Essay
Læsetid: 13 min.

Guldalderens superhelte blev formet af kampen mod fascismen

Jødiske indvandrere i New York skabte tegnserieverdens superhelte som mytologiske frelserskikkelser, der blev sat ind mod den nazistiske trussel. At så mange af dem i disse år oplever en renæssance på computeranimeret film er vidnesbyrd om, at vi igen lever i utrygge tider med trusler, vi føler os magtesløse over for
Captain America kæmpede imod virkelige nazi-superskurke i 1941. Og hans kamp fortsætter ... her i ’The Avengers’ (2012).

Captain America kæmpede imod virkelige nazi-superskurke i 1941. Og hans kamp fortsætter ... her i ’The Avengers’ (2012).

Allstar Picture Library/Walt Disney Studios/Ritzau Scanpix

Kultur
23. august 2019

Engang for snart længe siden i det mere tilbagestående 20. århundrede blev tegneseriehæfter set som smuds, der højest kunne appellere til umodne børn og intellektuelt udfordrede voksne – elendigt skrevne, forhastet tegnede og trykt i tarvelig kvalitet, som de var.

Martin Goodman – forlæggeren, der blev stamfaderen til, hvad vi i dag kender som det legendariske tegneserieforlag Marvel Comics – sagde rent ud til sin førende tegner, Stan Lee, at det var spildt ulejlighed at gøre forsøg på at højne sproget eller spekulere over karakterudvikling:

»Giv bare folk en masse action og brug ikke for mange ord!«

Det egentlige vidunder (marvel = vidunder, red.) er, at denne formular skulle komme til at kaste vitale værker med stor kulturel genlyd af sig.

Ideen til hæfteformatet skylder vi Maxwell Gaines, en trykpressesælger, som i 1933 øjnede denne en mulighed for at holde avisernes rotationspresser kørende med genoptrykning af populære avistegneseriestriber i halvt tabloidformat. Som et eksperiment klæbede han en dag en prismærkat på 10 cent på en håndfuld af de i begyndelsen gratis pamfletter og kunne hurtigt konstatere, at de blev revet væk hos den lokale bladsælger.

Snart blev de fleste af de mest læste humorserier samlet i tegneseriehæfter udgivet af en håndfuld nye forlag, og da efterspørgslen efter disse steg, voksede behovet for nyt indhold til de billige genoptryks-takster. Det nye materiale kom for det meste til at bestå af tredjerangsefterligninger af eksisterende avisstriber eller af kioskgenrehistorier og var typisk skåret over eventyrfortællingers, kriminalromaners eller westernhistoriers læst.

Som Marshall McLuhan siden har påpeget, begynder ethvert nyt medium først med at formidle indholdet fra allerede eksisterende medier, før det finder sin egen stemme.

Ind på scenen trådte nu Jerry Siegel, fremadstræbende teenageforfatter, og Joe Shuster, purung tegner med kunstnerdrømme – begge nørdede jødiske misfits flere årtier, før dette image på nogen måde blev cool.

De drømte om berømmelse og rigdom – og om de beundrende blikke fra piger, som de tænkte sig, en syndikeret tegneserie kunne tiltrække. Og hittede så på en idé til en ny figur: et overmenneskeligt ekstraterrestrialt væsen fra en døende planet, der ubestikkeligt ville kæmpe for sandhed, retfærdighed og værdierne i præsident Roosevelts New Deal.

De to store drenge, der knap nok var trådt ud af barndommen selv, måtte dog se deres idé pure forkastet af avissyndikaterne som naiv, barnagtig og amatøristisk. Men så købte Gaines alligevel deres 13-siders prøveserie med Superman til sit nye blad Action Comics til en pris af ti dollar pr side – og scorede med dette honorar tillige alle fremtidige rettigheder til figuren. Ikke blot blev den helteskikkelse, Siegel og Schuster havde skabt, dermed til grundmodel for den helt nye genre, der kom til at definere et nyt medium – deres egne liv blev også tragisk paradigme for, hvordan det samme medies kreative hoveder næsten alle blev snydt og bedraget for langt hovedparten af de indtægter, som deres fantasi indbragte hæfternes udgivere.

Action frem for alt

Det er almindeligt anerkendt, at tegneseriens guldalder blev skudt i gang i juni 1938 med udgivelsen af den allerførste Superman-historie i Action Comics #1, udgivet af, hvad vi i dag kender som Marvels evige rival, DC Comics.

Siegel og Schuster havde skabt en ny arketype og allerede i 1940, da den gryende genre definitivt havde godtgjort, at den kunne få børn og barnlige sjæle til at rykke med millionvis af ticentmønter hver måned, havde sværme af epigoner katapulteret horder af firefarvede helte op i luften på jagt efter alt det guld, den nye guldalder var fuld af.

Supermans barnagtige naivitet var, så det ud til, et fortrin og ikke en fejl – og inviterede unge læsere ind i en helt ny og børnevenlig slags fiktionsunivers, hvis fantasier og fortællinger var endnu mere løsnet fra logikkens lænker end det meste prosa-pulp fiction, det hele præsenteret i diagramagtig visualisering og primær- og sekundærfarver, der gjorde hver ny side til et teaterforhæng, der kunne trækkes til side for nye duperende syner … og action frem for alt.

Goodman, i forvejen en trendsættende udgiver inden for sensationalistisk smudslitteratur, skulle blive en af de første til at ride på superheltebølgen og opnåede allerede med sit første nummer af Marvel Comics i oktober 1939 et kæmpehit: Førsteoplaget på 80.000 eksemplarer blev efterfulgt af genoptryk på i alt 800.000 flere. Indholdet blev leveret af Funnies Inc., en regulær tegneseriefabrik, der kunne fremstille komplette tegneserier fra koncept til trykkeklart produkt for udgivere, der ville gå langt for at holde driftsomkostningerne i bund.

Disse fabrikker havde ganske meget til fælles med de tøj-’sweatshops’, som mange af tegneseriekunstnernes familiemedlemmer arbejdede i. Som regel var arbejdsprocessen splittet op i flere led på mange hænder med nøje afmålt fabriksur-tid for manuskriptforfattere, blyantstegnere, farvelæggere og talebobletekstere, der næsten samtidig kastede sig over de enkelte sider. Snarere end en ny kunstart var der tale om en ny industri.

Og industrien hvervede grønne ungersvende, halvgamle fallerede skriverkarle og sågar – da Anden Verdenskrig brød ud, og mange af de unge mænd i branchen, der havde imødekommet den stigende efterspørgsel efter tegneserier, blev indkaldt til militærtjeneste – kvinder, farvede eller hvem der nu kunne forefalde som vikar. (Alle disse vikarer måtte for øvrigt stadig levere de racistiske og sexistiske stereotyper, som så længe har været en anstødssten for hele mediet.)

Jødisk oprindelse

I den forbindelse er det værd at påpege (og det gør jeg ikke for at vigte mig af min egen baggrund, men kun for at kaste lys over den særlige råhed og de specifikke temaer i disse tidlige tegneserier), at pionererne bag det spæde medie alt overvejende var fra New York og af jødisk oprindelse, hvis ikke de kom fra andre etniske minoriteter.

Det gjaldt ikke kun for Siegel og Shuster, men for en hel generation af nytilkomne indvandrere og deres børn – mennesker, der i særlig grad var sårbare over for depressionstidens ulykker og i særlig grad opmærksomme på den giftige antisemitisme, der spirede frem i Tyskland. Det var dem, der skabte de amerikanske Übermenschen, som kæmpede for en nation, der i al fald i sin egen selvforståelse var indrettet på at tage godt imod »jeres trætte, jeres fattige, jeres sammenstuvede masser, der længes efter at trække vejret i frihed«.

Tjekker man deres navnehistorik, er det påfaldende så mange af disse sekulære jøder, der havde påtaget sig Clark Kent-agtige dækidentiteter: Gaines hed oprindeligt Max Ginzberg. Goodmans forældre var udvandret fra Vilnius, Litauen.

Captain Americas ustyrligt kreative tegner, Jack Kirkbys fødenavn var Jacob Kurtzberg – og han var ganske som sin partner Joe Simon vokset op i slummen i New Yorks Lower East Side. Stan Lee, som blev ansigtet udadtil for Marvel Comics, var fætter til Goodmans hustru og blev først nepotistisk hyret som 17-årigt kontorbud, da han endnu hed Stanley Lieber.

Hvis disse jødiske indvandrere ikke var velkomne i medie- og forlagsverdenens finere kredse, havde de til gengæld masser af plads til at finde sig en niche på disse nedre trin rangstigen.

De uprøvede talenter i disse tegneseriefabrikker opdagede og udforskede mulighederne i en helt ny form under et løbende og ubønhørligt deadlinepres. De udviklede deres færdigheder ved at kopiere fra hinanden eller ved direkte at stjæle fra avisernes store spændingstegneserie-mestre: Alex Raymond (Jens Lyn, Agent X-9), Hal Foster (Tarzan, Prins Valiant) og Milton Caniff (Terry og piraterne). På den anden side erklærede Carl Burgos (født Max Finkelstein), som stod for slagnummer-fortællingen i Marvel Comics #1 om superhelten Flammen (The Human Torch), stolt:

»De, som ville have Raymond og Caniff, kunne læse Raymond og Caniff. Mine tegninger var måske elendige ved siden af, men de var mine egne«.

Som tegneserieforfatter og -tegner blev hans rudimentære tegnetalenter mere end kompenseret af hans veludviklede intuitive sans for visuel historiefortælling og inspirerende og originale bud på en superhelt: Figuren Flammen – en antropomorfiseret rød og gul flammestreg – havde en grafisk intensitet, der brændte sig vej ind i øjeæblerne på læserne og kom til at stå som personificeringen den rå og knitrende energi, der kendetegnede de tidlige tegneseriehæfter, før mediet blev tæmmet.

William Blake ’Bill’ Everett, Burgos kammerat på Funnies, Inc., var noget af en afviger i branchen. For det første var han ikke jødisk. Everett stammede fra en 300 år gammel patricierfamilie i Massachusetts og var direkte efterkommer af den oprindelige patriark, hans navnebror. Han opnåede den særlige outsiderstatus, der drev ham over i tegneserieverdenen, i kraft af sine misbrugstilbøjeligheder – han havde drukket tæt fra 12-årsalderen og røg tre pakker cigaretter om dagen, eller måske var det snarere hans outsidersensiblitet, der fik ham til at drikke.

Uanset hvad blev han af de mest talentfulde kunstnere, der nogensinde har arbejdet med tegneseriemediet. Hans streg var flydende elegant, han var fortrolig med mange genrer og havde en unik sans for sideopbygning, der muliggjorde, at læserens øje både kunne dvæle ved godt gemte visuelle detaljer og samtidig uden besvær svømme gennem historien.

Hans forbitrede antihelt Namor the Submariner blev forfaderen til en lang række af de plagede karakterer, der skulle befolke Marvel-universet et par årtier senere. I 1940’erne var Namor et særsyn og stod i udpræget kontrast til de firskårne, kæbestærke og retlinede ridderlige selvtægtstyper, der beboede de knap så dystre nabolag i hæfterne fra DC Comics. Om han opererede til havs eller i luften, følte han sig aldrig helt hjemme noget sted: Namor var stolt og arrogant og mere lunefuld end Flammen, hans komplementære modpol. Men vand og ild i forening gjorde Marvel Comics til en kogende elementsuppe.

Sent i 1940, men over et år før Pearl Harbor, mens den nazistiske krigsmaskine blitzbombede London, blev Simon, en hittepåsom freelancer for Funnies, Inc., ansat af Goodman til at skrive og tegne direkte under ham. Simon viste ham udkastet til en ny superhelt, som han og Kirby havde udtænkt – en helt klædt ud som et levende amerikansk flag med gigantiske muskler og ståloverarme, og som netop var trængt ind i det nazistiske hovedkvarter og havde slået Hitler omkuld med et velrettet knytnævestød mod førerens kæbe.

Goodman begyndte at skælve, for han forudså, hvor stor en effekt dette tegneseriehæfte vil kunne få. Han forblev anspændt helt frem til udgivelsen af første nummer af Captain America i marts 1941. Goodmans store frygt havde været, at nogen ville nå at myrde Hitler, før hæftet landede i kioskerne.

Captain America blev ikonisk som en vedvarende hverveplakat. Han kæmpede imod virkelige nazisuperskurke, mens Superman stadig sloges med billige gangsterstyrer, strejkebrydere, grådige bolighajer og Lex Luthor – og mens Amerika stadig tøvede med at gå ind i konflikten. Ikke overraskende blev Simon og Kirbys tegneseriehæfte da også en enorm salgssucces, der kom i oplag på en million om måneden krigen igennem. Ikke alle var dog fans i 1941.

Ifølge Simon bombarderede det pronazistiske tysk-amerikanske netværk Bund og medlemmer af den tids America First-bevægelse tegneserieforlagets kontor med hadepost og obskøne telefonopkald og rasende tilråb om Død over jøderne! Borgmester Fiorello La Guardia, en superhelt fra den virkelige verden, ringede dog personligt til forlæggeren for at forsikre om, at »New Yorks bystyre skal nok se til, at ingen krummer et hår på jeres hoved«.

Tegneseriens form

Kirbys hyperkinetiske figurer med deres svulmende muskelmasser trodsede det anatomisk mulige. Hans karakterer var stridslystne, humorforladte, determinerede og vrede, og de sprængte alle billedrammer og savtakkede paneler, når de slog sig løs over siderne. Hans særlige tegnestil anslog tonen for skildringer af superheltes bedrifter og ikke kun så længe krigen stod på, men lige siden.

Jeg ved, at Kirby var innovativt original som tegneserieskaber foruden en ægte krigshelt, men må tilstå, at jeg har lidt af en blind plet, når det gælder lige præcis den superheltgenre, der voksede ud de skabeloner, han definerede.

Selv da jeg var 12, var superhelte kun erstatnings-metadon for mig – til gengæld var jeg ægte afhængig af andre stoffer, især satiremagasiner som MAD og de gamle avistegneserier, jeg fandt i indbundne bind på mit lokale bibliotek.

Frem for enstrenget action foretrak jeg de mere underfundige Anders And og Little Lulu, men hvad jeg var forelsket i, var hele tegneseriens form – alle disse sider fulde af sammenblandede ord og billeder, der støder op imod hinanden; alle disse bobler og bokse, man måtte sammenligne og sætte i kontrast fra at udpresse fortællingens saft, og lige siden disse år har jeg dyrket og beundret tegneseriesproget i alle dets accenter.

De, som anser superhelte for at være alfa og omega inden for tegneseriekunst, daterer gerne guldalderens afslutning til de umiddelbare efterkrigstidsår sidst i 1940’erne, hvor interessen for genren så småt begyndte af aftage. Måske fordi de krigsdesillusionerede GI’s ikke længere var så ivrigt og tryllebundet et publikum – og havde indset, at det ikke var Captain America, der vandt krigen. Måske var det russerne!

Under alle omstændigheder voksede de demobiliserede soldater fra tegneseriehæfterne eller flyttede deres opmærksomhed til andre genre. Krimier, cowboyhistorier, romantik, gyserfortællinger og krigsserier florerede og ofte med et mere modent – og nogen gange også anderledes effektjagende indhold – designet for ældre læsere.

Guldalderen

Jeg vil selv datere guldalderens afslutning til 1954. Dette var året, da moralsk panik pisket op under den falske forudsætning, at mediet alene havde store børn som målgruppe og godt i gang med at gøre dem til ungdomsforbrydere, førte til offentlige afbrændinger af tegneserier og til bekymrede høringer i det amerikanske senat, der endte med at få mange forlæggere til at dreje nøglen om og skamskød overleverne.

Mere velfriserede, mere antiseptiske udgaver af superhelte klarede at sætte mediet i respirator fra 1956 (der nu hyldes som det år, hvormed sølvalderen begyndte), men superheltehæfterne genvandt aldrig den kulturelt dominerende stilling, de havde haft i deres storhedstid. Til gengæld er superheltene nu i gang med at generobre verden – i filmudgaver!

Hvis man tilbage i guldalderen ville se en kappeklædt figur flyve over en skyskraber eller en superskurk forvandle New York til en ruinhob, var tegneseriehæfter det mest tilfredsstillende leveringssystem.

I det 21. århundrede har millionvis af mennesker kloden over, der aldrig har læst et tegneseriehæfter eller set en graphic novel, takket været CGI, den mirakuløse computerskabte effektteknologi, fået mulighed for at dyrke nye guddomme i multiplex-biografer, som reinkarnerer den gamle tegneserie-dna.

De unge jødiske skabere af de første superhelte udtænkte mytiske og næsten gudelignende sekulære frelsere og satte dem ind imod de truende økonomiske forvridninger, der kendetegnede depressionstiden og satte form på deres bange anelser for den optrækkende verdenskrig. Tegneserier gjorde det muligt for læsere at flygte ind i fantasier, i hvilket de kunne projicere sig selv som usårlige helte.

Auschwitz og Hiroshima giver på en måde mere mening som dystre tegneserie-kataklysmer end som begivenheder i virkelighedens verden. I vore dages alt for virkelige verden er Captain Americas mest ondartede superskurkfjende, Red Skull, genopstået på filmlærredet, mens Amerika for tiden hjemsøges af Orange Skull. Internationalt er fascistoide bevægelser igen på fremmarch (hvor hurtigt vi mennesker dog kan glemme – studér gulalderens tegneserier grundigt, folkens!), og de forvridninger, som har fulgt den globale økonomiske nedsmeltning i 2008, har kun bidraget til at føre os frem til et punkt, hvor det er selve planeten, der ser ud til at skulle smelte ned.

Armageddon forekommer på en eller anden måde som en helt reell mulighed, og alle er vi er reduceret til at være som hjælpeløse børn over for kræfter, der er meget stærkere, end vi kan forestille os. Igen lever vi en tid, hvor vi må søge henstand og svar hos superhelte, der overflyver skærmene i vores drømmekapel.

Hvis indholdet fra tidligere tiders tegneseriehæfter har invaderet vores biografer, har tegneserieformen – snedigt forklædt som graphic novels – infiltreret, hvad der resterer af vores litterære kultur. Da Folio Society, den ærværdige udgiver af luksuriøst illustrerede bøger siden 1947, besluttede sig for at kaste sig ud i en deluxe-genudgivelse af udvalgte episoder fra Marvel-tegneseriernes guldalder, inviterede de mig som skaber af graphic novels til at skrive introduktionen til værket. Måske forestillede de sig i deres vildfarelse, at jeg kunne bibringe projektet et figenblad af respektabilitet.

Alting er politisk

Jeg afleverede mit essay til dem sidst i juni. Det svarede stort set til, hvad der står at læse her. Men fuld af beklagelse måtte en Folio Society-redaktør meddele mig, at Marvel Comics (der åbenbart står som medudgiver af bogen) tilstiler at fremstå ’upolitisk’ og derfor ikke vil tillade politiske holdningstilkendegivelser i sine udgivelser.

Jeg blev derfor bedt om at fjerne den sætning, hvor jeg omtaler Red Skull, eller også ville bogen ikke kunne udgives.

Sammenlignet med nogle af mine rejsekammerater opfatter jeg ikke mig selv som specielt politisk engageret, men da jeg fik besked på at slette min i grunden ret uskyldige reference til en tænkt Orange Skull, indså jeg, at det måske var uansvarligt at skæmte med den dystre eksistentielle trussel, vi nu skal leve med – og valgte at trække min indledning tilbage.

Tilfældet var, at en temmelig afslørende historie i sidste uge dukkede op i mit nyhedsfeed. Det fremgik af denne, at milliardæren og den tidligere bestyrelsesformand for Marvel Entertainment, Isac ’Ike’ Perlmutter, er mangeårig ven af Donald Trump og tillige en uofficielt, men indflydelsesrig rådgiver i den elitekreds, der fylkes omkring Donald Trumps lystejendom, Mar-a-Lago Club i Palm Beach, Florida.

Endvidere kunne jeg læse, at Perlmutter og hans hustru for nylig har doneret 360.000 dollar (det maksimalt tilladte) til Orange Skulls fundraisingkomité for genvalg i 2020.

Endnu en gang måtte jeg altså sande, at alting er politisk … fuldstændig som når Captain America tildeler Hitler et lammende kæbestød.

© The Wylie Agency og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lars Kramhøft

Så fedt at få dette essay på dansk! Godt gået, Information!