Læsetid: 4 min.

’Inglourious Basterds’ er en jødisk hævnfantasi, hvor filmkunsten redder verden

Hitler og nazitoppen brænder ihjel i en parisisk biograf i Quentin Tarantinos sjette film, ’Inglourious Basterds’, som frækt insisterer på at skrive sin helt egen verdenshistorie
Hvor de fleste andre kontrafaktuelle historier forestiller sig en mørk og trist verden, er ’Inglourious Basterds’ et anderledes optimistisk forsøg på at skrive historien om. Filmens helte formår at gøre kål på Hitler og resten af nazitoppen ved at spærre dem inde i en biograf i Paris og brænde den ned til grunden.

Hvor de fleste andre kontrafaktuelle historier forestiller sig en mørk og trist verden, er ’Inglourious Basterds’ et anderledes optimistisk forsøg på at skrive historien om. Filmens helte formår at gøre kål på Hitler og resten af nazitoppen ved at spærre dem inde i en biograf i Paris og brænde den ned til grunden.

Richard Mosse. Courtesy of the artist

13. august 2019

I slutningen af Inglourious Basterds (2009) lykkes det filmens helte at gøre kål på Hitler og resten af nazitoppen ved at spærre dem inde i en biograf i Paris og brænde den ned til grunden. Faktisk er det nitratfilm, et nærmest eksplosivt brændbart materiale, antændt af den fransk-jødiske biografejer Shosanna (Mélanie Laurent), som sætter fut i fejemøjet.

Det er en vild slutning, som samtidig er dybt tilfredsstillende, netop fordi man ved, hvor mange forfærdelige ting, nazisterne nåede at foretage sig inden krigens afslutning i den virkelige verden, og hvor mange mennesker de nåede at slå ihjel. Det er også et frækt stykke kontrafaktisk historieskrivning, som det er svært ikke at nyde med et stort smil om munden, fordi Quentin Tarantino og filmen i dén grad gør sig fortjent til den.

Filmen, der blandt meget andet er inspireret af krigs- og actioneventyrfilm som Det beskidte dusin (1967), Ørneborgen (1968) og Kellys helte (1970), er en jødisk hævnfantasi, og handler om flok jødiske soldater i den amerikanske hær, titlens ’skiderikker’, som under Anden Verdenskrig og anført af Aldo Raine (Brad Pitt) jagter nazister i Europa og dræber og skalperer dem. De får til opgave at slå Hitler og resten af nazitoppen ihjel under en filmforevisning i Paris, og til det får de hjælp af blandt andre Shosanna, hvis familie er blevet udraderet af jødejægeren Hans Landa (Christoph Waltz), og en britisk officer, Archie Hicox (Michael Fassbender), der er filmkritiker i sit civile liv.

Saftig metafor

»Jeg elsker dualismen i det,« sagde Quentin Tarantino, da jeg på filmfestivalen i Cannes, hvor Inglourious Basterds havde verdenspremiere, talte med ham om filmkunstens muligheder for at forandre verden.

»De bedste temaer virker på flere planer, og på den ene side er det en saftig metafor, ideen om, at film kan forandre verden, på den anden side er det slet ikke en metafor. I min film er det virkelighed. Det er det, der sker. Film forandrer verden. Helt fysisk og bogstaveligt er det film, som overvinder Det Tredje Rige.«

Og, fortsatte han så entusiastisk, at man nærmest fysisk kunne mærke den enorme kærlighed til filmkunsten, både den fejrede og den mere kulørte, der stråler ud af ham:

»Hvilke film befinder sig i den bunke film, som brænder i biografen til sidst? Er de alle nazipropagandafilm? I så fald er det Goebbels’ egne gerninger, som overvinder ham. Men hvis det ikke er nazipropagandafilm, kunne det være alle de franske og tyske film, som er blevet bandlyst af nazisterne, og så tager de selv hævn for at være blevet bandlyst af disse hunner (kriger- og nomadefolk, red.). Der er alle mulige fortolkningsmuligheder, hvis man begynder at spekulere over, hvilke film der er i den bunke.«

Deprimerende dystopier

Quentin Tarantino er ikke den første til at lege med tanken om, hvordan verden kunne se ud, hvis nu skelsættende begivenheder havde udfoldet sig anderledes. Det er et frodigt udgangspunkt for en historie, hvad enten den fortælles i bogform, i en tegneserier eller i en film eller tv-serie.

Tv-serien The Man in the High Castle (2015-), der er baseret på en historie af Philip K. Dick, forestiller sig f.eks., hvordan verden ville se ud, hvis nazisterne havde vundet Anden Verdenskrig. Og i The Handmaid’s Tale, både Margaret Atwoods bog (1985) og tv-serien (2017-), fremskrives udviklingen nogle få år, og resultatet er en deprimerende dystopisk historie om et feudalt, mandsdomineret samfund, der uhyggeligt nok ikke er så langt fra nu og her.

Men hvor de fleste andre kontrafaktuelle historier forestiller sig en mørk og trist verden, er Inglourious Basterds et anderledes optimistisk forsøg på at skrive historien om. Tarantino har selv fortalt, hvordan han, da han skrev filmens manuskript, spekulerede over, hvad han dog skulle gøre ved Hitler. Da han kom på ideen med at lade ham dø og på den måde redde verden fra flere af nazisternes fortrædeligheder – og efter at have sovet på det en enkelt nat – var han ikke i tvivl om, at det var den rigtige idé.

Værdigheden tilbage

Quentin Tarantinos efterfølgende film, Django Unchained (2012), ændrede ikke på samme måde på konkrete historiske begivenheder, men den tillod sig også at fortælle en modhistorie om et sort kapitel i amerikansk historie, nemlig slaveriet, med en frigivet slave i centrum som en art hævnende engel.

I sin nyeste film, Once Upon a Time … in Hollywood, leger instruktøren også med ’hvad nu hvis’-genren på underholdende og farvestrålende vis, mens han beskriver mødet mellem det gamle Hollywood og det nye Hollywood. Filmen foregår i 1969, hvor den amerikanske filmbranche mistede sin uskyld, og der skete så mange andre ulykkelige ting rundt om i USA og resten af verden.

Tarantino fordyber sig i Hollywoods tossede historie og forsøger så at sige at genrejse filmbyen som et sted befolket af mennesker med drømme – på samme måde, som han ville give jøderne og USA’s sorte befolkning kontrollen, stoltheden og værdigheden tilbage med Inglourious Basterds og Django Unchained.

Tarantino balancerer på kanten mellem højkultur og lavkultur – han skelner ret beset og ganske fornuftigt ikke mellem de to – hvilket giver hans film en energi, kant og farlighed, der er aldeles livgivende.
Læs også

 

Serie

Quentin Tarantinos forførende verden

Den 15. august er der dansk premiere på Quentin Tarantinos niende og efter alt at dømme næstsidste spillefilm, Once Upon a Time … in Hollywood. Han er en af de seneste 25 års mest originale filminstruktører, som har skabt et nyt filmsprog, hvor han filtrerer, bearbejder, dekonstruerer og genskaber de genrer og den filmhistorie, som han selv er vokset op med og formet af. I de kommende dage skriver vi om de otte film, Tarantino selv har instrueret. Vi forsøger at indkredse, hvad det er, der gør Tarantino og hans film så specielle.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Katrine Damm
  • Eva Schwanenflügel
Niels Duus Nielsen, Katrine Damm og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Er der en vis berøringsangst med den israelske undertrykkelse af palæstinenserne, så det er tryggere og mere heltemodigt at begå en film om dengang?

Espen Bøgh, Pietro Cini og Torben Arendal anbefalede denne kommentar

Virkelig? Jeg troede den jødiske hævnfantasi er det den selvudnævnte jødiske stat Israel igennem 70 år har udsat, og fortsætter med at udsætte, palæstinenserne for?

Bliver der en verdenshistorie efter det 2100 århundrede, som vi kan genkende og relatere os til, ligesom i fortiden?

Mængden af film der omskriver alt hvad kan omskrives til brugbare film, som kan vises i biograferne, bliver det lystigt i vor tid, - og bliver den "sandhed / virkelighed" vi måske i stedet skal acceptere som historisk.

Science-fiction film er heldigvis fortsat science-fiction, - og måske alligevel ikke ret meget længere, med alle de film om tegneseriehelte, der i den moderne tekniks greb pludselig bliver nærmest virkelige, - Spiderman, hele Avenger holdet, og som et ekstra jordbær på flødeskummet er selveste Thor og den nordiske mytologi med på hele holdet, der skal frelse jorden.

Ingen mulig helt skal være udeladt for det godes tjeneste sammen med disse helte, så selv samuraier og ninjaer og deres kampkunst blandet lystigt med i pærevællingen for at holde gryden i kog, - der skal jo sælges billetter for at studierne kan producere den næste elendige T-film, hvor de sidste nye tekniske overmenneskelige kampdragter er med iblandt de frelsende helte.

Det bliver måske de eneste referencepunkter de næste generationer har om fortiden - og en drøm om hvordan den blev sådan, - og blev til deres verdenshistorie som næste generation alene vil referere til som virkelighed.