Europa burde »ikke holde mund i forhold til de utrolige problemer, der hidrører fra et andet århundrede«. Han var »meget chokeret« over beretninger, ifølge hvilke flygtninge i Libyen bliver solgt som slaver. »Indtil for to måneder siden vidste jeg ikke, at problemet havde det omfang. Det er et blevet et fænomen, der haster meget.«

Junckers forfærdelse er let at sætte sig ind i. I Libyen er op mod tredive flygtninge spærret inde i en celle, der er mindre end fem kvadratmeter. De sulter, fordi de kun får noget at spise hver tredje dag. Ifølge en rapport fra hjælpeorganisationen Læger uden Grænser er deres livsbetingelser synligt forværrede. I fængslet Sabaa i hovedstaden Tripoli er næsten en fjerdedel underernærede, herunder mange børn.

Ifølge skøn fra den Internationale Organisation for Migration (IOM) opholder der sig for tiden omkring 670.000 flygtninge i Libyen. Den tyske ambassade i Niger beskrev allerede i 2017 i en rapport til det tyske Bundeskanzleramt, hvad der sker med de tilbagesendte flygtninge: »Henrettelse af ikke betalingsdygtige migranter, tortur, voldtægter, afpresning såvel som udsættelse i ørkenen, er daglige foreteelser. Øjenvidner taler om fem henrettelser med skud om ugen i et af fængslerne – altid varslet og på fredage for at skabe plads til nyankomne.«

En studie fra organisationen Women’s Refugee Commission kommer til den konklusion, at næsten enhver igennem Libyen flygtende kvinde er offer for seksuel vold. Overlevende taler om voldtægter med stokke, om forbrændinger af genitalier, om afskårede penisser, om mænd, der bliver tvunget til at voldtage deres søstre. Om ufattelige grusomheder. Og alt det er sket i de seneste to år.

Hvad har Juncker foretaget sig mod de forfærdelige forhold?

Intet!

Hvad kunne han gøre?

Meget.

For hvad der sker i Libyen, sker ikke kun med accept, men med direkte finansiering af EU, for libyske grænsevogtere skal med alle midler forhindre flugten for dem, der søger beskyttelse. Hvis flygtninge altså lider og dør under de skrækkelige betingelser i Libyen, sker det som umiddelbar følge af en målrettet EU-politik.

Det ville imidlertid være forkert at bebrejde repræsentanter som Jean-Claude Juncker for denne politik. Hans forfærdelse er helt sikkert ærligt ment. Han står i en europæisk tradition, som siden Den Franske Revolution har båret solidariske og empatiske idealer ud til hele verden, der har afskaffet slaveriet og har en afgørende andel i formuleringen af de almene menneskerettigheder. Dr. Jekyll formulerer det: »Trods denne dybe tvespalt var jeg dog på ingen måde en hykler, for med begge var det for mig dødalvorligt. Jeg var præcis så meget mig selv, når jeg kastede alle hæmninger bort og forsvandt ind i skamfuldheder, som når jeg ved dagens begyndelse arbejdede for at fremme videnskaben eller på at lindre nød og elendighed.«

EU forklarer, at de »understøtter de nationale myndigheder for at styrke deres mulighed for at bekæmpe menneskesmuglere«. I virkeligheden er forskellen mellem de libyske myndigheder og smuglerbanderne alt andet end klar.

»Europæiske regeringer og institutioner siger igen og igen, at de kæmper for at afslutte den vilkårlige fængsling af flygtninge, men de har ikke grebet til nogle afgørende foranstaltninger for at sikre det«, forklarer Matteo de Bellis fra Amnesty International.

Europæiske politikere taler som dr. Jekyll og handler som mr. Hyde. Den tyske udviklingsminister Gerd Müller er eksempelvis hele tiden klar til at formulere den store verdensredning, men ved slutningen af sin arbejdsdag er der sket meget lidt godt.

Ministeren vil, at de vestlige samfund grundlæggende ændrer deres livsstil:

»Vi må ikke længere grundlægge vores velstand på slave- og børnearbejde og udnyttelsen af naturen.«

I sin bog Unfair skriver han:

»Vi skal nå til en tilstand, hvor alle mennesker på planeten kan leve i værdighed. Det handler om endelig at tilfredsstille alle menneskers grundbehov for næring, vand, bolig og arbejde, hvilket for de industrilande, der allerede har opnået den velstand, betyder at de skal lære at dele på ny. En fortsat vækst på bekostning af andre må og skal på lang sigt ikke findes.«

I en festtale for et år siden til ære for den katolske hjælpeorganisation Misereor erklærede han: »’Jeg forbarmer mig’ betyder i dag ’Jeg overtager ansvar’ for det, der står i min magt. Og vi har magt! Som forbrugere. Som virksomheder, der producerer i hele verden. Som politikmagere af store økonomiske magter.«

Han citerer derefter med bifald kardinal Frings appel til samvittigheden hos dem, der bestemmer de politiske, økonomiske og sociale forhold. Alt det må man bifalde, minister Jekyll formulerer en klar etisk opgave, som enhver af os i empatiske øjeblikke kan fornemme. Min datter lærte i skolen, at en velhavende schweizer forbruger lige så meget som en hel afrikansk landsby. Hvis vi var på en tømmerflåde, ville sådan en parasitær, asocial holdning ikke blive tolereret.

Men den politiske praksis ser anderledes ud. I alle internationale organer bliver en nødvendig nyordning af det globaliserede økonomi- og finanssystem forhindret. I fire årtier bliver det på forskellige administrative niveauer af FN forsøgt at koble økonomisk handling og menneskerettigheder og vedtage forpligtende regler.

Sidst offentliggjorde den mellemstatslige Intergovernmental Working Group (IGWG) for et år siden et udkast til en aftale om økonomi og menneskerettigheder. Dette »nuludkast« – således benævnt for at vise, at det er foreløbigt og kan ændres – var et resultat af årelange studehandler mellem deltagerne. Nu skal det »diskuteres«, en eufemisme for bedøvelsen af alle strenge og retligt forbindende regler over for internationale koncerners ofte brutale og næsten altid udnyttende fremgangsmåde i mere fattige lande.

Samtidig gik også bestræbelserne på at optage det globale syd i den internationale skattepolitiks-kommission, domineret af OECD, i vasken på grund af veto fra nord, herunder Tyskland. Det ville ellers have banet vejen for at øge »den finanspolitiske mulighed af de fattige lande til at have medbestemmelse over regulative foranstaltninger på internationalt niveau, eksempelvis lukningen af skatteoaser, bekæmpelsen af skatteunddragelse og kapløb om skattedumping«.

For bare to årtier siden var gældsanering for de fattigste lande et højt profileret politisk emne. Alt bortset fra den egne grådighed og egoisme talte for en afskrivning af gælden for udviklingslandene. I dag bliver de egne fordele forsvaret med næb og kløer. Da cyklonen Idai for nylig ødelagde dele af Mozambique, mødte de hjerteskærende nødråb om slettelse af gæld kun døve øren. Ifølge oplysninger fra IMF tilhører Mozambique de 35 lande, der befinder sig i en eksistentiel gældskrise: De er bagud med betalinger og ikke i stand til at afdrage på eksisterende lån.

Når det handler om penge, om »vores« velstand, stikker mr. Hyde sit hæslige hoved frem og saboterer kampen for menneskeværdighed og et godt liv for alle. I stedet for forpligtende regler satser EU og den tyske regering (også minister Müller) på frivillige initiativer, når det kommer til natur- og sociale standarder. Lad os tage eksemplet med palmeolie. For et år siden rejste jeg to hele timer gennem det nordlige Borneo, på begge sider af vejen og så langt øjet rakte var der, hvor junglen for bare en generation blomstrede, ikke andet en oliepalmer. Synet: kemisk befrugtede monokultur, vækst i retning af døden (efter to årtier er jorden udpint).

I Amsterdam erklæringerne opmuntrer man nu de handels-, landbrugs og fødevarekoncerner, der har været medansvarlige for den uhørte naturødelæggelse gennem årtier, til frivilligt i rammerne af multistakeholderplatforme at underkaste sig strengere standarder og tilpasse deres forretningsmodel til en mere tilbageholdende kurs. Denne gamle idé har kun en ulempe: den fungerer ikke.

Især i landbruget afreagerer mr. Hyde i særlig grad. Selv om den seneste World Agriculture Report kræver en radikal anden landbrugsmodel, fremmer EU og de stærkeste medlemslande fortsat udbygningen af det industrielle landbrug foruden den massive brug af kunstgødning, pesticider og patenteret industrifrø. Dette tjener først og fremmest profitinteressen hos de deltagende landbrugskoncerner, mens et mere bæredygtigt landbrug næsten ikke spiller en rolle.

Man kunne rive hårene ud af hovedet over denne dybe skizofreni, men der er også håb. I slutningen af det attende århundrede var slaveriet så selvfølgeligt som i dag containerskibsfarten. Da små grupper i England satte spørgsmålstegn ved slaveriet, blev deres etiske tilståelse afvist, for den transatlantiske slavehandel var meget profitabel for Storbritannien. Den sikrede arbejdspladser, skabte formuer, garanterede forbrugsvarer. På den måde var den retfærdiggjort. Det samme gør sig i dag gældende i forhold til den eklatante sociale ulighed og naturødelæggelsen. Mr. Hydes argumenter har en forbavsende levedygtighed. Og alligevel kom det efter en halvtredsårig politisk kamp til en afskaffelse af slaveriet i Europa.

Også det er del af den europæiske tradition. I sin indtrængende anklage i Crises of Civilization mod det britiske kolonistyre i Indien forsøgte digteren Rabindranath Tagore at skelne mellem modstand mod imperialisme og afvisning af vestlig civilisation. På den ene side blev Indien kvalt »under dødvægten af den britiske regering«, på den anden side skulle det aldrig glemme gevinsten fra Shakespeares dramaer og Byrons poesi og frem for alt den »storhjertede liberalisme af den engelske politik i det nittende århundrede«. Tragedien bestod imidlertid i, at det der var »det bedste i deres egen civilisation, nemlig bevarelsen af værdigheden af menneskelige relationer, ikke rigtig havde nogen plads i den britiske administration af landet«.

Som bekendt slutter historien om dr. Jekyll og mr. Hyde dårligt. Det er bemærkelsesværdigt, hvor præcist Robert Louis Stevenson, den vidt berejste skotte, har fanget Europas dobbelte væsen: »Til tider så Henry Jekyll med forfærdelse på Edward Hydes handlinger, men de var ikke del af de normale love, og samvittighedens stemme blev stille og roligt bragt til tavshed. Til sidst var det Hyde, og alene Hyde, der var skyldig. Jekyll blev derfor ikke dårligere, han vågnede igen – tilsyneladende uforandret – til sine gode egenskaber og skyndte sig, hvor det var muligt, at gøre det godt igen, som Hyde havde gjort af ondt. Derigennem lullede han sin samvittighed i søvn.«

Ilija Trojanow tekst præsenteres som åbning af festivalen Days of Poetry and Wine den 21. august kl. 20.30 i Ptuj i Slovenien.

Oversat fra tysk af Peter Nielsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Johnny Christiansen
  • Eva Schwanenflügel
  • Ervin Lazar
  • Laurids Hedaa
Johnny Christiansen, Eva Schwanenflügel, Ervin Lazar og Laurids Hedaa anbefalede denne artikel

Kommentarer

Historien er måske ny, men egentlig alligevel ikke for EU, for da Ungarns Victor Orban lod sætte hegn om imod flygtninge- migrantstrømmen, hylede EU op i forfærdelse over dette, - men hurtigt aftog fordømmelsen af Victor Orban i erkendelsen hos EU, at han havde sparet politikerne for at skulle fordele yderligere 1,5 mio. flygtninge- migranter i EUs medlemslande, - som der ikke fandtes den store i medlemslandene, på trods af enighed om flygtninge- og migranternes elendige forhold.

Tavshedens fra EU fine politikere indfandt sig særdeles hurtigt og belejligt overfor disse 1,5 mio. flygtninge- og migranter udenfor Ungarns grænsehegn, - for nu var det jo ikke et problem som EU havde, og derfor ophørte fordømmelsen fra EUs side af Victor Orban ret hurtigt.

- I det skjulte blev han i stedet "dagens helt", og det talte man ikke højt om!