Læsetid: 9 min.

»Det er fedt, at der kommer noget herud på Lars Tyndskids mark. Det bliver en turistattraktion«

En udstilling med en nøgen kunstner, der udforsker Thys barske natur, udgør den foreløbige smagsprøve for besøgende på den kommende filial af Statens Museum for Kunst i Nordjylland. For første gang rykker museet ud af København, og valget er faldet på en gul gård i Thy
Sanela Bajramovic arbejder i den lokale Fakta i Hurup i Thy. Hun har ikke hørt om den kommende filial af Statens Museum for Kunst, men »det lyder da spændende«, siger hun.

Sanela Bajramovic arbejder i den lokale Fakta i Hurup i Thy. Hun har ikke hørt om den kommende filial af Statens Museum for Kunst, men »det lyder da spændende«, siger hun.

Tobias Nicolai

8. august 2019

Doverodde Købmandsgård gør ikke meget væsen af sig, som den ligger dér blandt kornmarker med udsigt over Nees Sund.

Ved indgangen kører pedellen Hans Henrik rundt på en havetraktor, og fra gårdspladsen er en gruppe børn ved at iføre sig waders, inden de skal ud med vandkikkerter.

Kontrasterne er store til den majestætiske bygning på Georg Brandes Plads i København, hvor Statens Museum for Kunst har holdt til siden 1896. Den trelængede gård er mere Morten Koch end palads, og her er ingen skoleklasser, klapvogne eller turister med store kameraer.

Den gule købmandsgård ligger langt fra København og fra meget andet.

Alligevel er den blevet central i det første eksperiment af sin slags. Statens Museum for Kunst vil åbne en afdeling uden for København, og efter flere års drøftelser med egnens turistchef er valget faldet på det sydlige Thy.

Tidligere blev Købmandsgården brugt af private til kunstmarkeder og udstillinger, men siden april er museet rykket ind med sin helt egen udstilling.

Den ene del handler om museet og består af videoklip og billeder fra udstillingen i København. Den anden er en særudstilling af Nana Francisca Schottländer.

Naturvejleder Thorkild Møller på Isbjerget i Nationalpark Thy.

Tobias Nicolai

Helt afklædt og kun i selskab med en fotograf udforsker hun Thys natur. Hun smører sig ind i den klistrede jord fra lergraven, kravler gennem og lægger sig for enden af en stenbro, mens bølgerne pisker omkring hende.

Det er smagsprøver, inden nationalgalleriet rykker rigtigt ind på købmandsgården inden for de næste år, når finansieringen er fundet. Men hvad skal thyboerne med et kunstmuseum? Og hvad er det egentlig, Statens Museum for Kunst vil opnå med en sådan udflytning?

Det er Information taget til Thy for at undersøge.

Her bestemmer naturen

»Det her, det er hjertet af Thy,« siger Thorkild Møller og peger ud over de lyngdækkede bakker i nationalparken. Vi står på det højeste punkt i Hanstholm Vildtreservat – »Isbjerget«.

Herfra kan man se den lysning i skoven, hvor en gammel hanulv i 2012 blev spottet af fuglekiggere.

Thorkild Møller har boet på egnen siden 1965, og da han gik på pension, besluttede han sig for at blive naturvejleder. Han har taget os ud til det sted, han holder allermest af. Der hvor naturen er mest utæmmet og har en betagende vildskab over sig.

På nøje anlagte stier må man gå med sine tunge støvler, men lige ved siden af yngler trane, tinksmed og regnspove. Krondyr græsser, og i luften svæver havørne og fiskeørne over bakkerne. Det er naturen og ikke kunsten, Thy er allermest kendt for. Den har man til overflod – mens man må se langt efter kunsten.

»Det er en beklagelse, at vi ikke har adgang til de ting. Heller ikke til Nationalmuseet eller Det Kongelige Teater,« siger Thorkild Møller og afbryder min forgabelse i naturen. Han taler om museerne og de mange udbud af kultur, som storbyer har.

Som mange andre i Thy fortæller han med stolthed om dengang, hvor Det Kongelige Teater tog rundt i landet. Han peger gennem regnen og fortæller, at det var lige der, de satte en scene op. Truppen kom ikke fuldtallige, men det gjorde ingenting.

»Det var trods alt stadig koryfæerne, der kom. Ghita Nørby og Jørgen Reenberg og sådan nogle. Så har vi selvfølgelig fjernsynet, det ved jeg da godt. Men det er jo ikke det samme,« siger Thorkild Møller.

Naturvejleder Thorkild Møller.

Tobias Nicolai

Så kommer han i tanke om, at der i år er besøg fra Verdensballetten. Det er en samling af verdens dygtigste balletdansere fra kompagnier i blandt andet London, Tyskland og Rusland. Og de kommer til Thy. Det er man stolte over. På samme måde er det »et kup«, at Statens Museum for Kunst nu vil komme til Thy.

»Vi betragter det jo som et nationalt galleri, som ikke ret mange af os har adgang til. Der hænger nogle pragteksemplarer. Det går jeg i hvert fald ud fra. Jeg har aldrig været derinde,« siger Thorkild Møller.

Drømmen om Thy

Ideen om en filial uden for København har luret i flere år. Inde på Georg Brandes Plads i København har man nemlig fundet ud af, at gæsterne mest er udgjort af københavnere og udenlandske turister.

Det vil man gerne gøre op med, sådan at nationalskatten for alvor kommer ud til nationen.

»Det ville ikke give mening for os at åbne i Odense eller Århus eller en anden storby. Vi ville gerne så langt væk fra de større byer som overhovedet muligt. Vi ville længere ud i befolkningen,« siger Emilia Nykjær Isaksen på telefon fra København. Hun er kunstformidler på museet og ansvarlig for, at SMK Thy skal blive en succes hos de lokale.

Det var Thisted Kommune selv, der tog kontakt til Statens Museum for Kunst og fortalte om Doverodde Købmandsgård med udsigt over sundet. Nu hvor arbejdet og forberedelserne er i gang, er drømmen om en succes hos både lokale og turister stor.

Bjørn Wandall ejer sammen med sin kone, Tove, Pakhuset Krik.

Tobias Nicolai

»Danmarks nationalgalleri står på skuldrene af landets største billedkunstneriske arv. Det er statens eje. Så det er din og min kunst. Derfor giver det utrolig god mening, at vi gør kunstsamlingen mere tilgængelig,« siger Emilia Nykjær Isaksen.

Det er Emilia Nykjær Isaksens drøm, at turisterne i fremtiden også vil komme for kunsten og museet. At de vil kombinere turen til nationalparken og Vesterhavet med en kulturel smagsprøve. Netop som udstillingen med den nøgne kunstner gør det.

Et erobringstogt

I et nedlagt pakhus med udsigt over Vesterhavet bor 77-årige Bjørn Wandall med sin kone Tove Wandall. De er kunstentusiaster, rejser verden rundt for at øge samlingen og driver et galleri i den del af huset, de ikke bor i. Faktisk er der fire gange så meget galleri, som der er hjem.

»De kommer som Columbus til for dem ukendt land. De skal forstå, at de er på et erobringstogt,« siger han om Statens Museum for Kunst.

Det er befolkningens kunsthjerter, der skal erobres.

»Befolkningen er ikke kunstfjendsk. Men de er kunstfremmede. Vi hører fra mange, at det ikke var noget for dem,« fortsætter han om udstillingen med den nøgne kunstner.

Som galleriejer er han glad for, at der kommer andre kunstentusiaster til området. Hans indtryk er, at de lokale er stolte af planerne om et nationalt galleri på egnen, men han tror ligesom Thorkild Møller, at nøglen til succes for Doverodde Købmandsgård ligger hos turisterne. Rigtig godt vil det være, hvis museet kan trække turister, der også vil besøge ham.

Oprindeligt var Bjørn Wandall »principielt imod«, da han første gang hørte om planerne. Ligesom med udflytningen af statslige arbejdspladser forstår han ikke, hvorfor medarbejdere skal tvinges fra hovedstaden og kastes ud i et provinsprojekt. Hvis det skal lykkes, skal SMK Thy leve op til at blive noget helt særligt og selvstændigt.

»Det skal være et mantra, at det her er et selvstændigt museum. Med kunst man ikke bare kan se andre steder. Og det skal være udstillinger, der er kurateret helt særligt hertil,« siger han.

Det sker, at han konkurrerer med Statens Museum for Kunst, når han tager på auktioner.

Han beundrer deres udstillinger og samlinger, og derfor tygger han også lidt på ordene, inden han fortsætter. For udstillingen på købmandsgården er ikke helt, hvad han forbinder med det flotte nationalgalleri.

»Der skal ikke hænge jysk kunst på væggene, og det skal ikke blive for hjemstavnspræget. Det skal være samme internationale og høje kvalitet, som Statens Museum for Kunst i al almindelighed viser. Man må ikke gå på kompromis. Folk kommer ikke for at se på bare ’nummer’,« siger Bjørn Wandall om kunstværkerne med den nøgne kvindekrop.

Thy på landkortet

Et par kilometer fra købmandsgården ligger Hurup by. Her er to supermarkeder, et apotek, et familieejet bageri og rundt om hjørnet fra det ligger værtshuset Pusterummet.

På fliserne holder knallerter pænt på linje. Mens resten af byen ligger øde hen, er det her, de faste er samlet. På brune barstole med sort læderbetræk samlet omkring baren med en bajer i hånden. Luften er tung af røg, og i hjørnet står et billardbord alene.

»Jaja, det har vi hørt om,« siger gæsterne i kor, da det bliver fortalt videre, at vi kommer for at tale om det kommende kunstmuseum.

»Det er genialt for Thy,« siger Kurt Røtger fra hjørnet. Han har været pedel på købmandsgården og kender dens kroge og brædder indgående. Siden er han blevet førtidspensionist, men årene på den gule gård bringer smilet frem.

»Det er fedt, at der kommer noget herud på Lars Tyndskids mark. Det bliver en turistattraktion,« siger Kurt Røtger.

Men det er nu hverken noget for ham eller konen, som han lige har fejret syvårs bryllupsdag med. De glæder sig bare over den kommende turisme, et sådant museum kan bringe.

»Det kan få Thy på landkortet. Men de skal beholde det lokale. Det skal ikke bare være Sjælland, der flytter til Doverodde. Der skal også være noget thysk,« siger Trine Røtger.

Kurt Røgter og Marius på Pusterummet, en lokal bodega i Hurup.

Tobias Nicolai

Hvor end vi går hen i den lille by, er begejstringen for det kommende kunstmuseum stor. I Fakta står Sanela Bajramovic og fylder sodavand i køleskabet. Hun har ikke hørt om den kommende filial, men »det lyder da spændende«, siger hun.

»Det er dejligt med noget nyt. Det er lige meget, hvem der står bag, bare det er nyt. Det mangler der virkelig,« siger Sanela Bajramovic.

Hun er glad for Thy. Men meget sker her ikke. Og som 32-årig er kunstinteressen ved at komme med alderen, som hun siger.

Hvorfor er hun nøgen?

Vejen ind til købmandsgården er asfalteret og fører gennem en smal passage ind i den åbne gård. Her er udsigt over Nees Sund, cafeen er ved at åbne, og enkelte gæster summer rundt i græsset. I gårdens hovedbygning ligger første del af udstillingen.

Når man kommer op ad trappen til førstesalen, byder et skilt gæsterne velkommen. På bordet ligger iPads, der afspiller en video af SMK-direktør Mikkel Bogh. Han fortæller, at tiden er kommet til at flytte en del af museet »ud i landet. Langt fra København«. Der skal være både nationale skatte og overraskende tilføjelser, fortæller han.

På bordet ligger også papir og blyanter med en opfordring til besøgende om at svare på, hvad et nationalgalleri betyder for dem. De fleste er dekoreret af børn med tegninger af solen, huse og dukker. Nogle er signeret med navn og alder, og enkelte stiller spørgsmål til udstillingen eller svarer på spørgsmålet.

»Jeg ville bare lige spøre om vofor fransiska slet ikke har noget tøj på i sin kunst?« har en pige, der kalder sig Alma skrevet. Hun vedlægger sit telefonnummer med beskeden »send en sms«.

På andre sedler kommer voksne med deres bud på, hvad et nationalgalleri er for dem.

»Et demokratisk sted, som viser kunst fra hele landet og fra alle lag i samfundet. Tak for, at SMK kom til Thy – for at blive!« skriver Bente.

Sedlerne er en del af det arbejde, museet har lagt i at skabe relationer til de lokale. Det er tanken, at sedlerne skal være de lokales stemmer over for museumsledelsen, som kan lade sig inspirere af ønskerne.

Eksperimenterende moderne

I rummet ved siden af begynder udstillingen ved Nana Francisca Schottländer. Ganske som barnet har bemærket, er hun nøgen på de billeder og videoer, der er rundt omkring i lokalet.

Billederne er trykt på silke og hænger fra loftet i grene af japansk pileurt, mens videoerne afspilles på store skærme med sand, jord og sten på gulvet. Ruderne er dækket med sand, og det skaber en lidt dyster stemning, der får en til at føle, at man står i midten af lergraven sammen med hende.

I et andet rum bliver man omsluttet af bølger og lyden af deres barbariske brusen. For en der ikke er vant til at begå sig i Thys natur er udstillingen ved Nana Franscisca Schottländer betagende. Man går derfra med lysten til at opsige lejlighed og job og flytte ud til kysten.

Det gælder også andre, fortæller kvinderne i købmandsbutikken, som man går forbi, når man forlader købmandsgården.

Her fortæller damerne bag disken, at de ofte oplever, at besøgende stopper forbi butikken for at sige tak. De vil gerne dele deres begejstring. Men lidt utilfredse og skuffede miner møder de dog også. For nogle af de lokale havde nok hellere set klassiske malerier, fortæller de.

Det indkapsler den udfordring, museet står over for. Ikke alene skal de stadig finde mindst 25 millioner til den sidste renovering, inden museet kan åbne, men de skal også beslutte, hvilken vej SMK Thy skal gå.

Egentlig var det planen, at museet skulle åbne som en egentlig filial næste år, men det bliver nok udskudt til 2021.

Men indtil da fortsætter pedellen Hans Henrik med at køre på havetraktoren, damerne hjælper gæsterne i butikken, mens de på værtshuset i Hurup fortsætter med at glæde sig til turisterne.

En kulturkløft mellem land og by har åbenbaret sig ovenpå folketingsvalget i forrige uge. Men hvad gør vi ved det? Vi kunne for eksempel begynde at læse nogle flere samtidsromaner – for ingen steder er den mentale kulturkløft bedre beskrevet end i litteraturen
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Viggo Okholm
  • David Zennaro
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Steffen Gliese
Viggo Okholm, David Zennaro, Bjarne Bisgaard Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

At anbringe en udstilling, som man tilstræber mange skal se - hvad er ellers meningen - på en gård udenfor Hurup i Thy, langt fra enhver form for offentlig transport (ja, langt fra alt), forekommer ikke miljømæssigt bæredygtigt.

Lige en korrektion til artiklen: Lars Tyndskids mark ligger og har altid ligget lige midt i København. At afgrænse den er hidtil ikke lykkedes ret godt. Det synes at være med Lars Tyndskids mark som med universet. Det udvider sig - ustandseligt.

@Steen Piper, bare rolig! Mysteriet er løst: Sanela Bajramovic arbejder i den lokale Fakta i Hurup i Thy, og som stedkendt ved hun tilsyneladende godt, at Lars Tyndskids mark ligger lige i nærheden af Hurup (dvs. ret langt fra København - udvidelse eller ej).

David Joelsen

Ja, folkemøde på Bornholm og Statens Kunst i Hurup giver begge store negative tal på CO2 regnskabet. Er der virkelig ingen andre alternativer?

Hvad med billig og grøn transport til begge events eller virtuel deltagelse - udstillingen kan såmænd godt være i Hurup, men man burde kunne se udstillingen fra København også.

@David Joelsen, det forekommer umiddelbart mest bæredygtigt, at afholde folkemødet og udstillingen i nærheden af hvor flertallet af deltagere/besøgende i forvejene er. Der er masser af egnede venues i Storkøbenhavn, hvortil der allerede er etableret nogenlunde effektiv el-drevet (og dermed vedtagen "grøn") kollektiv transport i form af S-tog og Metro.

Så kan vi nok også sørge for, at de, der bor i Hurup, kan deltage via skype...

Jens Christensen

Klimakøller... det er dem, vi fremover skal rende og slå hinanden i hovedet med. Krondyrkødet jeg spiser på lars tyndskidsmark hver tirsdag og onsdag er uden tvivl mere co2-venligt frembragt end Jens Winthers kød og/eller grøntsager i et eller andet urbant miljø. Det bliver nok meget trættende det her...

Søren Kristensen

Da jeg var barn (i tresserne) havde Statens Museum for Kunst et annex på Kastelsvej i København, hvor der stort set heller aldrig kom nogen besøgende - selv om der var både billetluge og kustode. Det ved jeg fordi vi boede lige overfor.

Tiden ændrer sig og betingelser også og ja klimakrisen.Men vi som mennesker er nok grundlæggende de samme med håb-lidelse-begær m.v. uanset hvor vi bor.
Kunst er en god ting-både den er provokerer og den der sender harmoni. Jeg synes nok at Thy fortjener opmærksomheden uanset jeg nok aldrig når der op.
Jeg håber det bliver en realitet og så kan byboerne opleve den anderledes natur samtidig