Læsetid: 4 min.

Grove anklager kræver grundigt belæg – og det giver Stidsen ikke i sin #MeToo-bog

Thomas Thurah mener, min anmeldelse af Stidsens #MeToo-bog er stigmatiserende og forvirrer en vigtig debat. Det samme mener jeg, at Stidsens bog er og gør
Thomas Thurah mener, min anmeldelse af Stidsens #MeToo-bog er stigmatiserende og forvirrer en vigtig debat. Det samme mener jeg, at Stidsens bog er og gør

Jacob Ehrbahn

7. august 2019

Min kollega Thomas Thurah mener, at jeg i min anmeldelse af dansklektor Marianne Stidsens bog Den nordiske MeToo-revolution 2018 – og dens omkostninger forvirrer en vigtig debat med uklarheder og rent vrøvl. Han mener også, at min fremstilling af bogen tilnærmelsesvis stigmatiserer forfatteren. 

Den anfægtelse minder meget om den, jeg selv havde under læsningen af Stidsens bog.

Jeg mener, at Stidsen forvirrer en vigtig debat ved for det første at være totalt ensidig i sin fremlægning af de forskellige sager og deres aktører, ved for det andet at være upræcis i sin brug af begreber og ved for det tredje at gøre sig klog ikke bare på effekterne af folks handlinger, men også intentionerne bag dem.

I indledningen beskrives den bølge af sager, der går under navnet #MeToo, som »vor tids flugt fra friheden og fra den åbne, moderne, humanistisk-demokratiske samfundsform«. Det er på den baggrund nærliggende at betragte de tre cases, Stidsen herefter beskriver, som eksempler på opgør med åbenhed, modernitet, humanisme og demokrati. Kort sagt alle de værdier, de fleste af os kan blive enige om, er de mest legitime at basere et samfund på. Det er en voldsom påstand, der kræver en grundig underbygning, som Stidsen ikke leverer. 

Unuanceret kritik

Jeg er enig med Thurah i, at der er negative sider af #MeToo, som er underbelyste. Hvorvidt vi så er enige om, hvilke det er, ved jeg ikke. Men jeg kan ikke billige en så unuanceret og udokumenteret en kritik, som den Stidsen kommer med.

Selv en markant #MeToo-kritiker som juristen og radioværten Nima Zamani gav bogen bundkarakter på Altinget, hvor han kaldte den bitter og ensidig og skrev, at »forfatteren gør sig skyldig i netop dét, hun anklager de venstreorienterede feminister for: At tegne et forvrænget billede af virkeligheden« (efter at have givet hende ret i en række af hendes konklusioner, skal det retfærdigvis siges).  

Man kan ikke være bekendt at beskylde navngivne mennesker for totalitaristiske tendenser, som hun gør med Sara Danius, der ifølge bogen ikke kunne finde ud af »at administrere sin magt med etik, humanitet og moderne demokratisk sindelag og omtanke«.

Thurah finder det urimeligt, at jeg gør mig lystig over Stidsens analyse af Danius’ tøj uden at nævne den sløjfebluse, der ganske rigtigt fik symbolsk betydning i konflikten i og omkring Det Svenske Akademi, og som Stidsen indleder sin analyse med at beskrive. Det kunne jeg have gjort, men det ville ikke ændre på, at jeg betragter Stidsens analyse af Danius’ påklædning ved forskellige lejligheder som et utilstrækkeligt belæg for den påstand, at »hovedskylden for akademimiseren ligger hos Danius og hendes supportere«.

Jeg ved ikke, hvor hovedskylden i den misere ligger, men jeg tror heller ikke, man kan opklare det ved at lave en sammenlignende analyse af de forskellige aktørers måder at fremtræde offentligt på. Og det er, så vidt jeg kan se, det, Stidsen gør her. 

Historiens store skurke

Thurah har ret i, at sagen om den tidligere forfatterskolerektors fyring med fordel kunne have fyldt mere i min anmeldelse. F.eks. har jeg ifølge Thurah ikke redegjort tilstrækkeligt for, hvad jeg mener med, at Stidsen gætter sig til, at baggrunden for fyringen var »et karrierefremmende feministisk komplot« (mine ord). Det kan jeg så gøre her: Stidsen skriver, at det ikke på noget tidspunkt havde handlet om »en rimelig fair eller fornuftig ligestillingskamp, men derimod om en misforstået feminisme, der skal give særrettigheder til kvinderne (...). Det skal altså få kvinder ovenpå, alene i kraft af deres køn, mens mænd så til gengæld skal dukkes, også alene pga. deres køn. Akkurat ligesom andre befolkningsgrupper: sorte, jøder og homoer tidligere har skullet det.«

Her får Stidsen lige placeret underskriverne af det brev til Forfatterskolens bestyrelse, der angiveligt startede det hele, på niveau med historiens store skurke, racisterne, antisemitterne og homofoberne. Mener Thurah, at den sammenligning er saglig og fair? I mine øjne er det noget konspirationsteoretisk, injurierende vrøvl. Igen nøjes Stidsen ikke med at forholde sig til aktørernes udsagn eller effekterne af deres handlinger  hun mener at kende de bagvedvedliggende motiver (som ingen ved deres fulde fem ville stå inde for).

Stidsen beskylder derudover sine modparter for at bruge #MeToo som et »machiavellistisk magtmiddel« og »en gylden karrieremæssig løftestang«. Det er en grov anklage, og uanset hvor fyldig Stidsens redegørelse for mediedækningen af sagen er, er der ikke belæg for den. 

Jeg kalder hverken Marianne Stidsen for lettere forstyrret, skrupskør eller et dårligt menneske. Jeg kalder derimod hendes bog for selvretfærdig og præget af dobbeltstandarder og udokumenterede antagelser i en grad, der underminerer forfatterens præsentation af sig selv som objektivitetens og retfærdighedens vogter. Det står jeg ved.

Læs Thomas Thurahs kommentar her:

Bogens analytiske lavpunkt (og komiske højdepunkt) er, når Marianne Stidsen begynder at associere frit ud fra den nu afgåede sekretær for Det Svenske Akademi Sara Danius’ påklædning.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
  • David Zennaro
  • Eva Schwanenflügel
  • Troels Ken Pedersen
  • Jørn Vilvig
Steffen Gliese, David Zennaro, Eva Schwanenflügel, Troels Ken Pedersen og Jørn Vilvig anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

Det er fint at henvise til Nima Zamanis anmeldelse i Altinget, hvor det vurderes, at værket tegner et forvrænget billede af virkeligheden, samtidig med at han giver forfatteren ret i en række af hendes konklusioner.

Det må være centralt i en anmeldelse af et sådant værk at prøve at videregive forfatterens pointer og at gengive og forstå den tænkning, der ligger bag værkets kritik, også selv om man eventuelt måtte være uenig i pointerne, tænkningen og kritikken.

Det er ikke tilstrækkeligt alene at lægge vægten i anmeldelsen på alt det, der går galt i værket, f.eks. det ensidige, overdrivelserne, det upræcise, det udokumenterede. Hvis man alene lægger vægten i anmeldelsen her, så efterlader man let det indtryk, at forfatteren må være "lettere forstyrret, skrupskør eller et dårligt menneske", også selv om man ikke direkte formulerer det sådan.

Henning Kjær

Hr.Thomas Thurah og Bjarne Toft Sørensen. Jeg synes I skal læse Lone Likolajsen anmeldelse og debatindlægget her for pålydende og ikke begynde at overfortolke med jeres egne følelser, fordi I hver især har fået det indtryk at Marianne Stidsen er "lettere forstyrret, skrupskør eller et dårligt menneske" når nu Lone Nikolajsen hverken direkte eller indirekte formulerer det sådan.

Troels Ken Pedersen, Steffen Gliese, Jørgen Larsen, Anina Weber, Tine Andersen og David Zennaro anbefalede denne kommentar
Tine Andersen

Tak til Lone Nikolajsen for en spændende og givende anmeldelse af nye bøger om Me Too bevægelsen. Tak fordi du pegede på Sille Kirketerp Berthelsens bog: MED HJERTET OG KUSSEN I LASER. Den er dybt inspirerende.

Bjarne Toft Sørensen

@Henning Kjær
Synes du ikke, at det er bemærkelsesværdigt, når nu Lone Nikolajsen selv sammenligner sin anmeldelse med juristens og radioværtens Nima Zamanis anmeldelse i Altinget, at hun ikke nævner eller forholder sig til nogle af de kritikpunkter, som Marianne Stidsen fremfører, og som også Nima Zamami forholder sig til?

Men at hun kun forholder sig negativt til de steder, hvor Marianne Stidsen ret åbenlyst er urimelig i i sin fremstilling og dokumentation?

Ganske vist nævner hun, at Marianne Stidsen taler om sine modstanderes "opgør med åbenhed, modernitet, humanisme og demokrati", men hun præciserer og forholder sig ikke til Marianne Stidsens konkrete kritikpunkter.

Eksempler: Er det rigtigt eller forkert, at et " ---- mindretal af krænkelsesparate feminister havde held med at sætte elementære principper, såsom retten til genmæle og en kritisk indstilling over for ukonkrete og anonyme personanklager, ud af spil", som Nima Zamani formulerer det i sagerne vedrørende Forfatterskolen og Københavns Universitet.

Er det rigtigt eller forkert, at Horace Engdahl i sagen om Det Svenske Akademi " ---- blev udsat for en fordrejet og uretfærdig behandling i de svenske MeToo-agiterende medier. De var alt for farvede og brød således med basale, etiske journalistiske principper"? (Nima Zamani)

Steffen Gliese

Jeg synes, at det er skrækkeligt at læse om, at alle disse mænd - og måske enkelte kvinder - med magt ikke i nogen måde har forstået, at man ikke udnytter sin position i forhold til at de sager, vi læser om her.
Det er i hvert fald, som jeg blev opdraget, fuldkommen forkasteligt. I stedet er man som hovedregel nødt til at give afkald på selv de muligheder, der ikke i udgangspunktet er kompromitterede af magt.
Det har også skuffet mig, at det åbenbart i min generation igen blevet næsten kutyme at forløbe sig.

Henning Kjær

Bjarne Toft Sørensen. Nej jeg synes ikke det er bemærkelsesværdigt .... Lone Nikolajsens anmeldelse har allerede været udsat for alt for meget fluekepperi, også i betragtning af at Nima Zamani giver bogen bundkarakter.

Horace Engdahl forsvarede langt hen ad vejen en mand, der nu er dømt for voldtægt! Han udsatte andre for fordrejet og uretfærdig behandling, ved at sætte hele sin autoritet ind på at påstå den nu voldtægtsdømte var uskyldig. Horace Engdahl er ikke den rene forfulgte uskyldighed.
Det er den slags me-too er et tiltrængt opgør med.

Marianne Stidsen

Jeg har ikke tænkt mig at gå nærmere ind i debatten af Lone Nikolajsens anmeldelse af min bog 'Den Nordiske MeToo-revolution 2018 – og dens omkostninger' (d. 27/7), som har affødt dels en kommentar fra Thomas Thurah (d. 6/8), dels en replik fra Lone Nikolajsen (d. 7/8). En anmelder har altid lov til at have sin egen mening om en bog. Det hverken kan eller skal der rokkes ved. Ikke desto mindre synes jeg, at den brede offentlighed fortjener at vide, at der er andre anskuelser af bogen, end dem Lone Nikolajsen giver udtryk for både i anmeldelsen og i replikken til Thurah. Senest fx i følgende lektørudtalelse, hvor vurderingen af 'Den nordiske MeToo-revolution' lyder:

”Bogen er meget velunderbygget i sin argumentation, og selvom den er kritisk, er det en sober og saglig argumenterende kritik. Forfatteren erklærer sig allerede i bogens indledning kritisk over for MeToo. De tre sager bliver analyseret detaljeret og for den udefrakommende af og til med lidt indforståethed. Forfatteren er private venner med nogle af de implicerede, men hun er helt åben omkring sine relationer, så argumentationen er stadig troværdig.”

Som sagt har jeg ikke selv tænkt mig på dette sted at gå nærmere ind i hverken Nikolajsens anmeldelse eller hendes kommentar til Thurah. Men debatten har nu engang, mener jeg, bedst af at foregå på et så oplyst og informeret grundlag som muligt. Og med lektørudtalelsens vurdering i baghovedet kunne det jo godt se ud som om, problemet snarere er, at Lone Nikolajsen – af den en eller den anden grund – ikke ønsker at nævne den dokumentation, der faktisk er i bogen.

Bjarne Toft Sørensen

@Henning Kjær

Det, du kalder for "flueknepperi" af Lone Nikolajsens anmeldelse, vil jeg betegne som kritik af en manglende forståelse og indsigt på et forholdsvis elementært samfundsfagligt og juridisk niveau.

Det gode ved Nima Zamanis anmeldelse er bl.a., at den til trods for mange af de samme berettigede kritikpunkter, viser det modsatte, nemlig en forståelse og indsigt på det pågældende område, måske fordi Nima Zamani er uddannet som jurist.

Ja, Horace Engdahl har ved sin opførsel krænket andres sociale menneskerettigheder " ---- udsatte andre for fordrejet og uretfærdig behandling, ved at sætte hele sin autoritet ind på at påstå den nu voldtægtsdømte var uskyldig", som du siger.

Det berettiger dog ikke til, at man som konsekvens heraf finder det i orden at krænke hans civile menneskerettigheder, det som Nima Zamani betegner som " ---- udsat for en fordrejet og uretfærdig behandling i de svenske MeToo-agiterende medier. De var alt for farvede og brød således med basale, etiske journalistiske principper".

Det som du, og måske også Lone Nikolajsen, mangler forståelse for og viden om, er at en persons krænkelse af andres sociale rettigheder ikke i et demokratisk retssamfund er det samme som, at de så er berettiget til at blive behandlet som "fredløse", hvilket ifølge Ordnet.dk betyder at have " ---- mistet sin retsbeskyttelse pga. en begået alvorlig forbrydelse, ----". Det er et princip fra en tid i Danmark, hvor man endnu ikke vidste, hvad demokrati er.

Når du skriver: "Horace Engdahl er ikke den rene forfulgte uskyldighed. Det er den slags me-too er et tiltrængt opgør med," så er jeg enig i, at Horace Engdahl skal kritiseres og evt. drages til ansvar for sine handlinger. Men det kan ikke betyde, at han så samtidig skal have frataget sine civile menneskerettigheder, og at det derfor er tilladt at omtale ham på en injurierende måde i diverse medier.

Bjarne Toft Sørensen

At sige, som jeg gør ovenfor, at Horace Engdahl har krænket andres sociale menneskerettigheder ved at forsvare sin ven mod anklager om seksuelle overgreb, holder ikke.

Spørgsmålet må være, om han bevidst har forsøgt at forhindre, at andre kunne få en retfærdig behandling ved domstolene? Når han forsvarer en ven mod anklager om seksuelle overgreb, uanset at vennen efterfølgende bliver dømt for det ved en domstol, kunne det jo være fordi, at han selv opfattede vennen som uskyldig.

Under alle omstændigheder giver det ikke grundlag for at fratage ham hans civile menneskerettigheder ved bl.a. at mene, at det nu er berettiget at fremsætte injurierende påstande om ham i de forskellige former for medier.

Princippet "øje for øje, tand for tand" hører ikke hjemme i en demokratisk retsstat, men er udtryk for selvtægt. Hvis min nabo fælder et træ på min grund, skal jeg ikke som gengæld gøre det samme mod ham, men i stedet melde ham til politiet. Ellers er der to og ikke én, der har handlet ulovligt.

Bjarne Toft Sørensen

Det vil være naivt at tro, at identitetspolitiske bevægelser, ligesom andre politiske bevægelser, ikke er forbundet med magt og et ønske om at udøve magt. Således vil det også være naivt at tale om bevægelser på baggrund at nationalitet, etnicitet, køn og seksualitet, uden samtidig at tale om magt og magtudøvelse.

Tilsvarende har kønskampen, med vægt på kvinders rettigheder, på de videregående uddannelser, siden slutningen af 1960erne, også drejet sig om at skabe så stor en akademisk platform som muligt og så mange stillinger som muligt. Det er som om, at det i den sammenhæng er forbudt at tale om magt og magtudøvelse, for det er jo sådan noget, der forbindes med magthavere, og de er jo mænd.

Problemet i en demokratisk sammenhæng er imidlertid, hvis det identitetspolitiske helt kommer til at overskygge det menneskelige, således at sammenhængskraften i samfundet forsvinder. Princippet om først og fremmest menneske, og dernæst noget mere end det, f.eks. defineret ved etnicitet og køn, er altafgørende for demokratiets overlevelse.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på grisenes slogan efter dyrenes magtovertagelse på gården i George Orwells roman ”Animal Farm”: Alle er lige, men nogle er mere lige end andre!

Som parallel vil jeg henvise til et citat fra en leder skrevet af Ralf Christensen: ”A$AP Rocky er ikke hævet over retsstatens principper. Heller ikke med en ven som Trump”:

”Mere nedslående er den blinde opbakning fra nordamerikanske kendisser. I stedet for at vurdere sagen på egne præmisser og anerkende at Sverige er en retsstat, så vælger de en automatreaktion over for anholdelsen af endnu en ung, afroamerikansk mand. Denne befolkningsgruppe sidder trods alt i fængsel i helt horribelt store mængder og med en uforholdsmæssig racemæssig slagside i USA. Men det retfærdiggør ikke, at man på forhånd frikender A$AP Rocky. Som statsminister Löfven har sagt:»Alle er lige for loven, inklusive besøgende fra andre lande.«
https://www.information.dk/kultur/leder/2019/08/aap-rocky-haevet-retssta...

Lone Nikolajsen fremstiller en, på mange måder lignende situation, således: ”Stidsen skriver, at det ikke på noget tidspunkt havde handlet om »en rimelig fair eller fornuftig ligestillingskamp, men derimod om en misforstået feminisme, der skal give særrettigheder til kvinderne (...). Det skal altså få kvinder ovenpå, alene i kraft af deres køn, mens mænd så til gengæld skal dukkes, også alene pga. deres køn. Akkurat ligesom andre befolkningsgrupper: sorte, jøder og homoer tidligere har skullet det.«”

Jeg opfatter ikke den aktuelle historiske hændelse i tilknytning til Forfatterskolen som et bevidst iscenesat karrierefremmende feministisk komplot, men det er for mig at se også oplagt, at det var noget, der latent lå i situationen.

Hele måden, det blev grebet an på, var, set ud fra retsstatsprincipper, dybt problematisk.

Set i et Forfatterskole – historisk perspektiv var der, på et latent plan, lagt op til ”payback time”. Det vil været dybt skadeligt for skolen, hvis den udvikler sig til en form for feministisk forfatterskole, men det har jeg heller ikke forventninger om, at den gør under den nye rektor.

Skolens bestyrelse og rektor er nok, i løbet af processen, blevet langt mere bevidst om end tidligere, hvad det vil sige at drive en forfatterskole i 2019, der både holder fast i nogle traditioner, men også lever op til nogle krav om ledelse og uddannelse, der svarer til samtidens.